Oplysning/viden

Uge-specifik antibiotikaeksponering i føtallivet og kognitive evner senere i livet

Forskning
Projektleder: Anders Husby
Institution: Afdeling for Epidemiologisk Forskning, Statens Serum Institut
Bevilling: 400.000 kr.
Bevillingsår: 2022

Det er velkendt at sjældne typer af infektioner under en graviditet kan medføre svær
hjerneskade hos fostret og livslangt mentalt handikap. Imidlertid er det uvist om
almindelige infektioner hos moderen (f.eks. lungebetændelse og
nyrebækkenbetændelse) i korte kritiske perioder under graviditeten også er forbundet
med langvarigt begrænset kognitiv funktion hos fostret. Ved at benytte
register-information om indløste antibiotika-recepter for hver eneste graviditetsuge under
graviditeten for over 500,000 børn, koblet til deres karakterer ved folkeskolens
afgangseksamen, vil vi undersøge om almindelige infektioner i forskellige graviditetsuger
under graviditeten er forbundet med langvarige hjernefunktion hos fostret.
Konkret vil benytte os af det Centrale Person Register (CPR-registret) og det Medicinske
Fødselsregister til at koble børn til deres mor og søskende. Børn født i Danmark fra
Oktober, 1995 til December, 2003 vil blive inkluderet i studiet. Information om
skolekarakterer ved folkeskolens afgangseksamen hentes fra Danmarks Statistik. For
drengene vil der fra Forsvarsministeriet indhentes oplysninger om resultater ved
sessions-prøven. Yderligere socio-økonomiske variable indhentes fra Danmarks Statistik.
Alle informationerne i sundheds -og uddannelsesregistrene vil være anonymiserende og
vi vil ikke kontakte personerne inkluderet i studiet. Samtidig vil data blive opbevaret
sikkert på Danmarks Statistisk krypterede server.
Vi vil definere udsættelse for infektion hos moderen under graviditeten som en indløst
recept for et antibiotikum (f.eks. penicillin tabletter) i en given graviditetsuge.
Undersøgelsens udfald vil være hhv. skriftlige skolekarakterer ved folkeskolens
afgangseksamen i dansk og matematik. Desuden vil vi for drengene undersøge deres
resultater i sessionens intelligensprøve. For at adskille effekter af familiære faktorer
(f.eks. sociale og arvelige faktorer indenfor familien) fra effekten af en infektion vil vi
benytte et søskende studiedesign der tager højde for søskendes karakterer og/eller
sessionsresultater. Derudover vil vi undersøge effekten af forskellige undertyper af
antibiotika for at skille effekten af et givent antibiotikum fra den generelle infektion.
Projektet vil blive udført på Afdeling for Epidemiologisk Forskning på Statens Serum
Institut der har mange års erfaring med at udføre store registerbaserede
befolkningsundersøgelser. Resultaterne af undersøgelse vil blive offentliggjort som
videnskabelig artikel, men også som pressemeddelelse og på sociale medier, således at
den danske befolkning vil få gavn af den nye viden studiet vil bidrage med.
Samlet set vil studiet potentielt kunne identificere mulige forebyggende interventioner hvis
der påvises sammenhænge mellem almindelige infektioner i kritiske graviditetsuger og
senere kognitive evner hos børnene. Derudover vil projektet være informativt for
vordende forældre og læger der behandler gravide.

Revalidering – En undersøgelse af kommuners forskellig brug af revalideringsordningen

Forskning
Projektleder: John Klaussen
Institution: Juridisk Institut / Aalborg Universitet
Bevilling: 400.000 kr.
Bevillingsår: 2022

Den danske sociallovgivning har historisk altid haft som erklæret formål, at den skulle
afhjælpe erhvervshæmning ved at genindpasse (revalidere) fysiske, psykiske og socialt
handicappede i samfundslivet. Revalidering har siden 1970-ernes socialreform været et
centralt element i den kommunale indsats for, at personer med begrænsninger i
arbejdsevnen kan fastholdes eller komme ind på arbejdsmarkedet, så personens
mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres. Revalidering er et af
redskaberne, der begrænser tilgangen til førtidspension. Det har derfor stor betydning for
den enkelte borger, om kommunen tilbyder revalidering.
Revalidering er en ordning for personer med begrænsninger i arbejdsevnen, når øvrige
beskæftigelsesrettede indsatser ikke er tilstrækkelige til, at personen kan bringes til at
forsørge sig selv. Den enkelte kommune har pligt til at tilbyde revalidering, hvis
betingelserne er opfyldt og det har gentagne gange fremgået af forarbejderne til
lovgivningen, at »kommunen har som hidtil en pligt til at tilbyde revalidering, hvis
tildelingsbetingelserne er opfyldt«.
Brugen af revalidering har dog været kraftigt faldende, og de kommunale variationer i
brugen af revalidering er meget store. Revalidering ydes i høj grad i nogle kommuner og
stort set ikke i andre kommuner. Når kommuner anvender revalideringsordningen, har
effekten i forhold til at bringe borgeren ind på arbejdsmarkedet været god og
beskæftigelsesgraden efter endt revalidering har været højere end for andre
beskæftigelsesordninger.
Formålet med projektet er at undersøge grundlaget for vurderingen af, om en person har
ret til revalidering og hvorfor dette giver anledning til en meget uensartet kommunal
praksis. Dette har særlig interesse, når en borger klager over en kommunes afslag på
revalidering og Ankestyrelsen skal efterprøve om kommunens afgørelsen er korrekt.
Ankestyrelsens prøvelse af klagesager om revalidering og dermed kontrol med ordningen
er styrende for kommunerne. Dette er afgørende for, om revalidering reelt er blevet et
beskæftigelsespolitisk instrument, som kommunerne frit kan prioritere brugen af, hvilket
er en fravigelse af udgangspunktet i lovgivningen.

Langsigtet forbrug af sundhedsydelser efter falsk positivt mammograficreeningssvar

Forskning
Projektleder: Emma Grundtvig Gram
Institution: Afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet
Bevilling: 300.000 kr.
Bevillingsår: 2022

I Danmark tilbydes kvinder i alderen 50-69 år brystkræftscreening med mammografi hvert
andet år. Brystkræftscreening har til formål at finde lokaliserede stadier af brystkræft for
at kunne initiere behandling tidligt og nedsætte dødeligheden. Brystkræftscreening kan
som andre former for medicinsk screening også have utilsigtede skadevirkninger, bland
andet falsk positive svar. Falsk positive svar er en falsk alarm, hvor mistanken om at
kvinden har brystkræft senere bliver afkræftet. Risikoen for at få et falsk positivt svar er
20-25% for en kvinde der deltager i alle ti screeningsrunder i løbet af de tyve år. Tidligere
danske studier har vist at kvinder oplever betydelige negative psykiske og sociale
konsekvenser efter et falsk positivt svar, som varer i op til tre år efter. Andre studier har
påvist at falsk positive screeningssvar også er forbundet med et øget forbrug af
sundhedsydelser op til et år efter testsvaret, potentielt på grund af en sygeliggørelse eller
skrøbliggørelse. Formålet med dette projekt er at undersøge forbruget af
sundhedsydelser 15-17 år efter kvinder har modtaget et falsk positivt svar i
mammografiscreening. Vi vil sammenholde screeningssvaret med registerdata for at
måle forbruget af sundhedsydelser og omkostningerne forbundet hermed. Såfremt falsk
positive svar påvirker forbruget af sundhedsydelser på lang sigt, vil det være en indikation
på væsentlige negative påvirkninger af sundhedsadfærd hos kvinderne, som bør
udforskes nærmere. Derudover vil det være et udtryk for betydelige økonomiske
omkostninger for samfundet og for sundhedsvæsenet.

Brug af statiner til sekundær forebyggelse af hjertekarsygdom blandt ældre

Forskning
Projektleder: Marie Lund
Institution: Brug af statiner til sekundær forebyggelse af hjertekarsygdom blandt ældre
Bevilling: 300.000 kr.
Bevillingsår: 2022

Kolesterol er et fedtstof, som dels dannes af kroppen selv, dels tilføres med føden. En
undertype af kolesterol er såkaldt low-density lipoprotein kolesterol (LDL-kolesterol).
Forekomsten af åreforkalkning synes at stige med stigende koncentration af
LDL-kolesterol i kroppen, hvilket kan føre til blodpropper, herunder i hjernen og i hjertet.
Patientundersøgelser med store lodtrækningsforsøg (randomiserede kontrollerede
undersøgelser) viser, at kolesterolsænkende lægemiddelbehandling med statiner effektivt
sænker risikoen for fremtidig hjertekarsygdom hos patienter, som har haft alvorlig
hjertekarsygdom (fx blodprop i hjertet eller i hjernen). Patienterne, som har været
inddraget i disse lodtrækningsundersøgelser, har primært været yngre patienter, som ikke
har lige så mange følgesygdomme eller får lige så mange forskellige typer af lægemidler
som ældre patienter. Men andelen af ældre i samfundet er stigende pga. den stigende
levealder, og forekomsten af åreforkalkning stiger med alderen. Således er der flere
ældre, som behandles med statiner. Det mangler derfor at blive undersøgt om statiner er
lige så effektive til at forebygge hjertekarsygdom, når de bruges til ældre patienter i den
almindelige kliniske hverdag, som når de bruges til yngre patienter.
Projektets formål er at afdække om kolesterolsænkende behandling med statiner
forebygger fremtidig hjertekarsygdom ved anvendelse blandt ældre patienter
sammenlignet med yngre patienter. Mere specifikt er projektets formål at undersøge
alderens betydning for sammenhængen mellem reduktion i blodets indhold af
LDL-kolesterol og fremtidig forekomst af blodprop i hjernen eller hjertet blandt en gruppe
af patienter, som er i behandling med statiner, herunder pga. blodprop i hjertet eller i
hjernen. Undersøgelsen er en registerundersøgelse, og her er Danmark et meget
velegnet land at undersøge projektets formål i pga. muligheden for at kombinere
information om sygelighed og dødelighed fra en række forskellige nationale registre.
Projektets resultater vil således samlet set bidrage med viden til at understøtte rationel
farmakoterapi ved anvendelse af statiner til ældre.

Hjerterehabilitering i det nære sundhedsvæsen – øger nærhed deltagelsen? En registerbaseret analyse af afstandens betydning for deltagelse i hjerterehabilitering

Forskning
Projektleder: Kristine Bihrmann
Institution: Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet
Bevilling: 400.000 kr.
Bevillingsår: 2022

Hjerterehabilitering anbefales i behandlingen af patienter med en alvorlig
hjertekarsygdom. I 2019 var der i Danmark omkring 11.000 patienter, der fik behov for
hjerterehabilitering. Et hjerterehabiliteringsforløb består af en række medicinske og
ikke-medicinske indsatser (fysisk træning, patientuddannelse, psykisk og social støtte,
hjælp til livsstilændringer), der reducerer dødeligheden og forbedrer patientens
livskvalitet.
Desværre er det kun halvdelen af hjertepatienterne, der deltager i et rehabiliteringsforløb,
og internationale studier har vist, at deltagelse hænger sammen med afstand til
behandlingsstedet.
I 2019 kom Danske Regioner og Hjerteforeningen med et oplæg til bedre hjertesundhed,
der blandt andet havde fokus på at reducere afstand til hjerterehabilitering for at øge
deltagelsen, og herunder også mindske social ulighed i deltagelse. På nuværende
tidspunkt er den ikke-medicinske del af rehabiliteringsforløbet flyttet fra hospitalerne ud til
de enkelte kommuner i blandt andet Region Midtjylland og Region Syddanmark.
Formålet med dette projekt er at undersøge, hvorledes udflytning af hjerterehabilitering
påvirker patienternes deltagelse i behandlingen.
Projektet vil evaluere kørselsafstand til hjerterehabilitering og undersøge, om afstandens
betydning for deltagelse i behandling er reduceret efter udflytning fra hospital til
kommunalt regi, herunder om social ulighed i afstandens betydning er reduceret.
Fremgangsmåden vil være statistiske analyser af danske register data.
Projektet er et samarbejde mellem Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk
Universitet; Odense Universitets Hospital; Videnscenter for Rehabilitering og Palliation
(REPHA) og DEFACTUM, Region Midtjylland.
Projektet vil bidrage med ny viden om, hvordan udflytning af sundhedsydelser påvirker
deltagelse i behandling. Desuden vil projektet belyse eventuelle sociale forskelle i
udflytningens effekt. Denne viden kan bruges i fremtidig planlægning og organisering af
sundhedsvæsenet med henblik på at øge deltagelse i behandling og reducere ulighed i
sundhed.

Hospitalsansattes helbred – udvikling over tid og variation mellem hospitaler, specialer og afdelinger

Forskning
Projektleder: Louise Schubert Paaske
Institution: Syddansk Universitet, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Dansk Center for Sundhedsøkonomi – DaCHE
Bevilling: 300.000 kr.
Bevillingsår: 2022

Ansatte i hospitalssektoren er pressede og vil forventeligt være det i mange år fremover.
Et presset arbejdsliv fører til dårligere helbred, øget sygefravær, lavere produktivitet og i
sidste instans øget exit fra sektoren. Der er akut behov for viden, der kan sikre bedst
mulig udnyttelse af den arbejdskraft, der er til rådighed. Dette kræver en bæredygtig
tilgang, hvor de sundhedsprofessionelles helbred og trivsel tilgodeses samtidig med, at
fokus på produktivitet fastholdes. Men hvor slemt står det til? Hvor dårligt er de
hospitalsansattes helbred, og er der nogle hospitaler, specialer eller afdelinger, hvor det
er ekstra slemt og hvor udviklingen går den forkerte vej?
Formålet med projektet er at gennemføre et registerstudie der sammenligner udviklingen
(2015-2020) i hospitalsansattes mentale- og somatiske helbred med en matchet
kontrolgruppe fra baggrundsbefolkningen. Projektet bidrager således med nationale
registerbaserede fakta om udviklingen i hospitalsansattes helbred og det forventes, at
den genererede viden kan bruges til at målrette arbejdet med at sikre kapacitet og kvalitet
i hospitalssektoren.
Et vigtigt delmål er oparbejdning af et unikt nationalt datasæt, hvor personalevariable er
stratificeret på speciale- og afdelingsniveau. Udover nærværende studie af
hospitalsansattes helbred giver dette datasæt os, internationalt set, unikke muligheder
for, at bidrage med forskning der kan dække identificerede videns huller om
sammenhænge mellem bemanding og organisatoriske arbejdsforhold og
hospitalsansattes helbred samt produktivitet. Projektet initierer således et
forskningsprogram om hospitalsansattes helbred, arbejdsliv og produktivitet.

Grønlands Voldtægtsofre – Retssikkerhed og Omsorg

Forskning
Projektleder: Signe Sif Winther-Jørgensen
Institution: Retspatologisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet
Bevilling: 350.000 kr.
Bevillingsår: 2022

Der findes ingen systematisk viden om voldtægtsofre i Grønlands retssikkerhed og
omsorgstilbud, men vi må formode at hverken WHO’s eller de danske anbefalinger
følges. I 2020 blev rekordmange seksualforbrydelser i Grønland anmeldt og nåede et
niveau, der var 13 gange højere pr. 1000 indbyggere end i Danmark.
I Danmark foretages undersøgelse af ofre for seksuelle overgreb på et af
voldtægtscentrene, hvor der, uanset om overgrebet er politianmeldt eller ej, foretages en
akkrediteret retsmedicinsk undersøgelse, der indebærer dokumentation af læsioner på
kroppen og kønsdelene, sikring af biologiske spor (DNA) og prøver til toksikologisk
undersøgelse (blod og urin). Samarbejdet omkring ofrene på voldtægtscentrene sikrer, at
der ud over dokumentation til brug i efterforskning og det eventuelle retslige efterspil,
også ydes ofrene et omsorgstilbud af helbredsmæssig, social og psykologisk karakter.
Data fra voldtægtscenteret i København viser at knap halvdelen (45 %) af
henvendelserne ikke var politianmeldt ved første kontakt og at knap 8 % efterfølgende
politianmeldte overgrebet. Studier om betydningen af den retsmedicinske undersøgelses
betydning for det retslige efterspil peger i forskellige retninger, men har i Danmark vist sig
en vigtig faktor for anklagemyndighedens beslutning vedrørende sagens videre gang i
retssystemet.
Desværre er der i Grønland ingen voldtægtscentre eller retsmedicinske læger.
Undersøgelser af voldtægtsofre i Grønland foretages af personale ansat på sygehusene.
Undersøgelses- og omsorgstilbud i Grønland for både anmeldte og uanmeldte voldtægter
er ikke tidligere belyst.
Formålet med dette studie er at øge vores viden på området, ved at undersøge
voldtægtsofre i Grønlands retssikkerhed og omsorgstilbud i årene 2016 til og med 2020.
Specifikt ønsker vi at undersøge hvorledes voldtægtsofre, som har foretaget
politianmeldelse, undersøges og om dette har sammenhæng med det retslige efterspil.
Endvidere ønsker vi at belyse, hvorledes voldtægtsofre, som ikke har foretaget
politianmeldelse, undersøges, samt omfanget af omsorgstilbud for voldtægtsofre generelt
i Grønland. Studiet er retrospektivt og data indsamles manuelt fra politirapporter,
domsfældelser og journalmateriale fra hospitalskontakter. Data indføres i en database og
der foretages deskriptiv og statistisk analyse. Vi håber, at kunne belyse fokuspunkter der
fungerer og fokuspunkter, der kan optimeres til gavn for Grønlands voldtægtsofre.

Air Pollution and Cancer in Denmark: nationwide analyses in 3,600,000 Danes

Forskning
Projektleder: Jeanette Therming Jørgensen
Institution: Københavns Universitet
Bevilling: 332.000 kr.
Bevillingsår: 2022

Danmark er det land i Europa, hvor flest rammes af kræft. Kræft er endda den førende
dødsårsag i Danmark. De høje tal i de danske kræftstatistikker skyldes primært rygning,
overvægt, alkoholforbrug og fysisk inaktivitet. Gentagne forsøg på at forebygge kræft ved
at ændre på disse livsstilstakforer viser, at det er svært at få folk til at ændre livsstil.
Forebyggende tiltag baseret på livsstilsædringer har derfor kun haft minimal indvirkning
på antallet af kræfttilfælde. Derfor er det nødvendigt at finde alternativer til forebyggelse
og kortlægge nye risikofaktorer. Vi ved allerede, at livsstil og genetisk disponering kun
forklarer en brøkdel af kræfttilfælde (40-50%). Derfor er det ikke usandsynligt, at miljøet
spiller en langt større rolle på udviklingen af kræftsygdomme, end vi hidtil har kendt til.
Den manglende viden skyldes, at der hidtil ikke er investeret tilstrækkeligt i forskning af
denne sammenhæng, men skyldes også at det er svært at måle eksponering af
miljøfaktorer. Med begrebet ”Exposome” påpegede Christopher Wild i 2005 den
vidensskab, der findes mellem den nuværende viden om og investering i forskning i
gener og livsstil på den ene side og eksponering for skadelige stoffer fra miljøet på den
anden. ”Exposome” repræsenterer alle former for miljøpåvirkninger fra undfangelse og
gennem hele livet. Wilds begreb førte til fornyet interesse for og investering i forskning,
der undersøger sammenhænge mellem miljø og sundhed. Luftforurening er en af de
miljøfaktorer, der udgør den største risiko for helbredet og er den fjerdestørste risikofaktor
for sygdom og dødsfald (kun overgået af forhøjet blodtryk, rygning og spisevaner). Alene i
2019 var luftforurening skyld i, at 6,2 millioner på verdensplan døde af luftvejs- eller
hjertesygdomme, samt diabetes. Først i 2013 klassificerede det internationale
kræftforskningsagentur (IARC) luftforurening som kræftfremkaldende og som en
risikofaktor for udvikling af lungekræft. Ifølge IARC udgør luftforureningseksponering hele
19% af alle dødsfald forårsaget af lungekræft. I en IARC-rapport konkluderes det, at der
sandsynligvis eksisterer en sammenhæng mellem bryst-, tarm-, mave-, blære-, leve-,
hjerne-, livmoder, nyre og hæmatologiske kræftsygdomme. Epidemiologisk evidens er
dog stadig meget sparsom på grund af manglende kohorter med data vedr. eksponering
for luftforurening og tilstrækkelige datamængder til at kunne undersøge sammenhænge
mellem kræfttyper, der er mindre udbredte end lungekræft. Nyere kortlægning af hele den
danske befolknings eksponering for luftforurening på bopælen i projektet ”Effekter af lave
doser af luftforurening: Et studie i Europa (ELAPSE) udgør en unik mulighed for at lave
en omfattende analyse af luftforurening og kræftsygdomme, dødelighed og overlevelse
blandt 3.600.000 voksne danskere. I dette studie vil vi drage fordel af disse data, når vi
undersøger sammenhængen mellem langvarig eksponering for luftforurening og alle de
mest udbredte kræfttyper blandt voksne.

Afskærmet? – Speciallægers og patienters opfattelser af og erfaringer med videokonsultationer i praksis

Forskning
Projektleder: Signe Smith Jervelund
Institution: Københavns Universitet, Institut for Folkesundhedsvidenskab
Bevilling: 300.000 kr.
Bevillingsår: 2022

Videokonsultationer i speciallægepraksis blev hastigt indført som følge af COVID-19 i
foråret 2020. Ifølge den nye overenskomstaftale skal videokonsultationer fremadrettet
være et tilbud hos alle praktiserende speciallæger i det omfang, det er fagligt relevant for
specialet. Der mangler imidlertid klarlægning af, i hvilke situationer det giver faglig mening
at bruge video frem for fremmøde, i hvilke det ikke giver mening, og hvornår det
kompromitterer patientomsorg. Endvidere mangler der viden om patientens oplevelser af
videokonsultationer og, hvordan patientens behov bedst kan imødekommes.
Dette forskningsprojekt vil undersøge, hvordan speciallæger og patienter oplever denne
form for konsultationer, og hvordan det påvirker behandlingen og læge-patientrelationen i
speciallægepraksis. Der lægges særlig vægt på at bruge speciallægers og patienters
individuelle erfaringer til at forstå, hvordan videokonsultationer virker inden for forskellige
sygdomsområder og i forskellige faser af behandlingen. Formålet med undersøgelsen er
opnå viden til brug for fremtidig tilrettelæggelse af videokonsultation i speciallægepraksis
samt at bruge erfaringerne med videokonsultation til at forstå, hvordan idealer og vilkår
for behandling og patientomsorg i speciallægepraksis kan gentænkes i et digitaliseret
sundhedsvæsen.
Projektet vil fokusere på de tre specialer: Psykiatri, neurologi og dermatovenerologi, som
er valgt bl.a. pga. hvor stor rolle samtalen spiller ift. diagnostik og behandling. Gennem en
kvalitativ tilgang består projektet af deltagerobservation i de tre specialer for at få en
forståelse for den reelle praksis samt semistrukturerede individuelle interviews med 24
praktiserende speciallæger samt 24 patienter, der har anvendt eller forsøgt at anvende
videokonsultationer. Speciallæger rekrutteres via e-mail, opslag via deres faglige selskab
og personlig kontakt. Patienter rekrutteres via de indbudte speciallæger. Kvalitative data
kodes i NVivo og tematiseres baseret på Attride-Stirlings tematiske netværksanalyse.
Resultaterne vil blive publiceret som videnskabelige artikler og formidles mere bredt både
mundtligt og skriftligt i forskellige fora. Baseret på vores resultater vil vi udarbejde en
grafisk guideline, der kan understøtte speciallægens brug af videokonsultationer.
Projektet vil foregå i en tæt dialog med relevante faglige selskaber og speciallæger og
forankres i praksis.

Sociale netværks betydning for danske gymnasielevers trivsel

Forskning
Projektleder: Stefan Bastholm Andrade
Institution: VIVE
Bevilling: 300.000 kr.
Bevillingsår: 2022

Stadig flere danske unge har det svært. Op i mod hver femte danske gymnasieelev
oplever i dag svære perioder med stress eller ensomhed. Elever der mistrives har svært
ved at udvikle sig både personligt og fagligt. Danske gymnasieelevers trivsel er blevet
yderligere forværret under den globale COVID-19 pandemi. Forskning viser, at elevernes
mistrivsel især er relateret til deres tab af en daglig fysisk kontakt med deres venner.
Eksempelvis svarede halvdelen af de adspurgte gymnasieelever i en
spørgeskemaundersøgelse, at de under nedlukningsperioden af skolerne i 2020
oplevede ensomhed og andre former for psykisk mistrivsel.
Tidligere forskning viser, at venner kan påvirke unge i både en positiv og negativ retning.
På den ene side kan venskaber hjælpe med at styrke elevers trivsel (især under svære
perioder), men i en digital verden med stadig stigende indflydelse fra digitale sociale
medier som Facebook og Instagram oplever mange unge i dag det gode sociale liv, som
et krav, og det er let at føle sig forkert og udenfor. Forskning viser, at mange unge i dag
oplever vanskeligheder med at være sig selv sammen med deres venner og kan føle sig
presset til at indgå i uønskede aktiviteter, som fx højt alkoholindtag eller brug af
euforiserende stoffer.
Dette forskningsprojekt vil undersøge danske gymnasieelevers trivsel ved at sætte fokus
på betydningen af deres venskabsrelationer. For at undersøge hvordan forskellige
elevernes venskaber påvirke deres trivsel vil projektet kortlægge udviklingen i de unges
sociale netværk over et skoleår. Ud fra statistiske netværksanalyser kan projektet vise
hvorledes elevernes venskaber til andre elever påvirker deres trivsel. Eksempelvis i
hvilken grad en elev med mistrivsel påvirker de andre elevers trivsel, og hvorledes
klassekammeraterne kan hjælpe eleven.
I løbet af skoleåret 2022 vil samtlige elever fra tre gymnasier blive bedt om at deltage i en
spørgeskemaundersøgelse. For at måle udviklingen i elevernes trivsel og venskaber vil
eleverne blive interviewet tre gange i løbet af skoleåret (start, midt og afslutning).
Elevernes besvarelser vil herefter blive analyseret ud fra de nyeste statistiske metoder til
at kortlægge elevernes netværk af venskaber. På den måde kan projektet besvare,
hvordan elevers indgåelse af nye venskaber og tab af andre venskaber over et år er
relateret til deres trivsel.
Projektet vil samlet set bidrage med ny og essentiel viden om, hvordan danske
gymnasieelevers sociale studieliv udfolder sig og under hvilke betingelser. Viden fra
projekteret vil bidrage til at kvalificere fremtidige politiske beslutninger og interventioner
med det til formål at sikre elevers sundhed og trivsel, samt deres tilknytning til
uddannelsessystem til gavn for hele samfundet.