I dette projekt ønsker vi at undersøge solomoderskab på følgende måder:
1)Undersøger udviklingen i solomoderskab i Danmark gennem de sidste to tiår, og hvad
der kendetegner mødrene i forhold sygdomme og sociale forhold sammenlignet mødre i
parforhold
2)Undersøge om solomødre har flere sygdomme og følger efter fødsel sammenlignet
med mødre i parforhold. Informationer samlet optil flere år efter fødsel.
3)Undersøge om børn af solomødre har flere sygdomme sammenlignet med barn af
mødre i parforhold. Informationer samlet optil flere år efter fødsel.
Baggrunden for projektet er at vi i Danmark har et stigende antal solomødre. Til tros for at
stigningen, ved man meget lidt om udviklingen. Danmark står i en unik position til at
forske på solomoderskab fordi vi har et offentlig tilbud om assisteret befrugtning til enlige
kvinder (siden 2007). Vi har derfor en relativt stor gruppe af solomødre og børn. I tillæg
har Danmark tilgang til gode registre til at følge mødrene og børnene over en længere
periode efter fødsel. Da det ikke er lavet registerforskning om dette tidligere, vil både
negative og positive fund ved projektet vil være til stor gavn og et vigtigt bidrag for at sikre
et dækkende behandlingstilbud for solomødre og deres barn. Det er en betydelig
sygelighed blandt børn og unge, og al forskning som vedrører dette kan afdække
årsagssammenhænge som giver mulighed for tidlig indsats. Det er meget som tyder på at
vi går en fremtid i møde med stadig nye medicinske og bioteknologiske muligheder, også
hvad angår reproduktion. Som alle teknologiske fremskridt, giver det fantastiske
muligheder for dem som ikke har haft det tidligere, men det er samtidig vigtigt at
undersøge hvad det kan give af følger – både for enkeltpersoner og for samfundet som
helhed. Vores forskning vil forhåbentlig bidrage til en nuanceret og saglig debat om hvilke
reproduktive præmisser vi ønsker i vores samfund, og hvordan dette faciliteres for at give
bedst mulige vilkår for mor og børn.
Selvom størstedelen af grønlandske børn trives og har gode liv, er der stadig mange, der
har det svært og ikke trives. Sundhedsmæssige udfordringer ses oftere blandt børn der
kommer fra dårlige kår end blandt børn fra en højere social position. Studier viser, at
disse børn oftere udviser tegn på psykisk sygdom og i højere grad har oplevet sociale
problemer i hjemmet i form af alkoholproblemer og problemer med vold. Forskningen
viser, at den sociale ulighed allerede er udtalt når børn fødes og der ses sammenhænge
mellem social status og fødselsvægt, sprog, amning, sociale evner osv. Lignende forhold
er ikke undersøgt blandt grønlandske børn. De grønlandske myndigheder har i mange år
haft fokus på at forebygge ulighed med den tidlige indsats og det nuværende
folkesundhedsprogram for perioden 2020-2030 med fokus på det gode børneliv, men
uligheden er stadig stigende. Der mangler fortsat viden om den sociale ulighed og dens
konsekvenser blandt børn i det grønlandske samfund og der mangler ligeledes konkrete
værktøjer, der kan målrettet den tidlige indsats og dermed give alle børn den bedste start
på livet i Grønland.
Formålet med projektet er at bygge et forskningsregister, med sundhedsoplysninger for
en hel fødselsårgang i Grønland. Herefter vil registeret blive brugt til at undersøge
sammenhængen mellem mødrenes sociale position ved fødslen og børnenes helbred i
deres første leveår.
Resultaterne vil bidrage med ny viden om social ulighed i helbred blandt børn i Grønland
og kan bidrage til at målrette det forebyggende sociale arbejde både på nationalt plan og
kommunalt i Grønland.
Projektet vil desuden udgøre et fundament for en samlet og grundlægge monitorering af
børns helbred i Grønland, en monitorering, der ikke tidligere har været mulig. På sigt vil
registeret blive udvidet med flere fødselsårgange og indeholde flere sektorer herunder
informationer om trivsel i dagtilbud og skoler, tandsundhed og kontakter med
sundhedsvæsenet. Projektet er således et vigtigt element i monitorering af sociale forhold
og sundhed i Grønland.
Projektet er et samarbejde mellem Center for Folkesundhed i Grønland fra Statens
Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet, Landslægeembedet (den højeste
sundhedsmyndighed i Grønland) og Grønlands Statistik.
Formålet med dette forskningsprojekt er, at undersøge de sociale konsekvenser af at
have været udsat for voldtægt i ungdomslivet, for derigennem at skabe et bedre grundlag
for at kunne sætte forebyggende ind og afbøde nogle af de langsigtede negative
følgevirkninger af voldtægt. Ved at gennemføre dybdegående kvalitative interviews med
kvinder, der har været udsat for voldtægt i deres ungdomsår, belyses det, hvordan
voldtægt påvirker unge kvindelige voldtægtsofres sociale liv i hverdagen og hvilke
faktorer, som kvinderne oplever som henholdsvis udslagsgivende, forværrende og
afhjælpende for de negative sociale konsekvenser af deres voldtægt. Voldtægt og de
efterfølgende konsekvenser heraf rammer tusindvis af danske kvinder hvert år. Ifølge
Justitsministeriets offerundersøgelse i 2021 har mellem 62.000-81.000 danske kvinder i
alderen 16-74 år været udsat for voldtægt eller forsøg herpå inden for de seneste fem år,
hvoraf 60 pct. af ofrene var 24 år eller yngre på gerningstidspunktet (Pedersen m.fl.,
2022). Det er samtidig velkendt fra forskningen, at en voldtægt kan have store
følgevirkninger. Social isolation, brud i nære relationer og med uddannelsessystemet eller
arbejdsmarkedet er således ofte forekommende efter en voldtægt. En voldtægt i
ungdomslivet kan derfor på langt sigt have indgribende konsekvenser for
voldtægtsofferets livschancer. Imidlertid er vores viden begrænset, når det kommer til at
forstå, hvordan en voldtægt helt konkret griber ind offerets sociale liv. Det vil sige,
hvordan den påvirker relationer til familie, venner, studiekammerater og andre personer i
det nære hverdagsliv, og hvordan det sociale liv opleves som påvirket af offeret selv. Med
dette forskningsprojekt vil vi netop undersøge, hvordan unge kvindelige voldtægtsofre
oplever og lever med voldtægtens sociale konsekvenser, hvordan de får hverdagen til at
hænge sammen eller ikke hænge sammen, samt i hvilke situationer og hvordan de
sociale konsekvenser af voldtægt sætter sig igennem. Ved at styrke vores forståelse af
unge voldtægtsofres levede sociale virkelighed efter en voldtægt, får vi et mere solidt
vidensgrundlag, som kan bidrage til, at de sociale konsekvenser af voldtægt bedre
afhjælpes og forebygges. Dermed vil forskningsprojektet bidrage med ny viden, der kan
hjælpe voldtægtsofre på sigt.
Cannabis er blevet mere synligt i mediebilledet og opfattes i stigende grad som harmløst
og socialt accepteret blandt danske unge, men samtidig er cannabis blevet markant mere
sundhedsskadeligt. Fra 2000 til 2017 har vi dokumenteret en tredobling af niveauet af
den psykoaktive komponent THC i cannabis solgt i Danmark, hvilket er stærkt
problematisk, da THC er årsag til de skadelige effekter ved cannabisbrug; kognitiv
forringelse, cannabisafhængighed og psykoser. Forskere er i særdeleshed bekymrede
over, hvordan stigningen i THC vil påvirke unge, da et stort cannabisbrug i ungdommen
er forbundet med udvikling og forværring af psykiske lidelser og psykosociale
udfordringer, herunder lavere livskvalitet, frafald fra skoler og jobs, lavere
uddannelsesniveau og kriminalitet. I Danmark har vi allerede store udfordringer med
cannabisbrug blandt unge og den største udfordring er, at de ikke søger hjælp eller først
kommer i rusmiddelbehandling som voksne, når skaderne er blevet sværere at afhjælpe.
Vi bruger mange ressourcer på at oplyse unge om de skadelige effekter ved brug af
alkohol og cigaretter, men vi afholder os fra at lave landsdækkende sundhedskampagner
om cannabis. Konsekvensen er, at vi ikke når ud til en sårbar gruppe, hvor der er
potentiale for at forebygge cannabisrelaterede problemer ved at kommunikere relevant
folkesundhedsviden.
Projekt vil bygge bro mellem den nyeste folkesundhedsviden om cannabis og de
cannabis-positive subkulturer, som vi ikke formår at hjælpe tilstrækkeligt i dag.
Baggrunden for forskningsprojektet er, at vi på Center for Rusmiddelforskning, Aarhus
Universitet, har ny viden om cannabis, effekterne af THC samt cannabisafhængighed,
som er væsentlig og brugbar for cannabisbrugere. Samtidig har vi fra tidligere projekter
etableret kontakt til en lang række cannabis-positive subkulturer og erfaret, at denne
folkesundhedsviden ikke har fundet vej ind i disse subkulturer. På baggrund af forskning,
udarbejdes materiale med fokuserer på to temaer; 1) stigningen i THC og konsekvenser
ved brug af cannabis med høj THC- cannabis, 2) en ”Do-It-Yourself”-guide til at stoppe
eller reducere brug af cannabis, med beskrivelse af og vejledning igennem de første 30
dage, samt links til rusmiddelbehandling. Gennem 20 interviews med målgruppen (unge
18-25 år med stort cannabisbrug, som ikke selv søger rusmiddelbehandling), undersøges
opfattelser og fortolkninger af det producerede materiale, mulige barrierer for deling af
materialet, risikoopfattelser af cannabisbrug, viden om og holdning til
rusmiddelbehandling og præferencer for støtte og hjælp. Materialet revideres på
baggrund af fund fra interviewundersøgelsen og udbredes i samarbejde med centrale
gatekeepere i de cannabis-positive subkulturer som de unge færdes i, både fysisk og
online. Projektet bidrager således med forskning som giver indsigt i en udsat målgruppe,
samt med materiale med vigtig folkesundhedsviden om cannabis, som er fremstillet med
inddragelse af målgruppen.
Kunstig intelligens (AI) modtager i Danmark store investeringer og meget politisk fokus.
AI’s potentiale til at transformere diagnose og behandling af patienter er afgørende for
denne opmærksomhed. Men få AI-teknologier er ”kommet i mål” og blevet en del af den
kliniske hverdag. De mulige fordele bliver ikke indfriet og kommer os ikke til gavn.
Det, som står i vejen, er spørgsmål, der rejser etiske diskussioner om hvilke rammer for
god behandling, beslutningskapacitet og samarbejde i sundhedsvæsnet, vi ønsker i det
danske samfund. Projektet vil se på disse spørgsmål gennem øjnene på de mennesker,
der udvikler AI, og de som skal anvende og få gavn af AI i fremtidens sundhedsvæsen.
Herved kan projektet udvikle viden og bidrage til en forståelsesramme, der kan anvendes
fremadrettet til at udvikle etisk acceptable, anvendelige AI-løsninger i sundhedsvæsenet.
Menneskers forskellige perspektiver og kontekster former deres behov og
opmærksomheder. Dette gælder også for udviklere og brugere af sundhedsteknologi.
Derfor inddrager projektet perspektiver fra både de som udvikler AI, de som skal anvende
AI i kliniske praksis og patienter, der i fremtidens sundhedsvæsen vil møde behandlinger,
som er tilrettelagt på baggrund af AI. De etnografiske metoder er særligt velegnede til at
følge, beskrive og analysere dette. De vil give indsigt i hvordan etiske udfordringer i dag
opleves og forudsees, og hvad forskellige konkrete perspektiver på disse udfordringer
kan betyde for det fremtidige danske sundhedsvæsen. Det etnografiske feltarbejde er en
grundsten i projektet. I kombination med andre metoder, som vil kortlægge forståelsen af
begreber på tværs af forskellige perspektiver, og en række, eksperimenterende
workshops der arbejder med spekulative fremtids scenarier for AI, giver projektet indsigt i
hvordan forskellige aktører opfatter AI teknologier. Det kan danne afsæt for at udvikle
handlingsorienterede rammer for AI, som er etisk forsvarlig i øjnene af flere aktørgrupper.
Det er afgørende for at skabe bæredygtige samarbejder om AI i sundhedsvæsnet, at vi
nu får viden, der kan løfte diskussionen om hvilket sundhedsvæsen vi ønsker i den
danske velfærdsstat, og hvilken plads AI kan have i dette.
Ansøgergruppen har mangeårig erfaring med forskning i antropologi og
sundhedsvidenskab. Der er i projektet skabt et samarbejde mellem forskning, klinik og AI
industri, som giver adgang til at gennemføre de planlagte undersøgelser.
Projektet vil klæde beslutningstagere i det danske sundhedsvæsen på til at træffe etisk
informerede beslutninger om AI. Beslutninger som er forankret i konkrete behov,
erfaringer og forventninger til teknologien og til fremtidens sundhedsvæsen. Det er
afgørende for at muliggøre en teknologiske transformation. Ydermere vil AI-udviklere
gennem projektet blive klædt på til en mere etisk forankret udvikling af AI-baserede
sundhedsteknologier. Det vil kunne løfte AI til en kvalificeret partner i at skabe den bedste
behandling for patienterne.
Nedsat frugtbarhed (infertilitet) betegnes af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) som
en reproduktiv sygdom, og ifølge Vidensråd for Forebyggelse er det en af de hyppigst
forekommende kroniske sygdomme blandt danskere i den reproduktive alder. Omkring
10-15 % af danskerne vil på et givet tidspunkt være infertile, og mange danskere, der
ønsker at stifte familie, vil derfor i løbet af deres liv stå over for at skulle tackle infertilitet –
i særdeleshed når de opsøger fertilitetsbehandling i håbet om at få børn. Infertilitet og
fertilitetsbehandling kan være forbundet med betydelige psykosociale belastninger for
individet og parret, som derfor befinder sig i en særdeles sårbar livssituation. Brugen af
fertilitetsbehandling er steget markant frem til 2019, og i dag kommer op mod 10 % af
danske børn til verden efter fertilitetsbehandling.
Patienter i fertilitetsbehandling er ofte meget informationssøgende og motiverede for at
deltage aktivt i deres behandling. Derfor efterspørger de viden om, hvordan deres livsstil
påvirker graviditetschancen, herunder om de kan spise eller drikke noget bestemt for at
øge sandsynligheden for at blive gravide. For sundhedspersonalet er det imidlertid et
vanskeligt spørgsmål at besvare, idet der ikke eksisterer evidensbaserede kostråd til
personer med infertilitet. Forskning indikerer dog, at kosten kan have betydning for
fertilitet, men der er ikke tilstrækkelig evidens for, at visse diæter, fødevarer eller
kosttilskud kan indtages med henblik på at forbedre fertiliteten og øge sandsynligheden
for succesfuld fertilitetsbehandling. Formålet med studiet Food & Fertility er derfor at
undersøge sammenhængen mellem kost og fertilitet blandt 4000 danske mænd og
kvinder i fertilitetsbehandling. Studiet, der er det første af sin slags i Danmark, er et
samarbejde mellem fire danske offentlige fertilitetsklinikkerer, hvilket giver mulighed for,
at der kan inkluderes en væsentlig større population end sammenlignelige udenlandske
studier. Ved hjælp af et anerkendt kostspørgeskema indsamles omfattende viden om
deltagernes kost, der sammenholdes med data vedrørende sædkvalitet, graviditet og
levendefødt barn. Kostdataene skaber grundlag for en lang række studier til belysning af
sammenhængen mellem forskellige kostkomponenter og fertilitet; viden der efterspørges i
fertilitetsklinikkerne af såvel patienter som sundhedspersonale. Studiets resultater vil
således kunne benyttes af patienter og sundhedspersonale i fertilitetsklinikkerne og kan
skabe afsæt for yderligere forskning inden for feltet. Idet resultaterne kan formidles
direkte til patienterne i klinikkerne, vil de kunne understøtte den eksisterende behandling
af det stigende antal patienter i fertilitetsbehandling til gavn for både patienter og
samfund. Endvidere vil resultaterne ligeledes være af relevans for personer, der
planlægger graviditet, herunder som evidensbaseret kostvejledning til personer med
graviditetsønske.
Dårligt mentalt helbred er et stigende samfundsproblem. Op mod hver fjerde barn fødes
af en mor, som har angst eller depression i graviditeten. Forskning tyder på, at mentale
lidelser under graviditeten kan påvirke barnets kognitive evner – det vil sige deres evne til
at lære og forstå. En mulig forklaring er, at høje niveauer af stress-hormon fra moderen
påvirker fosterets hjerneudvikling. Der mangler dog viden om de langsigtede
konsekvenser af moderens dårlige mentale helbred under graviditeten på barnets
kognitive evner, samt hvorfor moderens mentale helbred har større betydning for nogen
børn end for andre.
Vi vil undersøge, hvordan angst og depression i graviditeten hænger sammen med
kognitive evner i 18-årsalderen. Vi vil identificere omkring 350.000 18-årige danskere,
som har deltaget i en test af kognitive evner ved session til værnepligt. Ved brug af
nationale registre, vil vi koble de 18-årige sammen med deres mødre og undersøge, om
børn af mødre, der har haft psykiatriske hospitalskontakter eller brugt medicin mod angst
og depression i graviditeten, scorer lavere i kognitionstesten, som er Forsvarets
intelligenstest.
Vi vil undersøge, om der er nogle særlige forhold under barnets opvækst, som er med til
at forklare, hvorfor nogen scorer lavere i kognitions-testen end andre, hvis deres mødre
har haft stress eller depression i graviditeten. Vi vil samarbejde med fagprofessionelle,
som arbejder med sårbare familier og børn, om at udvælge de faktorer, som vi vil teste.
Faktorer, som vil blive testet, kunne eksempelvis være skilsmisse hos forældrene,
dødsfald af en forælder/søskende eller anbringelse uden for hjemmet.
Projektets resultater vil forbedre mulighederne for rettidigt og mere effektivt at
identificere mødre med dårligt mentalt helbred samt de børn, hvor konsekvenserne af
moderens mentale helbreds problemer er størst for dermed at have mulighed for at
hjælpe og støtte dem fremadrettet. Det overordnede mål er at bidrage med viden til tidlige
og effektive indsatser, som kan formindske konsekvenser af mødres dårlige mentale
helbred på børnenes kognitive udvikling.
Dette projekt fokuserer på ligestilling for dem, der på grund af fertilitetsproblemer
henvender sig til assisteret reproduktionsteknik (ART) for at opfylde drømmen om at få et
barn. Det gør de i det land, hvor de bor, men også i udlandet, hvor der kan være bedre
adgang til ART. Når de kommer hjem med barnet, opstår spørgsmålet, om de bliver
juridisk anerkendt som forældre til barnet – og i givet fald hvordan. Men behandles alle
borgere ens, uanset deres køn og forholdsstatus?
ART-lovene ligger på grænsen af sundhedslovgivning, medicineret og familieret.
Sundhedslovgivning og medicineret kan sætte grænserne for, hvad der er tilladt eller
ønskeligt, men da formålet med enhver ART er skabelsen af et barn, er det
familielovgivningen, der skal give et klart svar på, hvem forældrene til barnet er. Dette
projekt undersøger lovene om ART i de nordiske lande med hensyn til, om de er egnede
til formålet, om de beskytter alle involverede og især børnene tilstrækkeligt og om de
bliver anvendt uden forskelsbehandling af specifikke familieformer eller individer på grund
af deres køn eller forholdsstatus. Til sammenligning vil projektet også se på
jurisdiktionerne i England og Wales, som har et meget tilladeligt juridisk regime for ART,
og Tyskland, som har en ret restriktiv juridisk ramme for ART.
Som et af de nordiske lande deler Danmark mange juridiske og samfundsmæssige
aspekter med sine naboer, men der er betydelige forskelle i lovene om ART. Et eksempel
herpå er anerkendelsen af de påtænkte forældre ved et internationalt kommercielt
surrogati, hvilket Sverige tillader og Danmark ikke. I den nylige sag om K.K. mod
Danmark blev den danske holdning fundet i strid med Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, da den behandlede børn ulige. Det Etiske Råd
offentliggjorde for nylig en udtalelse og fremsatte anbefalinger, og Danmark skal derfor
snarest reformere sin lovgivning.
Hvis muligt skulle sådan reform være omfattende og ikke blot en ‘hurtig løsning’ på det
aktuelle problem. Medicinske fremskridt har radikalt ændret, hvad der er muligt inden for
ART, men ikke alt, hvad der er muligt, er fra samfundets side ønskeligt. Derudover har
samfundsændringer ført til, at andre familieformer end ægteskabet mellem en mand og
en kvinde er blevet mere almindelige. Lovene om assisteret befrugtning og forældreskab
skal reagere på ændringerne for at sikre, at lovene ikke skaber ulighed eller
diskrimination af individer eller specifikke grupper. Lovene skal også være i
overensstemmelse med internationale menneskerettighedsforpligtelser, og afgørende er
det, at børn aldrig er skyld i den måde, de blev bragt til denne verden på.
Dette projekt vil give et solidt komparativt retsgrundlag i sammenhæng med den
internationale udvikling og vil derfor give mulighed for en mere informeret debat om
spørgsmålene omkring ART, både for lovreformindsatsen, i samfundet generelt og
hvordan ligestilling af alle familier for loven kan sikres.
I Danmark er der en høj andel af unge, som drikker alkohol. De danske unge begynder ofte i en meget tidlig alder at drikke alkohol, og mange unge drikker alkohol i mængder, som overskrider de danske sundhedsmyndigheders anbefalinger for alkohol til voksne. De danske sundhedsmyndigheder fraråder unge under 18 år at drikke alkohol, fordi alkohol er organskadeligt og forbundet med risiko for fysisk sygdom, psykisk sygdom, forbrug af andre rusmidler, utilsigtede hændelser som for eksempel ulykker eller uønskede grænseoverskridende oplevelser af blandt andet seksuel karakter og desuden risiko for alkoholisme senere i voksenlivet.
Forskning har fundet negative effekter af alkohol på blandt andet den neurologiske udvikling hos unge. Hvorvidt timingen af alkoholindtaget i forhold til alder ved alkoholdebut og hyppigheden af alkoholindtaget påvirker højdevæksten og pubertetsudviklingen i ungdommen er ikke belyst. Det er interessant at få belyst, fordi udviklingen i højdevækst og pubertet er gode markører for, hvordan alkohol påvirker niveauet af vækst og kønshormon i ungdommen, hvor både vækstspurten og puberteten finder sted. Det er meget individuelt, hvornår puberteten indtræder, og hvordan vækstspurten forløber. Det afhænger både af genetisk arvelighed og af påvirkninger fra miljøfaktorer i de unges opvækst.
Epidemiologiske studier af museforsøg har vist en mulig sammenhæng mellem påvirkning af alkohol og hormonelle forstyrrelser i vækst- og kønshormonerne og som følge heraf hæmmet vækst og pubertetsudvikling hos musene. Idet danske unge ofte har deres alkoholdebut i en tidlig alder samt et hyppigt og højt alkoholindtag, er det relevant at få belyst på befolkningsniveau blandt danske unge, om alderen for alkoholdebut også har betydning for højdevæksten og pubertetsudviklingen i ungdommen. Det er omdrejningspunktet for nærværende forskningsprojekt. Forskningsprojektet vil desuden undersøge, hvilken betydning unges vægt og rygeadfærd samt mødrenes alkohol og rygevaner under graviditeten har på disse sammenhænge. Det er vigtige faktorer at tage højde for i denne forskning.
Forskningsprojektet vil anvende unikke danske befolkningsdata indsamlet ved danske sundhedsregistre samt gentagne spørgeskemaer i ungdommen i alderen 11-18 år fra den unikke danske kohorte ”Bedre sundhed i generationer”. Forskningsprojektet inddrager blandt andet information om alkohol, vækst og pubertetsudvikling samt andre vigtige faktorer som blandt andet køn, alder, vægt og rygevaner i ungdommen. Desuden inddrages information om alkohol og rygevaner i graviditeten hos mødrene til de unge tilfældigt udvalgte drenge og piger født i årene 2000-2003 af mødre, som har deltaget i den unikke danske ”Bedre sundhed i generationer” kohorte (etableret i 1997) i Danmark.
Der findes trafikofre i Danmark, som sjældent nævnes, og ikke registreres i den officielle
ulykkesstatistik. Men som kommer alvorligt til skade og ses i akutmodtagelser, fordi de
har behov for behandling. Disse skadelidte i trafikken er fodgængere, der falder på veje,
stier eller fortove og cyklister, der er kommet til skade, uden at andre trafikanter er
involveret. Både dansk og international forskning sandsynliggør, at der er mange af disse
trafikofre, og meget tyder på at mange af dem oplever alvorlige konsekvenser af ulykken,
fx i form af vedvarende symptomer og at ulykken har konsekvenser for den enkeltes
hverdags- og arbejdsliv. Forskning viser, at trafikofrene er overset inden for forebyggelse,
behandling og rehabilitering og at der mangler viden om årsager, mulighed for
forebyggelse af årsagerne og om behovet for behandling og rehabilitering. Dette projekt
er et samarbejde mellem trafiksikkerhedsfaglige og sundhedsvidenskabelige forskere ved
Aalborg Universitet og det første studie i stor skala til dato til at undersøge cyklister og
fodgængere i eneulykker såvel i Danmark som internationalt. Forskningsprojektet
gennemføres gennem to delstudier (arbejdspakker). Arbejdspakke 1 har fokus på
forebyggelse og arbejdspakke 2 på behandling og rehabilitering. I arbejdspakke 1
udsendes et spørgeskema til de ca. 150.000 ofre for faldulykker eller eneulykker som
cyklist, der blev behandlet i akutmodtagelserne i Danmark i perioden 2017-2022. På
basis af selvrapporterede informationer vil vi opdele ulykkerne i grupper efter, hvordan
ulykken er opstået. Gruppeopdelingen giver mening trafiksikkerhedsmæssigt, fordi ofrene
inddeles efter, hvordan de er kommet til skade og dermed kan resultaterne også bruges
til forebyggende foranstaltninger i vejtrafiksystemet. Dernæst vil vi i hver gruppe finde
prædiktorer for de sværeste tilfælde, som anses for at være de ofre, der har fået ændret
deres livsbetingelser væsentligt enten helbredsmæssigt, økonomisk og/eller
menneskeligt i forhold til før ulykken. Arbejdspakke 2 består af individuelle interview af 20
trafikofre i alderen 30 – 65 år med særlig fokus på at opnå en dybdegående forståelse for
borgernes perspektiv. Interviewundersøgelsen vil især undersøge, hvilke konsekvenser
eneulykken har haft for hverdags- og arbejdslivet. Deltagerne findes blandt dem, der i
spørgeskemaet svarer at de gerne vil deltage i interview og primært blandt dem, der
angiver at ulykken har haft længerevarende konsekvenser. Forskningsprojektet vil
således kaste lys over et uudforsket område, både med hensyn til hvordan man skal
forebygge og drage omsorg for dem, der kommer til skade i faldulykker og eneulykker
som cyklist. Effekten af projektet vil være at fokusere på disse skadelidte i trafikken og
skabe grobund for at gøre især kommuner lydhøre over for at afsætte resurser på
forbedringer af cykelstier, fortove og lignende for at forebygge skader samt at målrette
behandling og rehabilitering af dem, der kommer til skade i trafikken.