Oplysning/viden

ABC til en god hverdag på plejehjem med teknologi

Øvrige
Projektleder: Mette Laub Petersen
Institution: Komiteen for Sundhedsoplysning
Bevilling: 2.500.000
Bevillingsår: 2023

Projektet sigter mod at skabe en omfattende digital guide, der fremmer teknologisk
optimering af plejehjem. Hensigten er at adressere ældres sanselige behov for at
forbedre deres livskvalitet. Gennem teknologiske løsninger vil man skabe
plejehjemsmiljøer, der styrker de ældre borgeres sanser, understøtter deres mentale
sundhed og øger deres uafhængighed.
For at opnå dette vil vi afprøve og implementere teknologiske løsninger i to udvalgte
plejehjem, som fungerer som primære cases. Resultatet vil være det digitale univers
“ABC til en god hverdag på plejehjem med teknologi”, der vil indeholde detaljerede
instruktioner for implementering af de mest effektive teknologier.
Problemstilling:
Med alderen kan nedsatte sanser, især syn og hørelse, føre til isolation, lavere livskvalitet
og passivitet. Trods eksisterende teknologiske løsninger, der kan kompensere for disse
tab, bliver de ikke anvendt fuldt ud på grund af manglende oplysning og viden om dem.
Dette skaber et væsentligt potentiale for at forbedre ældres liv på plejehjem.
Målgrupper
Mens ældre beboere er den primære målgruppe, vil “ABC-guiden” også tjene som en
ressource for plejehjemspersonale (både ledere og medarbejdere), samt familier og
pårørende, der er involveret i at indrette boligområder for deres ældre pårørende på
plejehjem.
Om projektet
Implementeringen af teknologiske løsninger vil primært fokusere på områderne hørelse,
syn og kommunikation, idet disse områder er vurderet til at være mest relevante for
bredden af plejehjem, specielt med henblik på økonomiske begrænsninger.
Udvælgelsen af teknologier vil ske i samarbejde med fagpersoner fra fx
kommunikationscentre og baserer sig på fagpersoners praktiske erfaring med
teknologierne, samt viden om teknologiernes effekter. Når teknologierne afprøves på
plejehjemmet, vil det ske i dialog med personalet mhp. at få viden om, hvilke udfordringer
og spørgsmål implementeringen kan give anledning til, og som skal kunne findes svar på
i guiden. På baggrund af erfaringer fra afprøvning udvikles ABC-universet endeligt. I
sidste fase iværksættes kommunikationsindsats mhp. udbredelse.
Projektet vil være inddelt i 4 faser og løbe i 2 år.
Udfordringer
På grund af den komplekse struktur af ejerskab og drift af danske plejehjem, samt
pressede økonomiske ressourcer vil der blive fokuseret på teknologier, der kan
implementeres nemt og uden store hindringer på de fleste plejehjem.
ABC-universet:
Universet vil være digitalt tilgængeligt og bestå af to primære sektioner – én for
plejehjemspersonale og én for pårørende. Den vil tilbyde forskellige formater, såsom
videoer og billeder, for at sikre, at informationen er guidende og letforståelig for alle
brugere. Desuden vil indholdet i guiden blive integreret i nye uddannelsesforløb for
sundhedspersonale for at øge deres forståelse og evne til at implementere ny teknologi
på plejehjem

Udsættelse for støvende arbejde og risikoen for arytmi

Forskning
Projektleder: Regitze Sølling Wils
Institution: Arbejds- og Miljømedicinsk Forskningsenhed, Bispebjerg Hospital
Bevilling: 350.000
Bevillingsår: 2023

Nyere forskning peger på, at luftforurening i bymiljøer øger risikoen for at udvikle
hjerterytme-forstyrrelser. Denne øgede risiko gælder både for individer med eksisterende
hjertesygdom, men også for den raske del af befolkningen. Hver dag er tusindvis af
danskere udsat for støv og partikler af forskellig art på deres arbejde, særligt inden for bygge- og
transportbranchen, og dette i niveauer, der lejlighedsvist overstiger de niveauer, man har
undersøgt i studierne om luftforurening. Derudover, ved vi, at hjerterytme-forstyrrelser er
en hyppigt forekommende lidelse, hvoraf den hyppigste er atrieflimren, som ca. 120.000
danskere lider af. Det er således en problematik med samfundsmæssig betydning, da
rytmeforstyrrelser udgør minimum 2% af de samlede sundhedsudgifter årligt.
Der er meget begrænset viden om risikoen for hjerterytmeforstyrrelser som følge af
støveksponering på arbejdet. Dette på trods af, at der foreligger flere plausible hypoteser
om de biologiske mekanismer, der forklarer en mulig sammenhæng mellem
støv-eksponering og rytmeforstyrrelser. Det antages, at eksponering for partikler
medfører en generel betændelses-tilstand i kroppen, der påvirker hjertet til at slå
uregelmæssigt. Derudover kan de helt små støv-partikler (ultrafine partikler) krydse fra
lungerne over i blodbanen og derved påvirke kredsløb og hjerte.
I dette projekt vil vi undersøge om eksponering for 5 forskellige typer støv på
arbejdspladsen (kvarts, træstøv, endotoxin, udstødningsgasser og svejserøg) påvirker
risikoen for at udvikle hjerterytme-forstyrrelser. Det vil vi gøre ved at benytte DOC*X
kohorten, der består af registerdata på mere end 1 mio danskere i perioden 1976-2019.
Her kan vi koble data om arbejde, sygdom og medicin og analysere på risikoen for
rytme-forstyrrelser ved forskellige støv-eksponeringer. Vi forventer, at projektet kan
bibringe ny og robust viden om arbejdsbetinget støveksponering og
hjerterytme-forstyrrelser.

Presence of insomnia in patients with depression – Clinical consequences and prognosis

Forskning
Projektleder: Marie Kim Wium-Andersen
Institution: Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Frederiksberg og Bispebjerg Hospital
Bevilling: 280.000
Bevillingsår: 2023

Depression er en heterogen sygdom som ofte findes ledsaget af søvnproblemer (især
søvnløshed), som i sig selv også øger risikoen for depression. Nogle få studier baseret
på data-drevet forskning har fundet, at der findes en subgruppe af patienter med
depression og søvnløshed, men betydningen af dette symptom i forhold til behandling og
prognose er endnu ikke forstået.
I dette studie bruger vi data fra ca. 10.000 patienter henvist i et depressionspakkeforløb til
et psykoterapeutisk ambulatorium i Region Hovedstaden mellem 2007-2021. Via
data-drevne modeller vil vi undersøge, om der findes en speciel subgruppe af patienter
med søvnløshed, samt om denne gruppe adskiller sig i forhold til behandling og
prognose. Vi vil også se på, om tilstedeværelse af søvnproblemer i sig selv påvirker
behandlingseffekt og prognose.
Studiet er vigtigt, idet søvnløshed forekommer meget hyppigt hos patienter med
depression, men tilstedeværelsen af søvnproblemer ændrer på nuværende tidspunkt ikke
vurderingen af patienternes behandling eller prognose. Dog ved man, at fortsat
tilstedeværelse af søvnløshed efter depressionen er klinget af øger risikoen for fornyet
depression. Resultaterne fra dette studie kunne derfor danne grundlag for en vurdering
af, hvorvidt patienter med depression og søvnløshed har samme effekt af nuværende
behandlingstilbud som øvrige patienter med depression, eller om disse patienter evt.
kunne få det bedre af en mere specialiseret behandling.

På forkant med ForkantsDanmark

ForskningUngeAlliancen
Projektleder: Mette Møller Christensen
Institution: Center for Rusmiddelbehandling, Ikast-Brande kommune
Bevilling: 72.100
Bevillingsår: 2023

Vi ønsker med dette projekt at sætte særligt fokus på unge, der er ramt af
dobbeltproblematikker, og på at afdække de indsatser, som er mulige og ønskelige, når
de unge bor i en af de 6 kommuner i Midt- og Vestjylland: Herning, Holstebro,
Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern og Struer kommuner, og som hører under
Regionspsykiatrien i Gødstrup. (Gødstrup-Klyngen). Dette vil vi gøre ved at afholde en
temadag, med henblik på at indsamle viden og erfaringer fra relevante aktører i de 6
kommuner samt regionen. Vores mål er at projektet vil bidrage til;
•Større viden om og forståelse for målgruppen af unge og deres særlige behov samt for
de indsatser, som findes lokalt, på tværs af de 6 kommuner og regionspsykiatrien,
herunder gensidig inspiration og erfaringsudveksling mellem deltagerne på temadagen.
•Begyndende udvikling af en konkret samarbejdsmodel mellem kommuner og
Regionspsykiatrien.
•Større opmærksomhed blandt aktører og beslutningstagere på landsplan for de særlige
forhold, der gør sig gældende for unge, bosat i ForkantsDanmark, sådan at denne viden
forhåbentlig kan bidrage til at de kommende regionale tilbud til mennesker med
dobbeltdiagnoser også vil rumme disse unges behov.
Desuden er det målet, at:
•erfaringerne fra dette projekt skal opsamles i en slags skabelon og formidles videre til
andre fagprofessionelle i Forkantsdanmark, sådan at også de kan samle viden og
erfaringer på tværs af kommuner og region med henblik på, at kvalificere indsatsen til de
unge, ramt af dobbeltproblematikker.
•dette projekt skal bidrage til UngeAlliancens generelle arbejde for, at unge og deres
familier kan få relevant og rettidig hjælp.
Projektet bliver styret og gennemført af en arbejdsgruppe, bestående af Henriette
Pirchert, leder af Rusmiddelcentret i Ringkøbing Skjern Kommune, Mette Christensen,
leder af Rusmiddelcentret i Ikast-Brande Kommune samt Monika Esager, behandler i
Rusmidler og Forebyggelse i Holstebro Kommune.
Mette Christensen, leder af Rusmiddelcentret i Ikast-Brande Kommune er overordnet
tovholder og økonomisk ansvarlig.
Arbejdsgruppen sparrer løbende med en følgegruppe, med repræsentanter fra alle 6
kommuner samt Regionspsykiatrien Gødstrup.
Alle i arbejdsgruppen sidder med i UngeAlliancens Repræsentantskab. Susanne Pihl
Hansen, projektleder i UngeAlliancen, indgår i arbejdsgruppen som sparringspartner, og
vil desuden facilitere temadagen i tæt samarbejde med arbejdsgruppen.
Projektet vil blive opstartet maj 2023 og forventes afsluttet ultimo november 2023.
Erfaringerne fra dette projekt vil blive opsamlet på to måder:
•Notat eller lignende, der formidler erfaringer fra temadagens videns- og
erfaringsudveksling til aktører og beslutningstagere lokalt og på landsplan
•Kort beskrivelse af model for hvordan man kan samarbejde på tværs med udgangspunkt
i No wrong door.

Brug af velfærdssystemets indsatser blandt unge med dobbeltdiagnose

ØvrigeUngeAlliancen
Projektleder: Lars Benjaminsen
Institution: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Bevilling: 598.380
Bevillingsår: 2023

Undersøgelsen er en registerbaseret analyse af brugen af indsatser og ydelser på tværs
af velfærdssystemets sektorer for målgruppen af unge mellem 18-24 år med en samtidig
psykisk lidelse og rusmiddelproblemer (’dobbeltdiagnose’).
I undersøgelsen foretages en generel karakteristik af målgruppen ud fra registerdata. Der
ses på målgruppens omfang og på fordelingen på køn, alderstrin, herkomst samt på den
geografiske fordeling af målgruppen fordelt på fx regioner, by/land mv. Der ses også på
målgruppens karakteristika i forhold til familiebaggrund, fx om der også er tegn på
udsathed blandt forældrene, ligeledes ud fra tilgængelige registeroplysninger om
forældrebaggrunden. Der ses også på tidligere historik i behandlingssystemerne og i det
kommunale system, fx i forhold til tidligere anbringelser, foranstaltninger mv. Derved fås
et billede af, i hvilket omfang og hvor længe de unge har været kendt i forskellige dele af
systemet.
Undersøgelsen afdækker brugen af indsatser og ydelser på tværs af velfærdssystemets
forskellige sektorer. Det afdækkes, hvor stor en andel i målgruppen, der har benyttet en
række forskellige ydelser, som sundhedsydelser, sociale indsatser,
beskæftigelsesindsatser, foranstaltninger i kriminalforsorgen (fængselsophold mv.),
ligesom også andelen, der modtager forskellige indkomstoverførsler opgøres.
Opgørelserne opdeles også på demografiske undergrupper (fx køn og geografi) i det
omfanget antallet af analysepersoner i undergrupperne tillader det.
Undersøgelsen afdækker også omkostningerne forbundet med brugen af indsatser og
ydelser, i form af udgifterne for det offentlige velfærdssystem. Der foretages opgørelser af
de samlede omkostninger på tværs af velfærdssystemets sektorer og inden for de enkelte
sektorer, ligesom der også foretages beregninger af de gennemsnitlige omkostninger pr.
ung, samt af spredningen inden for gruppen i det omfang antallet af personer i
analysegrupperne tillader dette.
Med sit fokus bidrager undersøgelsen med ny viden omkring målgruppen af unge med
dobbeltdiagnose i form af en samlet afdækning af målgruppens forbrug af indsatser og
ydelser på tværs af velfærdssystemets sektorer. Derved kan undersøgelsen være med til
at synliggøre potentialerne for at udvikle mere sammenhængende og helhedsorienterede
indsatser til målgruppen ved at synliggøre omfanget af gruppens eksisterende brug af
indsatser og ydelser på tværs af sektorer.

Unge med autisme og problematisk forbrug af rusmidler – et skridt videre. Formidling af viden og udvikling af kompetencer

ØvrigeUngeAlliancen
Projektleder: Helle Høgh
Institution: Metodecentret -Center for Innovation og Metodeudvikling
Bevilling: 350.000
Bevillingsår: 2023

Metodecentret har netop afsluttet en afdækning af både viden og praksiserfaringer om
unge med autisme og problematisk forbrug af rusmidler.
Som en del af afdækningen er der udarbejdet en række anbefalinger til det fremadrettede
arbejde med området.
Den røde tråd, der går gennem anbefalingerne er, at der er behov for viden om autisme i
de fagprofessionelle praksismiljøer, der tilbyder behandling til unge med autisme, hvis de
skal kunne tilrettelægge en virksom indsats. Samtidig er der også øget behov for, at de
unge får viden om autisme og rusmidler, så de forstår, hvilke konsekvenser rusmidlerne
har for deres autisme, og hvad rusmiddelbehandling består af. Herudover har de unges
pårørende brug for bedre indsigt i, hvor de kan søge hjælp og information, når deres
unge udvikler et problematisk forbrug af rusmidler.
Formålet med dette projekt er at tage disse anbefalinger videre til en praktisk anvendelse,
som kan komme både unge, deres pårørende og fagprofessionelle behandlere til gavn.
Derfor ønsker Metodecentret i tæt samarbejde med UngeAlliancen og fagprofessionelle
med ekspertise på både autisme- og rusmiddelområdet at formidle det vidensgrundlag, vi
står på med afdækningen.
Projektet står på to formidlingssøjler og vidensprodukter, hvor vi ønsker at:
1.Udvikle en håndbog, som giver en generel og bred formidling af viden og vejledning
omkring unge med autisme og problematisk forbrug af rusmidler. Dette efterspørges af
både unge, pårørende og fagprofessionelle, hvorfor håndbogen vil henvende sig til disse
målgrupper. Håndbogen vil give et fælles udgangspunkt for forståelse af hhv. autisme og
behandling, og hvad der skal til for at kunne tilrettelægge en virksom behandling.
2.Styrke fagprofessionelles kompetencer, så de bedre forstår, hvordan autisme spiller ind
som en faktor i behandlingen, og hvordan tilgangen, kommunikationen og samarbejdet
med den unge og pårørende bedst kan tilrettelægges, så den unge føler sig set, hørt og
mødt.
Der planlægges både et kompetenceforløb for rusmiddelbehandlere og en temadag for
medarbejdere i psykiatrien. Indholdet vil være forskelligt vinklet i forhold til i forhold til de
to grupper af fagprofessionelle og deres opgave.

Digitalt Forbundet: Et kvalitativt studie af socialt udsatte borgeres brug af digitaliserede sundhedstilbud

Projektleder: Maj Nygaard-Christensen
Institution: Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet
Bevilling: 400.000
Bevillingsår: 2023

Dette forskningsprojekt fokuserer på socialt udsatte borgeres brug af digitaliserede
sundhedsløsninger. Målgruppen udgøres af borgere i krydsfeltet mellem hjemløshed og
rusmiddelbrug, herunder brugere af sociale indsatser som varmestuer, herberger og
stofindtagelsesrum.
Der er et stigende fokus på betydningen af digitaliseringen af offentlige og private
løsninger for socialt udsatte borgere. Det kan være udfordringer forbundet med at få
digitalt ID, tilgå digital post eller få adgang til en bankkonto. Barrierer kan bestå af
manglende eller ustabil adgang til digitale teknologier, manglende kendskab til brugen
heraf, manglende sociale kontakter, der kan bistå med at understøtte denne adgang, eller
manglende kendskab blandt medarbejdere på konkrete indsatser om udsatte borgeres
mulighed for fritagelse fra digitale løsninger.
Samtidig karakteriseres det danske sundhedssystem som et af de mest digitaliserede i
verden. Der mangler imidlertid viden om, hvordan digitaliseringen af sundhedsløsninger
påvirker de mest udsatte borgere, der i forvejen har øget risiko for sygdom, og som
oplever betydelige barrierer i adgangen til sundhedstilbud. Selv om vi ved, at digitalisering
skaber særlige udfordringer for socialt udsatte borgere, har vi ikke meget videnskabeligt
funderet viden om, hvordan udsatte borgere forsøger at tilgå og bruger digitaliserede
sundhedstilbud. Særligt mangler der viden om brugerperspektiver på digitaliserede
sundhedsløsninger og relaterede sundhedspraksisser blandt udsatte borgere, hvilket
forskningsprojektet kan være med til at bibringe.
Dette gøres på baggrund af en kombination af etnografisk feltarbejde og kvalitative
interviews, således at brugen af digitaliserede sundhedsløsninger belyses i den kontekst,
de anvendes i. I alt udføres kvalitative interviews med 20 borgere og 10 medarbejdere.
Desuden laves en kortlægning af borgernes ‘brugerrejser’ i det digitaliserede
sundhedssystem med fokus på de berøringsflader (fx sociale indsatser og medarbejdere,
støttepersoner, private netværk) samt de barrierer, der kendetegner borgernes brug af
digitaliserede sundhedsløsninger, og som potentielt er med til at forhindre målgruppens
adgang til de sundhedstilbud, de har behov for.
Projektet bidrager således med ny viden om socialt udsatte borgeres brug af – eller
konsekvenser af manglende brug af – digitaliserede sundhedsløsninger. En sådan viden
kan forhåbentlig være med til at informere forbedrede og mere inkluderende
sundhedsløsninger til socialt udsatte borgere fremover.

Forbedring af patientdeltagelse i kliniske forskningsprojekter

Forskning
Projektleder: Isil Pinar Bor
Institution: Regionshospitalet Randers, Afdeling for Kvindesygdomme
Bevilling: 190.000
Bevillingsår: 2023

Når man skal bedrive forskning af høj kvalitet og opnå resultater der siger noget om den
gruppe af mennesker, som rammes af f.eks. en bestemt sygdom, så er det vigtigt, at
forskningen bygger på en stikprøve af deltagere, som ligner den gruppe, man gerne vil
undersøge. I dag oplever forskere et problem med at få deltagere fra alle grupper af
samfundet, hvilket betyder, at nogle grupper bliver underrepræsenteret.
Underrepræsentation kan ses på en række faktorer, som f.eks. køn, alder og etnicitet.
Det er et problem, fordi forskningsresultaterne skal bidrage til optimal screening,
diagnostik og behandling til alle grupper i samfundet – også dem, som ikke deltager i
projekterne. På den måde er underrepræsentation med til at bidrage til ulighed i sundhed.
Hvis forskere skal blive bedre til at rekruttere deltagere fra alle grupper af samfundet til
forskningsprojekter, må man starte med at undersøge, hvilke faktorer der har betydning
for, om man vil deltage i forskning og om der er elementer, som kan ændres og
optimeres. Man er nødt til at inddrage borgerne i, hvordan processen med at deltage i et
forskningsprojekt skal foregå på den bedst mulige måde fremadrettet.
Formålet med projektet er at undersøge, hvordan kvindelig patientdeltagelse i
forskningsprojekter kan forbedres, da kvinderne desværre ofte er underrepræsenteret i
forskningsprojekter.
Studiet består af en anonym spørgeskemaundersøgelse og fokusgruppe interviews, som
tilsammen skal undersøge mekanismen bag deltagelse og ikke-deltagelse. Den frivillige
deltagelse i et forskningsprojekt kan afhænge af mange faktorer, f.eks. praktiske
omstændigheder, sociale og kulturelle forskelle. Med projektet vil vi finde ud af, hvilke
kvinder, der ikke deltager og hvorfor de ikke vil deltage i forskningsprojekter. Forhåbentlig
kan vi identificere en række faktorer, som har betydning for deltagelsen blandt kvinderne,
og som vi dermed kan ændre i den fremtidige rekruttering.
Resultaterne fra projektet kan bidrage til en bedre strategi til at rekruttere flere deltagere
og fra forskellige patientgrupper til forskningsprojekter. Det er vigtigt, fordi en bedre
deltagelse med mindre underrepræsentation på sigt kan forbedre screening, diagnostik
og behandlingstilbud og bidrage til at nedbringe ulighed i sundhed. Projektet bidrager
desuden til at øge patientinddragelsen, fordi vi aktivt involverer patienterne/borgerne og
tager udgangspunkt i deres forventninger og oplevelser af at være deltager i et
forskningsprojekt. På den måde bidrager patienterne til at designe fremtidens
forskningsprojekter. Til sidst kan nævnes, at projektet vil bidrage med viden, som kan
bruges på tværs af medicinske specialer og som vil bidrage til at lette forskningsarbejdet,
fordi man kan rekruttere mere effektivt og dermed bruge kortere tid og færre penge på at
indsamle data. Projektet bidrager altså både til sundhed i form af forskningen og samfund
i form af øget patientinddragelse og bedre lighed i sundhed.

Forebyggelse af sugar-/byttedating blandt udsatte unge under 18

Forskning
Projektleder: Jeanett Bjønness
Institution: Center for Rusmiddelforskning, School of Business and Social Sciences, Aarhus University
Bevilling: 300.000
Bevillingsår: 2023

Dette projekt udløber af projektet Sugardating blandt marginaliserede unge, hvor
interviews med sugardatere mellem 18 og 30 år viste, at mange af disse startede med at
bytte sex eller intimitet for penge eller gaver, før de blev 18. De interviewede unge var
bekymrede for andre unge under 18, som starter i sugar-/byttedating, og ønsker at
samfundet skal blive bedre til at forebygge dette og hjælpe denne gruppe særligt udsatte
unge. De bekymrer sig fordi kontakten til miljøer af ældre drenge/mænd for nogle unge
medfører et problematisk rusmiddelbrug, mens andre oplever at få deres grænser
overskredet, og også deciderede overgreb. Konsekvenserne bærer de unge med sig ind i
voksenlivet, og mange udvikler sundhedsmæssige problemer som diagnoser, misbrug og
ensomhed, samt at de falder ud af uddannelsessystemet.
De unge der sugar-/byttedater er generelt en udsat gruppe. Relativt flere af unge, der har
erfaring med sugar-/byttedating end andre unge, kommer fra familier, der har haft
udfordringer som problematisk rusmiddelbrug, psykiatriske diagnoser og overgreb.
Ydermere har unge, der har økonomiske bekymringer, lav uddannelse, psykiatriske
diagnoser, rusmiddelproblemer eller er i LGBT+ miljøer oftere end andre unge udvekslet
sex eller intimitet for materielle goder, opmærksomhed eller spænding.
Eksisterende undersøgelser viser at både fagfolk og de unges pårørende, mangler
(videnskabelig) viden på området, og dermed ikke ved, hvordan de skal snakke med de
unge om sugar-/byttedating. På denne baggrund vil dette projekt lave en undersøgelse af
de helt unges (13-18 år) og deres pårørendes erfaringer med unges sugar-/byttedating,
med henblik på bruge deres erfaringer til fremadrettet at forebygge risici og
sundhedsproblemer. Målet er at forebygge at unge søger hen i prostitutionslignende
relationer for at løse deres problemer (fx mangel på opmærksomhed, penge til mad,
rusmidler eller tøj), samt at bidrage til, at de får relevant og brugbar hjælp, hvis de
alligevel sugar-/byttedater, og får problemer i den forbindelse. Projektet vil således også
forebygge at unge falder ud af uddannelsessystemet, og får sundhedsmæssige
problemer som psykiatriske diagnoser, ensomhed og afhængighed af rusmidler.
Det er vigtigt at inddrage og møde de unge på de digitale platforme. En del unge bruger
platforme som Sugardaters.com, Grindr og Tinder m.m. for at komme i kontakt med
ældre mænd, men nogle, og ofte de mest udsatte, bliver også kontaktet uopfordret på
disse platforme af fremmede med henblik på at udveksle sex, nøgenbilleder eller
lignende.
Projektet vil således undersøge de unges og deres pårørendes erfaringer i den periode
de unge søger mod sugar-/byttedating, men henblik på at forebygge at unge engagerer
sig i ’prostitutionslignende relationer’. Der vil være et særligt fokus på de sociale mediers
betydning for de unge og for mulig forebyggelse, samt på hvilke grupper af unge som er
mest udsatte i det digitale univers.

En overset ressource? Nye fædres erfaringer med fødselsdepression hos partneren

Forskning
Projektleder: Stina Lou & Ingeborg Stenstrup
Institution: DEFACTUM – Folkesundhed & Sundhedstjenesteforskning, Koncern Kvalitet, Region Midtjylland og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Bevilling: 128.000
Bevillingsår: 2023

Fødselsdepression forekommer hos ca. 10% af nybagte mødre, men tallet er
sandsynligvis højere. Undersøgelser fra andre lande viser eksempelvis, at op mod 20%
af nybagte forældre med depressive symptomer ikke søger hjælp. Derfor er det vigtigt, at
vi som samfund og som sundhedsvæsen hele tiden bliver bedre til at informere og
forberede kommende forældre om de følelsesmæssige ændringer og udfordringer, der
kan være forbundet med at stifte familie. Noget tyder på, at der er plads til forbedring.
Faktisk viser en undersøgelse at hele 42% af nybagte, danske ikke føler sig klædt på til at
håndterer følelser forbundet med at stifte familie.
Fødselsdepression hos moderen påvirker hele familien, inklusiv den nybagte far, som
også er i øget risiko for at udvikle symptomer på depression. Det er bekymrende når vi
samtidig ved at en rask partner kan reducere risikoen for tilknytningsvanskeligheder hos
barnet på lang sigt. Forskning viser, at nye fædre kan spille en vigtig rolle i både
diagnostik og behandling af fødselsdepression hos moderen. Det kræver dog, at nybagte
fædre kan genkende symptomer og ved hvor man kan få hjælp. International forskning
peger på, at fædre først sent bliver klar over, at der er tale om fødselsdepression og føler
sig hjælpeløse i forhold til at bedst støtter deres partner.
Fædre er potentielt en kæmpe ressource i familier ramt af fødselsdepression: Han ser de
første tegn på depression, han kan støtte morens behandling og sikre familiens
sammenhængskraft. Men hvis vi skal udvikle og understøtte denne ressource, så kræver
det mere viden om fædrenes konkrete erfaringer og udfordringer. En sådan viden kan
bidrage til mere målrettede information og støtte til kommende og nye fædre med fokus
på: 1) den proces hvor fædre genkender eller overser depressive symptomer hos
partneres, 2) fædres oplevelse af egen mentale sundhed under partneres depression, og
3) fædres oplevelser og erfaringer med at støtter deres partner og familiens
sammenhængskraft – og ikke mindst hvor de savner hjælp og information. Samlet vil
dette projekt bidrage med viden, der kan gøre det nemmere for fædre at støtte deres
depressive partner, førende til hurtigere diagnostik og bedre behandling til gavn for mor,
far og barn.
Gennem eksplorative, semistrukturerede interviews med +20 mænd, hvis partner har haft
en fødselsdepression, vil vi få nye indsigter i fædres erfaringer og potentialer. Vi
fokuserer på ciskønnede mænd for at kunne inkludere de specifikke kønsbaserede
forventninger og erfaringer, som knytter sig til denne gruppe.
Resultaterne skal publiceres i et internationalt, videnskabeligt tidsskrift, men vores
primære ambition er først og fremmest at formidle direkte til målgruppen og komme i
dialog med kommende og nybagte familier via populær formidling som magasiner og
podcasts. Målet er at sætte spotlight på fædres ressourcer og promovere en mere
inkluderende svangreomsorg, hvor der er mere fokus på, hvordan vi understøtter de
nybagte fædre.