Unges forbrug af smertestillende medicin. Er det rationelt og påvirkes det af viden og holdninger?

Forskning

Danske unge bruger ofte smertestillende medicin uden anvisning fra læge eller andre
sundhedsfaglige personer. De unge har dog ofte en begrænset viden om, hvordan
smertestillende medicin fungerer, og hvornår det bør bruges og om de potentielle
sundhedsmæssige problemer, som forbruget kan medføre.
Unge lærer at bruge smertestillende medicin tidligt i livet, og dette forbrug fortsætter ofte i
voksenlivet. De unges forbrug kan måske påvirkes gennem undervisning om, hvordan
man bruger smertestillende medicin korrekt. Sammen med “SSP-Trivsel” i Aalborg
Kommune gennemfører vi denne undersøgelse, hvor vi ønsker at nå to mål:
1 at undersøge, hvor mange unge der bruger smertestillende medicin, deres viden om
smertestillende medicin samt årsagen og holdninger til forbrug. 
2: at teste hvorvidt en undervisningsintervention kan forbedre de unges viden og holdninger omkring brugen af
smertestillende medicin.
Vi vil gennemføre dette projekt på 2 skoler i Aalborg og inkluderer ca. 120 unge i alderen 12-14 år.

Kan D-vitamintilskud reducere hyppighed og sværhedsgrad af gentagne urinvejsinfektioner hos kvinder

Forskning
Projektleder: Anna Louise Christ Vestergaard
Institution: Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Bevilling: 400.000
Bevillingsår: 2024

Blærebetændelse (Urinvejsinfektion, UTI), er et udbredt sundhedsproblem blandt kvinder. Vi ved at 50-60% af alle kvinder oplever mindst ét tilfælde af UTI, og 40% får en ny infektion inden for et år – hvilket svarer til omkring 406 millioner årlige UTI-tilfælde på verdensplan. Gentagende blærebetændelser (rUVI) er et stort problem for kvinder i alle aldre, og det reducerer mange kvinders livskvalitet og giver risiko for alvorlige komplikationer som nyrebækkenbetændelse og blodforgiftning.

Der findes i dag ingen god forebyggende behandling. Antibiotika er den mest almindelige og mest effektive behandling og forebyggende strategi, men gentagen og måske endda kontinuerlige brug af antibiotika fører til antibiotikaresistens. Udbredt antibiotikaresistens er en trussel for folkesundheden, som på sigt kan føre til at UTI bliver en sygdom, der ikke kan behandles. Antibiotika recepter for UTI udgør 30-35% af alle antibiotika recepter, alene fra primærsektoren i Danmark.
D-vitamin har en gavnlig effekt på kroppens immunsystem og ny forskning tyder på, at D-vitamin kan skubbe de bakterier, som bor i vores blære og tarm i en sundere retning. Ny evidens tyder på en positiv effekt af D-vitamin på blære- og tarmmikrobiota som er de baktrier der bor natyrligt i vores blære og tarm. Bemærkelsesværdigt er D-vitaminmangel meget almindelig blandt UTI-patienter.

Vi tror derfor, at et dagligt D-vitamintilskud, vil kunne forebygge gentagende blærebetændelser og at det vil være et godt alternativt til den forbyggende antibiotika behandling, man bruger i dag. Det vil vi undersøge i et lodtrækningsstudie, hvor kvinder med gentagende blærebetændelser behandles med enten 1) forebyggende antibiotika, som er den almindelige procedure i dag, eller 2) høj dosis D-vitamin igennem 6 måneder. Vi vil undersøge effekterne på sygdomshyppighed, antibiotikaforbrug, immunforsvar og blærens- og tarmens mikrobiota. Hvis vores hypotese bekræftes, kan vi med enkle og billige midler mindske sygdomsrisikoen hos mange danskere, nedsætte forbruget af antibiotika og beskytte sundhedsvæsenet mod fremkomsten af resistente bakterier.

A family perspective on remission from perinatal depression: clinical follow-up in a high-risk pregnancy cohort.

Forskning
Projektleder: Mette Vinther Hansen
Institution: Neurobiologisk Forskningsenhed, Rigshospitalet og Region Hovedstadens Psykiatri
Bevilling: 400.000
Bevillingsår: 2024

Fødselsdepression har vidtrækkende konsekvenser for hele familiens psykiske helbred og sociale kompetencer på både kort og lang sigt. Tidligere behandlingsstudier har primært fokuseret på morens symptomer og heling, mens der kun er udviklet få behandlinger rettet mod hele familien.

Aktuelle projekt er et opfølgningsstudie i en unik kohorte, hvor mødre med tidligere fødselsdepression er grundigt undersøgt i en ny graviditet og de første 6 måneder efter fødslen. Deres spædbørn er undersøgt 10 uger efter fødslen. Kohorten er fortsat aktiv og de ældste børn er nu 3 år gamle, hvilket muliggør opfølgning med fokus på konsekvenser over længere tid. Vi ønsker at drage nytte af de tidligere grundige undersøgelser, ved at gentage undersøgelser på mødre og børn. Derudover vil vi inddrage medforældre, for bedre at kortlægge fødselsdepressions betydning for hele familien. Resultater fra kohorten har alarmerende vist at 15% af mødrene fortsat var depressive efter 6 mdr., på trods af megen klinisk opmærksomhed. Dette har ledt til et ønske om at undersøge disse særligt sårbare mødre og deres partnere nærmere med dybdegående interviews.

Formål:
(a) Kortlægge konsekvenserne efter fødselsdepression for forældre og børn. Herunder om særlige tidspunkter for debut og symptomprofiler er mere kritiske end andre.
(b) Undersøge hvordan parforhold og forældrekompetencer påvirkes hos forældre efter fødselsdepression.
(c) Afdække behov hos sårbare forældre, for at kunne udvikle et pilotprojekt målrettet familier med fortsat behov for hjælp flere år efter fødselsdepression.

Metoder: Projektet vil dels indeholde kvantitativ dataindsamling, med nye undersøgelser af børn og forældre. Derudover udføres dybdegående kvalitative interviews med udvalgte forældrepar.

Deltagere: Børn, mødre og medforældre fra det igangværende MAMA-studie inviteres til opfølgning, når børnene er 3-4 år gamle. Vi forventer at mindst 60%, svarende til mindst 100 børn og forældre par vil deltage.

Planlagt dataindsamling til opfølgning:
1) Neuropsykologisk udvikling hos børnene: kortlægges gennem neuropsykologisk testning af børn i alderen 3-4 år og vil dække motorisk, kognitiv og sproglig udvikling
2) Konsekvenser for forældre: spørgeskemadata, der dækker (a) aktuelle psykiske symptomer og trivsel, (b) forældrekompetencer (c) parforholdsstatus, herunder parforholdstilfredshed og seksuel sundhed.
3) Behov og oplevelser hos sårbare familier: semistrukturerede interviews med 10 forældrepar. Vil undersøge mental sundhed, familiefunktion, parforhold, seksuel sundhed og parrenes reflektioner over eventuelt behov for hjælp.

Perspektiver:
At udbrede viden om særlige opmærksomhedspunkter for hele familiens trivsel i årene efter fødselsdepression og at udvikle en målrettet interventionsstrategi, som kan mindske de udtalte langvarige negative senfølger efter fødselsdepression for hele familien.

Sundhedseffekter af gratis medicin – En national evaluering af sundhedseffekter, trivsel og omkostningsfordele ved gratis medicin til mennesker på kontakthjælp og deres børn

Forskning
Projektleder: Julie Mackenhauer
Institution: Socialmedicinsk Enhed, Aalborg Universitetshospital
Bevilling: 450.000
Bevillingsår: 2024

Børnefattigdom har alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser. Ifølge en rapport fra VIVE i 2023 er børn, der lever i relativ fattigdom, i risiko for ikke at få den nødvendige medicin. Dette kan påvirke deres trivsel og udvikling. I 2022 modtog 39.100 børn social bistand i Danmark, og antallet af børn i relativ fattigdom var 47.100. Selvom børnefattigdommen er faldende, er der betydelige forskelle mellem kommunerne.

For at imødegå dette problem indførte regeringen i 2023 en aftale, som fra juli 2025 vil give gratis medicin til børn af forældre på kontanthjælp. Dette initiativ dækker alle egenbetalinger for medicin, der kan fås tilskud til.

Vi vil undersøge effekterne af den gratis medicin på børns helbred, trivsel og brug af sundhedsydelser. Vi forventer, at flere børn vil få den nødvendige medicin, hvilket kan forbedre deres sygdomskontrol og mindske behovet for akutte sundhedsydelser. Samtidig vil vi undersøge, om der er forskelle i effekten af initiativet baseret på social eller geografisk baggrund.

Forskningsdesignet inkluderer en før-og-efter-analyse, hvor vi måler effekten af den gratis medicin ved at sammenligne medicinbrug og sundhedsydelser før og efter implementeringen.

Projektet forventes at bidrage til viden om, hvordan man bedst kan støtte sundhedsbehovene hos børn i fattigdom. Resultaterne vil blive brugt til at informere politiske beslutninger og forbedre sundhedstilbuddene for udsatte familier.

Forebyggelse af hjemløse kvinders sygehusindlæggelser – barrierer og muligheder for udvikling på tværs af den sociale og sundhedsfaglige praksis

Forskning
Projektleder: Rikke Buus Bøje
Institution: VIA University College, Forskningscenter for socialt udsatte
Bevilling: 450.000
Bevillingsår: 2024

Forskningsprojektet undersøger, hvordan det sundheds- og socialfaglige forebyggende arbejde kan være med til at hindre, at hjemløse kvinders indlægges med akut fysisk sygdom. Undersøgelsen har fokus på fagprofessionelles perspektiver på udviklingsmuligheder imellem de eksisterende indsatser med udgangspunkt i hjemløse kvinders erfaringer og behov. Undersøgelsen udføres i Aarhus kommune og involverer repræsentanter fra social- og sundhedsfaglige forebyggende indsatser samt kvinder med erfaring med hjemløshed. Erfaringer og resultater vil dog kunne overføres til andre kommuner.
Baggrunden for projektet er, at hjemløse kvinder har 50% større risiko end almenbefolkningen for at blive akut indlagt. Hjemløse kvinder står for en større andel af indlæggelser blandt hjemløse generelt blandt andet, fordi de i højere grad end hjemløse mænd udsættes for vold og overgreb. Det udgør en stor sundheds– og socialfaglig udfordring, da kvinderne ofte er alvorligt syge ved indlæggelse og derfor er svære at behandle og har en dårligere prognose. Forværringen af sundhedstilstanden overses af fagprofessionelle, blandt andet fordi kvinder i højere grad formår at skjule deres sårbarhed og på baggrund af tidligere erfaringer har mistillid til social og sundhedsvæsenet.
I projektet forstås hjemløshed bredt og omfatter personer, der sover på herberg, på gaden, er sofa surfere hos venner og familier eller har en usikker bolig situation. Hjemløshed er ofte forbundet med problematisk brug af rusmidler, dårligt fysisk og psykisk helbred og mangel på personlige, sociale og materielle ressourcer. Både lavtærskelstilbud såsom sundhedsklinikker og væresteder støtter sammen med praktiserende læge og hjemmesygeplejen kvinderne i håndtering af deres hverdagsliv og sundhed gennem målrettede forebyggende sundhedsindsatser Forskning viser dog, at der både fra hjemløse kvinders og de fagprofessionelles perspektiv mangler sammenhæng mellem de forskellige instanser.
Hjemløse kvinderne søger ofte hjælp til håndtering af fysisk sygdom for sent, hvilket rejser spørgsmål omkring, hvad der hindrer dem i at opsøge hjælp inden tilstanden forværres i en sådan grad at akutte indlæggelser bliver nødvendige. Der mangler også viden om samspillet mellem indsatserne og udviklingsbehovet for at kunne forebygge flere akutte indlæggelser.
Undersøgelsen er baseret på et kvalitativt forskningsdesign og bygger på Change Laboratory Metoden, som er en teori udarbejdet til at udvikle og forbedre praksis. Undersøgelsen er organiseret i to arbejdspakker. 1) hjemløse kvinders perspektiver på eksisterende forebyggende tiltag undersøges gennem kvalitative interviews. 2) Sundheds- og socialfaglige medarbejderes perspektiver på den eksisterende forebyggende indsats og udviklingspotentiale undersøges igennem en række ‘change lab’ sessioner.
En faglig følgegruppe etableret med førende forskere, eksperter og repræsentanter fra brugergruppen følger projektet.

De ikoniske Bellahøjhuse: et naturligt eksperiment i hjemmets betydning for luftvejsinfektioner og respiratoriske symptomer

Forskning
Projektleder: Jonathan Groot
Institution: COPSAC, Herlev & Gentofte Hospital
Bevilling: 450.000
Bevillingsår: 2024

Skimmelsvamp og fugt plager mange boliger. Med flere oversvømmelser og mange ældre bygninger vil mange opleve disse problemer. Og det vil især ramme social skævt. Dette kan have større betydning for folkesundheden end tidligere antaget.

I disse dage gennemgår de allerførste højhuse i Danmark gennemgribende renoveringer som en del af helhedsplanen for Bellahøj. Målet er at bl.a. at komme skimmelproblemerne til livs, modernisere facaden, isoleringen, radiatorerne, og installere mekanisk balanceret ventilation med varmegenvinding, og skabe tidssvarende bygninger og boliger. Nogle af Bellahøjhusene er allerede blevet færdigrenoveret, mens arbejdet på nogle af husene ikke er påbegyndt endnu.

Det giver os muligheden for at undersøge, hvilken effekt renoveringen har på beboernes helbred i et naturligt eksperiment. I projektet er der et særligt fokus på at undersøge om vi kan bekræfte tidligere fund der finder en sammenhæng mellem at bo i en bolig med fugt og skimmelsvamp, og flere luftvejsinfektioner. Hvis vi kan bekræfte at skimmelsvamp ikke alene øger risikoen for astma- og allergi, men også for luftvejsinfektioner, så er det vigtig ny viden.

Den gennemgribende renovering af Bellahøjhusene kan bidrage med data om effekten af at fjerne skimmelsvamp, samt installere mekanisk ventilation og hvor meget det betyder for beboernes helbred. Det styrker studiets konklusioner at det foregår i et afgrænset og sammenligneligt område, hvor den største forskel på lejlighederne er om de er renoverede eller ej. Vi vil kunne sammenligne beboere i renoverede lejligheder med dem i ikke-renoverede lejligheder, samt undersøge beboere i ikke-renoverede lejligheder og senere undersøge de samme beboere i deres renoverede lejligheder.

I projektet vil vi invitere samtlige beboere i Bellahøjhusene til at deltage, såfremt de har planer om at blive boende i Bellahøjhusene i løbet af opfølgningsperioden. Vi vil undersøge boligerne ved hjælp af skimmelsvamp-opsamlere og CO2-, temperatur-, og fugtighedsmålere, som kan være med til at afdække hvor stor effekt renoveringen har på indeklima. Derefter vil vi om efteråret/vinteren undersøge luftvejssymptomer og objektive mål på infektion hos beboerne.

Projektets resultater vil kunne besvare nogle af de resterende spørgsmål vi har efter tidligere studier af betydningen af skimmelsvamp og fugt for infektionsbyrden. Vi vil kunne afdække mere præcist om skimmelsvamp primært påvirker beboeres risiko for astma og allergi og symptomer deraf, eller om det som vi tidligere har rapporteret, også øger luftvejsinfektionsbyrden. Vi vil kunne skelne mellem symptomer og infektioner, ved at bruge objektive mål på infektion samt selvrapportering.

Nyeste viden fra analogt projekt søges digitaliseret til glæde for borgere med demens

Øvrige
Projektleder: Thomas Fedder
Institution: Action Kids – Børn i
Bevilling: 170.000
Bevillingsår: 2024

”Besser i bevægelse/Olle OL” er et nyt og anderledes trænings- og motionskoncept, der henvender sig til ældre borgere. Initiativet er en nytænkning af stolemotion for ældre, svagere borgere, der er nemt for personale, frivillige eller pårørende at sætte i gang. Olle OL består af: •Letforståelige øvelser og illustrationer – vi leger, at vi er til OL! •En kendt speaker (Svend Gehrs – kendt af de ældre som “sportsstemmen” fra Sportslørdag, Danish dynamite årene og et langt arbejdsliv på DR-sporten m.m. •Specialkomponeret musik og lydeffekter/lydkulisse med forskellige genkendelige lyde som f.eks. en startpistol, publikum der jubler og en gong-gong fra bokseringen. Svend Gehrs stemme guider deltagerne igennem et ”Olle OL” med discipliner som 100 meter ”løb”, roning, boksning mm., der sikrer at deltagerne bevæger alle de store muskelgrupper.

Besser i bevægelse – Olle OL har i 2023 vundet Herning Kommunes innovationspris og har indtil videre fået kæmpe succes i Herning, Aalborg, Lyngby-Taarbæk og Horsens Kommuner.

Vi har i forbindelse med anvendelsen af den analoge udgave erfaret, at borgere med demens får en oplevelse af genkendelighed fra deres yngre dage, når de hører Svend Gehrs´ stemme ud af højtaleren. Derfor vil vi afprøve om Besser i Bevægelse i en digital udgave kan gøre en endnu større forskel for borgere med demens og deres pårørende. Vi vil i den praktiske del af projektet arbejde sammen med Herning Kommune. Allerførst skal animering af 11 øvelser i Olle OL tegnes af en Art Director.

I samarbejde med lektorer og en gruppe af studerende fra Aalborg Universitet vil vi dernæst påbegynde udviklingen af appen, der består af integrering af animationer, programmering af app, opsætning af brugerflader, udvikling af navigationssystemer, og implementering af analyseværktøj. Testappen skal dernæst uploades til et testmiljø til brug for både Apple og Android produkter. Vi vil dernæst udbrede og implementere testappen på udvalgte plejecentre i Herning Kommune både til brug for personalet og pårørende til borgere med demens. I testperioden vil vi indsamle data via interviews, observation og dataindsamling via appen.

Efter testperioden vil vi analysere af resultaterne fra test og dataindsamling.og udfærdige en evalueringsrapport. Dernæst skal der ske implementering af ændringer/rettelser i appen. Vi vil sideløbende formidle resultaterne til vores samarbejdspartnere. Vi vil tillige kommunikere resultater til offentligheden via sociale medier, hjemmeside og evt. pressemeddelelser.

Hvis det digitale projekt med fokus på borgere med demens får samme omfattende succes som det analoge projekt, vil vi gøre appen tilgængelig for hele Danmark. Vi ønsker desuden at udvikle flere nye varianter med andre kendte stemmer for at sikre en vis variation og afveksling i hverdagen for borgerne med demens.

Pilotprojekt: Kunst og fællesskaber, der løfter udsatte unges trivsel

Øvrige
Projektleder: Per Kjærgaard Paulsen
Institution: Den selvejende institution OPGANG2
Bevilling: 192.000
Bevillingsår: 2024

Opgang2 er en selvejende kulturinstitution med 40 års erfaring i at bruge kunst og kreative processer som løftestang for social forandring hos udsatte unge. Vi vil med nærværende pilotprojekt skabe et fritidstilbud, hvor vi udnytter kunstens kraft og fællesskaber til at løfte udsatte og ensomme unges trivsel. Omdrejningspunktet bliver at skabe værksteder og aktiviteter med billedkunst og musik, hvor de unge arbejder sammen med professionelle kunstnere, som bakker op om og udfordrer den enkeltes arbejde med kunst og musik. Samtidig bliver alle unge tilknyttet en vejleder, som støtter den enkelte i trivsel og livsmestring, og som vil være brobygger til uddannelse, jobcenter og læge m.v.

Vores tilgang er baseret på mange års erfaring med at bruge kunstens forandrende kraft til at hjælpe udsatte unge med at overvinde de barrierer, der begrænser dem. Her vil deltagerne optræde og udtrykke sig live, på lærredet og i musikken om, hvad livet gemmer og kan bruges til. Vi bruger kunstens og kulturens forandrende kraft til at bevæge og skabe bevægelse – og til at bygge bro og skabe fællesskaber. Vores kunstneriske og pædagogiske metode er drevet af en insisterende nysgerrighed overfor medmennesket og en usvækket tro på den enkeltes mulighed for et værdigt og meningsfuldt liv.

Målet er at skabe et levende fællesskab, hvor udsatte og meget ensomme unge føler sig værdsatte og velkomne – og hvor de med kunst som et samlende element kan udvikle deres personlige, sociale og kunstfaglige kompetencer og skabe nye, bæredygtige venskaber.

Målgruppen er sårbare unge mellem 18 og 29 år, som er i aktiveringstilbud og kæmper med andre udfordringer end arbejdsløshed. De fleste er eller har været tilknyttet psykiatrien og lider af fx autisme eller ADHD og har svært ved at fungere i andre ungdomstilbud.

Typisk for målgruppen er, at alle har en interesse for kunst og kultur, men ikke trives i Aarhus Kommunes andre kreative tilbud for unge. De er især udfordret af steder med et højt aktivitetsniveau og mange sociale kontakter, hvilket virker overvældende på de sårbare unge. En stor del af dem kæmper med social angst og har brug for mere intime rammer. Det kan vi give dem – og vi er i tæt dialog med bl.a. Ungdoms Kulturhus Aarhus om at skabe et samarbejde, hvor vi hjælper de udsatte unge bedst muligt. Tilbuddet har åbent to dage om ugen med undervisning/deltagelse af to professionelle kunstnere og en vejleder. Desuden vil vores vejleder også være tilgængelig for individuelle aftaler på andre tidspunkter i løbet af ugen.

Projektperioden er 5 måneder fra januar til maj 2025, og pilotprojektet skal undersøge og evt. danne grundlaget for et 3-årigt projekt med det formål at skabe et varigt tilbud.

Forebyggelse af ensomhed – Generationsmøder med godt værtskab

Øvrige
Projektleder: Jette Lynnerup Romanelli
Institution: Menighedsplejen i Danmark
Bevilling: 300.000
Bevillingsår: 2024

Formålet med projektet er at undersøge om generationsmøder med CRAFT-aktiviteter er ensomheds forebyggende for unge såvel som for ældre. Relationer og fællesskaber er meget afgørende for vores trivsel, så står vi uden, bliver vores evne til at fungere i det daglige svækket. Føler vi os ensomme i længere tid, kan det være skadeligt for os og forskning viser at ensomhed i DK er i vækst.

Ensomhed er en naturlig følelse, som alle mennesker kan opleve af og til gennem livet. Men når ensomheden bliver langvarig, forårsager den meget alvorlig mistrivsel og øger risikoen for fysisk og psykisk sygdom og tidlig død. Ensomhed er en subjektiv, ubehagelig følelse, der opstår, når ens ønskede sociale relationer ikke svarer til ens faktiske sociale relationer. Ensomhed kan både handle om antallet og om kvaliteten af ens sociale relationer, for eksempel om man oplever dem som værende tillidsfulde og intime. Andelen af befolkningen, som føler sig ensom, er ca. 30 pct. højere end andelen, som føler sig uønsket alene.

Der er sket store forandringer, når det drejer sig om relationers og fællesskabernes betydning i vores samfund: Familiebåndene er blevet løsere, og et almindeligt skole-, studie-, arbejds- og familieliv indeholder væsentligt flere skift end tidligere. Vi kan alle rammes af ensomhed uanset alder, bopæl og samfundslag. Den alvorlige stigning i ensomhed, vi har set gennem det seneste årti, er ikke kun skadelig og ulykkelig for os hver især, den er også skadelig for vores samfund – også økonomisk. Ensomhed er særligt udbredt blandt bestemte grupper bl.a. de 2 grupper, som vi ønsker at lave projekt for, nemlig: •Ældre 65 år + der bor og lever alene og sjældent deltager i fritidsaktiviteter. (Tal fra 2021 viser, at næsten 600.000 voksne i Danmark følte sig ensomme. Af dem var 100.000 over 65 år. 6) •Unge imellem 16 og 29 år der hverken er under uddannelse eller i beskæftigelse, bor og lever alene og sjældent deltager i fritidsaktiviteter. Ifølge undersøgelse fra den Nationale Sundhedsprofil fra 2021 er mistrivsel blandt unge steget markant gennem de sidste fire år, og de unge scorer lavt på skalaen over mental sundhed. Så projektet har til formål at få 2 generationer til at mødes om et fælles tredje, nemlig CRAFT-aktiviteter, sund mad og fællesskaber så:

unge og ældre får et større socialt og lokalt netværk samt bedre fysisk og mental sundhed. ensomheden forebygges for de 2 grupper og social isolation afvikles med fokus på at få målgruppens ressourcer aktiveret i frivillige lokale fællesskaber. unge i socialt udsatte positioner kan få bedre forudsætninger for forankring i andre almene fællesskaber (skole/uddannelse, beskæftigelse og fritids- og foreningsliv). livskvaliteten i det daglige øges for de ældre.

Dette kan være medvirkende til at forandre lokalsamfund, hvor flere tilbydes en indgang til fællesskaber gennem initiativer der involverer unge og ældre.

Stemmer for Hjem – anden fase

Øvrige
Projektleder: Talita Elvang
Institution: Hjem til Alle
Bevilling: 330.000
Bevillingsår: 2024

Stemmer for Hjem (SFH) er en gruppe for og af unge med hjemløseerfaringer, som oplyser om og styrker fokus på hjemløshed blandt unge og derigennem styrker adgangen til bolig og støtte for unge i hjemløshed. SFH har det sidste 1,5 år med støtte fra Helsefonden og i samarbejde med Hjem til Alle (HTA) gennemført en projektperiode med formålet at bakke de unge op i at organisere sig og igangsætte initiativer. I perioden er der udviklet en organiseringsform, gennemført oplysningsaktiviteter, været dialog med politikere og rekrutteret unge. SFH står stærkere, men har fortsat brug for at udvikle organisering og aktiviteter. Derfor søger HTA i samarbejde med SFH en bevilling, som bygger videre på erfaringen fra første periode. Formålet er fortsat at styrke de unge og kompetencerne til at organisere sig og øve indflydelse samt at udvikle aktiviteterne for at styrke indsatsen for unge i hjemløshed. Formålet er også at dele viden, som gruppen har ift. at omsætte levede erfaringer til oplysning til andre erfaringseksperter, fagfolk og beslutningstagere. I SFH tror vi på, at dem, vi taler om, skal tale selv – og at unge med hjemløseerfaringer skal have reel indflydelse i både HTA og i udviklingen af hjemløseindsatsen på organisations- og samfundsniveau. SFH er del af en tendens, hvor organisationer afprøver forskellige former for brugerinvolvering, og hvor erfaringseksperter i stigende grad organiserer sig i interessefællesskaber. Der er dog stadig brug for viden om, hvordan erfaringseksperter får reel indflydelse i fx politikudvikling. Det nyskabende i samarbejdet mellem SFH og HTA er, at formålet både er at styrke indsatsen for unge i hjemløshed og styrke de unges muligheder for reel indflydelse og at dele den viden. For at sikre SFH’s indflydelse, udarbejdes en samarbejdsaftale for at sikre en veldefineret beslutningsramme for de unge. De udvikler indsatser samtidig med, at egen læring og beslutningskraft styrkes. Ansøgningen er udviklet sammen med de unge for at sikre, at ejerskabet til projektet er funderet blandt de unge, og at indholdet er i overensstemmelse med deres visioner.

For fortsat at bakke de unge op i at deltage og få reel indflydelse på hjemløseområdet, er der konkret brug for: •En ’organizer’ ca. én dag om ugen •Ressourcer til at klæde de unge på med kompetencer, værktøjer og viden, men også til at de unge kan klæde andre på med selvsamme – et såkaldt train-the-trainer-koncept •Aktivitetsmidler til camp, værksteder og kommunikation •Dækning af transport, forplejning og udgifter ifm. møder mv. Denne fase vil i endnu højere grad være initieret af de unge, supporteret og rådgivet af HTA. Proces og endelige beslutninger træffes af de unge selv. HTA er fortsat projektejer og ansvarlig for projektet. I første projektperiode var Agnete Neidel fra iDialog organizer, som fastholdes, da der er opbygget en tillidsfuld relation til de unge, som ikke selv mener, at de kan varetage den daglige koordinering endnu.

Unges stemmer i psykiatrien

Øvrige
Projektleder: Janne Walløe Vilmar
Institution: Region Sjællands Børne og ungdomspsykiatri
Bevilling: 400.000
Bevillingsår: 2024

Formålet med projektet Unges stemmer i psykiatrien er 1. at unge får direkte mulighed for at bidrage til udviklingen af behandling og forskning til gavn for andre unge, ved at sætte lys på perspektiver og muligheder som ellers kan ligge skjult 2. at understøtte en recovery-orienteret kultur, hvor unges fortællinger og erfaringer er med til at skabe håb og tro på eget værd blandt børn og unge med forløb i psykiatrien og deres pårørende.

Dette gøres ved 1. at etablere et Ungepanel som kan agere organisatorisk udviklingspartner. For at sikre unges stemmer, er aldersgrænsen sat til 12-22 år, hvilket ikke ses andre steder. På sigt er der også et ønske om at lave børne workshops for at få mindre børns perspektiver på udviklingsmuligheder i psykiatrien frem, da B&U understøtter aldersgruppen 0-17 år. 2. at styrke peerindsatsen i B&U, herunder fremme recovery og brobygning. Der er ikke nogen peers ansat i B&U Region Sjælland pt. derfor vil projektet understøtte ansættelsen af fire peermedarbejdere i løbet af den 1 årige etableringsperiode. Ansættelsen af peermedarbejdere vil understøtte en recovery-orienteret kultur på afsnittene gennem deltagelse i fora, gruppetilbud, brobygning enesamtaler m.m. og to af peermedarbejderne vil på sigt bro-bygge til Ungepanelet og indgå i en faciliterende rolle. 3. at få flere personlige recovery fortællinger ind i B&U, for at understøtte håb, empowerment og positive identitets forståelser i samarbejde med EN AF OS.

Projektet er initieret i samarbejde med afdelingsledelsen og forskningsenheden i B&U, PsykInfo, Rikke U. Smedemark som har været pårørende repræsentant i mange år og Filip Plougstrup Nielsen som er både er bruger- og pårørenderepræsentant med egne erfaringer med behandling i B&U. Unge som bliver en del af projektet får mulighed for at være med til at forme strategier for formidling, emner til forandringsværkstederne m.m.. Der er lagt vægt på et at det er et ligeværdigt samarbejde med unge erfaringseksperter, afdelingsledelsen og afsnitsledere i B&U. Derfor bygges der på relationel koordinering, for at sikre en fælles kommunikation og retning. Samt erfaringer med inddragelse i sundhedsvæsenet.

I Region Sjælland har der været fokus på at fremme personlig recovery og CHIME. Unges stemmer i psykiatrien taler direkte ind i at understøtte personlig recovery, hvilket vil bidrage til projektets fremadrettede forankring og muligheder for indflydelse i den samlede psykiatri i Region Sjælland. Ønsket med at få et samlet fokus på at Unges stemmer i psykiatrien er at understøtte en kultur, hvor unges stemmer bliver hørt, og kan medvirke til udvikling. Samarbejdet kan ligeledes virke af-stigmatiserende da Unges stemmer i psykiatrien tilbyder fokus på fortællinger om at komme sig. Ved at få personlige perspektiver på hvad der virker forbyggende, sundhedsfremmende og recovery understøttende, kan ledelse såvel som unge og pårørende blive inspireret og personlig recovery fremmes.