Neurorehabilitering Selma Marie er et højt specialiseret botilbud for normalt udviklede
unge mennesker, der er blevet hårdt ramt af en erhvervet hjerneskade. Det kan fx være
unge, der har været ude for trafikuheld, voldelige overfald, arbejdsulykker eller er blevet
ramt af en hjerneskade som følge af sygdom, forgiftninger eller iltmangel. Vores beboere
gennemgår et helhedsorienteret forløb med indsatser på social-, sundheds- og
beskæftigelsesområdet med henblik på at understøtte tilbagevenden til et så selvstændigt
liv som muligt.
Kommunerne efterspørger pladser til stadig mere behandlingskrævende beboere, og vi er
i dag det eneste tilbud øst for Storebælt, der kan imødekomme behovet – alternativet er
kommunale genoptræningstilbud primært for ældre eller i yderste konsekvens på et
plejehjem. Udviklingen stiller imidlertid nye krav til vores faciliteter, som i forvejen er
udnyttet til bristepunktet. Især har vi behov for bedre lokaler til den fysiske genoptræning,
som er en helt central del af rehabiliteringen. I dag foregår den indendørs fysiske træning
i beboernes opholdsrum, hvilket langt fra er optimalt og slet ikke kan lade sig gøre med
‘tungere’ beboere, der kræver nogle træningsredskaber, vi ikke har plads til i dag.
Vi vil derfor opføre et nyt ‘terapihus’ – en tilbygning på 279 m2 med plads til fysisk træning
og tests, fysio- og ergoterapeutisk behandling, holdtræning (yoga m.m.), kognitiv og
talepædagogisk træning, sociale aktiviteter og et mødelokale på 1. sal. Selma Maries nye
terapihus bliver lavet som en tilbygning – forbundet til hovedhuset med en lang glasgang,
der samtidig fungerer som træningsareal. Selve terapihuset skal indrettes med fleksible
rum, så det kan bruges til mange forskellige formål. Især får vi mulighed for at forbedre
beboernes fysiske træning, hvilket er helt centralt i deres rehabiliteringsforløb.
I dag varetager kommunerne selv en række rehabiliteringstilbud, men de kan ikke tilbyde
højt specialiserede pladser til mere behandlingskrævende beboere. Det kan vi. Vi har
allerede ekspertisen i huset, og med det nye terapihus kan vi modtage beboere i alle
profilklasser. Derfor har vi i de senere år haft modtaget flere beboere med behov for
meget intensiv behandling. Nogle af dem modtager vi direkte fra sygehuset, hvor vi
kommer tidligt ind i rehabiliteringsforløbet. Den tidlige indsats giver gode muligheder for at
hjælpe beboerne tilbage til et så selvstændigt liv som muligt, men stiller også øgede krav
til vores faciliteter. Med de nye faciliteter kan vi tilbyde et bedre og langt mere intensivt
trænings- og rehabiliteringsforløb.
Neurorehabilitering Selma Marie har arbejdet med udvikling af nærværende projekt
igennem flere år, og vi står i dag med et byggeprojekt, som er fuldstændig
gennemarbejdet og kvalitetssikret i tæt samarbejde med Den A.P. Møllerske Støttefond.
Alle aftaler ligger klar til underskrift, og byggeriet kan gå i gang, så snart vi har skaffet de
økonomiske midler.
På Arbejde Adlers institutioner, der omfatter forsorgshjem, botilbud og aflastning, ser vi
oftere end tidligere situationer, hvor borgere er i meget vanskelige og uafklarede forhold i
forbindelse med det, at nærme sig livets afsluttende fase. Det fører til
usikkerhed, frustrationer og meningsløse flytninger af borgere, der mest af alt trænger til
ro, afklaring, omsorg og medfølelse.
For Arbejde Adler er situationen mest tydelig på aflastningsafdelingen i Arbejde Adlers
Hus på Nørrebro i København. Derfor har Landsforeningen Arbejde Adler og Arbejde
Adlers Hus gennemført en analyse af problemstillingen. Af analysen
fremgår, at der er behov for en palliativ indsats, der ligger udover hospitalernes palliative afdelinger og viften af hospice.
På basis af analysen er der opstillet en model for afprøvning af ideen med at koble en
mindre specialenhed til Arbejde Adlers Aflastning, hvor borgere kan modtages til en
egentlig palliativ indsats – men på præmisser, der svarer til det liv og den adfærd, der
hidtil har været levet. Via aftale med det palliative team fra det nærliggende hospital, som
er indstillet på et samarbejde, og med sundhedspersonale fra Aflastningen, kan den
sidste tid blive fyldt med ro og afklaring i det omfang, borgeren ønsker det.
Dette projekt handler om at etablere en afdeling med tre pladser med god plads og de nødvendige faciliteter til en
palliativ indsats. På afdelingen vil borgerne kunne deltage i aktiviteter og besøge
opholdsstuer, hvor også andre udsatte borgere kommer. Det er borgere, der er på
aflastningsophold, og som er svækkede fysisk og kognitivt, og som også efterspørger ro
og afklaring. Indsatsen støttes af særlige socialpædagoger. De fysiske rammer
indeholder også træningsfaciliteter og fysioterapi, og der etableres gode muligheder for at
komme udendørs, selvom tilbuddet ligger på Nørrebro (der etableres en dør direkte ud fra
hvert værelse til en lille terrasse).
Dette ph.d.-projekt vil undersøge omsorg for patienter der bor alene og gennemgår optimerede ortopædkirurgiske forløb. 40% af den voksne befolkning i Danmark bor alene og tallet er stigende. Grundet økonomiske udfordringer, uddelegerer sundhedsvæsenet i tiltagende grad ansvar til patienter, hvilket øger deres behov for hjælp fra pårørende. Digitale løsninger spiller en vigtig rolle i denne proces, da de forventes at kunne lette overgangene mellem hospital og hjem. At benytte digitale løsninger kræver dog at patienterne har digitale færdigheder og energi, og dermed kan de øge behovet for hjælp fra pårørende.
Den stigende andel af aleneboende og optimeringen og digitaliseringen af sundhedsvæsenet er tre gennemgribende samfundsudviklinger, der forventes at fortsætte. Og mens de alle er særligt udtalte i Danmark, er de også globale tendenser. Det er derfor vigtigt at undersøge omsorg i krydsfeltet mellem disse tre tendenser i en dansk kontekst for at muliggøre bæredygtige og hensigtsmæssige omsorgsbetingelser for patienter i de(t) fremtidige danske (og globale) sundhedsvæsen(er)
Ph.d.-projektet arbejder fra det udgangspunkt, at det at bo alene har konsekvenser for patienters sårbarhed og betingelser for at modtage omsorg. Projektet vil med fokus på hverdagslivet undersøge, hvordan henholdsvis patienterne selv, deres pårørende, sundhedsprofessionelle og den danske velfærdsstat forstår, forhandler og praktiserer omsorg for de aleneboende patienter, der gennemgår optimerede ortopædkirurgiske patientforløb, samt hvilken rolle digitale løsninger spiller for dette. Til at undersøge disse spørgsmål, vil den ph.d.-studerende udføre etnografiske feltarbejde, som er en samling metoder særligt egnet til at forstå komplekse fænomener i deres sociale kontekst. Den ph.d.-studerende vil følge aleneboende patienters hverdag og interaktioner med pårørende, sundhedsprofessionelle og digitale sundhedsløsninger gennem deltagerobservation og vil udføre dybdegående interviews med patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. Den ph.d.-studerende vil desuden studere dokumenter som f.eks. policies og guidelines for patientansvar, pårørendeinddragelse og digitalisering for at opnå forståelse af velfærdsstatens perspektiv og de rammer, patienter, pårørende og professionelle agerer under.
Den opnåede viden fra det etnografiske feltarbejde vil levere et fundament for samskabelsesworkshops, hvor interessenter fra forskellige positioner (såvel patienter og pårørende som professionelle fra forskellige sektorer og discipliner) sammen vil udforske mulighederne for at udvikle nye omsorgsmodeller for aleneboende, der kan skabe bæredygtige og hensigtsmæsige omsorgsvilkår for fremtidens aleneboende patienter i Danmark og globalt.
Ph.d.-projektet vil bidrage med værdifuld viden om og praktiske løsninger til at sikre bæredygtige og hensigtsmæssige omsorgsvilkår for aleneboende patienter.
Dette projekt skal udvikle en ny metode til at inddrage beboere på socialpsykiatriske botilbud i beslutninger om deres medicin. Mange beboere oplever, at de har begrænset indflydelse på, hvilken medicin de får, hvilket kan føre til fejl og dårligere behandling. Ved at give beboerne en stærkere stemme i medicinprocessen kan vi forbedre både deres tilfredshed og behandlingsresultater. Projektet bruger en tværfaglig tilgang, hvor viden om medicin kombineres med antropologisk indsigt i beboernes livssituation. Vi vil indsamle viden gennem interviews og deltagende observationer på udvalgte botilbud. Fundene bruges som fundament for en samskabelsesproces, hvor vi i tæt dialog med beboere og ansatte vil udvikle og afprøve en model for brugerinvolvering i medicinprocessen. I sidste del af projektperioden vil vi undersøge mulighederne for at udbrede modellen. Her vil der være fokus på at tilpasse modellen forskellige målgrupper på forskellige typer af socialpsykiatriske bosteder og eventuelle forskelle på tværs af kommunegrænser. Målet er at skabe en praktisk anvendelig model, der kan forbedre medicinhåndteringen og styrke beboernes rolle i deres egen behandling.
Forskningsprojektet undersøger potentialerne i nye hybride boligmodeller for ældre og integrerede boligbebyggelser, der ligger mellem familieboligen og plejeboligen. Det er ambitionen at skabe ny viden om, hvordan arkitekturen og de fysiske omgivelser kan skabe bedre livskvalitet og sundhed samt understøtte fællesskaber, autonomi og kontinuitet i ældrelivet.
Vi bliver markant flere ældre i fremtiden, og de ældre lever mere forskelligartede liv med stigende kontraster, hvor flere er sunde og raske i længere tid, men hvor også flere har behov for hjælp og pleje. Derfor er der behov for nye løsninger, ikke kun med fokus på plejen og velfærdsteknologi, men i høj grad også ift. selve boligen og de fysiske omgivelser. Boligen og de nære omgivelser spiller en rigtig stor rolle, særligt hos ældre mennesker, fordi de tilbringer en stigende del af deres tid i og omkring boligen.
Projektet er bygget op omkring en række danske og internationale casestudier af nye hybride boligmodeller, der undersøges gennem en kombination af etnografisk feltarbejde og arkitektfaglige metoder. Dette inkluderer interviews, observationsstudier, mapping, fotos og visuelle analyser. Målet er at give dybdegående indblik i og udvikle nye forståelser af betydningen af de fysiske omgivelser for ældre beboeres hverdagsliv. Det er ambitionen, at den viden, som projektet producerer, kan inspirere arkitekter, bygherrer og kommuner i udviklingen af nye byområder og fremtidigt boligbyggeri til ældre.
Dette projekt undersøger, hvordan multikulturelle SOSU-elever (social- og sundhedsuddannede) kan bidrage til at forbedre ældreplejen i Danmark. I takt med at flere elever fra forskellige kulturelle baggrunde træder ind i SOSU-uddannelserne, opstår der en unik mulighed for at integrere forskellig kulturel viden i plejen af ældre borgere. Projektet fokuserer på at forstå, hvordan kulturel mangfoldighed kan anvendes til at skabe en bedre og mere empatisk pleje.
SOSU-elever spiller en central rolle i ældreplejen, da de er i direkte kontakt med borgerne og ofte har ansvar for at yde omsorg af høj kvalitet. Men ældreplejen i Danmark står over for store udfordringer, herunder mangel på uddannet personale og stigende krav til kvaliteten. Projektet sigter mod at udnytte multikulturelle elevers særlige kompetencer til at løse nogle af disse udfordringer.
Projektets hovedformål er at undersøge, hvordan multikulturelle SOSU-elever kan bruge deres kulturelle baggrund og relationelle kompetencer til at forbedre kvaliteten af ældreplejen i Danmark. Ved at integrere forskellige kulturelle perspektiver og udvikle nye undervisningsmetoder sigter projektet mod at skabe en mere inkluderende og empatisk pleje, som bedre imødekommer de komplekse behov hos ældre borgere.
Projektets fremgangsmåde er inddelt i tre arbejdspakker:
• Arbejdspakke 1 fokuserer på at undersøge, hvordan SOSU-elever i praktik anvender deres relationelle kompetencer, særligt i interaktionen med ældre borgere. Dette vil ske gennem observationer og interviews med eleverne.
• Arbejdspakke 2 handler om at udvikle og teste nye undervisningsmetoder, der fokuserer på kulturel forståelse og relationel kompetence. Elever og lærere vil deltage i undervisningseksperimenter og interviews for at indsamle viden om, hvordan kulturelle perspektiver kan berige undervisningen.
• Arbejdspakke 3 har til formål at overføre de indsamlede resultater til praksis. Det sker gennem workshops og samarbejde med uddannelsesinstitutioner og ældreplejen, hvor nye undervisnings- og plejemetoder vil blive afprøvet og tilpasset.
På den måde vil projektet ikke blot skabe ny viden om, hvordan multikulturelle SOSU-elever kan forbedre ældreplejen, men også sikre, at denne viden bliver omsat til konkrete handlinger og forandringer i både uddannelsen og praksis. Målet er at skabe en mere inkluderende og kvalitetsorienteret ældrepleje, som kan imødekomme fremtidens udfordringer og behov i Danmark.
I dette studie undersøger vi, hvordan hjemmesygepleje foregår, når hjemmesygeplejersker (HS) yder sygepleje til borgere med behov for psykiatrisk behandling og sygepleje.
I Psykiatriplanen fra 2022 er det en væsentlig ambition at hæve det faglige niveau for behandling og pleje til gruppen af borgere med behov for psykiatrisk pleje og behandling. I den forbindelse sættes der fokus på vigtigheden af at skabe sammenhængende forløb for borgerne på tværs af institutioner, lovgivning og sektorer.
HS møder ofte denne gruppe af borgere og skal hjælpe og støtte dem i fx medicinering, kontakt til praktiserende læger eller ambulatorier eller i situationer, hvor sygdommen betyder, at borgeren truer med at gøre skade på sig selv eller andre.
Målet med projektet er at finde ud af, hvilken rolle HS spiller som professionelle, der kan understøtte et meningsfuldt liv med psykisk sygdom, og at få øje på, hvor i nuværende praksis, der er udfordringer, der skal adresseres, hvis ambitionerne i politiske strategier, som fx Psykiatriplanen, skal indfries.
Projektet er delt i to. Et etnografisk studie (delstudie 1) og et aktionsforskningsstudie (delstudie 2).
Delstudie 1 foregår med udgangspunkt i HS arbejde med at understøtte og skabe sammenhængende forløb for gruppen af borgere. Her følger forskerne HS i midtjyske kommuner i deres arbejde, når de møder borgerne med psykiske lidelser. HS får mulighed for at vise, hvordan de arbejder, at fortælle om de muligheder og udfordringer, de oplever, og vise, hvornår det kan være vanskeligt at støtte borgerne pga. fx organisatoriske forhold, der betyder, at en borger ikke får den pleje og behandling, som HS vurderer, der er brug for.
Borgerne der er med i projektet, deltager i formelle og uformelle interview, når HS og forsker kommer på besøg, hvor de giver deres forståelser af at bo i eget hjem og have behov for hjælp og støtte pga. psykisk sygdom.
I delstudie 2 udformes to grupper, der består af udvalgte borgere, HS og en række andre aktører, der identificeres i delstudie 1. På baggrund af resultater fra delstudie 1 indgår disse aktører, som deltagere i to samskabelsesprocesser. Her skal de drøfte udfordringer, der opstår i praksis og komme med deres ideer til, hvordan en fremtidig praksis, bør se ud, hvis den skal være med til at skabe mere sammenhæng for borgerne. I samskabelsesprocessen vil der være mulighed for at igangsætte små prøvehandlinger for at teste gruppernes ideer.
Resultaterne fra dette projekt vil kunne bruges som grundlag for det videre arbejde med at sikre bedre kvalitet i pleje og behandling til borgere med psykiske lidelser i løbet af de næste ti år. En styrke ved projektet er, at resultater fremkommer med udgangspunkt i den praksis, hvor professionelle og borgere mødes og at såvel professionelle som borgere medvirker til at udvikle anbefalinger til en fremtidig praksis.
Ca. 4 ud af 5 beboere på plejehjem har en grad af demens. Når en person har demens, kan der være udadreagerende adfærd og situationer hvor personen med demens nægter at samarbejde og få hjælp. Dette er ikke en bevidst handling, men skyldes sygdommen. I de situationer kan det være svært for personalet at tale og samarbejde med vedkommende på en god og værdig måde. For både personale og beboer kan disse situationer være meget ubehagelige og stressende at befinde sig i. Ofte kan personalet føle sig rådvild ift. at håndtere situationen. Når man ikke kan kommunikere gennem almindelig samtale hvad gør man så? Nogle tyer desværre til tvang, hvilket kun gør situationen endnu værre for begge parter.
Heldigvis er der andre veje at gå. Vi ved i dag, at sang og musik har en fantastisk god virkning på personer med demens. Hvis medarbejderen begynder at synge en velkendt sang for beboeren, der viser udadreagerende adfærd, kan denne pludselig få et glimt i øjet, begynde at smile og måske endda synge med på sangen. Og med den nye positive stemning bliver plejesituationen pludselig til en god og behagelig oplevelse for begge parter.
Vi har prøvet dette på flere plejehjem, og alle steder har vi oplevet at sangen og musikken har en positiv indvirkning på plejesituationen, som både beboerne/personalet og de pårørende sætter stor pris på. Lige så fantastisk det kan være at have disse oplevelser, lige så svært kan det være for medarbejderne at dele dem med ens kollegaer, der ikke var til stede i situationen. Det kan være svært at skrive disse stjernestunder ned, så ens kollegaer kan sætte sig ind i situationen, hvor beboeren gik fra at være sur og hidsig, til at være glad og samarbejdsvillig.
Igennem forskningsprojektet ønsker vi at udvikle og afprøve en model, der giver mulighed for, at medarbejderne kan filme de vanskelige plejesituationer, hvor der med succes anvendes sang og musik. Videoerne kan bruges som dokumentation/til at dele viden og til fælles læring. På den måde bliver det nemmere for kollegaerne at se hvad det var, der helt præcist skete – hvordan det kunne lykkes at gå fra en anspændt og ubehagelig situation, til en god og positiv oplevelse, der efterlader begge parter glade.
Vi ønsker at inddrage 2 plejehjem i Aarhus Kommune i udvikling/afprøvning af modellen. På et af disse plejehjem har vi allerede arbejdet med sang og musik gennem et år, men uden brug af video. Her vil vi udvikle og afprøve modellen og blive fortrolige med den måde at bruge video på i dagligdagen. Efterfølgende vil vi arbejde med sang og musik, kombineret med den udviklede model på et plejehjem, der ikke har arbejdet med nogen af delene tidligere.
Efter at have arbejdet med sang, musik og video på de to plejehjem, ønsker vi at formidle vores resultater, så andre kan få glæde af og bruge modellen til gavn for beboernes livskvalitet og trivsel i hverdagen; f.eks. til andre plejehjem i Aarhus Kommune, nationalt og inden for andre områder som handicapområdet og psykiatrien.
Forskningsprojektet Seksuel sundhed på bosteder for voksne med udviklingshandicap beskæftiger sig med voksne med udviklingshandicap, der bor på bosteder og deres seksualitet og den hjælp og støtte velfærdsprofessionelle såsom pædagoger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter m.fl. yder hertil. På grund af varierende psykiske og fysiske funktionsnedsættelser er borgere med udviklingshandicap afhængig af velfærdsprofessionelles hjælp og støtte til at leve deres hverdagsliv, dette gælder også i relation til at kunne realisere deres seksualitet. De er derfor også afhængige af hvilke normer, værdier og viden de professionelle baserer deres hjælp og støtte på i forhold til seksualitet. Hvor normer og værdier i forhold til seksualitet (og kønsidentitet mv.) i forbindelse med bevægelser som #Me Too mv. har forandret sig de senere år, viser international forskning at dette ikke på samme måde er tilfældet i forhold til personer med udviklingshandicap. Forskning viser, at der fortsat er udfordringer forbundet med at beboere på bosteder får mulighed for at realisere deres seksualitet. Blandt andet fordi personalets personlige normer, værdier og meninger kan have betydning for dette, og at bostedernes kultur og værdier påvirker personalets måde at støtte borgernes ønsker og behov i forhold til seksualitet. I en dansk sammenhæng har vi dog ingen særlig forskningsbaseret viden herom. Med henblik på at støtte op om beboernes ret til et sundt liv, der også omfatter seksuel sundhed, og borgernes egne ønsker og perspektiver i forhold til seksualitet, vil projektet skabe viden om den støtte og hjælp velfærdsprofessionelle ansat på bosteder yder til voksne borgere med udviklingshandicap, og det videns-, norm og værdigrundlag som de velfærdsprofessionelle bygger deres hjælp og støtte på. Dette med henblik på at belyse hvilke muligheder og barrierer dette skaber for beboerne i forhold til deres seksualitet, og skabe viden, der kan bidrage til at udvikle den velfærdsprofessionelle praksis så den i højere grad understøtter beboernes egne ønsker til seksualitet og dermed fremmer deres livskvalitet, sundhed og trivsel.
UVI E-HJÆLP har til formål at udvikle en digital læringsplatform, der skal forbedre behandlingen af urinvejsinfektioner hos ældre på plejehjem og styrke samarbejdet mellem plejehjem og almen praksis. Den digitale løsning bygger på en tidligere succesfuld intervention, der halverede unødvendig antibiotikabrug uden at øge indlæggelser eller dødelighed. Ved at gøre platformen tilgængelig nationalt vil projektet reducere geografisk ulighed i adgangen til evidensbaseret behandling og sundhedspleje.
Vi bruger Action Design Research til at udvikle og designe den digitale platform. Action Design Research er en metode, som kombinerer aktions- og designforskning for at udvikle og teste teknologiske løsninger i praksis ved løbende inddragelse af plejehjemspersonale og almen praksis. De involveres gennem workshops og individuelle brugertests, hvilket sikrer, at platformen bliver praktisk anvendelig i den kliniske hverdag. Vi etablerer desuden en følgegruppe med nationale og internationale repræsentanter fra forskningsverdenen, patientforeninger, faglige selskaber og fagpolitiske enheder. Følgegruppen bidrager løbende til samskabelsen af e-læringsplatformen og dialogen om dens langsigtede implementering.
Under udviklingsfasen vil vi rekruttere plejehjem til at efterprøve platformens accept og implementering. Efter afprøvningen vil vi evaluere, om platformen skaber varige forbedringer, og om disse kan opnås omkostningseffektivt, før vi åbner for landsdækkende implementering.
Projektet ledes af post.doc Sif Helene Arnold ved Center for Almen Medicin, Københavns Universitet, i samarbejde med Herlev Hospitals Klinisk Mikrobiologisk Afdeling og Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet. Resultaterne vil blive formidlet bredt til både forskere og sundhedsprofessionelle. Projektet forventes at løbe over to år med start i januar 2025.
Delirium, også kaldet akut forvirringstilstand, er en påvirkning af hjernen og en almindelig komplikation til sygdom, som fx lungebetændelse, hos ældre borgere. Det skønnes, at mellem 20-50 % af ældre borgere indlagt på hospital udvikler delirium, hvilket kan være en ubehagelig og skræmmende oplevelse med ændret adfærd og virkelighedsopfattelse. Dertil er delirium forbundet med en højere risiko for længere indlæggelse, tab af funktioner, kognitiv svækkelse og død. Derfor er det vigtigt at forebygge tilstanden samt opdage delirium tidligt, så den eller de udløsende årsager hurtigt kan behandles.
På hospitalerne har der de seneste år været et øget fokus på delirium, hvilket blandt andet har udmøntet sig i nationale retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen om forebyggelse af delirium blandt ældre hospitalsindlagte. Dog mangler der viden om delirium blandt beboere på plejecentre og om de forebyggende indsatser, som vi kender fra forskning på hospitaler, kan overføres til plejecentre.
I dette projekt ønsker vi at undersøge forekomsten af delirium på plejecentre i Kalundborg Kommune samt udvikle, afprøve og tilpasse forebyggende tiltag målrettet plejecentre sammen med beboere, deres pårørende og medarbejdere. Vi forventer, at det er muligt at arbejde forebyggende med delirium på danske plejecentre, og at det kan reducere hospitalsindlæggelser og nedsætte dødeligheden. Desuden forventer vi, at medarbejderne vil opleve øget viden om delirium samt styrke deres faglige kompetencer til at varetage plejen til delirøse beboere.
Projektet består samlet af tre faser.
Fase 1: I denne fase undersøger vi medarbejdernes viden om delirium og der afholdes en temadag for medarbejdere, beboere og pårørende om, hvordan deliriumforebyggelse kan tilrettelægges på deres plejecenter. Der etableres et projektpanel med deltager fra temadagen, som vil være i tæt kontakt med forskerne undervejs i projektet.
Fase 2: I anden fase arbejder vi med afprøvning og justering af udvalgte tiltag, der skal forebygge delirium. Projektpanelet vil, i samarbejde med forskerne, bidrage med løbende tilbagemeldinger og justeringer af de tiltag, der afprøves i projektet. Desuden registreres og beskrives flere parametre hos beboerne, herunder forekomsten af delirium, og der måles i hvor høj grad udvalgte tiltag udføres i praksis.
Fase 3: I den tredje og afsluttende fase evalueres projektet. Vi undersøger medarbejdernes viden i sammenligning med fase 1 og evaluerer processen med udvikling af deliriumforebyggende tiltag blandt medarbejdere, beboere og pårørende.
Projektet har potentiale til at sprede sig til alle landets plejecentre og dermed komme mere end 40.000 ældre borgere til gode. Dertil kommer, at delirium ikke er alment kendt i den brede befolkning, og at tilstanden derfor kan være en kilde til væsentlig bekymring hos de pårørende. Viden og oplysning om tilstanden er en vigtig afledt effekt af projektet.