Svangerskabsforgiftning og føtal mikrokimærisme hos kvinder - en medvirkende årsag til hjerte-kar-sygdom?

Forskning

Det er veldokumenteret, at kvinder med svangerskabsforgiftning (en alvorlig graviditetskomplikation) har en markant øget risiko for hjerte-kar-sygdom senere i livet sammenlignet med kvinder med raske graviditeter, men årsagen herfor er endnu ukendt. Selvom svangerskabsforgiftning og hjerte-kar-sygdom deler en række fælles risikofaktorer, støtter eksisterende forskning hypotesen om, at sammenhængen er drevet af en underliggende biologisk mekanisme forårsaget af svangerskabsforgiftning. 

Under graviditeten udveksler mor og barn naturligt celler, og celler fra fosteret vedbliver i de fleste kvinders blod efter endt graviditet; et fænomen, der kaldes føtal mikrokimærisme. Studier har vist, at der sker en betydelig øget overførsel af fosterceller til moderens cirkulation blandt gravide med svangerskabsforgiftning sammenlignet med gravide uden svangerskabsforgiftning, men det vides ikke om den øgede forekomst vedbliver som mikrokimærisme efter endt graviditet. Såfremt dette er tilfældet, er mikrokimærisme muligvis en medvirkende årsag til at kvinder med svangerskabsforgiftning hyppigere udvikler hjerte-kar-sygdom. På baggrund af denne hypotese er det formålet med 'the MicroCard project' at undersøge om mikrokimærisme har en betydning for risikoen for hjerte-kar-sygdom blandt kvinder med svangerskabsforgiftning.

Som del af dette projekt, er formålet med delprojektet 'Svangerskabsforgiftning og mikrokimærisme' at undersøge, om svangerskabsforgiftning fører til øget forekomst af mikrokimærisme i kvinders blod mange år efter endt graviditet. Projektet anvender biobank og spørgeskemadata fra Det Danske Bloddonor Studie sammenkoblet med danske registre. Projektet har som det første til at undersøge denne sammenhæng i samarbejde med førende internationale forskere, et betydeligt potentiale til at bidrage til forståelsen af langsigtede biologiske konsekvenser af svangerskabsforgiftning, og hermed hvorfor kvinder med svangerskabsforgiftning hyppigere udvikler hjerte-kar-sygdom end kvinder uden svangerskabsforgiftning. Projektet vil danne baggrund for fremtidig forskning i anvendelsen af mikrokimærisme som markør for kvinders risiko for hjerte-kar-sygdom baseret på en simpel blodprøve. Således vil projektets resultater bane vej for nye forebyggelsesinitiativer til tidlig opsporing af hjerte-kar-sygdom med henblik på at udskyde eller potentielt helt undgå udvikling af hjerte-kar-sygdom blandt kvinder med svangerskabsforgiftning.