Sammen om bedre medicin i socialpsykiatrien: Udvikling af model for inddragelse i medicinprocessen for beboere på bosteder

Forskning

Dette projekt skal udvikle en ny metode til at inddrage beboere på socialpsykiatriske botilbud i beslutninger om deres medicin. Mange beboere oplever, at de har begrænset indflydelse på, hvilken medicin de får, hvilket kan føre til fejl og dårligere behandling. Ved at give beboerne en stærkere stemme i medicinprocessen kan vi forbedre både deres tilfredshed og behandlingsresultater. Projektet bruger en tværfaglig tilgang, hvor viden om medicin kombineres med antropologisk indsigt i beboernes livssituation. Vi vil indsamle viden gennem interviews og deltagende observationer på udvalgte botilbud. Fundene bruges som fundament for en samskabelsesproces, hvor vi i tæt dialog med beboere og ansatte vil udvikle og afprøve en model for brugerinvolvering i medicinprocessen. I sidste del af projektperioden vil vi undersøge mulighederne for at udbrede modellen. Her vil der være fokus på at tilpasse modellen forskellige målgrupper på forskellige typer af socialpsykiatriske bosteder og eventuelle forskelle på tværs af kommunegrænser. Målet er at skabe en praktisk anvendelig model, der kan forbedre medicinhåndteringen og styrke beboernes rolle i deres egen behandling.

Bolig- og indsatstrappen – et værktøj til at håndtere den demografiske udvikling

Øvrige
Projektleder: Morten Rask Gregersen
Institution: Nord Architects
Bevilling: 300.000
Bevillingsår: 2025

Demografien er en underprioriteret faktor i den strategiske planlægning og byudvikling. På baggrund af den eksisterende data om de demografiske ændringer, mangler der at blive skabt nye og innovative løsninger på, hvordan vi imødeser udfordringer i et samfund med flere ældre, færre hænder og flere syge.

NORD Architects ønsker derfor at udvikle værktøjet, som vi kalder ”Bolig- og indsatstrappen”. Bolig- og indsatstrappen skal adressere følgende:

Hvordan bevæger grænserne sig mellem plejetilbud i privatboliger og i institutioner? Hvordan får vi udviklet en optimal sammensætning af boligudbud og velfærdsydelser? Hvordan får vi understøttet en større boligmobilitet og nye flyttekæder? Hvordan får vi tydeliggjort behovet for differentiering mellem boligtyper? Hvordan får vi synliggjort, hvor store ressourcebesparelser, det er muligt at opnå med variation og differentiering?

Værktøjet skal bruges til at analysere den eksisterende demografi og botilbud, samt hvordan disse tilbud kan styrkes ift. den forventede demografiske ændring i det specifikke område. Målet er en mere optimal sammensætning af boligtilbud, omsorg- og velfærdsydelser som imødekommer de demografiske ændringer. Bolig- og indsatstrappen skal som værktøj kunne anvendes af en kommune, region, lokalt og på sigt også af de 17 nye sundhedsråd, som vil blive etableret med Regeringens nye sundhedsreform.

Bolig- og indsatstrappen vil blive udviklet med input fra sundhedseksperter, boligaktører og investorer, aktører fra kommuner, byudviklingsselskaber med flere. Input vil blive hentet via desk-research og workshops samt interviews. Vi vil ligeledes indsamle forskningsbaseret viden om demografisk udvikling og eksisterende boligtyper i Danmark. Ligesom vi vil trække på gode internationale erfaringer fra blandt andet Norge, hvor en bolig- og indsatstrappe allerede gør en forskel for en række kommuner.

Bolig- og indsatstrappen vil udmunde i et grafisk illustrativt værktøj med tekst, illustrationer, beskrivende diagrammer og fotos i et grafisk overskueligt layout. Værktøjet vil ligge tilgængeligt som digital metode, som kan downloades via projektsiden, www.healthyageing.dk, på dansk og engelsk, og vil således være tilgængeligt for alle bredt i branchen.

Sansetab i fokus: Nye perspektiver i plejen

Øvrige
Projektleder: Kristian Mainz
Institution: Kommunikationscentret, Region Hovedstaden
Bevilling: 950.000
Bevillingsår: 2025

Sansetab som nedsat syn og/eller hørelse er udbredt blandt ældre på plejehjem og kan få alvorlige konsekvenser, hvis det ikke opdages i tide. Manglende evne til at kommunikere og orientere sig kan føre til isolation, nedsat livskvalitet og forværring af funktionsevne.
Projektet har til formål at udvikle et e-læringsprogram, der styrker plejepersonalets evne til at opspore og håndtere sansetab gennem praksisnære simulationer. Det kan understøtte, at relevante tiltag iværksættes allerede ved indflytningen.
Programmet tilbyder to forskellige spor i simulationerne.
I det ene spor oplever personalet sansetab fra beboerens perspektiv, hvor de gennemgår hverdagssituationer som at genkende ansigter, føre samtaler i støjfyldte omgivelser og navigere sikkert i hverdagen. Med disse simulationer kan personalet opleve, hvordan det føles at leve med sansetab.
I det andet spor agerer plejepersonalet som sig selv. Her lærer de at genkende tegn på sansetab, fx forvirring, gentagne spørgsmål, usikker adfærd, tilbagetrækning og isolation, samtidig med, at de afprøver metoder til at forbedre deres interaktion med beboeren. Denne tilgang øger personalets forståelse for egen ageren og evne til at foretage målrettede tilpasninger, der styrker beboernes trivsel.
Programmet vil være tilgængeligt på forskellige devices og vil tale til medarbejdere med forskellige kompetenceniveauer. Fokus er på at gøre læringen praktisk og let anvendelig i dagligdagen.
Målgruppe
Den primære målgruppe er nyindflyttede beboere på plejehjem, hvor tidlig opsporing af syns- og/eller høretab er afgørende for at sikre en god start og forebygge isolation.
Programmet er udviklet til faggrupper, der arbejder med at støtte de ældre i deres hverdag:
1. Plejepersonale: Social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, sygeplejersker og ufaglærte med forskellige faglige og sproglige baggrunde. Programmet kan anvendes både individuelt og i grupper som en del af onboarding og kontinuerlig kompetenceudvikling, fx arbejdspladser med høj personaleudskiftning.
2. Ledere: Programmet understøtter ledelsens rolle i implementeringen ved at give værktøjer til at motivere og engagere personalet i at bruge programmet aktivt.
3. SOSU-skoler: Programmet kan integreres i undervisningen for at styrke de studerendes viden og kompetencer i forhold til ældre med sansetab.
Forventede resultater
På kort sigt forventes projektet at styrke plejepersonalets handlekompetencer og empati gennem øget forståelse for beboernes oplevelse af sansetab. Dette vil bidrage til forbedret kommunikation og skabe en mere tryg og nærværende pleje, som øger beboernes trivsel og livskvalitet.
På længere sigt sigter projekter mod at skabe et inkluderende plejemiljø, hvor tidlig opsporing og håndtering af sansetab er en naturlig del af den daglige praksis. Dette skal understøtte en højere livskvalitet for beboerne og styrke plejepersonalets faglige stolthed.

Palliativt tilbud til socialt udsatte

Øvrige
Projektleder: Torben Larsen
Institution: Arbejde Adlers Hus
Bevilling: 1.500.000
Bevillingsår: 2024

På Arbejde Adlers institutioner, der omfatter forsorgshjem, botilbud og aflastning, ser vi oftere end tidligere situationer, hvor borgere er i meget vanskelige og uafklarede forhold i forbindelse med det, at nærme sig livets afsluttende fase. Det fører desværre til usikkerhed, frustrationer og meningsløse flytninger af borgere, der mest af alt trænger til ro, afklaring, omsorg og medfølelse. Årsagerne til disse situationer er mange, og det mest iøjnefaldende er den fortsatte og måske stigende ulighed i sundhed, som er sat på den sundhedspolitiske dagsorden.
For Arbejde Adler er situationen mest tydelig på aflastningsafdelingen i Arbejde Adlers Hus på Nørrebro i København. Derfor har Landsforeningen Arbejde Adler og Arbejde Adlers Hus gennemført en analyse af problemstillingen. Analysen omfatter en definition og kvantificering af behovet, og hvoraf det tydeligt fremgår, at der er behov for en palliativ indsats, der ligger udover hospitalernes palliative afdelinger og viften af hospice. Behovet forekommer størst i de større by koncentrationer i Danmark, og identifikation af borgere med palliativt behov der på, at det bedst kan ske i tilknytning til andre indsatser for udsatte borgere, herunder hjemløse. Dette skyldes for det første konsekvensen af uligheden i sundhed med deraf følgende manglende sundhedsmæssige opfølgning fx hos praktiserende læge, og for det andet at ”alenesomheden” – og ensomheden – er stærkt udbredt i målgruppen.
På basis af analysen er der opstillet en model for afprøvning af ideen med at koble en mindre specialenhed til Arbejde Adlers Aflastning, hvor borgere kan modtages til en egentlig palliativ indsats – men på præmisser, der svarer til det liv og den adfærd, der hidtil har været levet. Via aftale med det palliative team fra det nærliggende hospital, som er indstillet på et samarbejde, og med sundhedspersonale fra Aflastningen, kan den sidste tid blive fyldt med ro og afklaring i det omfang, borgeren ønsker det.
Til at etablere de fysiske rammer for projektet søges midler til gennemførelsen. Der etableres en afdeling med tre pladser med god plads og de nødvendige faciliteter til en palliativ indsats. På afdelingen vil borgerne kunne deltage i aktiviteter og besøge opholdsstuer, hvor også andre udsatte borgere kommer. Det er borgere, der er på aflastningsophold, og som er svækkede fysisk og kognitivt, og som også efterspørger ro og afklaring. Indsatsen støttes af særlige socialpædagoger. De fysiske rammer indeholder også træningsfaciliteter og fysioterapi, og der etableres gode muligheder for at komme udendørs, selvom tilbuddet ligger på Nørrebro (der etableres en dør direkte ud fra hvert værelse til en lille terrasse).
Når tilbuddet er i drift er det planen at knytte en forsker, der følger det i en periode. Formålet er – udover at sikre at eventuelle uhensigtsmæssigheder rettes – at danne basis for udbredelse af konceptet til de dele af landet og på de institutionstyper der er egnede.

Etablering af palliativt tilbud til socialt udsatte

Øvrige
Projektleder: Torben Larsen
Institution: Arbejde Adlers Aflastning
Bevilling: 1.500.000
Bevillingsår: 2024

På Arbejde Adlers institutioner, der omfatter forsorgshjem, botilbud og aflastning, ser vi

oftere end tidligere situationer, hvor borgere er i meget vanskelige og uafklarede forhold i

forbindelse med det, at nærme sig livets afsluttende fase. Det fører til

usikkerhed, frustrationer og meningsløse flytninger af borgere, der mest af alt trænger til

ro, afklaring, omsorg og medfølelse.

For Arbejde Adler er situationen mest tydelig på aflastningsafdelingen i Arbejde Adlers

Hus på Nørrebro i København. Derfor har Landsforeningen Arbejde Adler og Arbejde

Adlers Hus gennemført en analyse af problemstillingen. Af analysen

fremgår, at der er behov for en palliativ indsats, der ligger udover hospitalernes palliative afdelinger og viften af hospice.

På basis af analysen er der opstillet en model for afprøvning af ideen med at koble en

mindre specialenhed til Arbejde Adlers Aflastning, hvor borgere kan modtages til en

egentlig palliativ indsats – men på præmisser, der svarer til det liv og den adfærd, der

hidtil har været levet. Via aftale med det palliative team fra det nærliggende hospital, som

er indstillet på et samarbejde, og med sundhedspersonale fra Aflastningen, kan den

sidste tid blive fyldt med ro og afklaring i det omfang, borgeren ønsker det.

Dette projekt handler om at etablere en afdeling med tre pladser med god plads og de nødvendige faciliteter til en

palliativ indsats. På afdelingen vil borgerne kunne deltage i aktiviteter og besøge

opholdsstuer, hvor også andre udsatte borgere kommer. Det er borgere, der er på

aflastningsophold, og som er svækkede fysisk og kognitivt, og som også efterspørger ro

og afklaring. Indsatsen støttes af særlige socialpædagoger. De fysiske rammer

indeholder også træningsfaciliteter og fysioterapi, og der etableres gode muligheder for at

komme udendørs, selvom tilbuddet ligger på Nørrebro (der etableres en dør direkte ud fra

hvert værelse til en lille terrasse).

Aleneboende patienter i optimerede ortopædkirurgiske forløb: Omsorgsansvar mellem patienter, pårørende, professionelle og velfærdsstaten

Forskning
Projektleder: Mette Terp Høybye
Institution: Regionshospitalet Silkeborg, Center for planlagt Kirurgi, Universitetsklinik for Interdisciplinære Ortopædkirurgiske Forløb
Bevilling: 300.000
Bevillingsår: 2024

Dette ph.d.-projekt vil undersøge omsorg for patienter der bor alene og gennemgår optimerede ortopædkirurgiske forløb. 40% af den voksne befolkning i Danmark bor alene og tallet er stigende. Grundet økonomiske udfordringer, uddelegerer sundhedsvæsenet i tiltagende grad ansvar til patienter, hvilket øger deres behov for hjælp fra pårørende. Digitale løsninger spiller en vigtig rolle i denne proces, da de forventes at kunne lette overgangene mellem hospital og hjem. At benytte digitale løsninger kræver dog at patienterne har digitale færdigheder og energi, og dermed kan de øge behovet for hjælp fra pårørende.

Den stigende andel af aleneboende og optimeringen og digitaliseringen af sundhedsvæsenet er tre gennemgribende samfundsudviklinger, der forventes at fortsætte. Og mens de alle er særligt udtalte i Danmark, er de også globale tendenser. Det er derfor vigtigt at undersøge omsorg i krydsfeltet mellem disse tre tendenser i en dansk kontekst for at muliggøre bæredygtige og hensigtsmæssige omsorgsbetingelser for patienter i de(t) fremtidige danske (og globale) sundhedsvæsen(er)

Ph.d.-projektet arbejder fra det udgangspunkt, at det at bo alene har konsekvenser for patienters sårbarhed og betingelser for at modtage omsorg. Projektet vil med fokus på hverdagslivet undersøge, hvordan henholdsvis patienterne selv, deres pårørende, sundhedsprofessionelle og den danske velfærdsstat forstår, forhandler og praktiserer omsorg for de aleneboende patienter, der gennemgår optimerede ortopædkirurgiske patientforløb, samt hvilken rolle digitale løsninger spiller for dette. Til at undersøge disse spørgsmål, vil den ph.d.-studerende udføre etnografiske feltarbejde, som er en samling metoder særligt egnet til at forstå komplekse fænomener i deres sociale kontekst. Den ph.d.-studerende vil følge aleneboende patienters hverdag og interaktioner med pårørende, sundhedsprofessionelle og digitale sundhedsløsninger gennem deltagerobservation og vil udføre dybdegående interviews med patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. Den ph.d.-studerende vil desuden studere dokumenter som f.eks. policies og guidelines for patientansvar, pårørendeinddragelse og digitalisering for at opnå forståelse af velfærdsstatens perspektiv og de rammer, patienter, pårørende og professionelle agerer under.
Den opnåede viden fra det etnografiske feltarbejde vil levere et fundament for samskabelsesworkshops, hvor interessenter fra forskellige positioner (såvel patienter og pårørende som professionelle fra forskellige sektorer og discipliner) sammen vil udforske mulighederne for at udvikle nye omsorgsmodeller for aleneboende, der kan skabe bæredygtige og hensigtsmæsige omsorgsvilkår for fremtidens aleneboende patienter i Danmark og globalt.
Ph.d.-projektet vil bidrage med værdifuld viden om og praktiske løsninger til at sikre bæredygtige og hensigtsmæssige omsorgsvilkår for aleneboende patienter.

Sammen om bedre medicin i socialpsykiatrien: Udvikling af model for inddragelse i medicinprocessen for beboere på bosteder

Forskning
Projektleder: Sofie Rosenlund Lau
Institution: Forskningsenheden Sygehusapotek Fyn, Odense Universitets Hospital
Bevilling: 300.000
Bevillingsår: 2024

Dette projekt skal udvikle en ny metode til at inddrage beboere på socialpsykiatriske botilbud i beslutninger om deres medicin. Mange beboere oplever, at de har begrænset indflydelse på, hvilken medicin de får, hvilket kan føre til fejl og dårligere behandling. Ved at give beboerne en stærkere stemme i medicinprocessen kan vi forbedre både deres tilfredshed og behandlingsresultater. Projektet bruger en tværfaglig tilgang, hvor viden om medicin kombineres med antropologisk indsigt i beboernes livssituation. Vi vil indsamle viden gennem interviews og deltagende observationer på udvalgte botilbud. Fundene bruges som fundament for en samskabelsesproces, hvor vi i tæt dialog med beboere og ansatte vil udvikle og afprøve en model for brugerinvolvering i medicinprocessen. I sidste del af projektperioden vil vi undersøge mulighederne for at udbrede modellen. Her vil der være fokus på at tilpasse modellen forskellige målgrupper på forskellige typer af socialpsykiatriske bosteder og eventuelle forskelle på tværs af kommunegrænser. Målet er at skabe en praktisk anvendelig model, der kan forbedre medicinhåndteringen og styrke beboernes rolle i deres egen behandling.

Nye Hybride Boligmodeller – et studie af alternative boligtyper til ældre

Forskning
Projektleder: Louise Dedenroth Høj
Institution: Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering / Institut for Bygningskunst, By og Landskab
Bevilling: 350.000
Bevillingsår: 2024

Forskningsprojektet undersøger potentialerne i nye hybride boligmodeller for ældre og integrerede boligbebyggelser, der ligger mellem familieboligen og plejeboligen. Det er ambitionen at skabe ny viden om, hvordan arkitekturen og de fysiske omgivelser kan skabe bedre livskvalitet og sundhed samt understøtte fællesskaber, autonomi og kontinuitet i ældrelivet.

Vi bliver markant flere ældre i fremtiden, og de ældre lever mere forskelligartede liv med stigende kontraster, hvor flere er sunde og raske i længere tid, men hvor også flere har behov for hjælp og pleje. Derfor er der behov for nye løsninger, ikke kun med fokus på plejen og velfærdsteknologi, men i høj grad også ift. selve boligen og de fysiske omgivelser. Boligen og de nære omgivelser spiller en rigtig stor rolle, særligt hos ældre mennesker, fordi de tilbringer en stigende del af deres tid i og omkring boligen.

Projektet er bygget op omkring en række danske og internationale casestudier af nye hybride boligmodeller, der undersøges gennem en kombination af etnografisk feltarbejde og arkitektfaglige metoder. Dette inkluderer interviews, observationsstudier, mapping, fotos og visuelle analyser. Målet er at give dybdegående indblik i og udvikle nye forståelser af betydningen af de fysiske omgivelser for ældre beboeres hverdagsliv. Det er ambitionen, at den viden, som projektet producerer, kan inspirere arkitekter, bygherrer og kommuner i udviklingen af nye byområder og fremtidigt boligbyggeri til ældre.

TRACED: Transcultural Care Education

Forskning
Projektleder: Julie Maria Duval Jensen
Institution: Institut for folkesundhed, Aarhus Universitet
Bevilling: 394.932
Bevillingsår: 2024

Dette projekt undersøger, hvordan multikulturelle SOSU-elever (social- og sundhedsuddannede) kan bidrage til at forbedre ældreplejen i Danmark. I takt med at flere elever fra forskellige kulturelle baggrunde træder ind i SOSU-uddannelserne, opstår der en unik mulighed for at integrere forskellig kulturel viden i plejen af ældre borgere. Projektet fokuserer på at forstå, hvordan kulturel mangfoldighed kan anvendes til at skabe en bedre og mere empatisk pleje.
SOSU-elever spiller en central rolle i ældreplejen, da de er i direkte kontakt med borgerne og ofte har ansvar for at yde omsorg af høj kvalitet. Men ældreplejen i Danmark står over for store udfordringer, herunder mangel på uddannet personale og stigende krav til kvaliteten. Projektet sigter mod at udnytte multikulturelle elevers særlige kompetencer til at løse nogle af disse udfordringer.
Projektets hovedformål er at undersøge, hvordan multikulturelle SOSU-elever kan bruge deres kulturelle baggrund og relationelle kompetencer til at forbedre kvaliteten af ældreplejen i Danmark. Ved at integrere forskellige kulturelle perspektiver og udvikle nye undervisningsmetoder sigter projektet mod at skabe en mere inkluderende og empatisk pleje, som bedre imødekommer de komplekse behov hos ældre borgere.
Projektets fremgangsmåde er inddelt i tre arbejdspakker:
• Arbejdspakke 1 fokuserer på at undersøge, hvordan SOSU-elever i praktik anvender deres relationelle kompetencer, særligt i interaktionen med ældre borgere. Dette vil ske gennem observationer og interviews med eleverne.
• Arbejdspakke 2 handler om at udvikle og teste nye undervisningsmetoder, der fokuserer på kulturel forståelse og relationel kompetence. Elever og lærere vil deltage i undervisningseksperimenter og interviews for at indsamle viden om, hvordan kulturelle perspektiver kan berige undervisningen.
• Arbejdspakke 3 har til formål at overføre de indsamlede resultater til praksis. Det sker gennem workshops og samarbejde med uddannelsesinstitutioner og ældreplejen, hvor nye undervisnings- og plejemetoder vil blive afprøvet og tilpasset.
På den måde vil projektet ikke blot skabe ny viden om, hvordan multikulturelle SOSU-elever kan forbedre ældreplejen, men også sikre, at denne viden bliver omsat til konkrete handlinger og forandringer i både uddannelsen og praksis. Målet er at skabe en mere inkluderende og kvalitetsorienteret ældrepleje, som kan imødekomme fremtidens udfordringer og behov i Danmark.

Hjemmesygepleje til borgere med psykiske lidelser

Forskning
Projektleder: Anne Bendix Andersen
Institution: VIA University College, forskningsområde for sundhed og samfund og sygeplejerskeuddannelsen
Bevilling: 493.500
Bevillingsår: 2024

I dette studie undersøger vi, hvordan hjemmesygepleje foregår, når hjemmesygeplejersker (HS) yder sygepleje til borgere med behov for psykiatrisk behandling og sygepleje.
I Psykiatriplanen fra 2022 er det en væsentlig ambition at hæve det faglige niveau for behandling og pleje til gruppen af borgere med behov for psykiatrisk pleje og behandling. I den forbindelse sættes der fokus på vigtigheden af at skabe sammenhængende forløb for borgerne på tværs af institutioner, lovgivning og sektorer.
HS møder ofte denne gruppe af borgere og skal hjælpe og støtte dem i fx medicinering, kontakt til praktiserende læger eller ambulatorier eller i situationer, hvor sygdommen betyder, at borgeren truer med at gøre skade på sig selv eller andre.
Målet med projektet er at finde ud af, hvilken rolle HS spiller som professionelle, der kan understøtte et meningsfuldt liv med psykisk sygdom, og at få øje på, hvor i nuværende praksis, der er udfordringer, der skal adresseres, hvis ambitionerne i politiske strategier, som fx Psykiatriplanen, skal indfries.
Projektet er delt i to. Et etnografisk studie (delstudie 1) og et aktionsforskningsstudie (delstudie 2).
Delstudie 1 foregår med udgangspunkt i HS arbejde med at understøtte og skabe sammenhængende forløb for gruppen af borgere. Her følger forskerne HS i midtjyske kommuner i deres arbejde, når de møder borgerne med psykiske lidelser. HS får mulighed for at vise, hvordan de arbejder, at fortælle om de muligheder og udfordringer, de oplever, og vise, hvornår det kan være vanskeligt at støtte borgerne pga. fx organisatoriske forhold, der betyder, at en borger ikke får den pleje og behandling, som HS vurderer, der er brug for.
Borgerne der er med i projektet, deltager i formelle og uformelle interview, når HS og forsker kommer på besøg, hvor de giver deres forståelser af at bo i eget hjem og have behov for hjælp og støtte pga. psykisk sygdom.
I delstudie 2 udformes to grupper, der består af udvalgte borgere, HS og en række andre aktører, der identificeres i delstudie 1. På baggrund af resultater fra delstudie 1 indgår disse aktører, som deltagere i to samskabelsesprocesser. Her skal de drøfte udfordringer, der opstår i praksis og komme med deres ideer til, hvordan en fremtidig praksis, bør se ud, hvis den skal være med til at skabe mere sammenhæng for borgerne. I samskabelsesprocessen vil der være mulighed for at igangsætte små prøvehandlinger for at teste gruppernes ideer.

Resultaterne fra dette projekt vil kunne bruges som grundlag for det videre arbejde med at sikre bedre kvalitet i pleje og behandling til borgere med psykiske lidelser i løbet af de næste ti år. En styrke ved projektet er, at resultater fremkommer med udgangspunkt i den praksis, hvor professionelle og borgere mødes og at såvel professionelle som borgere medvirker til at udvikle anbefalinger til en fremtidig praksis.

Videobaseret dokumentation – et bidrag til nytænkning og offentlig service af høj kvalitet

Forskning
Projektleder: Morten Lind Pedersen
Institution: Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
Bevilling: 494.840
Bevillingsår: 2024

Ca. 4 ud af 5 beboere på plejehjem har en grad af demens. Når en person har demens, kan der være udadreagerende adfærd og situationer hvor personen med demens nægter at samarbejde og få hjælp. Dette er ikke en bevidst handling, men skyldes sygdommen. I de situationer kan det være svært for personalet at tale og samarbejde med vedkommende på en god og værdig måde. For både personale og beboer kan disse situationer være meget ubehagelige og stressende at befinde sig i. Ofte kan personalet føle sig rådvild ift. at håndtere situationen. Når man ikke kan kommunikere gennem almindelig samtale hvad gør man så? Nogle tyer desværre til tvang, hvilket kun gør situationen endnu værre for begge parter.
Heldigvis er der andre veje at gå. Vi ved i dag, at sang og musik har en fantastisk god virkning på personer med demens. Hvis medarbejderen begynder at synge en velkendt sang for beboeren, der viser udadreagerende adfærd, kan denne pludselig få et glimt i øjet, begynde at smile og måske endda synge med på sangen. Og med den nye positive stemning bliver plejesituationen pludselig til en god og behagelig oplevelse for begge parter.
Vi har prøvet dette på flere plejehjem, og alle steder har vi oplevet at sangen og musikken har en positiv indvirkning på plejesituationen, som både beboerne/personalet og de pårørende sætter stor pris på. Lige så fantastisk det kan være at have disse oplevelser, lige så svært kan det være for medarbejderne at dele dem med ens kollegaer, der ikke var til stede i situationen. Det kan være svært at skrive disse stjernestunder ned, så ens kollegaer kan sætte sig ind i situationen, hvor beboeren gik fra at være sur og hidsig, til at være glad og samarbejdsvillig.
Igennem forskningsprojektet ønsker vi at udvikle og afprøve en model, der giver mulighed for, at medarbejderne kan filme de vanskelige plejesituationer, hvor der med succes anvendes sang og musik. Videoerne kan bruges som dokumentation/til at dele viden og til fælles læring. På den måde bliver det nemmere for kollegaerne at se hvad det var, der helt præcist skete – hvordan det kunne lykkes at gå fra en anspændt og ubehagelig situation, til en god og positiv oplevelse, der efterlader begge parter glade.
Vi ønsker at inddrage 2 plejehjem i Aarhus Kommune i udvikling/afprøvning af modellen. På et af disse plejehjem har vi allerede arbejdet med sang og musik gennem et år, men uden brug af video. Her vil vi udvikle og afprøve modellen og blive fortrolige med den måde at bruge video på i dagligdagen. Efterfølgende vil vi arbejde med sang og musik, kombineret med den udviklede model på et plejehjem, der ikke har arbejdet med nogen af delene tidligere.
Efter at have arbejdet med sang, musik og video på de to plejehjem, ønsker vi at formidle vores resultater, så andre kan få glæde af og bruge modellen til gavn for beboernes livskvalitet og trivsel i hverdagen; f.eks. til andre plejehjem i Aarhus Kommune, nationalt og inden for andre områder som handicapområdet og psykiatrien.