Der er stor ulighed i adgangen til palliation, idet 47% af alle kræftpatienter tilbydes specialiseret palliation, hvor det for patienter med andre diagnoser er 3%. Behovet for palliation forventes fordoblet i 2060 pga. flere ældre multisyge borgere. Det sætter pres på de specialiserede palliative enheder, som i forvejen har kapacitetsudfordringer. Palliation har vist sig at have effekt på patienters og pårørendes livskvalitet gennem symptomlindring, samtaler om fremtiden og støtte til pårørende. Tilmed kan det reducere sundhedsudgifter i form af reducerede antal indlæggelser, reducerede overflytninger til intensive afdelinger og generel overbehandling.
Af Sundhedsstyrelsens anbefalinger for den palliative indsats, fremgår det, at sygeplejersker på de specialiserede enheder bør have særlige kompetencer, men det er uklart hvilke kompetencer der menes, og især hvordan de opnås. Der mangler derudover viden om sygeplejersker i dag har de anbefalede kompetencer.
Traditionelt set har man beskrevet behovet for at personalet på de specialiserede palliative enheder alene har brug for specialiserede palliative kompetencer. Den opfattelse ønskes udfordret. Langt de fleste palliative patienter befinder sig i kommuner og på hospitaler, hvorfor det synes relevant at undersøge om sygeplejersker med særligt ansvar for palliation i kommuner og på hospitaler også har brug for specialiserede palliative kompetencer, og om det ligner de kompetencer man anvender på de specialiserede enheder.
Studiet forventes at kunne synliggøre hvilke kompetencer sygeplejersker med et særligt ansvar for palliation har i dag, og om disse lever op til gældende anbefalinger.
Der fremkommer viden om, hvilke kompetencer, herunder uddannelsesniveau, der er behov for i fremtiden for sygeplejersker på tværs af organisationsstrukturer.
Det forventes, at en afdækning af nuværende kompetencer og en kortlægning af det fremtidige behov på tværs af nuværende strukturer kan danne vidensgrundlag for fremtidige palliative efter-videreuddannelses tiltag. Målet er, at flere patienter med andre diagnoser end kræft i fremtiden kan tilbydes en kvalificeret palliativ indsats – også på hospitaler og i kommuner.
Projektet forventes gennemført over 3 år . Det er delt op i 3 delstudier.
1) National spørgeskemaundersøgelse blandt sygeplejersker med særligt ansvar for palliation på palliative enheder, hospitaler og kommuner afdækker nuværende erfarings- og uddannelsesmæssige kompetencer.
2) Fokusgruppeinterviews med relevante interessenter samt patienter vil afdække fremtidige behov for kompetencer og uddannelsesniveau.
3) En proces blandt eksperter vil forholde sig til data fra studie 2 og prioritere det mhp. at opnå konsensus omkring hvilke kompetencer, funktioner og uddannelsesniveau en sygeplejerske med særligt ansvar for palliation bør have, uanset ansættelsessted.
Resultater formidles gennem faglige selskaber til beslutningstagere og internationalt gennem videnskabelige artikler.
Projektet undersøger, hvordan nyuddannede socialrådgivere kan blive ramt af ”digital udbrændthed”, hvilket vil sige belastning og manglende trivsel, der ikke kun handler om arbejdsbyrden, men også om de mange digitale systemer, de skal bruge i hverdagen. Gennem interviews får vi en bedre forståelse for de udfordringer, socialrådgiverne oplever, og vi arbejder sammen med centrale aktører for at kunne pege på løsninger, der kan forebygge problemet. Målet er at bruge den nye viden på socialrådgiveruddannelserne og dermed hjælpe flere til at trives og blive i faget.
Forskning viser, at socialrådgivere ofte bliver presset af de mange digitale systemer, de skal arbejde med. Det kan føre til stress og udbrændthed, hvor mange socialrådgivere oplever, at de bliver et slags mellemled mellem borgerne og de digitale løsninger. Nyuddannede socialrådgivere skal både lære at håndtere systemerne selv, hjælpe borgerne med at finde rundt i dem og udføre socialt arbejde med borgerne, som de også selv er nye til. Det skaber ekstra belastning og peger i retning af en øget opmærksomhed på, hvordan digitale teknologier og arbejdspladsens forventninger påvirker medarbejdernes trivsel.
I stedet for at se udbrændthed som noget, der kun handler om den enkelte medarbejder, ser vi det som noget, der opstår i det sociale sammenspil, i mødet mellem medarbejdere, borgere, kolleger og de digitale teknologier, der former arbejdet. Projektet undersøger derfor, hvordan digitalisering påvirker arbejdslivet for nyuddannede socialrådgivere, og hvordan det kan være med til at skabe udbrændthed.
Gennem interviews med 15-20 nyuddannede socialrådgivere, som har oplevet udbrændthed i forbindelse med brugen af digitale teknologier, vil projektet besvare følgende spørgsmål:
Hvordan oplever nyuddannede socialrådgivere digital udbrændthed og hvordan kan denne forebygges?
Følgende underspørgsmål søges besvaret:
1. Hvilken rolle spiller digitale teknologier i nyuddannede socialrådgiveres oplevelser af krydspres?
2. Hvad betyder det at være digitalt udbrændt for nyuddannede socialrådgivere og hvilken rolle spiller krydspres heri?
3. Hvilke muligheder for forebyggelse af digital udbrændthed blandt socialrådgivere kan der identificeres i samarbejde med praksis, f.eks. uddannelser og rådgivning?
Projektet skal give ny viden om, hvordan digitalt arbejde hænger sammen med udbrændthed blandt nyuddannede socialrådgivere, og hvordan man kan forebygge de negative konsekvenser for deres mentale helbred. Vi ser udbrændthed som et resultat af de måder, arbejdet er organiseret på, og de sociale rammer omkring det. Først undersøger projektet, hvad digital udbrændthed egentlig består i, dernæst hvordan vi i samarbejde med uddannelser og øvrige samarbejdspartnere kan finde veje til at forebygge det. Projektet følges derfor også af en sparringsgruppe med stærk forankring i praksis og i socialrådgivernes uddannelse.
Når børn indlægges på hospitaler, skal de ofte gennemgå procedurer, hvor de bliver fysisk fastholdt, fordi de er bange og ikke vil samarbejde. Fastholdelse kan gøre børn endnu mere angste, give dem traumer og medføre, at de senere i livet undgår at søge behandling. Fastholdelse af barnet er også belastende for forældre, der kan føle afmagt og skyld, hvis de deltager eller overværer fastholdelsen, og for sundhedspersonale, som kan opleve moralsk stress.
Fastholdelse er fortsat meget almindelig praksis indenfor pleje og omsorg af børn på somatiske hospitaler. Men hyppigheden og alvoren af brugen af fastholdelse i forbindelse med procedurer er begrænset. I 2022 blev ISupport-standarderne, som er forankret i FN’s Konvention om Børns Rettigheder, udviklet. Standarderne har til formål at minimere procedurebetinget belastning, reducere brugen af fastholdelse og sikre børns aktive inddragelse i deres egen pleje. Helt konkret angiver standarderne principper som kan støtte børn i alderen 0-18 år i forbindelse med procedurer, og er designet i tre udgaver til hhv. børn, forældre og sundhedsprofessionelle. ISupport har udviklet tilhørende konkrete værktøjer til anvendelse, som er designet til både at børn, forældre og sundhedsprofessionelle kan evaluere deres oplevelse i forbindelse med procedurer. Standarderne er dog endnu ikke taget i brug eller evalueret i Danmark og værktøjerne er ikke oversat til dansk.
I projektet vil vi oversætte og tilpasse standarderne og de tilhørende værktøjer. Samtidig kortlægger vi, hvor ofte børn fastholdes, hvordan det opleves af familier og personale, og hvilke forhold der fremmer eller hæmmer ændringer implementering og anvendelse af ISupport standarderne og værktøjerne.
Med projektet håber vi opnå ny viden til at understøtte forandring, fremme bæredygtige forbedringer og muliggøre fremtidig evaluering af ISupport standardernes effekt i dansk pædiatrisk pleje. Projektet vil dokumentere omfanget af fastholdelse samt familiernes ´ erfaringer gennem hele procedureforløbet, hvilket bidrager til en mere nuanceret forståelse af nuværende og fremtidige praksisser. Resultaterne vil skabe grundlag for at beskytte børns rettigheder i overensstemmelse med FN’s Børnekonvention og samtidig adressere den belastning, som forældre og sundhedsprofessionelle oplever ved fysisk fastholdelse. Milepælene omfatter oversættelse og tilpasning af ISupport-standarderne og auditværktøjer etablering af baseline-data samt analyse af implementeringsfaktorer. På sigt vil projektet muliggøre systematisk evaluering af standardernes effekt gennem RIGHT-CHILD-CARE-programmet og danne afsæt for bred implementering, udbredelse og forankring nationalt gennem publikationer, undervisning og videndeling.
Når børn og unge både har psykiske og fysiske helbredsproblemer, kan deres behandlingsforløb blive meget komplekse. De kan have kontakt til både børne- og ungdomspsykiatrien, børneafdelinger på hospitalet, egen læge og forskellige kommunale tilbud. Hver del af systemet arbejder ofte for sig, og det kan være svært for både børn, forældre og fagfolk at finde rundt i. Denne mangel på sammenhæng betyder, at disse børn risikerer at få længere og mere belastende forløb, hvor vigtige oplysninger går tabt, og hvor hjælpen ikke hænger ordentligt sammen.
CAREBRIDGE er det første forskningsprojekt, der systematisk undersøger, hvordan disse børn og deres familier oplever forløbene, og samtidigt medtager hvordan sundhedsvæsen og kommune arbejder sammen i praksis. Vi vil tale med forældre, fagfolk og samarbejdspartnere og observere, hvordan forløb bliver planlagt og koordineret. På den måde får vi indblik i, hvor det fungerer godt, og hvor det går galt. Denne viden skal bruges til at pege på, hvordan samarbejdet på tværs af hospital, almen praksis og kommune kan styrkes, så børn og unge får mere sammenhængende forløb, og familierne oplever bedre støtte i en svær situation.
Projektet gennemføres netop nu, hvor børne- og ungdomspsykiatrien og H.C. Andersen Børne- og Ungehospital skal flytte sammen i det nye universitetshospital i Odense (NytOUH). Denne samplacering giver en enestående mulighed for at skabe nye former for samarbejde, og CAREBRIDGE kan bidrage med viden, der kan bruges direkte i udviklingen af disse.
Målet er at skabe ny viden, der kan bruges til at udvikle et bedre og mere systematiseret samarbejde om denne målgruppe mellem hospitaler, almen praksis og kommuner. Det handler både om at sikre, at barnet og familien oplever et mere overskueligt forløb, og om at sundhedsvæsenet arbejder mere effektivt. Resultaterne vil ikke kun gavne børn og familier i Syddanmark, men også danne grundlag for nye løsninger på nationalt plan og være relevante internationalt, da mange lande står med samme udfordringer.
Mange flygtninge i Danmark har oplevet krig, vold og forfølgelse. Disse oplevelser kan føre til alvorlige psykiske problemer som posttraumatisk stresslidelse (PTSD), depression og angst. I Danmark tilbydes behandling i specialiserede traumeklinikker, men erfaringen viser, at mange patienter enten stopper før tid eller ikke oplever væsentlig bedring. Det betyder, at psykiske problemer fortsætter ubehandlet, livskvaliteten forringes, integrationen svækkes, og sundhedsvæsenets ressourcer udnyttes mindre effektivt.
Formålet med projektet er at finde ud af, hvilke faktorer der tidligt i et behandlingsforløb kan forudsige, hvem der har størst risiko for at afbryde behandlingen, eller ikke får gavn af den. Vi vil se på både individuelle forhold som symptombelastning, helbredstilstand, traumehistorie og alder, samt sociale og strukturelle faktorer som boligforhold, uddannelse, beskæftigelse, sproglige barrierer og migrationsbaggrund.
Projektet bruger data fra den Danske Traumadatabase, som indeholder oplysninger om flygtninge, der har modtaget behandling, og kombinerer disse med landsdækkende registerdata fra Danmarks Statistik om bl.a. helbred, indkomst, uddannelse, beskæftigelse og bopæl. Ved at koble kliniske og registerbaserede oplysninger får vi en mere præcis og objektiv kortlægning af de faktorer, der påvirker behandlingsforløb, end hvis vi kun anvendte patienters egne oplysninger.
Vi vil analysere data ved hjælp af statistiske metoder og maskinlæring for at udvikle prædiktive modeller, der kan hjælpe behandlere med at identificere risikopatienter tidligt. Denne viden kan bruges til at tilpasse behandlingen, tilbyde ekstra støtte eller alternative forløb til dem, der har størst risiko for frafald eller manglende effekt.
Målet er at skabe værktøjer, der kan implementeres direkte i traumeklinikkernes praksis, så klinikere hurtigt kan vurdere, hvilken indsats der er mest hensigtsmæssig for den enkelte patient. På længere sigt kan projektets resultater bidrage til bedre behandlingsresultater, øget gennemførsel, mere effektiv brug af sundhedsvæsenets ressourcer og større lighed i sundhed.
Projektet vil dele resultaterne med klinikere, forskere, myndigheder og beslutningstagere gennem publikationer, konferencer og målrettet formidling. Dermed kan erfaringerne bruges til at forbedre indsatsen for nogle af samfundets mest sårbare borgere og styrke integration og trivsel blandt traumatiserede flygtninge i Danmark.
Hvert år rammes omkring 5.000 danskere af hjertestop uden for hospital (OHCA). Overlevelsen er siden 2001 steget markant, fra 4 % til 14 %, takket være udbredelsen af hjertestartere, øget fokus på genoplivning og en styrket præhospital og tidlig hospitalsindsats. Denne succes har skabt en voksende gruppe af borgere, som lever videre efter hjertestop. Det er dog samtidig blevet tydeligt, at overlevelse kun er første skridt: mange oplever langvarige følgevirkninger såsom nedsat livskvalitet, kognitive vanskeligheder, angst, depression og udtalt træthed, hvilket gør det svært at vende tilbage til arbejde, sociale roller og et normalt hverdagsliv.
Hidtil har forskningen primært haft fokus på at øge overlevelsen og forbedre de tidlige følgevirkninger. Viden om de langsigtede konsekvenser er begrænsede, både for overlevere og deres pårørende. De få eksisterende studier peger på, at pårørende kan opleve betydelig stressbelastning og øget risiko for angst, depression og PTSD, men omfanget og konsekvenserne heraf er ukendte. Samtidig ved vi ikke, i hvilket omfang hjertestop medfører sygefravær eller udløser genindlæggelser af andre årsager end hjertesygdom. Dermed mangler vi helt grundlæggende viden til at forstå de samlede menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser.
Dette PhD-projekt vil udfylde dette videnshul ved at undersøge de langvarige konsekvenser af hjertestop for både overlevere og deres nærmeste familiemedlemmer. Projektet baserer sig på danske sundheds- og befolkningsregistre og gennemføres i tre delstudier:
1. Genindlæggelser: Hvor mange overlevere bliver indlagt igen inden for et år, hvad er årsagerne, og hvilke grupper er særligt udsatte?
2. Sygefravær og arbejdsmarkedstilknytning: Hvor længe er overlevere og ægtefæller væk fra arbejdsmarkedet, og hvem har sværest ved at vende tilbage?
3. Psykisk belastning hos ægtefæller: Hvor mange påbegynder behandling med psykofarmaka (fx antidepressiv eller angst medicin) som tegn på psykiske eftervirkninger?
Ved hjælp af avancerede, gennemprøvede statistiske modeller og sammenligning med baggrundsbefolkningen vil projektet give det mest detaljerede billede til dato af livet efter hjertestop i Danmark.
Projektet vil generere ny viden, som direkte kan anvendes til at styrke opfølgningen af både overlevere og pårørende. Resultaterne kan danne grundlag for udvikling af målrettede rehabiliterings- og støtteindsatser samt informere fremtidige sundhedspolitiske prioriteringer. På samfundsniveau vil projektet bidrage til en bedre forståelse af de økonomiske og arbejdsmarkedsmæssige konsekvenser af hjertestop, hvilket er afgørende for at sikre en bæredygtig og effektiv indsats på området.
Når alvorlig sygdom som Parkinsons sygdom rammer mennesker midt i livet, påvirkes både identitet, familieliv og arbejdsliv. Mange yngre med Parkinson oplever udfordringer i mødet med kommunale hjælpesystemer, når de forsøger at fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Samtidig mangler der viden om netop denne gruppe, da forskning og indsatser ofte har fokus på ældre med Parkinson.
Dette projekt undersøger, hvordan yngre med Parkinson oplever hverdagen og samarbejdet med kommunen – og hvordan vi kan forbedre støtten, så de kan blive på arbejdsmarkedet så længe det giver mening og værdi for den enkelte.
Projektet har tre dele:
1) Yngre med Parkinsons perspektiver: Gennem interviews med 15 personer under 56 år med Parkinson indsamles erfaringer om arbejdsliv, hverdagsudfordringer og mødet med kommunen.
2) Kommunernes praksis: Vi undersøger, hvordan forskellige kommuner organiserer deres indsats for yngre med Parkinson. Hvilke fagpersoner er involveret, og hvordan samarbejder de?
3) Udvikling af løsninger: I samarbejde med kommunale medarbejdere, yngre med Parkinson, studerende og forskere afholdes workshops, hvor deltagerne sammen udvikler konkrete forslag til, hvordan mødet med kommunen kan forbedres. Målet er at skabe konkrete forslag til nye måder at arbejde på, som kan afprøves og videreudvikles.
Projektet bygger på et tæt samarbejde med målgruppen ved at involvere personer, der selv lever med Parkinson. Det sikrer, at løsningerne tager udgangspunkt i virkelige behov og erfaringer. Resultaterne forventes ikke kun at gavne yngre med Parkinson, men også andre, der rammes af sygdom midt i livet – som fx gigt eller sklerose. Projektet kan dermed bidrage til bedre og mere sammenhængende støtte i de kommunale hjælpesystemer.
Autistiske mennesker har større risiko for at opleve social isolation end andre grupper. Mange oplever at stå udenfor fællesskaber, enten fordi de bliver misforstået og ekskluderet, eller fordi de selv trækker sig for at beskytte sig mod stress og nederlag i sociale situationer. For nogle kan isolationen i begyndelsen føles trygt og selvvalgt, men over tid kan den udvikle sig til en belastende og fastlåst tilstand, som er svær at komme ud af. Dette projekt ønsker derfor at undersøge, hvordan autistiske unge og voksne selv oplever isolation. Målet er at skabe ny viden, der kan omsættes til konkrete og brugbare anbefalinger for den socialfaglige indsats. Det skal bidrage til at styrke livskvaliteten og social inklusion for autistiske mennesker. Projektet bygger på en tværfaglig tilgang og inddrager både pædagogiske, psykologiske og antropologiske perspektiver. Det består af tre primære aktiviteter: individuelle interviews, kreative værksteder og tematiske workshops. Samt to hoved outputs: praksisnære anbefalinger og en videnskabelig artikel.
Aktiviteter:
Interviews: 15 autistiske personer med erfaringer med isolation deltager i to individuelle interviews. Det første fokuserer på deres oplevelse af isolation, og det andet på de omstændigheder, der førte til isolationen, samt hvad der har hjulpet dem med at bryde den.
Kreative værksteder: Deltagerne tilbydes mulighed for at udtrykke deres oplevelser visuelt, for eksempel gennem billeder, for at imødekomme forskellige kommunikationsformer.
Workshops:
• Workshop med fagfolk, hvor deltagernes erfaringer kobles til den praksis, som anbefalingerne skal anvendes i.
• Workshop med pårørende, især forældre til isolerede autistiske unge, som både kan være en støtte og selv være påvirket af isolation.
• Afsluttende workshop, hvor autistiske deltagere, pårørende og fagfolk sammen drøfter, hvordan erfaringerne kan omsættes til konkrete anbefalinger.
Projektet gennemføres i tæt samarbejde mellem Hinnerup Beskæftigelse og Uddannelse og lektor Mette Elmose fra Aalborg Universitet, som er førende ekspert inden for ensomhed og autisme. Hinnerup Beskæftigelse og Uddannelse er en del af Specialområde Autisme, Region Midtjyllands højtspecialiserede tilbud til autistiske voksne.
Derudover samarbejder projektet med en autistisk samarbejdspartner og valideres af et advisory board bestående af autistiske borgere. Projektet munder ud i praksisnære anbefalinger og en videnskabelig artikel, der har til formål at diskutere forholdet mellem definitionen af og kompleksiteten bag isolationen og den tilbudte indsats. Projektet forventes yderligere at danne grundlag for udviklingen af flere projekter og diskussioner, hvor autistiske menneskers egne erfaringer bliver en aktiv del af løsningen. På den måde kan vi udvikle meningsfulde og holistiske tilgange for at forebygge og afhjælpe isolation.
Endometriose er en sygdom som rammer op mod 10% af kvinder, svarende til 190 millioner kvinder verden over. Ud over at have en stor påvirkning på kvinders helbred, kan kvinder med endometriose være i øget risiko for at udvikle kræft og hjerte-kar sygdomme. Derudover peger forskning i retningen af, at noget af den eneste behandling man kan tilbyde kvinder med endometriose, nemlig hormonbehandling og kirurgi, yderligere kan påvirke denne risiko. Dog er den nuværende viden stadig usikker. Med de danske nationale registre har vi en unik mulighed for at kortlægge 1) om kvinder med endometriose er i større risiko for at udvikle kræft og hjerte-kar sygdomme og 2) hvor meget af denne risiko der skyldes den behandling man anvender til endometriose symptomer. Derudover vil vi i analyserne undersøge betydningen af kvindens alder da hun startede med hormonbehandling/blev opereret, hvor lang tid hun har været i behandling med hormoner/antal af operationer, typen af hormonbehandling/operation. Med registrene har vi mulighed for at følge kvinderne over en lang årrække, og sammenligne med kvinder fra den generelle befolkning, uden endometriose.
Der er stigende bekymring for brug af opioider blandt unge i Danmark. Opioider er stærkt vanedannende, og der er betydelig risiko for dødelige eller alvorlige skader ved overdoser, og opioider er involveret i størstedelen af narkotikarelaterede dødsfald.
Til at forebygge alvorlige skader eller død som følge af overdoser udgør naloxon en vigtig
modgift. Som led i handleplanen ’Ungdom Uden Opioider’, besluttede regeringen derfor i 2024 at gøre naloxon som næsespray tilgængeligt i håndkøb på landets apoteker som svar på stigningen i unges brug af opioider. Formålet var at give unge, deres venner, familie og andre voksne omkring dem adgang til et konkret redskab, så de kan reagere ved en formodet overdosis, hvor professionel hjælp ikke er til stede. Det er dog endnu uklart, hvordan ordningen virker i praksis, herunder hvor meget, der bliver købt, hvem der køber det, og hvordan apotekerne håndterer salget. Der foreligger heller ikke systematisk indhentet viden om:
Dette forskningsprojekt undersøger derfor, hvordan den nye håndkøbsordning fungerer, og hvilken rolle unge og deres netværk kan spille i forebyggelse af opioidoverdoser. Projektet kombinerer surveydata om salg og udlevering af naloxon på apoteker med en kvalitativ undersøgelse, der består af interviews med unge og pårørende. Blandt andet undersøges, hvem der køber naloxon, hvordan salget fordeler sig geografisk, hvordan apotekerne instruerer i brug af naloxon, og hvilke erfaringer og opfattelser unge og pårørende har i relation til brugen. Formålet er at gøre status på tiltaget og skabe ny viden, som kan styrke den nuværende indsats og bidrage til forebyggelse af opioidoverdoser. Resultaterne vil blive formidlet i en rapport, korte videoer målrettet unge og pårørende samt videnskabelige artikler. Derudover afholdes en temadag, hvor vi deler viden med praktikere, beslutningstagere og andre interesserede.
Projektet “Udsatte ældre rusmiddelbrugeres adgang til social- og sundhedstilbud” undersøger, hvorfor ældre rusmiddelbrugere ofte ikke benytter social- og sundhedstilbud, selvom de har behov for og ret til dem. Antallet af ældre rusmiddelbrugere stiger og de lider ofte under komplekse problematikker som fysisk og psykisk svækkelse, fattigdom og manglende netværk. Disse
problematikker betyder, at de ældre rusmiddelbrugere har behov for hjælp og støtte. Men de samme problematikker kan også gøre det svært at få adgang til relevante tilbud. Drivkraften bag projektet er at lade denne oversete gruppe af ældre komme til orde og høre, hvordan de opfatter mulighederne for at få den hjælp og støtte, de ønsker. På nuværende tidspunkt
findes der ikke systematisk viden om de ældre rusmiddelbrugeres egne oplevelser af, hvad der gør sociale og sundhedstilbud tilgængelige eller utilgængelige for dem. Denne viden skal projektet
skabe ved hjælp af interviews med udsatte ældre rusmiddelbrugere og analyser af de ældres journaler. Interviewene og journalanalyserne skal belyse fysiske, sociale og organisatoriske forhold,
der påvirker tilgængeligheden for udsatte ældre rusmiddelbrugere. På den baggrund vil projektet udpege mulige løsninger, der kan gøre det lettere for grupper af udsatte ældre at få den hjælp og støtte, de har brug for og ret til.