Et spørgsmål man ofte møder hos patienten med nydiagnosticeret KOL er: ”Tror du mine
lunger ville blive bedre hvis jeg begyndte at træne?” Om end vi stort set altid vil anbefale
patienterne at træne har vi har sundhedsprofessionelle på nuværende tidspunkt yderst
svært ved at svare på netop det spørgsmål – og med god grund, da det endnu er
uafklaret.
Det er velkendt at regelmæssig fysisk træning reducerer symptomer og bedrer livskvalitet
hos patienter med KOL, men mekanismerne er uafklarede. Således ses ingen ændringer
som følge af træning i patienternes lungefunktion målt ved såkaldt spirometri
(’pusteprøve’), som ellers er en stærk markør for patienternes almene tilstand og
prognose. Spirometri er imidlertid et relativt ’groft’ mål, som udelukkende belyser
sygdomsændringer i luftvejene. Samtidig har en række studier vist, at der ses udtalte
ændringer i lungekarrene fra de helt tidlige stadier af KOL. Lungekarrenes funktion er
principielt lige så vigtige for iltoptagelsen som selve luftvejene i sig selv, både i hvile og
under fysisk aktivitet. Men det vides ikke, i hvilken grad ændringer i lungekarrenes
funktion bidrager til at begrænse fysisk formåen ved KOL, ligesom det er uvist om
ændringer heri bidrager til de gavnlige effekter af træning.
Hos patienter med KOL fører regelmæssig, superviseret, fysisk træning til øget maksimal
iltoptagelse som følge af nydannelse af lungernes kapillærer, dvs. de helt små kar hvor
iltoptagelsen foregår.
Forskningsprojektet planlægges som del af to ph.d.-studier, og vil inkludere 40
mennesker, der lever med moderat til svær KOL. Via lodtrækning vil disse patienter blive
udvalgt til et at gennemgå et superviseret træningsforløb eller et kontrolforløb uden
træning, begge på 6 måneder .
Deltagerne vil få udført en vifte af undersøgelser ved starten og efter forsøget for at se på
deres fysiske formåen, kropssammensætning og lungefunktion samt gennemgå
interviews og spørgeskemaer vedrørende deres livskvalitet. Via avancerede
billeddiagnostiske metoder vil det i denne sammenhæng blive undersøgt om der sker
ændringer i fordelingen af lungernes gennemblødning i hvile og under fysisk aktivitet,
som udtryk for fysiologisk betydende karnydannelse i lungerne. Ved hjælp af såkaldte
biomatematiske metoder vil det blive afklaret i hvor høj grad sådanne evt. ændringer
bidrager til den enkelte patients maksimale iltoptagelse og dermed den fysiske formåen.
Perspektiver
Såfremt dette er tilfældet, vil det hjælpe os til i fremtiden at designe træningsregimer og
andre behandlinger for KOL-patienter som specifikt er målrettet lungekarrenes funktion, i
særdeles til gavn for det enkelte individ, men også med en samfundsøkonomisk gevinst.
Vi håber således at skabe ny viden vedrørende de mekanismer der styrer dannelsen
samt nedbrydelsen af de helt små kar i lungekredsløbet for måske at kunne finde ’targets’
for fremtidig medicinsk behandling hos denne udsatte patientgruppe
Projektet er et udviklingsprojekt i samarbejde mellem Aarhus kommune/sundhed og omsorg. Skanderborg Kommune/sundhed, omsorg og handicap, Sundhedsadministrativ koordinatoruddannelsen og Center for professionsstudier, VIA University College.
Projektet identificerer og beskriver sundhedsadministrative opgaver og arbejdsgange i kommunalt regi og har fokus på, hvordan opgaver meningsfuldt kan flyttes mellem faggrupper, under en forståelse af rette kompetencer til rette opgaver.
Udgangspunktet for at en opgaveflytning overhovedet er mulig, er etableringen af en ny sundhedsadministrativ koordinator uddannelse. Uddannelsen har fokus på det samlede sundhedsvæsen og på at uddanne professionelle med stærke kompetencer indenfor bl.a. koordinering, jura, digitalisering, kommunikation og patient/borgerinddragelse. Sundhedsvæsenet er under stigende pres. Forventningen er, at en væsentlig del af sundhedsvæsenets opgaver fremtidigt skal løses kommunalt, tæt på den enkelte borger. Kommunerne udfordres af den demografiske udvikling med flere ældre og flere multisyge, ligesom de presses af den generelle mangel på kvalificeret arbejdskraft indenfor det sundhedsfaglige område. Der er brug for nytænkning og nye løsninger, hvis kvaliteten i den kommunale del af sundhedsvæsenet skal opretholdes og ikke mindst, hvis borgerne skal opleve at mødet med sundhedsprofessionelle er båret af reel tid og tilstedeværelse frem for administration og koordinering. Endnu er der sparsom viden om, hvordan sundhedsadministrative opgaver tager sig ud i kommunalt regi, da opgaverne løses som en del en sundhedsprofessionel opgaveportefølje og altså ikke med selvstændig fokus på den administrative og koordinerende del. Og det er netop her, projektets nyhedsværdi ligger: Ved at skabe viden herom, kan fremtidig opgavefordeling og organisering af den kommunale sundhedsfaglige indsats drøftes med et helt andet afsæt end hidtil. Metodisk involverer projektet observationer, videodagbøger, fokusgruppeinterview og fremtidsværksted. Projektets styrke er bl.a. at de involverede aktører arbejder tæt sammen, både som observatører/observerede og i den efterfølgende idégenerering. Hvis viden fra projektet skal opleves som relevant, meningsfuldt og ikke mindst realiserbar i et udviklingsperspektiv, er et tæt samarbejde afgørende. Netop fordi projektets viden genereres i tæt samarbejde mellem praksis, uddannelsesinstitution og forskningsinstitution er der en forventning om en stærk synergieffekt, hvor praksisbehov og uddannelseskompetencer kan udvikles sammen og påvirke hinanden til gavn for borgerne. Samtidig med at projektet har et stærkt overordnet borgerrettet formål, er der også fokus på den professionelle rolle og opgavefordeling i en kommunal praksis, hvor en mere kompetence-afstemt meningsfuld opgaveløsning, forventes at kunne bidrage til rekruttering og fastholdelse af sundhedsprofessionelle. Formidlingen målrettes kommunerne, uddannelsessektoren, fagpolitiske områder og patientorganisationer.
Vi søger midler til at udvikle og teste en model for ældrekorps, der skal bekæmpe ensomhed og social isolation blandt minoritetsetniske ældre over 65 år. I projektperioden etableres et frivilligt ældrekorps på Nørrebro som et pilotprojekt.
Projektet tager udgangspunkt i en peer-to-peer tilgang, hvor frivillige ældre fra målgruppen fungerer som link-workers og hjælper deres jævnaldrende med at få overblik over og tilgå lokale sociale og sundhedstilbud.
Erfaringer fra vores andre indsatser viser, at peer-to-peer tilgangen styrker identitet, fællesskab og handlekraft, fordi målgruppen selv er medskaber af indsatsen. Tilgangen skaber desuden fleksibilitet, da den gør det muligt for dem, der modtager hjælp, at skifte position og blive frivillige, når deres ressourcer ændrer sig. Omvendt kan frivillige, der får brug for støtte, modtage hjælp som en del af målgruppen. Det skaber mere ligeværdige relationer mellem de frivillige og ældre og gør det naturligt at veksle mellem at hjælpe og modtage hjælp.
De frivillige ældre opkvalificeres i at bruge det relationelle støttekort som redskab til at hjælpe andre ældre med at navigere i deres sociale netværk og tilgængelige støttemuligheder, samtidig med at de igangsætter samtaler om alderdommen. Ved at aktivere de ældres egne ressourcer og styrke deres handlekraft hjælper denne tilgang de ældre med at håndtere de sproglige, kulturelle og helbredsmæssige barrierer, der ofte gør det svært for dem at opsøge relevante tilbud og fællesskaber.
Gennem opkvalificering og løbende støtte vil ældrekorpset vejlede andre ældre og styrke deres tilknytning til sociale fællesskaber. Dette vil ikke kun øge viden om tilgængelige ældretilbud blandt målgruppen, men også bidrage til tidlig opsporing af mulige sundhedsmæssige og sociale udfordringer. Projektet vil facilitere et samarbejde mellem ældrekorpsets frivillige og lokale fagpersoner gennem to dialogmøder. Disse møder styrker fagpersonernes forståelse af målgruppens behov og fremmer samarbejdet med ældrekorpset.
Projektet sigter mod at udvikle en bæredygtig og skalerbar ældrekorpsmodel, der kan udbredes til andre byområder og kommuner efter projektets afslutning. Erfaringerne fra etableringen af ældrekorpset på Nørrebro vil være afgørende for at finjustere og sikre, at modellen fungerer optimalt. Gennem løbende dataindsamling og tæt samarbejde med målgruppen vil modellen blive tilpasset deres behov, hvilket sikrer en målrettet og effektiv indsats.
Projektet vil føre til øget trivsel og sundhed blandt minoritetsetniske ældre, samt styrke deres kendskab til sociale netværk og støttemuligheder. Samtidig vil det fremme relationerne mellem ældre, frivillige og fagpersoner, hvilket bidrager til en mere inkluderende og sammenhængende social- og sundhedsindsats. Den langsigtede effekt er, at flere minoritetsetniske ældre vil opleve forbedret sundhed og livskvalitet, øget lighed i de sociale og sundhedstilbud samt styrket handlekraft og motivation.
Brud mellem gamle forældre og voksne børn er udbredte og indgribende, men der findes i Danmark i dag ingen social indsats, som adresserer intergenerationelle brud. Projekt Forældre for Altid skal udvikle og afprøve en intervention til støtte for familier, hvor ældre forældre og voksne børn har afbrudt kontakten.
Ny dansk forskning har vist, at brud hænger sammen med dårligere mentalt og fysisk helbred for gamle forældre, at de negative følgevirkninger af brud er vedvarende, og at særligt forældre føler sig magtesløse i forhold til bruddet.
Interventionen skal støtte forældre i, hvordan brud med voksne børn kan håndteres. Interventionen skal hjælpe forældre til en bedre forståelse af bruddet og relationen til deres voksne barn og vejlede i, om og hvordan genoptagelse af kontakt kan forsøges, samt evt. mægle mellem parterne.
Projektet sker i samarbejde mellem Fonden Ensomme Gamles Værn og KFUM’s Sociale Arbejde. Begge organisationer har erfaret, hvordan brudte relationer til voksne børn er et væsenligt, men forsømt socialt problem for mange ældre mennesker. Fonden Ensomme Gamles Værn har gennem et erhvervs-ph.d.-projekt udforsket de sociale og helbredsmæssige implikationer af intergenerationelle brud, og problematikken har været iøjnefaldende blandt KFUM’s Sociale Arbejdes udsatte målgrupper. I samarbejdet vil fonden varetage udviklings- og evalueringselementer, mens KFUM’s Sociale Arbejde varetager praksisafprøvning og koordinering af indsatsen.
Projektet vil i praksis bestå af udvikling og afprøvning af en metode organiseret som et trinvist forløb af fem dele. I første trin arbejdes med forælderens forståelse af bruddet. Mange forældre går alene med bekymringer om bruddet, og forskningen viser, at det kan lindre at betro sig til en fagligt kyndig person med dybere forståelse for deres situation. Andet trin skal støtte til åbning af potentiel dialog med voksne børn. Tredje trin består af neutral, upartisk mægling faciliteret af uddannede konfliktmæglere. Fjerde trin består af tilbud om netværksgrupper for forældre, som har deltaget i interventionen. Femte trin er tilbagemelding fra forældre og evt. voksne børn på interventionen.
Interventionens succeskriterie er at skabe positiv forandring for ældre forældre, for deres børn og i forlængelse heraf den udvidede familie, som er berørt af bruddet. Dette opnås, hvis parterne forsones, men også hvis forældre opnår afklaring og finder ro i situationen.
En evaluering skal afdække, i hvilket omfang interventionen har medvirket til forandring i forældrenes liv og i deres perspektiv på relationen til voksne børn. Efter projektet formidles erfaringer via en evalueringsrapport, faglige artikler og foredrag m.v. Forankring af interventionen er tiltænkt KFUM’s Sociale Arbejde.
Projektet Styrkede Stemmer og Fællesskab har som mål at udvikle og dokumentere en ny socialfaglig metode, der skal skabe trygge og inkluderende væresteder for udsatte mennesker i hele Danmark. Metoden tager udgangspunkt i erfaringerne fra værestedet Gang i Gaden på Vesterbro, hvor der i over 17 år er blevet arbejdet målrettet for at støtte mennesker, der lever i hjemløshed, ensomhed, psykiske lidelser og med misbrugsproblemer.
Hvad handler projektet om? Mange væresteder arbejder med socialt udsatte, men der mangler en samlet metode, som kan bruges på tværs af landet. Gang i Gaden har udviklet en række principper, der gør værestedet til et trygt miljø med fokus på fællesskab, stabilitet og støtte. Projektet vil videreudvikle og dokumentere disse principper, så de kan inspirere andre væresteder og sociale indsatser.
Metoden handler om mere end bare at tilbyde støtte. Den fokuserer også på at inddrage brugerne som aktive medskabere af aktiviteter og beslutninger. Det giver dem ikke blot et bedre liv, men også en stemme, der kan bidrage til at påvirke de systemer og strukturer, der ofte virker utilgængelige for dem.
Hvordan vil projektet gøre en forskel? Metoden bygger på ni centrale principper, der blandt andet sikrer:
-Psykologisk tryghed for både brugere og medarbejdere.
-Et miljø med lavt konfliktniveau og højt engagement.
-Adgang til fællesskab og stabilitet gennem omsorgsfulde aktiviteter som måltider, rådgivning og traumereducerende samtaler.
-Brugerinddragelse, hvor de udsattes stemmer bliver hørt og bidrager til forandringer i deres egne liv og samfundet.
I projektperioden (2025-2028) vil vi teste og tilpasse metoden, så den kan bruges i andre væresteder på tværs af Danmark. Målet er at udvikle konkrete redskaber og en vejledning, som kan hjælpe andre væresteder med at skabe lignende resultater.
Hvordan deler vi metoden med andre? En vigtig del af projektet er dokumentation og vidensdeling. Vi vil samarbejde med en ekstern evaluator for at sikre, at metoden bliver grundigt afprøvet og veldokumenteret. Erfaringerne vil blive præsenteret på en gadeplanskonference og gennem rapporter, videoer og foldere. Vi håber at inspirere væresteder over hele landet og skabe en samlet tilgang, der kan forbedre indsatsen for udsatte mennesker.
Hvorfor er det vigtigt? Udsatte mennesker har ofte komplekse udfordringer, som kræver helhedsorienterede løsninger. Ved at udvikle og dele en stærk metode kan vi hjælpe væresteder med at skabe bedre rammer for støtte og fællesskab. På sigt vil det styrke både de udsatte mennesker, der bruger værestederne, og de medarbejdere og frivillige, der arbejder der.
Projektet er en investering i en mere inkluderende og retfærdig indsats for samfundets mest udsatte, og vi ser frem til at gøre en forskel – ikke bare på Vesterbro, men i hele Danmark.
Musikalske Alliancer er et nytænkende projekt, der kombinerer kunst, forskning og psykiatrisk behandling i et unikt samarbejde. Projektet skaber et praksisfællesskab, hvor professionelle musikere fra ensemblet Lydenskab, patienter og behandlere sammen udvikler personlige musikalske og poetiske værker. Formålet er at udforske, hvordan kunst kan bidrage til at styrke patienters selvforståelse, tro på egne ressourcer og forbundethed til omgivelserne.
Det ligger i kunstens væsen at gå nye veje. Det ligger i musikkens natur at lytte på nye måder. I Musikalske Alliancer lytter vi til alle stemmer – de indre og de ydre, i et medmenneskeligt møde, hvor vi sammen udforsker styrkede livsfortællinger og potentialet for at blive dirigent i eget liv.
Musikalske Alliancer repræsenterer en innovativ tilgang, hvor kunsten ikke blot er et supplement, men en nødvendig og meningsfuld del af behandlingen. Dette arbejde viser, hvordan et polariseret sind og et polariseret behandlingslandskab kan finde nye balancer ved at bruge den kunstneriske samskabelse som en arena for aktiv empati og nye forståelser.
Projektet søger at skabe nye måder at forstå og behandle psykiske lidelser med fokus på mennesker, der hører stemmer, i en tid og et område, hvor holdningerne til behandling ofte er polariserede.
I hjertet af projektet ligger en metode for musikalsk samskabelse, der fungerer som et relationelt mødested. Her udforsker deltagerne deres følelser og livsfortællinger gennem musik og poesi. Dette arbejde integreres i socialpsykiatrien hen over tre år som et supplement til traditionelle behandlinger. De kunstneriske deltagelsesprocesser er designet til at involvere patienter som ligeværdige parter i skabelsesprocessen, hvilket gør dem til aktive medskabere af deres egen helingsrejse.
Musikalske Alliancer inkluderer et ambitiøst forskningsprogram udviklet i tæt samarbejde mellem Socialpsykiatrien Sønderparken Horsens, Aktionsuniversitetet og Lydenskab.
I et tværprofessionelt aktionsforskningsdesign involveres kunstnere, forskere, unge og fagpersonale i at udforske, hvordan kunstneriske processer kan åbne nye mulighedsrum, hvor fastlåste mønstre udfordres, og nye handlemuligheder opstår. Ambitionen er at skabe nye former for tilhørsforhold og gensidighed, hvor de unges stemmer, – og deres stemmer, bliver en drivkraft for forandring.
Forskningen undersøger, hvordan musikalsk samskabelse kan påvirke patienters trivsel og helingsproces. Fokus er på, hvordan kunstnerisk samskabelse påvirker engagement, sociale relationer og selvforståelse.
Et brugerpanel af tidligere deltagere bidrager til løbende kvalificering af projektet.
Projektet er et resultat af stærke partnerskaber mellem kultur- og sundhedssektoren, hvor både kunstnere, psykiatriske behandlere og forskere bidrager. Dette samarbejde styrker det nationale fokus på at udvikle innovative løsninger, der går på tværs af sektorer. Resultaterne fra Musikalske Alliancer vil kunne bruges som inspiration til andre projekter, der arbejder med kunst som en del af sundhedsindsatser.
I projektet udvikles undervisningsmateriale til de kunstneriske uddannelser i et partnerskab med Det Jyske Musikkonservatorium.
Der hersker en stor debat om travlhed på landets hospitaler, herunder også på landets skadestuer. En travlhed som er nået til et punkt hvor akutlæger går sammen om at skrive fælles bekymringsbreve til sygehusdirektionerne. For eksempel skriver Berlinske følgende:
”»Crowding« (overbelægning) skaber lange ventetider og øget dødelighed blandt akut syge i flere lande. Nu er fænomenet også blevet en del af hverdagen på danske akutmodtagelser, der er tydeligt »underdimensionerede«, vurderer akutlægerne”
En udfordring er dog, at man i dansk kontekst ikke har et præcist overblik over, hvor stort et problem overfyldte akutmodtagelser er, da der oftest henvises til lokale erfaringer eller besøgstal for alle akutte patienter på hele sygehuset, og ikke specifikt for skadestuerne. Overbelægning er dog ikke et ukendt fænomen generelt i sygehus regi. Således benytter de fleste hospitaler sig af, hvad man i daglig tale kalder ”satellit-pateinter” eller ”låne senge”, hvilket dækker over at en afdeling der ikke har en sengeplads til at alle patienter flytter patienter til afdelinger uden for deres speciale. International litteratur peger på at det forbundet med en risiko at blive ”udvalgt” til en ”låneseng”, som bl.a. sættes i forbindelse med dårligere pleje, samt øget dødelighed og øget risiko for genindlæggelse.
Tilsvarende problem med overfyldte akutmodtagelser, så kendes omfanget af brugen af ”låne-senge” ikke, og det er ligeledes uklart hvilke konsekvenser det har for danske patienter.
Derfor er vores mål at undersøge, hvor ofte skadestuerne er overfyldte og hvordan det er relateret til patientbehandlingen. Endvidere er vores mål at undersøge om der er ulighed i hvilke patienter som bliver ”valgt” til en låneseng, og om det har nogle konsekvenser for de valgte patienter at blive indlagt på en afdeling uden for det ”rigtige” speciale.
Forskningsmetoderne vil primært omfatte registerbaserede undersøgelser, suppleret med observationer af patienter og personale for at validere perioder med overbelægning. Ud over at vurdere behandlingskvalitet, genindlæggelser og dødelighed, vil vi også analysere, hvordan overbelægning påvirker patienttilfredsheden. Et patientpanel vil være involveret i tolkningen af resultaterne og give input til eventuelle efterfølgende forskningsspørgsmål.
Projektet er et samarbejde mellem Odense Universitetshospital, Esbjerg Sygehus og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet. Alle parter har deltaget i indledende drøftelser af projektets relevans og udformning, og er enige om vigtigheden i at få nuanceret debatten omkring overbelægning m.m. og ikke mindst at forstå konsekvenser heraf.
Hvert år gennemgår mere end 7.000 personer i Danmark akutte åbne operationer i maveregionen, som er blandt de mest smertefulde kirurgiske indgreb. Smerter efter operationen er et almindeligt problem, der kan føre til alvorlige komplikationer som lungebetændelse, infektioner, blodpropper, hjerteproblemer, depression og i værste fald død. Effektiv smertebehandling er derfor afgørende for at forhindre disse komplikationer og forbedre patientens helbred. Normalt får patienter efter operationen rygmarvsbedøvelse (såkaldt epidural). Desværre kan op mod 35% af patienterne ikke få rygmarvsbedøvelse grundet risiko for blødning som følge af blodfortyndende medicin. For disse patienter er morfin ofte den eneste mulighed, hvilket kan medføre mange bivirkninger, såsom kvalme, forstoppelse, træthed og afhængighed, samt længere hospitalsophold og yderligere komplikationer. Danmark har allerede et af de højeste opioidforbrug i verden, hvilket gør det endnu vigtigere at finde effektive alternativer.
Projektet “OPIOID-SURG” tester en ny metode, hvor et tyndt kateter placeres i operationsområdet mellem bugvæggen og bughinden (subfascialt), og kontinuerligt leverer lokalbedøvelse direkte til det sted, hvor behovet er størst. Dette gøres i 2-4 dage efter operationen. Denne metode forventes at være et effektivt alternativ til patienter, der ikke kan få epiduralbedøvelse, ved at reducere behovet for morfin med 50-60 % sammenlignet med patienter, der kun modtager standardbehandling uden epidural.
Vi vil inkludere 50 patienter fra to store hospitaler i Region Hovedstaden og ønsker at måle smerteintensitet, forekomsten af komplikationer og behovet for smertestillende medicin. Derudover vil vi evaluere patienttilfredshed og effekt på livskvalitet 30, 60 og 90 dage efter operationen. Ved at indsamle disse data håber vi at kunne dokumentere, at denne nye metode er en sikker og effektiv måde at håndtere smerter på for patienter, som ellers har begrænsede behandlingsmuligheder.
Hvis metoden viser sig effektiv og sikker, vil vi planlægge et større, randomiseret kontrolleret forsøg for yderligere at validere metoden og integrere den bredt i klinisk praksis. Metoden har potentiale til at forbedre livskvaliteten hos en sårbar gruppe af patienter ved at behandle smerter mere effektivt og mindske risikoen for bivirkninger og komplikationer forbundet med højt morfinforbrug. Derudover kan den bidrage til kortere indlæggelsestider og reducere de samlede omkostninger for sundhedsvæsenet. Målet er at sikre, at alle patienter får adgang til den bedst mulige smertebehandling, uanset deres individuelle forhold og behov.
Vi vil bedre forholdene for unge med en forælder med bipolar lidelse og for deres forældre.
Bipolar lidelse løber i familier og overgangen fra barndom til voksenliv er afgørende for udvikling af psykisk sygdom, hvor op til 75 % har sygdomsdebut. Der findes flere studier, der undersøger børn af forældre med alvorlig psykisk lidelse, men kun få studier fokuserer på teenageårene og de unge voksenår. Vi har i et kvalitativt studie afdækket, at forældre med bipolar lidelse oplever sig som observatører af, om deres unge voksne børn udviser symptomer på psykisk sygdom. De er udtalt bekymrede for dette. De udtrykte behov for professionel støtte til at adressere deres bekymringer om, hvorvidt deres sygdom har påvirket deres børn, og til at etablere en samtale med børnene herom. Dette studie er derfor et samarbejde mellem børne- og ungdoms- og voksenpsykiatrien, hvor vi undersøger følgende hos forældre med bipolar lidelse og deres børn fra 15 til 25 år:
1) En kvalitativ undersøgelse af hvordan de unge oplever at være påvirkede af deres forældres bipolare lidelse og deres tanker om egen risiko for udvikling af psykisk sygdom og deltagelse i en forebyggende intervention.
2) En klinisk undersøgelse af forekomsten af forældreskabs-stress hos forældre med bipolar sygdom og sammenhængen med tidlige tegn på sygdom hos deres unge voksne børn.
3) Et pilot lodtræknings-interventions-studie for de unge voksne børn, der udviser tidlige tegn på sygdom. Studiet inkluderer en individualiseret intervention og en kvalitativ vurdering af denne.
Studiet vil bidrage med ny viden omkring tidlige tegn på psykisk sygdom hos unge voksne børn og mulige forebyggende og symptom-reducerende behandlingstiltag.
Projektet undersøger, hvordan jordemødre oplever de nye krav om at skulle screene alle gravide og deres partnere for mentale problemer og voldelige konflikter/vold i parforholdet. Disse nye tiltag er en del af en bredere forebyggende og behandlende indsats i sundhedsvæsenet for at sikre, at kommende forældre får den støtte og hjælp, de har brug for under graviditeten. Vi ved imidlertid mindre om, hvordan de nyere screeningsformater påvirker jordemoderpraksis samt interaktionen mellem jordemoderen og vordende forældre, når screeningsspørgsmålene vedrører private/intime emner såsom hændelser, relationer og følelser i opvæksten samt parrenes samliv, og måden uoverensstemmelser håndteres på i hjemmet. Projektet fokuserer især på betydningen af sociale forskelle i screeningssamtalerne i relationen til forskellige grupper af forældre – samt på om køn får (eller ikke får) fornyet betydning i screeningen, hvilket i så fald kan udfordre svangreomsorgens ideal om at arbejde ud fra en bred, familiecenteret tilgang hvor vordende forældre inkluderes på lige fod. Gennem projektet ønsker vi at skabe grundlag for erfaringsudveksling og vidensopbygning i jordemoderprofessionen så vi får en bedre forståelse af, hvordan de nye screeningsmetoder fungerer i praksis, hvilke potentialer og udfordringer de introducerer i professionen samt hvordan de eventuelt kan forbedres, så jordemødre og gravide samt deres partnere får det bedste ud af forløbet.
For at forebygge psykiske sygdomme blandt børn og unge, er det nødvendigt at identificere de grupper, der har en øget risiko, og forstå de underliggende årsager, så der kan iværksættes målrettede indsatser. Tinnitus – opfattelsen af lyde, der ikke stammer fra en ekstern lydkilde – registreres blandt voksne ofte sammen med angst og depression. En mulig årsag kan være, at manglen på stilhed, som normalt hjælper med mental restitution og velvære, påvirker mennesker med kronisk tinnitus. Desværre ved vi meget lidt om, hvordan kronisk tinnitus påvirker børn og unge.
Dette skyldes ikke, at børn og unge ikke er påvirket af tinnitus, forekomsten er omtrent lige så almindeligt som hos voksne. I løbet af de sidste ti år er tusindvis af videnskabelige artikler om tinnitus blevet publiceret, men kun få fokuserer på børn og unge. Ny forskning peger på, at omkring en milliard børn og unge risikerer høretab pga. lytning til musik i hovedtelefoner og ved koncerter. Da ca. hver anden person med høretab også udvikler tinnitus, kan vi forvente at dette også vil gøre sig gældende for den yngre del af befolkningen.
En stor del af den tinnitus, som børn og unge oplever i dag, kunne muligvis forebygges ved at ændre deres lyttevaner. Dog har musiklytning også positive effekter på unges mentale velbefindende, som fx bedre regulering af følelser og reduceret stress og angst. Det er derfor vigtigt at finde en balance, så forebyggende tiltag mod tinnitus ikke samtidig forværrer den mentale trivsel hos børn og unge. For at kunne vurdere, hvor langt vi skal gå med forebyggende indsatser mod tinnitus, har vi brug for et bedre overblik over sammenhæng mellem tinnitus og psykisk mistrivsel hos børn og unge. En begrænsning ved tidligere studier på området er, at de typisk kun har indsamlet data på ét enkelt tidspunkt, hvilket ikke giver mulighed for at sige noget om de langsigtede konsekvenser af at leve med konstant tinnitus og aldrig opleve total stilhed.
Vi vil benytte data fra ”Lyd og Hørelse II”, en nyligt afsluttet dansk dataindsamling, der har samlet oplysninger om tinnitus, lydfølsomhed og mulige beskyttende faktorer som lyttevaner og støjeksponering, og hvor deltagere har fået undersøgt deres hørelse. Desuden benyttes data fra ”Lyd og Hørelse I”, som inkluderede deltagere i alderen 10,9-16,6 år ved baseline i 2014 (n = 1296) samt statslige registre over psykiatriske diagnoser og medicinering.
Studie I: undersøger sammenhæng mellem debut af tinnitus i barndommen og udvikling af psykiske problemer i den unge voksenalder, og kombinere eksisterende data med registerdata. Studie I vil også omfatte yderligere analyser baseret på diagnosekoder.
Studie II: fokuserer på at identificere lyttevaner og støjeksponeringsniveauer, der kan beskytte mod udvikling af tinnitus. Studiet vil alene anvende eksisterende data og benytte en lineær blandet model til at analysere disse data. Formålet er at identificere beskyttende faktorer, der kan forebygge tinnitus.