Et spørgsmål man ofte møder hos patienten med nydiagnosticeret KOL er: ”Tror du mine
lunger ville blive bedre hvis jeg begyndte at træne?” Om end vi stort set altid vil anbefale
patienterne at træne har vi har sundhedsprofessionelle på nuværende tidspunkt yderst
svært ved at svare på netop det spørgsmål – og med god grund, da det endnu er
uafklaret.
Det er velkendt at regelmæssig fysisk træning reducerer symptomer og bedrer livskvalitet
hos patienter med KOL, men mekanismerne er uafklarede. Således ses ingen ændringer
som følge af træning i patienternes lungefunktion målt ved såkaldt spirometri
(’pusteprøve’), som ellers er en stærk markør for patienternes almene tilstand og
prognose. Spirometri er imidlertid et relativt ’groft’ mål, som udelukkende belyser
sygdomsændringer i luftvejene. Samtidig har en række studier vist, at der ses udtalte
ændringer i lungekarrene fra de helt tidlige stadier af KOL. Lungekarrenes funktion er
principielt lige så vigtige for iltoptagelsen som selve luftvejene i sig selv, både i hvile og
under fysisk aktivitet. Men det vides ikke, i hvilken grad ændringer i lungekarrenes
funktion bidrager til at begrænse fysisk formåen ved KOL, ligesom det er uvist om
ændringer heri bidrager til de gavnlige effekter af træning.
Hos patienter med KOL fører regelmæssig, superviseret, fysisk træning til øget maksimal
iltoptagelse som følge af nydannelse af lungernes kapillærer, dvs. de helt små kar hvor
iltoptagelsen foregår.
Forskningsprojektet planlægges som del af to ph.d.-studier, og vil inkludere 40
mennesker, der lever med moderat til svær KOL. Via lodtrækning vil disse patienter blive
udvalgt til et at gennemgå et superviseret træningsforløb eller et kontrolforløb uden
træning, begge på 6 måneder .
Deltagerne vil få udført en vifte af undersøgelser ved starten og efter forsøget for at se på
deres fysiske formåen, kropssammensætning og lungefunktion samt gennemgå
interviews og spørgeskemaer vedrørende deres livskvalitet. Via avancerede
billeddiagnostiske metoder vil det i denne sammenhæng blive undersøgt om der sker
ændringer i fordelingen af lungernes gennemblødning i hvile og under fysisk aktivitet,
som udtryk for fysiologisk betydende karnydannelse i lungerne. Ved hjælp af såkaldte
biomatematiske metoder vil det blive afklaret i hvor høj grad sådanne evt. ændringer
bidrager til den enkelte patients maksimale iltoptagelse og dermed den fysiske formåen.
Perspektiver
Såfremt dette er tilfældet, vil det hjælpe os til i fremtiden at designe træningsregimer og
andre behandlinger for KOL-patienter som specifikt er målrettet lungekarrenes funktion, i
særdeles til gavn for det enkelte individ, men også med en samfundsøkonomisk gevinst.
Vi håber således at skabe ny viden vedrørende de mekanismer der styrer dannelsen
samt nedbrydelsen af de helt små kar i lungekredsløbet for måske at kunne finde ’targets’
for fremtidig medicinsk behandling hos denne udsatte patientgruppe
Vi har ulighed i børnesundhed i Danmark. For familier med etnisk minoritetsbaggrund kan der være strukturelle barrierer i mødet med sundhedsvæsnet og det er dokumenteret, at det kan få alvorlige konsekvenser for syge børn og unge.
Sprogbarriere, utilstrækkelig brug af tolk, andre sygdomsmønstre og manglende kendskab til sundhedsvæsnet er nogle af barriererne. Det kan betyde, at diagnose og behandling bliver forsinket. Det er bl.a. vist at prognosen ved alvorlig kronisk sygdom er dårligere blandt børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund sammenlignet med danske børn og unge. Men vi har kun skræddersyede tilbud til syge voksne med etnisk minoritet med særlige udfordringer i mødet med sundhedsvæsnet. Ikke til børn og unge.
Derfor projekt Børne- og ungeteam for Tværkulturel Sundhed (BTS). Det er et tilbud til familier med anden etnisk baggrund og deres behandlere, når børn og unge har fysisk elle psykisk sygdom der kræver hospitalsbehandling, som det er svært at rumme i eksisterende tilbud og sociokulturelle forhold kan være en mulig del af forklaringen. Alle læger, der behandler børn i Region Hovedstaden, kan henvise til teamet.
Teamet består af børnelæge, børnepsykiater, patientkoordinator og børnesygeplejersker. BTS understøtter hospitalsforløb, koordinerer og skaber sammenhæng i eksisterende tilbud på tværs af kulturer, fysiske og psykiatriske sygdomsspecialer, faggrupper og sundheds- og socialsektoren. Teamet arbejder i individuelle patientforløb tilpasset det enkelte barn og familie i forløb op til 6 måneder.
Med det 3-årige forskningsprojekt er formålet overordnet at bidrage til mere lighed i børnesundhed. Det specifikke formål er at etablere teamet og afprøve om vi med familien og behandlere i eksisterende tilbud kan gøre det lettere for familien. Delmålene er 1) sammen med familien at definere opnå konkret mål for BTS-forløbet, 2) styrke familiens sundhedskompetencer og empowerment – eget kendskab, forståelse og handlerum i forhold til sygdom, hospitalssystem og øvrige sektorer
3) beskrive erfarede barrierer og facilitatorer i mødet med sundhedsvæsnet.
Projektideen er støttet af Lægeforeningen, Dansk Pædiatrisk Selskab og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.
I Danmark gennemgår over 1400 patienter hvert år en stivgørende operation i lænden for at reducere smerter og øge aktivitetsniveauet. Alligevel forbliver mange inaktive og bange for at bevæge sig efter operationen, hvilket påvirker deres livskvalitet, deltagelse i hverdagslivet og muligheder for at vende tilbage til arbejde. Årsagerne er komplekse og omfatter både fysiske og psykosociale faktorer.
Forskning viser, at en tidlig kognitiv adfærdsrettet rehabilitering kan hjælpe patienter med at blive mere aktive, men tilgangen er endnu ikke implementeret bredt i klinisk praksis. En formodet årsag er rygkirurger viden, holdning og erfaring med rehabilitering, der her en stor betydning for henvisningen til tidlig genoptræning.
Dette projekt undersøger derfor rygkirurgers perspektiver på rehabilitering efter stivgørende operation. Vi anvender et såkaldt sekventielt eksplorativt mixed-method design: først sender vi et spørgeskema til alle landets rygkirurger for at afdække generelle mønstre, og derefter gennemfører vi semi-strukturerede interviews med udvalgte kirurger for at forstå baggrunden for deres holdninger og beslutninger.
Med midler fra Helsefonden vil vi kunne gennemføre undersøgelsen, analysere resultaterne og formidle dem både til fagfolk og til patienter. Projektet forventes at give ny viden, der kan hjælpe med at udvikle rehabiliteringstilbud, som er bedre tilpasset både patienters behov, kliniske erfaringer og overvejelser og den tilgængelige forskningsmæssige evidens. På sigt kan projektet føre til udvikling af en optimal rehabilitering, hvor flere patienter får tillid til at bevæge sig, bliver mere aktive, vender hurtigere tilbage til arbejde og hverdagsliv, og dermed oplever både sundhedsmæssige og sociale gevinster.
Digitale teknologier bliver ofte fremhævet som en løsning på mange af de udfordringer, sundhedsvæsenet og socialområdet står overfor. Teknologier som videokonsultationer, telemedicin og digitale værktøjer til samarbejde kan skabe bedre adgang til behandling, aflaste pressede hospitaler og gøre det lettere at yde hjælp tæt på borgernes hverdag. Alligevel ser vi gang på gang, at lovende projekter ikke kommer ud over pilotstadiet, men i stedet ender som strandede initiativer, der aldrig bliver en del af den almindelige praksis. Dette medfører spild af ressourcer og kan skabe skuffelse og mistillid hos både borgere og fagprofessionelle.
Projektet undersøger, hvorfor nogle digitale teknologier i det danske sundheds- og socialvæsen ikke lykkes. Projektet ser nærmere på en række konkrete cases, hvor teknologien blev opgivet, ikke blev skaleret op eller aldrig fik den plads i hverdagen, som var forventet. Ved at analysere, hvad der gik galt, kan vi lære noget vigtigt om, hvad der skal til, for at fremtidige teknologier kan få bedre fodfæste.
Til analysen bruges et framework NASSS, som er et internationalt anerkendt redskab, der gør det muligt at se på teknologi, organisation, arbejdsgange, politik og borgerperspektiv som en samlet helhed. NASSS hjælper med at forstå, hvordan kompleksitet påvirker implementeringen af nye løsninger.
Projektets data hentes fra dokumenter og interviews. Evalueringer, projektbeskrivelser og rapporter, som tidligere er blevet udarbejdet om de udvalgte cases vil blive gennemgået. På den baggrund udvikles interviewguides og der gennemføres interviews med relevante aktører, blandt andet sundhedsprofessionelle, socialarbejdere, projektledere, beslutningstagere, borgere og leverandører. Denne tilgang giver mulighed for at samle forskellige perspektiver på, hvorfor et projekt mislykkedes.
Den danske kontekst er særlig interessant, fordi vi har høj digital modenhed, stærk politisk opbakning og mange nationale løsninger. Hvis projekter alligevel strander her, hvor rammevilkårene ellers burde være ideelle, kan vi lære noget generelt om de mekanismer, der skaber modstand eller forhindringer i implementeringsprocesser.
Projektets resultater skal bidrage til, at fremtidige investeringer i digitale teknologier får større chance for at lykkes. Ved at skabe et solidt vidensgrundlag kan vi hjælpe beslutningstagere og praktikere med at træffe bedre valg, mindske risikoen for ressourcespild og styrke borgernes tillid til nye løsninger. Samtidig giver projektet vigtig viden til forskere og udviklere, som arbejder med at tilpasse og forbedre teknologier til komplekse velfærdssammenhænge.
Hvis vi forstår, hvorfor teknologier strander, kan vi udvikle mere robuste strategier, der kombinerer teknologisk potentiale med organisatorisk parathed, faglig opbakning og borgernes behov. På den måde kan vi sikre, at digitale løsninger ikke bliver gode idéer på papiret, men faktisk bliver til varige forbedringer på sundheds- og socialområdet.
Mennesker med svær psykisk sygdom (SPS) som skizofreni og svær depression rammes hyppigt af diabetes og hjertekarsygdomme og social isolation, hvilket bidrager til at de lever 15-20 år kortere end andre. Dette projekt vil gøre det lettere for mennesker med SPS at få adgang til bevægelsesfællesskaber (BF) – motionsfællesskaber der samtidig styrker mental sundhed, reducerer ensomhed og giver mening i hverdagen.
Projektet udvikler, tester og evaluerer tværsektorielle samarbejdsmodeller i et partnerskab mellem psykiatrien, kommunen, civilsamfundet og målgruppen selv. Vi vil skabe anvendelige løsninger, der tager højde for både målgruppens behov og lokale muligheder. Projektet bygger på et pilotstudie, hvor deltagerne gennem metoden photovoice har vist, hvordan fysisk aktivitet bliver meningsfuld, når den sker i samspil med andre, naturen og dyr.
Udsagnet :“Det har noget at gøre med indhold i livet […] at komme mere ud af hulen” illustrerer betydningen.
Projektet følger supersetting-tilgangen, der integrerer tværfaglige partnerskaber for bæredygtige løsninger med højt skaleringspotentiale. Deltagerne er aktive i hele processen, fra udvikling til test og evaluering af løsninger. Vi arbejder med empowerment og recovery, så mennesker med SPS selv er med til at skabe realistiske muligheder for at indgå i fællesskaber og styrke egen sundhed.
Metode:
Vi gennemfører aktionsforskning med tre faser:
1. Udforske lokale muligheder gennem fotobaserede interviews med fagfolk og frivillige.
2. Samskabe prototyper for samarbejdsmodeller via workshops med målgruppen, psykiatrien, kommune og civilsamfund.
3. Teste prototyper i praksis med nye deltagere og evaluere effekten på deres adgang til BF.
Vi anvender metoder som photovoice og fremtidsværksted, der inddrager deltagerne aktivt og giver ejerskab, og vi benytter refleksiv tematisk analyse for at fremhæve deltagernes stemmer og erfaringer.
Kolding Volleyball søger støtte til et inkluderende fritidstilbud, der skal sikre, at elever på specialskoler også får adgang til glæden ved bevægelse og fællesskab i foreningslivet. Projektet retter sig mod børn og unge med særlige behov, som i dag er markant underrepræsenterede i fritidsaktiviteter. Vi ønsker at udvikle og afprøve volleyballaktiviteter tilpasset specialskolernes målgrupper – med fokus på tryghed, fællesskab og bevægelsesglæde. Enten gennem inklusion på eksisterende børne/unge hold, tilbud i skoletid, tilbud i klub tid eller special tilbud i samme tidsrum som andre børn og unge. Vigtigst af alt skal afsæt være målgruppens behov.
Projektet tager direkte afsæt i Trivselskommissionens anbefalinger (2024), som understreger, at alle børn og unge bør have en fritidsaktivitet sammen med andre, og at kommuner, skoler og foreninger har et fælles ansvar for at fremme adgang til meningsfulde fritidsfællesskaber – især for børn med særlige udfordringer. Kommissionen opfordrer til kommunal prioritering af samarbejdet med foreningslivet og til, at underrepræsenterede grupper støttes med målrettede tilbud og fritidspasordninger.
Med udgangspunkt i dette vil vi etablere et tæt samarbejde mellem Kolding Volleyball, lokale specialskoler og relevante kommunale aktører. Aktiviteterne udvikles i dialog med pædagoger og lærere for at sikre, at de tager højde for børnenes kognitive, motoriske og sociale behov. Trænere med særlig viden om målgruppen skal stå for træningen, og forløbene tilrettelægges med fokus på trygge og inkluderende fællesskaber – endnu en central anbefaling fra Trivselskommissionen.
Vi vil samtidig gøre en aktiv indsats for at involvere forældre og skolepersonale i at motivere børnene til deltagelse, som også nævnt i anbefalingen om, at forældre bør sikre, at deres barn har en fritidsaktivitet sammen med andre. Vi ønsker, at projektet både skaber trivsel hos deltagerne og bidrager til udvikling af nye samarbejdsmodeller mellem specialskoler og foreningsliv – i tråd med anbefalingen om forsøgspuljer og modeller for samarbejde mellem fritidspædagogiske tilbud og civilsamfund.
Projektet skal munde ud i en konkret og dokumenteret model, der kan forankres i Kolding Volleyball og danne grundlag for lignende initiativer i andre foreninger og kommuner. Målet er at give alle børn – uanset forudsætninger – muligheden for at opleve bevægelse, fællesskab og personlig udvikling i foreningslivet.
Danmark er en nation af førstehjælpere. Fire ud af fem danskere over 18 år har modtaget mundervisning i førstehjælp – mange i forbindelse med kørekort andre i forbindelse med en af de uddannelser og erhverv, hvor et førstehjælpskursus er lovpligtigt.
Men selvom førstehjælpen ofte vil være tilgængelig, når man færdes i det offentlige rum, er der ikke i dag lige muligheder for at modtage den.
De foreliggende data peger på, at der er bias på førstehjælpsområdet. Køn, alder, overvægt, etnicitet og psykisk sygdom er blandt de faktorer, der mindsker ens chancer for at modtage førstehjælp.
Konsekvenserne af ikke at modtage førstehjælp kan i værste fald være, at man ikke overlever – fx i tilfælde af stroke eller hjertestop – eller konsekvenserne kan være, at man må leve videre med langt flere følger af den sygdom eller ulykke, man blev ramt af, end hvis en førstehjælper var trådt til.
Vi vil med dette projekt styrke førstehjælpsundervisningen med henblik på at imødegå bias blandt de kommende førstehjælpere. Det vil således være vores mål at skabe et rum for diversitet i undervisningen og for at tale kursisterne væk fra bias.
Vi forventer, at projektet vil give os en bedre forståelse af forhold omkring bias i førstehjælp, som vi vil kunne bruge til at styrke undervisningen for at skabe større chancelighed i forhold til at modtage førstehjælp.
Vores projekt vil gå ud på at undersøge undervisningsmaterialer og gennemføre observationer i førstehjælpsundervisningen med henblik på at finde interventionspotentialet. Vores intervention vil efterfølgende bestå i et sæt anbefalinger til ændringer af materialer og tilgang i førstehjælpsundervisningen i Danmark. Anbefalingerne vil kunne implementeres i førstehjælpsundervisningen ved Dansk Førstehjælpsråds medlems- og samarbejdsorganisationer.
Bias på førstehjælpsområdet omfatter mange forskellige faktorer, og nogle er lettere end andre at arbejde med i undervisningen. Vi har på valgt at afgrænse projektet og have fokus alene på to bias, der er synlige og – ifølge analyser – hyppigt forekommende: Køn og etnicitet.
Dansk Førstehjælpsråd gennemførte i juni 2024 et forsøg med at anvende bh’er i førstehjælpsundervisningen. Forsøget blev gennemført på opfordring af en gruppe førstehjælpsinstruktører, der ønskede at intervenere i undervisningen for at imødegå den bias, de oplevede hos deres kursister. Det var instruktørernes antagelse, at træning med bh’er på genoplivningsdukker ville gøre det mindre tabubelagt for førstehjælpere at afklæde kvinder. Forsøget gav anledning til drøftelser med kursisterne, der viste, at kursisterne oplevede barrierer og usikkerhed i forhold til at skulle yde førstehjælp til kvinder. Drøftelserne viste også, at kursisterne oplevede den samme usikkerhed i forhold til etnicitet, og at etnicitet og køn oplevedes som dobbeltbias. Efterfølgende har flere førstehjælpsinstruktører henvendt sig til Dansk Førstehjælpsråd og har efterspurgt yderligere hjælp til at imødegå bias.
Antallet af kvinder og mænd, der lever med vold i nære relationer, er stabilt højt i Danmark — og volden bliver mere alvorlig. Ifølge Justitsministeriets nyeste offerundersøgelse (2025) oplever 34 % af voldsudsatte volden som meget alvorlig. I 2019 var tallet blot 15 %.
Politikere har reageret med nye love og hårdere straffe. Men erfaring viser, at det, der for alvor virker, er direkte hjælp til dem, som er i størst fare. I Storbritannien har man derfor indført IDVA-modellen — Independent Domestic Violence Advisor — hvor specialuddannede rådgivere hjælper personer i høj risiko for gentagen vold eller drab. Metoden har markant øget sikkerheden for de mest udsatte.
I Danmark er denne metode endnu ikke afprøvet. Det vil Center for Voldsforebyggelse (CFV) nu ændre med dette projekt. Vi vil som de første teste en dansk version af IDVA-modellen.
I projektet vil en socialrådgiver fra CFV hjælpe op til 15 personer — kvinder og mænd — der lever med vold, og hvor der fx er trusler om drab, selvmord eller vold mod børn. Mange af disse personer har allerede søgt hjælp, men falder mellem systemerne, ofte fordi sagerne er komplekse og involverer flere instanser som Familieretshuset.
Vi vil samtidig uddanne tre af CFV’s egne medarbejdere i IDVA-metoden, så indsatsen kan fortsætte og udvikles efter projektets afslutning.
Vores erfaringer fra arbejdet med MARAC (en metode til myndighedssamarbejde om højrisikosager), støttet af Helsefonden i 2025, viser klart: myndighederne mangler ofte det nødvendige samarbejde og forståelse for at beskytte voldsudsatte effektivt. IDVA-modellen skal hjælpe med at lukke disse huller ved at sende en specialist ind foran den voldsudsatte for at sikre rettidig og retfærdig behandling — for at stoppe volden og starte helingen.
Projektet skal også gøre hjælpen mere synlig. Vi vil lave målrettede kampagner for at nå ud til personer i højrisiko, som ellers risikerer at stå alene.
Samtidig arbejder CFV allerede tæt sammen med studerende fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Vi udvikler undervisning til læge- og tandlægestuderende, så de bliver klædt på til at spotte vold, handle korrekt og kende deres rettigheder ifølge retsplejelovens §115.
På den måde bidrager projektet både til at forebygge vold og drab her og nu — og til at bygge et stærkere system, som i fremtiden kan sikre bedre hjælp og beskyttelse for voldsudsatte i hele landet.
Unge mellem 16 og 24 år er mere udsatte for vold i kæresterelationer end andre aldersgrupper. Vold i nære relationer kan have alvorlige konsekvenser for både trivsel og mental sundhed og øger risikoen for ensomhed, frafald fra uddannelse og selvmordsforsøg. Alligevel mangler der både viden og målrettede indsatser til netop denne gruppe, som ofte ikke genkender sig selv i eksisterende tilbud til voldsudsatte.
Projektet har derfor til formål at skabe ny viden om, hvordan unge oplever og forstår vold i kæresterelationer, samt hvilke behov og barrierer de møder, når det kommer til at søge hjælp. Projektet udføres af Lev Uden Vold og udvikles i tæt samarbejde med unge selv. To-tre unge ansættes som projektassistenter og bidrager til alle projektets faser, og en gruppe af unge med forskellige erfaringer deltager i workshops, hvor de kvalificerer både viden og løsninger.
Projektet består af tre faser: Først samles viden via en spørgeskemaundersøgelse, interviews og desk research. Dernæst udarbejdes anbefalinger til målrettede indsatser i samarbejde med de unge og faglige aktører. Afslutningsvist udvikles ideer og formidlingsmateriale, der skal sikre, at den producerede viden faktisk når ud og gør en forskel. Det kan for eksempel være i form af kampagner på sociale medier, undervisningsforløb på ungdomsuddannelser eller peer-to-peer-aktiviteter.
En vigtig del af projektet er at sikre, at resultaterne ikke forsvinder efter afslutningen. Derfor udvikles en langsigtet kommunikationsplan.
Ved at inddrage unge aktivt og kontinuerligt, hvor de ikke kun er deltagere, men også medudviklere, skaber projektet ikke blot viden om kærestevold, men også konkrete, brugbare løsninger, som giver mening i de unges liv. På den måde bidrager projektet til at bryde tabuer, øge handlekompetencen og forebygge vold i ungdomsårene – og derved også mindske risikoen senere i livet.
Pulsen stiger. Smilet vokser. Benene kan slet ikke stå stille. Sådan er det, når vi i LykkeLiga giver børn og unge med et udviklingshandicap medbestemmelse over træningen. Motivation og fokus vokser, når de selv får lov til at sætte præg på det, de skal lave. Og er der endda musik til… Så bliver håndboldtræningen decideret lykkelig!
Det har givet os en idé: Tænk, hvis vi kunne tage deres medbestemmelse et skridt videre – til den musik, de hører, når pulsen skal op. Tænk hvis spillerne selv kunne være med til at skrive musikken til yndlingsøvelserne “Banke-banke-bøf” og “ståtrold!” Det kan de nu. De teknologiske landvindinger inden for generativ AI har gjort det muligt at trylle musik ud af næsten ingenting. Med musiktjenester baseret på kunstig intelligens kan børn med kognitive handicap nu også skrive og producere musik. Ikke med noder og klaver. Nej, med computer og lidt hjælp fra LykkeLiga.
Vi vil lave et musikpædagogisk projekt baseret på generativ AI, hvor vi sætter rytmer til øvelser og træning – og lader børnene selv komme med input til tekster, stilarter og musikvideoer. LykkeLigas helt egne sange, skrevet af og til spillerne i Danmarks lykkeligste håndboldliga.
I løbet af 2024 er de teknologiske platforme blevet klar til at sætte gang i et sådant projekt. Vi har ikke nogen eller noget at hente inspiration fra – for platformen er så ny. Men vi har allerede testet mulighederne i det små ved at lave en sang og en musikvideo sammen med et par af vores LykkeLiga-spillere. Den er allerede blevet en ørehænger, som spilles ivrigt i børnenes skole og fritidstilbud og har fået mere end 100.000 visninger på sociale medier. Derfor ser vi store muligheder i at føre projektet videre.
Helt konkret vil vi sammen med spillere i LykkeLiga og ved brug af Generativ AI udvikle 10 unikke LykkeLiga-sange, som kan bruges til at øge motivation og bevægelse for vores 1.600 spillere. Til sangene vil vi producere musikvideoer, som spillerne kan se hjemme på ipad’en. Musik og musikvideoer distribueres på gængse musik- og video tjenester og på LykkeLigas sociale platforme med i alt 150.000 følgere og en årlig rækkevidde på 12 mio.
Med projektet vil vi tilegne os erfaring og viden, som kan bruges i vores videre arbejde med at motivere børn og unge med udviklingshandicap og skabe lykke i hverdagen. Da projektet potentielt rummer væsentlige erfaringer inden for teknologi og musikpædagogik, vil vi ved projektafslutning invitere relevante interessenter til en inspirationsdag, hvor vi deler vores viden.
NABRO – NAtionalt netværk for BRObygning – mellem civilsamfundets fysisk aktive fællesskaber og det nære sundhedsvæsen.
I dette projekt etablerer vi et landsdækkende netværk for aktører ’på begge sider af broen’; sundhedsprofessionelle i det nære sundhedsvæsen og foreningsfrivillige og andre relevante aktører i civilsamfundet. Den vigtige opgave med brobygning og overgange prioriteres ofte ikke i en travl hverdag. Det går ud over borgere med behov for ekstra støtte til at fastholde sunde, aktive vaner, f.eks. efter endt genoptræningsforløb, og de falder mellem to stole. Med de nye kvalitetsstandarder er der kommet yderligere krav og anbefalinger til den kommunale brobygningsindsats, og der er behov for at dele erfaringer og viden om virksomme indsatser og for at skabe rammerne for at netværk og samarbejde kan styrkes, både lokalt og nationalt.
Målet er i sidste ende at styrke kvaliteten af praksis, så flere borgere med længerevarende og kronisk sygdom støttes til at blive en del af positive og aktive fællesskaber i deres lokalsamfund.
Udviklingen i befolkningen peger mod en fremtid med en stigning i antal ældre, kronisk sygdom og stillesiddende adfærd. Der er behov for indsatser, der bidrager til, at flere kan leve et langt liv uden begrænsning af fysisk og psykisk sygdom og ensomhed. Fysisk aktivitet har positiv indvirkning på helbredet, f.eks. forbedring af prognosen for mange kroniske sygdomme, styrket funktionsniveau og øget livskvalitet. Positive og aktive fællesskaber motiverer og understøtter fastholdelse i fysisk aktivitet.
På Center for Aktiv Sundhed, ledet af Bente Klarlund Pedersen, forsker vi i fysisk aktivitet som forebyggelse og behandling. Vi har fokus på formidling af viden om, hvad der virker og på generel forebyggelse. Gennem vores landsdækkende ambassadørkorps af sundhedsprofessionelle, der arbejder med træning som behandling, og via erfaringer fra brobygningsprojektet ’Aktive Fællesskaber’ har vi observeret et nationalt behov for sparring og vidensdeling blandt dem, der arbejder med dette område. Derfor har vi nu taget initiativ til NABRO. Sammen med to andre stærke forskningsinstitutioner og to landsdækkende civilsamfundsorganisationer etablerer vi en tovholdergruppe, som i fællesskab er med til at sikre netværkets kvalitet og bæredygtighed.