Et spørgsmål man ofte møder hos patienten med nydiagnosticeret KOL er: ”Tror du mine
lunger ville blive bedre hvis jeg begyndte at træne?” Om end vi stort set altid vil anbefale
patienterne at træne har vi har sundhedsprofessionelle på nuværende tidspunkt yderst
svært ved at svare på netop det spørgsmål – og med god grund, da det endnu er
uafklaret.
Det er velkendt at regelmæssig fysisk træning reducerer symptomer og bedrer livskvalitet
hos patienter med KOL, men mekanismerne er uafklarede. Således ses ingen ændringer
som følge af træning i patienternes lungefunktion målt ved såkaldt spirometri
(’pusteprøve’), som ellers er en stærk markør for patienternes almene tilstand og
prognose. Spirometri er imidlertid et relativt ’groft’ mål, som udelukkende belyser
sygdomsændringer i luftvejene. Samtidig har en række studier vist, at der ses udtalte
ændringer i lungekarrene fra de helt tidlige stadier af KOL. Lungekarrenes funktion er
principielt lige så vigtige for iltoptagelsen som selve luftvejene i sig selv, både i hvile og
under fysisk aktivitet. Men det vides ikke, i hvilken grad ændringer i lungekarrenes
funktion bidrager til at begrænse fysisk formåen ved KOL, ligesom det er uvist om
ændringer heri bidrager til de gavnlige effekter af træning.
Hos patienter med KOL fører regelmæssig, superviseret, fysisk træning til øget maksimal
iltoptagelse som følge af nydannelse af lungernes kapillærer, dvs. de helt små kar hvor
iltoptagelsen foregår.
Forskningsprojektet planlægges som del af to ph.d.-studier, og vil inkludere 40
mennesker, der lever med moderat til svær KOL. Via lodtrækning vil disse patienter blive
udvalgt til et at gennemgå et superviseret træningsforløb eller et kontrolforløb uden
træning, begge på 6 måneder .
Deltagerne vil få udført en vifte af undersøgelser ved starten og efter forsøget for at se på
deres fysiske formåen, kropssammensætning og lungefunktion samt gennemgå
interviews og spørgeskemaer vedrørende deres livskvalitet. Via avancerede
billeddiagnostiske metoder vil det i denne sammenhæng blive undersøgt om der sker
ændringer i fordelingen af lungernes gennemblødning i hvile og under fysisk aktivitet,
som udtryk for fysiologisk betydende karnydannelse i lungerne. Ved hjælp af såkaldte
biomatematiske metoder vil det blive afklaret i hvor høj grad sådanne evt. ændringer
bidrager til den enkelte patients maksimale iltoptagelse og dermed den fysiske formåen.
Perspektiver
Såfremt dette er tilfældet, vil det hjælpe os til i fremtiden at designe træningsregimer og
andre behandlinger for KOL-patienter som specifikt er målrettet lungekarrenes funktion, i
særdeles til gavn for det enkelte individ, men også med en samfundsøkonomisk gevinst.
Vi håber således at skabe ny viden vedrørende de mekanismer der styrer dannelsen
samt nedbrydelsen af de helt små kar i lungekredsløbet for måske at kunne finde ’targets’
for fremtidig medicinsk behandling hos denne udsatte patientgruppe
Det danske sundhedsvæsen står over for store udfordringer. Der bliver flere ældre borgere, behovet for behandling stiger, og samtidig har hospitalerne svært ved at fastholde og rekruttere sygeplejersker og jordemødre. Selvom antallet af ansatte er vokset siden COVID-19, er den gennemsnitlige arbejdstid faldet, og sygefraværet er steget. Det betyder, at det reelle arbejdsudbud – altså hvor mange timer personalet faktisk er til stede på arbejde – er under pres.
En oplagt løsning har været at få flere på fuldtid, men forskning tyder på, at lavere arbejdstid kan resultere i et mere bæredygtigt arbejdsudbud, fordi medarbejderne oplever bedre trivsel og mindre fravær. I en ny model, kaldet normtidsreduktion, får medarbejderne ikke udbetalt tillæg for aften-, nat- og weekendvagter, men kompenseres med fast afspadsering, som planlægges ind i vagtplanen. Det betyder, at man kan være fuldtidsansat med færre skemalagte fremmødetimer og større fleksibilitet til at tage ekstra timer ved behov.
Projektet undersøger, om normtidsreduktion kan være en vej til at skabe et mere stabilt arbejdsudbud på hospitalerne. Ved at analysere detaljerede arbejdstidsdata koblet med danske registre vil vi måle, om modellen øger forholdet mellem fremmødte og kontraktmæssige timer. Vi ser også på, om effekten skyldes mindre sygefravær, mere systematisk afspadsering eller ændringer i overarbejde.
De detaljerede data på individniveau tillader et quasi-eksperimentelt analyse design, som kan reducere de selektionsproblemer der altid vil være en udfordring ved ikke randomiserede interventioner. Den største analytiske udfordring er selektion ind i en frivillig intervention – normtidsreduktionsaftalen. Dette problem vil håndteres ved en grundig analyse af hvilke parametre der bestemmer denne selektion, hvorefter en matchet kontrolgruppe på disse parametre vil blive identificeret på afdelingen uden normtidsreduktion. Herudover vil anvendelsen af et difference-in difference design yderligere kontrollere for uobserveret tidskonstante personkarakteristika og tidstrend.
Projektet bidrager med ny viden om, hvordan arbejdstiden kan tilrettelægges, så både samfundets behov for mere arbejdskraft og medarbejdernes behov for trivsel tilgodeses. Hvis modellen virker, kan den inspirere til nye nationale retningslinjer og måske også anvendes i andre sektorer med skifteholdsarbejde – fx politi, forsvar og plejesektoren.
Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Dansk Center for Sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Rigshospitalet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Resultaterne vil blive formidlet både videnskabeligt og til offentligheden gennem artikler, debatindlæg og præsentationer for beslutningstagere og faglige organisationer. Målet er, at resultaterne hurtigt kan bruges i praksis og bidrage til et mere robust og bæredygtigt sundhedsvæsen.
Projektet udspringer af en konkret og tilbagevendende udfordring i akutmodtagelsen: Mange ældre patienter har tegn på kognitiv svækkelse, og ofte opdages det ikke. Det betyder, at deres indlæggelsesforløb ofte bliver præget af utryghed, misforståelser og suboptimal behandling. De kan have svært ved at forstå information, overskue valgmuligheder eller give fyldestgørende svar, og opsætningen i akutmodtagelsen, som den er nu, er ikke gearet til denne gruppe.
Det er netop disse patienters perspektiv, vi ønsker at sætte i centrum. For deres oplevelse handler ikke kun om behandling, men om at blive mødt med forståelse, ro og struktur i en situation, hvor de i forvejen er sårbare.
Projektet søger derfor at give denne patientgruppe en stemme, ved systematisk at kortlægge, hvor mange ældre der har kognitiv svækkelse, og hvordan deres behov adskiller sig fra andre patienters. Via spørgeskemaet BASIC-Q, som også inddrager vurderinger fra pårørende, får vi et mere realistisk billede af patienternes daglige funktionsniveau – ikke kun deres præstation i øjeblikket. Det er i sig selv en måde at bringe patientens livsperspektiv ind i en akut klinisk kontekst.
Vi forventer, at resultaterne vil vise, at en stor del af de ældre i akutmodtagelsen har behov for et andet og mere tilpasset forløb – og vi vil bruge denne viden til at udvikle konkrete forbedringer. I denne proces vil vi inddrage både patienter, pårørende og frontpersonale for at sikre, at løsningerne tager udgangspunkt i virkelighedens behov – ikke blot i forskningens. Det kan fx være input til, hvordan kommunikation, miljø og forløbsstruktur kan gøres mere tryg og overskuelig for personer med kognitiv svækkelse.
Vores vision er at skabe en akutmodtagelse, hvor ældre med nedsat kognition bliver mødt med værdighed og forståelse, og hvor behandlingen fra starten tager højde for deres særlige sårbarhed. Ved at sætte patientens oplevelse og funktion i centrum, håber vi at bidrage til en kulturændring, hvor tryghed og kvalitet går hånd i hånd, også når tiden er knap.
Under COVID-19 blev testkapacitet en afgørende faktor, men manuelle podninger krævede store mængder sundhedspersonale og medførte smitterisiko. Dette projekt undersøger, om en ny robot kan lade borgere selv tage svælgpodning – uden hjælp fra sundhedspersonale – og stadig opnå samme kvalitet som ved manuel test.
Vi undersøger både, hvor godt prøverne er, og hvordan folk oplever processen. Hvis teknologien virker, kan den bruges i fremtidige sundhedskriser, hvor hurtig og tryg testning er nødvendig – uden at belaste sundhedspersonalet.
Socialt udsatte borgere i Danmark lever kortere, har dårligere helbred og har sværere ved at få adgang til sundhedsydelser end resten af befolkningen. Mange kæmper med en kombination af fysiske sygdomme, psykiske lidelser og sociale problemer som hjemløshed, misbrug, fattigdom eller manglende netværk. Trods hyppig kontakt med sundhedsvæsenet oplever de ofte lavere kvalitet i behandlingen, manglende sammenhæng i forløbene og store vanskeligheder ved at navigere i et komplekst system. Rapporter fra Rådet for socialt udsatte viser markante forskelle i helbred, sundhedsadfærd og brug af sundhedsvæsenet for denne gruppe, hvilket understreger behovet for nye, målrettede løsninger.
Formålet med projektet er at undersøge, om en ny klinik på Holbæk Sygehus – Flexklinik Holbæk – kan gøre en reel forskel for denne sårbare gruppe. Klinikken er et lavtærskel, tværfagligt sundhedstilbud, hvor borgerne kan møde op uden tidsbestilling og få hjælp til både akutte og kroniske helbredsproblemer. Den skal samtidig fungere som bindeled mellem sygehuset, almen praksis, psykiatrien og kommunale tilbud, så patientforløb bliver mere sammenhængende og tilpasset den enkeltes behov. Målet er at forbedre adgangen til sundhed, styrke koordinationen på tværs af sektorer og øge borgernes helbred, funktionsevne, livskvalitet og sundhedskompetence.
Forskningsmæssigt anvender vi et mixed-methods-design, hvor både tal og erfaringer indsamles løbende for at evaluere indsatsen. Første skridt er en behovsanalyse med kvalitative interviews af borgere for at afdække oplevelser, barrierer og ønsker til klinikken. Senere gentages interviewene med borgere, der har brugt klinikken, for at få viden om, hvordan den fungerer i praksis, og hvilke ændringer der kan forbedre tilbuddet. Vi inddrager også erfaringer fra personale og samarbejdspartnere for at belyse, hvordan tværsektorielt samarbejde bedst organiseres.
Effekten måles på fysisk og psykisk helbred, funktionsniveau, livskvalitet og sundhedskompetence ved hjælp af validerede spørgeskemaer. Vi kobler disse oplysninger med registerdata om brug af sundheds- og sociale ydelser – fx antal indlæggelser, akutte kontakter, brug af almen praksis, psykiatri, kommunale støttetilbud og medicinforbrug – for at få et nuanceret billede af klinikkens betydning.
Klinikken forankres i Arbejds- og Socialmedicinsk Afdeling, der har stor erfaring med komplekse patientforløb, socialmedicinsk opfølgning og tværsektorielt samarbejde. Socialteamet – bestående af socialsygeplejersker og socialrådgivere – er en del af afdelingen og indgår som en central del af projektet.
Ved at kombinere drift og forskning kan vi både justere indsatsen undervejs og skabe ny viden om, hvad der virker. Det giver et solidt grundlag for at dele erfaringerne nationalt og inspirere andre hospitaler og kommuner til at udvikle lignende tilbud. Hvis projektet viser positive effekter, kan resultaterne blive et vigtigt bidrag ift. at nedbringe uligheden i sundhed.
Hvem er jeg nu? er et spørgsmål, som folk kan stille sig selv, når de oplever den pludselige forandring fra at være normalt fungerende til at være invalideret grundet en hjerneskade. Hvert år rammes cirka 20.000 danskere af en hjerneskade forårsaget af hjerneblødning, tumor, traume eller iltmangel.
En lang række nationale og internationale forskningsstudier viser, at for denne gruppe er tab af identitet, og dermed en følelse af ikke at kunne genkende sig selv, en af de væsentligste konsekvenser der følger tabet af fysiske og mentale funktioner og de store ændringer, der kan ske i deres personlige og arbejdsmæssige liv.
At mennesker, der får en hjerneskade, skaber en ny identitet trods konsekvenserne af deres hjerneskade kan være afgørende for et godt rehabiliteringsforløb og at vende tilbage til et meningsfuldt hverdags- og arbejdsliv. Men på trods af stigende erkendelse af de langsigtede konsekvenser, som tab af identitet har for mennesker med erhvervet hjerneskade, er udvikling af effektive måder at håndtere disse problemer et underudviklet område inden for specialiseret neurorehabilitering nationalt og internationalt.
Derfor har dette forskningsprojekt til formål at udvikle og teste en identitetsfokuseret tværprofessionel rehabiliteringsindsats til mennesker med erhvervet hjerneskade. Projektet udføres i et samarbejde mellem erfarende forskere og rehabiliteringsterapeuter fra en række forsknings- og rehabiliteringsinstitutioner i Region Sjælland.
Forskningsprojektet fokuserer på mennesker mellem 25 og 65. For denne gruppe kommer hjerneskaden ind i deres liv på et særligt kritisk tidspunkt, hvor de måske er i et forhold eller gift med hjemmeboende børn og er økonomisk, socialt og arbejdsmæssigt forpligtede.
Forskningsprojektet skal gennemføres med en høj grad af brugerinddragelse hvorfor personer med erhvervet hjerneskade og deres pårørende skal inddrages i alle faser af projektet.
I modsætning til den støtte, som ydes af neuropsykologer i varierende omfang, isoleret fra den hverdag og relationer, som problemerne udfolder sig i, er denne indsats nyskabende, idet den skal tage udgangspunkt i her-og-nu situationer i rehabiliteringen.
I omgivelser med overførelsesværdi til den fremtidige hverdag, skal mennesker med erhvervet hjerneskade opleve at være den samme person som før skaden, opbygge social identitet og nye samværsformer med familie, venner og kollegaer.
Indsatsen skal guide rehabiliteringsterapeuter i specialiserede rehabiliteringstilbud i at gennemføre behandlingsaktiviteter så mennesker med erhvervet hjerneskade kan integrere og acceptere begrænsninger og muligheder i deres nye selvforståelse.
Med denne ansøgning søges der om midler til at skabe det nødvendige vidensgrundlaget for indsatsens udvikling.
Ved at imødekomme denne ansøgning kan Helsefonden være med til at forbedre rehabilitering, der tilbydes mennesker med erhvervet hjerneskade gennem en personcentreret og helhedsorienteret tilgang.
Depression er en alvorlig og invaliderende sygdom, som på verdensplan rammer op mod 20% i løbet af deres liv og udgør en af de primære årsager til funktionsnedsættelse globalt. Kvinder er i omkring dobbelt så høj risiko for at udvikle depression som mænd, og perioderne omkring pubertet, graviditet og fødsel samt overgangsalder synes at udgøre særligt sårbare perioder. Vores viden om unikke risikoprofiler, sygdomsmekanismer og specifik behandling af denne potentielle hormonfølsomme subtype af depression er desværre stadig meget mangelfuld. Fødselsdepression er en hyppig og kompleks sygdom i denne gruppe, der især fortjener vores opmærksomhed: 10-20% af nybagte mødre lider af fødselsdepression – tallet for mænd er 5-10% – og sygdommen påvirker både den enkelte, parforholdet, familiedannelsen og måske allervigtigst, den nyfødtes trivsel og udvikling. Depressive symptomer hos moderen kan hæmme samspil og tilknytning til barnet, hvilket kan have omfattende negative konsekvenser for barnets kognitive, sproglige, emotionelle og adfærdsmæssige udvikling samt øge risikoen for psykiske lidelser i barnets ungdom. Ny forskning tyder på, at påvirket social og affektiv kognitiv funktion hos mødre både med subklinisk og klinisk depression er forbundet med forsinket udvikling hos deres spædbørn. I vores forskningsgruppe har vi netop afsluttet et stort randomiseret forsøg (MAMA-studiet) med kvinder, der tidligere har haft fødselsdepression. Kvinderne fik enten naturlig østrogen eller placebo i tre uger efter fødslen for at undersøge, om et mindre drastisk østrogenfald efter fødslen kan forebygge depression. Fra projektet har vi adgang til unikke data om 176 kvinder og deres nyfødte børn, som vi nu går i gang med at analysere. I dette projekt vil vi analysere og nyttiggøre centrale data fra MAMA-projektet og undersøge sammenhænge mellem social og affektiv kognitiv funktion hos moderen og spædbarnets tidlige udvikling omkring 8-10 uger efter fødslen. Vi vil også undersøge, hvorvidt østrogen har en positiv effekt på moderens kognition. Formålet med dette projekt er at karakterisere og identificere særligt sårbare parametre i mor-barn-interaktionen og dermed guide fremtidige strategier, som kan opspore, forebygge og behandle både tilfælde af subklinisk og fuldt udviklet fødselsdepression samt støtte interaktionen med barnet og fremme spædbarnsudvikling.
Vi brænder for at bidrage med ny og patientnær viden om fødselsdepression til gavn for både familier og samfund. Vi forventer, at dette projekt er første skridt i en PhD, som vil inkludere opfølgning på børnene i MAMA-studiet. “Kvindesygdomme” og psykiske lidelser er begge fortsat underprioriterede forskningsområder og underbelyste aspekter af vores sundhed, og vi håber bl.a. med dette projekt at være med til at fremme reproduktivt og mentalt helbred hos både mor, barn og familien som helhed.
Flere og flere børn i Danmark oplever psykiske udfordringer og er utilfredse med deres krop. Allerede fra 11-årsalderen begynder børn, især piger, at føle sig for tykke eller anderledes. Drengene udtrykker ofte ønske om at være mere muskuløse. Uanset køn viser undersøgelser, at børn i stigende grad er utilfredse med deres krop, og det påvirker deres selvværd, trivsel og sociale liv. Mange børn har svært ved at sætte ord på deres kropslige oplevelser og følelser, fx hvordan det føles at være lav, høj, syg, sulten, anderledes eller i tvivl om deres kønsidentitet. Derfor er det vigtigt at give dem trygge rammer og et sprog til at tale om kroppen.
KROPSSNAK er et forskningsprojekt, der har til formål at udvikle et nyt samtaleredskab, som sundhedsplejersker kan bruge til at tale med børn i 5–9-årsalderen om kroppen på en måde, der er tryg, inkluderende og forståelig. Målet er at styrke børns kropsaccept og trivsel, og samtidig gøre det lettere for sundhedsplejersker at tage hul på samtaler om svære emner i øjenhøjde med barnet og forældrene.
Redskabet vil vi udvikle i tæt samarbejde med sundhedsplejersker, forældre og børn og afprøve i fem kommuner: Viborg, Odense, Vejen, Nordfyn og Svendborg. Det skal være visuelt, legende og enkelt at bruge, og tage afsæt i børns egne måder at forstå og udtrykke kroppen på. Projektet bygger videre på gode erfaringer fra tidligere projekter, som fx det digitale spil Maze Out, og Spiseforstyrrelses labyrint, en interaktiv bog om spiseforstyrrelser, som har vist sig at fremme dialog og refleksion.
KROPSSNAK gennemføres i første omgang som et såkaldt feasibility-studie,det vil sige en mindre, indledende undersøgelse, hvor vi undersøger, om redskabet fungerer i praksis, og hvordan det opleves af børn, forældre og sundhedsplejersker. På den baggrund kan vi justere og forbedre redskabet, før det testes i større skala i en landsdækkende undersøgelse.
Projektet er forankret i både folkesundhed og pædagogik og rummer et stærkt samfundsperspektiv. Ved at fremme en sund og positiv kropsforståelse hos børn tidligt i livet, kan vi bidrage til at forebygge mistrivsel, lavt selvværd og psykiske problemer senere hen. KROPSSNAK handler ikke om vægt eller udseende, men om at give børn mulighed for at tale åbent og nysgerrigt om kroppen som en vigtig del af deres identitet og trivsel.
Demens rammer ikke kun ældre mennesker. Hvert år diagnosticeres også personer under 65 år med tidlig demens. Mange af disse står midt i arbejdsliv, familieliv og samfundsdeltagelse, og demens medfører derfor store livsomvæltninger både for den enkelte og for de pårørende. Personer med tidlig demens kan opleve tab af identitet, social isolation og vanskeligheder med at fastholde deres hverdag, og deres partnere, voksne børn og øvrige familie træder ofte ind som uformelle omsorgsgivere. Det sker typisk i en livsfase, hvor de pårørende samtidig jonglerer egne job, børn og økonomisk ansvar.
I dag findes der få relevante og målrettede tilbud til denne gruppe. De fleste eksisterende støttetilbud og rådgivningstiltag er nemlig udviklet til ældre med demens, og yngre personer med demens oplever derfor ofte, at disse tilbud ikke afspejler deres behov, situation eller livsstil. Mange får desuden stillet diagnosen sent, hvilket forringer muligheden for tidlig indsats og støtte.
Formålet med dette projekt er at belyse, hvilke behov og ønsker personer med tidlig demens og deres pårørende har for støtte og rådgivning i hverdagen. Projektet gennemføres som en interviewundersøgelse og en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, hvor personer med demens, deres pårørende samt fagpersoner og repræsentanter fra patientforeninger deltager. Fokusgrupperne og survey vil blandt andet give indblik i, hvilke udfordringer borgerne står overfor, hvilke strategier de allerede bruger til at håndtere hverdagen, og hvad de selv efterspørger af fremtidige løsninger.
Et centralt fokus i projektet er, hvordan teknologi – fx digitale værktøjer og webbaserede støtteforløb – kan medvirke til at skabe bedre vilkår og støtte demensramte og deres familier. Derudover undersøges, hvordan offentlige tilbud og rådgivningsindsatser kan tilpasses målgruppens livssituation, så flere oplever støtten som relevant og meningsfuld.
Projektet ledes af forskere fra Syddansk Universitet og gennemføres i samarbejde med kommunale aktører og patientforeninger. Viden fra projektet vil danne grundlag for udvikling af en ny støtteintervention, som i en senere fase vil blive afprøvet og evalueret. Målet er, at kommuner og fagpersonale over hele landet får adgang til konkrete redskaber og metoder, som styrker den palliative og livsunderstøttende indsats for mennesker med tidlig demens og deres pårørende.
Formålet med ECHO-projektet er at afprøve en samtaleterapi, som hurtigt kan implementeres i det daglige kliniske arbejde med unge stemmehørere. Behandlingen er baseret på Compassion Fokuseret Terapi (CFT), som er en retning indenfor kognitiv terapi, der med god effekt har været anvendt på voksne med skizofreni. Behandlingsmanualen er udviklet af to erfarne klinikere indenfor unge med psykose i tæt samarbejde med en international ekspert på området.
I CFT søger man en balance mellem tre forskellige systemer til emotionsregulering, samtidigt med at man søger at udvikle et omsorgsfuldt sind, som er sensitivt i forhold til egen forpinthed, og som er motiveret til at forebygge og lindre forpinthed.
Projektet undersøger arbejdslivets rolle i opretholdelsen af ædruelighed efter alkoholbehandling og fokuserer på, hvordan arbejdslivet kan blive en aktiv del af recoveryprocessen. Projektet undersøger hvordan arbejdet – i bred forstand – kan understøtte et liv uden alkohol, og hvordan behandlingssystemet kan inddrage arbejdslivet som et positivt og meningsgivende element. Afsættet er arbejdets dobbelthed: det kan både være en kilde til stress og tilbagefald, men også danne ramme for stabilitet, identitet og livsmening. Projektet undersøger derfor, hvordan arbejdet – når det tilpasses brugerens kapacitet og behov – kan få en recovery-værdi. Målet er at give både brugere og behandlere en mere nuanceret forståelse af arbejdslivet, som rummer både lønarbejde, frivilligt arbejde og andre meningsfulde aktiviteter. Projektet antager, at en læringsorienteret tilgang til arbejdets betydning kan hjælpe brugerne med at reflektere over og forme et bæredygtigt arbejdsliv i overensstemmelse med deres ønsker og muligheder. Herunder et arbejdsliv, hvor der løbende sker en tilpasning af balancen mellem deres ressourcer og de krav, de skal håndtere. Dette fordrer kompetenceudvikling blandt behandlere, så de kan inddrage arbejdslivets betydning i psykoedukationen og støtte brugerens handlekompetence. Afslutningsvis bygger projektet på eksisterende forskning i arbejdsliv, misbrugsbehandling, tidssociologi og recovery. Der søges at udvikle metoder og værktøjer, der kan støtte et meningsfuldt arbejdsliv som en integreret del af den langsigtede vej ud af alkoholafhængighed.