Vi søger midler til at udvikle og teste en model for ældrekorps, der skal bekæmpe ensomhed og social isolation blandt minoritetsetniske ældre over 65 år. I projektperioden etableres et frivilligt ældrekorps på Nørrebro som et pilotprojekt.
Projektet tager udgangspunkt i en peer-to-peer tilgang, hvor frivillige ældre fra målgruppen fungerer som link-workers og hjælper deres jævnaldrende med at få overblik over og tilgå lokale sociale og sundhedstilbud.
Erfaringer fra vores andre indsatser viser, at peer-to-peer tilgangen styrker identitet, fællesskab og handlekraft, fordi målgruppen selv er medskaber af indsatsen. Tilgangen skaber desuden fleksibilitet, da den gør det muligt for dem, der modtager hjælp, at skifte position og blive frivillige, når deres ressourcer ændrer sig. Omvendt kan frivillige, der får brug for støtte, modtage hjælp som en del af målgruppen. Det skaber mere ligeværdige relationer mellem de frivillige og ældre og gør det naturligt at veksle mellem at hjælpe og modtage hjælp.
De frivillige ældre opkvalificeres i at bruge det relationelle støttekort som redskab til at hjælpe andre ældre med at navigere i deres sociale netværk og tilgængelige støttemuligheder, samtidig med at de igangsætter samtaler om alderdommen. Ved at aktivere de ældres egne ressourcer og styrke deres handlekraft hjælper denne tilgang de ældre med at håndtere de sproglige, kulturelle og helbredsmæssige barrierer, der ofte gør det svært for dem at opsøge relevante tilbud og fællesskaber.
Gennem opkvalificering og løbende støtte vil ældrekorpset vejlede andre ældre og styrke deres tilknytning til sociale fællesskaber. Dette vil ikke kun øge viden om tilgængelige ældretilbud blandt målgruppen, men også bidrage til tidlig opsporing af mulige sundhedsmæssige og sociale udfordringer. Projektet vil facilitere et samarbejde mellem ældrekorpsets frivillige og lokale fagpersoner gennem to dialogmøder. Disse møder styrker fagpersonernes forståelse af målgruppens behov og fremmer samarbejdet med ældrekorpset.
Projektet sigter mod at udvikle en bæredygtig og skalerbar ældrekorpsmodel, der kan udbredes til andre byområder og kommuner efter projektets afslutning. Erfaringerne fra etableringen af ældrekorpset på Nørrebro vil være afgørende for at finjustere og sikre, at modellen fungerer optimalt. Gennem løbende dataindsamling og tæt samarbejde med målgruppen vil modellen blive tilpasset deres behov, hvilket sikrer en målrettet og effektiv indsats.
Projektet vil føre til øget trivsel og sundhed blandt minoritetsetniske ældre, samt styrke deres kendskab til sociale netværk og støttemuligheder. Samtidig vil det fremme relationerne mellem ældre, frivillige og fagpersoner, hvilket bidrager til en mere inkluderende og sammenhængende social- og sundhedsindsats. Den langsigtede effekt er, at flere minoritetsetniske ældre vil opleve forbedret sundhed og livskvalitet, øget lighed i de sociale og sundhedstilbud samt styrket handlekraft og motivation.
Fysisk inaktivitet under hospitalsindlæggelse er et velkendt problem, især for ældre, svækkede patienter, hvor selv kortvarig inaktivitet kan medføre tab af funktionsevne, nedsat selvstændighed og forringet livskvalitet efter udskrivelse. Projektet fokuserer på at gøre fysisk aktivitet til en integreret del af behandlingen på geriatrisk afdeling frem for et ekstra tilbud, og har som udgangspunkt at forstå patienternes perspektiv: Hvad motiverer dem, og hvilke barrierer oplever de?
Ved at undersøge patienternes oplevelser, holdninger og forventninger til fysisk aktivitet som en del af behandlingen bidrager projektet med ny viden, som både har en sundhedsmæssig og samfundsmæssig vinkel. Sundhedsmæssigt adresserer projektet de negative konsekvenser af inaktivitet, herunder risikoen for funktionstab, genindlæggelser og nedsat livskvalitet. Ved at skabe indsigt i, hvordan fysisk aktivitet kan integreres meningsfuldt i patienternes behandling, lægges fundamentet for interventioner, der styrker både fysisk funktion og velbefindende hos ældre patienter.
Samfundsmæssigt har funktionstab hos ældre direkte konsekvenser for deres evne til at deltage aktivt i samfundslivet, klare daglige aktiviteter og bevare selvstændighed. Projektet undersøger, hvordan patienternes egne perspektiver kan informere og optimere tiltag, så fysisk aktivitet bliver både relevant og motiverende. Resultaterne kan omsættes til konkrete løsninger i hospitalssystemet, som ikke blot forbedrer patienternes sundhed, men også reducerer plejebehov og understøtter ældres aktive deltagelse i samfundet efter udskrivelse.
Projektet bygger på tidligere forskning, der viser, at ældre patienter ofte mangler viden om egen fysiske formåen og ikke oplever et meningsfuldt formål med fysisk aktivitet under indlæggelse. Ved at sætte patienternes oplevelser i centrum bidrager projektet med en unik indsigt, der kan danne grundlag for at etablere “Det Fysisk Aktive Hospital” og tilsvarende initiativer. Fokus på patienternes motivation og forståelse sikrer, at sundhedsfremmende tiltag bliver både effektive og patientcentrerede.
Forskningsspørgsmål: Hvordan oplever og forstår ældre, svækkede patienter indlagt på en geriatrisk afdeling det at skulle være fysisk aktive som en del af deres behandling – og hvilke forestillinger og forventninger præger denne forståelse?
Metoden: Udvalgte ældre patienter indlagt på geriatrisk afdeling, der vurderes at kunne deltage i interview, vil blive inviteret. Udvælgelsen vil ske med henblik på maximal variation i alder, køn, indlæggelsesårsag, funktionsevnetab i forbindelse med indlæggelse og fysiske aktivitetsniveau under indlæggelse for at opnå en nuanceret forståelse af oplevelserne. Det forventes at inkludere 12-15 deltagere.
Formidling og implementering: Projektets resultater formidles både til forskningsmiljøer og klinisk praksis. Viden fra studiet vil inddrages direkte i deltagelsesfremmeindsatser på Geriatrisk Afdeling, hvor undersøgelsen udføres.
Personer med psykiske lidelser har en markant øget dødelighed, primært som følge af somatiske sygdomme, der ikke behandles tilstrækkeligt. Ulighed i sundhedsvæsenet spiller en væsentlig rolle, idet denne patientgruppe ofte modtager mindre optimal behandling på tværs af somatiske specialer. Stigmatisering er identificeret som en central underliggende faktor, der påvirker både behandlingskvalitet og adgang til sundhedsydelser.
Virtual Reality (VR) rummer et lovende potentiale i bekæmpelsen af stigmatisering, da teknologien muliggør realistiske og målrettede scenarier, der adresserer specifikke virkningsmekanismer. Samtidig tilbyder VR en form for social kontakt, som er central i stigmatiseringsbekæmpelse, men vanskelig at etablere fysisk. Formålet med SOMADIS er at udvikle et immersivt VR-program til læger i det somatiske sundhedsvæsen, der kombinerer uddannelse og social kontakt. Programmet giver læger mulighed for at opleve mødet med sundhedsvæsenet fra perspektivet af en patient med svær psykisk sygdom og fremmer bevidsthed om adfærd, der kan føre til underbehandling.
VR-interventioner er både skalerbare og omkostningseffektive sammenlignet med eksisterende alternativer og muliggør bred implementering i sundhedsvæsenet. Dette øger potentialet for at reducere behandlingsulighed og dermed forbedre livskvalitet samt nedbringe overdødelighed blandt patienter med svær psykisk sygdom.
Alt for mange ældre borgere modtager intensiv hospitalsbehandling helt frem til de sidste dage eller timer før døden. Det betyder, at mange dør efter et forløb præget af genindlæggelser, undersøgelser og behandlinger, i stedet for at få en rolig og værdig afslutning. Ofte bliver fraværet af smerte den eneste kvalitetsmarkør for en god død. Nationale retningslinjer anbefaler tidlige samtaler og beslutninger om behandlingsniveau, men i praksis sker dette ofte sent og uden systematik.
Projektet gennemføres på Regionshospitalet Horsens og i hospitalets fire samarbejdskommuner: Horsens, Hedensted, Skanderborg og Odder. Resultaterne vil derfor både få lokal effekt og bidrage til nationale løsninger.
Ph.d.-projektet består af fire spor, der tilsammen skal skabe ny viden og konkrete løsninger:
Spor 1 – Kvalitetsudvikling: Et treårigt studie med løbende interventioner. Første skridt er at indføre en ny dokumentationspraksis for beslutninger om behandlingsniveau, så data kan udtrækkes automatisk. En styregruppe med repræsentanter fra hospital, kommuner og almen praksis skal udvikle og afprøve tværsektorielle tiltag.
Spor 2 – Retrospektiv kohorte: Et studie af afdøde borgere fra de fire kommuner, hvor de sidste otte uger af livet kortlægges. Fokus er på indlæggelser, kontakt til egen læge og om dødsfald skete planlagt eller uplanlagt, samt hvem der traf beslutningen og hvornår.
Spor 3 – Kvalitative interviews: Interviews med læger og sygeplejersker i både hospital og primær sektor skal afdække erfaringer, barrierer og behov for støtte i beslutningsprocessen.
Spor 4 – Offentlig debat: Projektet bidrager som faglig stemme til den offentlige samtale om livets afslutning, fravalg af behandling og værdighed i ældreplejen.
Målet er at udvikle indikatorer, værktøjer og procedurer, der kan indføres direkte i praksis og sikre bedre kvalitet og mere rettidig palliation. Dermed kan flere ældre borgere få et værdigt og trygt forløb ved livets afslutning.
Borderline (BP) og ængstelig evasiv (ÆEP) personlighedsforstyrrelse er udbredte og invaliderende psykiske sygdomme, der medfører svære problemer med følelsesregulering, ustabile relationer og selvskadende adfærd. Mange har også PTSD, depression, angst eller spiseforstyrrelser, og den forhøjede risiko for hjertekarsygdomme gør det afgørende at styrke både fysisk og mental sundhed.
Regelmæssig fysisk aktivitet (FA) er vigtig for forebyggelse og sundhedsfremme, men dens effekt på BP og ÆEP er næsten uudforsket. I forberedelsen af dette projekt har vi afholdt workshops med tidligere og nuværende patienter i målgruppen for at høre om deres erfaringer med og ønsker til FA. De fremhævede, at kropsligt velbefindende er vigtigt for deres velvære og selvskadetrang, samt behovet for tryghed under FA.
Vi vil undersøge gennemførligheden af to typer FA – skridttællerbaseret gå-program og karatetræning – som supplement til standardbehandling for BP og ÆEP. Karate integrerer kamp- og selvforsvarsøvelser og filosofiske værdier som ansvar og selvdisciplin, hvilket kan øge modstandsdygtighed og selvkontrol. Skridttællerbaserede gå-programmer er kendt for at øge FA i forskellige befolkningsgrupper.
Studiet er et randomiseret forsøg, der undersøger, om vi kan tiltrække og fastholde personer med BP og ÆEP i et 8-ugers program med enten karatetræning eller skridttæller-baseret gå-program. Vi inkluderer 60 personer fra Psykiatrisk Center Glostrup og Stolpegård. Interesserede vil få detaljeret information og blive tilfældigt fordelt via lodtrækning til enten karate+standardbehandling, skridttæller+standardbehandling, eller standardbehandling alene.
Karatetræning omfatter to ugentlige sessioner à 1 time ledet af erfarne instruktører en karateklub nær Psykiatrisk Center Glostrup. Træningen inkluderer meditation, teknik og kamptræning, med gradvis øgning i intensitet og kompleksitet. Instruktørerne modtager undervisning i BP/ÆEP-relateret psykopatologi. Skridttæller-interventionen omfatter en skridttæller og et gå-program. Deltagerne tilbydes tre individuelle samtaler undervejs og støttes i at gå mindst 3000 skridt dagligt, svarende til 30 minutters fysisk aktivitet.
Formålet er at vurdere gennemførligheden af interventionerne, herunder screenings-, rekrutterings- og deltagelsesrater samt frafald. Vi vil registrere utilsigtede hændelser, såsom skader eller forværring af psykisk tilstand. Psykisk og fysisk velbefindende vil blive målt med standardiserede spørgeskemaer før, efter 8 uger og efter 12 uger. Derudover måles kropssammensætning med bioimpedansanalyse samt kondition. Semi-strukturerede interviews med deltagerne vil give indsigt i, hvordan interventionerne virker.
Dette projekt handler om at forbedre behandlingen af unge, der er indlagt med den alvorlige spiseforstyrrelse anoreksi. Anoreksi er en psykisk sygdom, der ofte opstår i ungdomsårene og er kendetegnet ved ekstremt vægttab, restriktiv spisning og en forstyrret kropsopfattelse. Det er en af de mest dødelige psykiske sygdomme og kan få store konsekvenser for både fysisk og psykisk helbred samt for den unges sociale liv og fremtidige muligheder. Når sygdommen bliver så alvorlig, at den unge ikke kan behandles ambulant, kræves indlæggelse for at redde liv og genoprette vægten.
I dag er behandlingen under indlæggelse primært fokuseret på vægtøgning og ernæring, hvilket er nødvendigt for at redde liv. Men denne tilgang overser ofte den unges psykiske trivsel og behov for at udvikle strategier, der kan forhindre tilbagefald, når de udskrives. Internationale og danske undersøgelser viser, at mange unge oplever manglende inddragelse i beslutninger om deres behandling, og forældre føler sig tilsidesat, selvom de er en vigtig ressource i barnets bedring. Dette øger risikoen for utilfredshed med behandlingen, dårligere samarbejde og tilbagefald – hvilket medfører nye indlæggelser og lange sygdomsforløb med store personlige og samfundsmæssige omkostninger.
Projektets formål er at udvikle en mere helhedsorienteret og inddragende behandling under indlæggelse, hvor der ud over vægtøgning også er fokus på psykologisk trivsel, mestring og samarbejde med familien. For at nå dette mål består projektet af fem dele:
1. Identificering af ønsker og behov under indlæggelse: Gennem interviews og feltobservationer afdækker vi behov og ønsker hos unge, deres forældre og de sundhedsprofessionelle, der behandler dem.
2. Udvikling af en ny intervention: Med afsæt i den indsamlede viden og i tæt samarbejde med unge, deres familier og de sundhedsprofessionelle, udvikler vi en intervention, som støtter den unges mentale sundhed under indlæggelse.
3. Afprøvning og evaluering af interventionen: Den nye intervention testes i klinikken for at undersøge, om den er anvendelig, meningsfuld og gør en positiv forskel for patienterne og deres familier.
Projektet foregår i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark, som har stor erfaring med behandling af unge med spiseforstyrrelser. Vi arbejder tæt sammen med patienter, forældre, personale og patientforeningen Foreningen Spiseforstyrrelser & Selvskade, som har tilkendegivet deres støtte til projektet. Resultaterne vil ikke kun forbedre behandlingen i Region Syddanmark, men også skabe ny viden, som kan bruges i hele landet og på sigt indgå i nationale retningslinjer. Målet er at give unge en bedre behandling, der både redder liv her og nu og mindsker risikoen for tilbagefald – så de hurtigere kan komme tilbage til en hverdag med skole, venner og fællesskab.
Det danske sundhedsvæsen står over for store udfordringer. Der bliver flere ældre borgere, behovet for behandling stiger, og samtidig har hospitalerne svært ved at fastholde og rekruttere sygeplejersker og jordemødre. Selvom antallet af ansatte er vokset siden COVID-19, er den gennemsnitlige arbejdstid faldet, og sygefraværet er steget. Det betyder, at det reelle arbejdsudbud – altså hvor mange timer personalet faktisk er til stede på arbejde – er under pres.
En oplagt løsning har været at få flere på fuldtid, men forskning tyder på, at lavere arbejdstid kan resultere i et mere bæredygtigt arbejdsudbud, fordi medarbejderne oplever bedre trivsel og mindre fravær. I en ny model, kaldet normtidsreduktion, får medarbejderne ikke udbetalt tillæg for aften-, nat- og weekendvagter, men kompenseres med fast afspadsering, som planlægges ind i vagtplanen. Det betyder, at man kan være fuldtidsansat med færre skemalagte fremmødetimer og større fleksibilitet til at tage ekstra timer ved behov.
Projektet undersøger, om normtidsreduktion kan være en vej til at skabe et mere stabilt arbejdsudbud på hospitalerne. Ved at analysere detaljerede arbejdstidsdata koblet med danske registre vil vi måle, om modellen øger forholdet mellem fremmødte og kontraktmæssige timer. Vi ser også på, om effekten skyldes mindre sygefravær, mere systematisk afspadsering eller ændringer i overarbejde.
De detaljerede data på individniveau tillader et quasi-eksperimentelt analyse design, som kan reducere de selektionsproblemer der altid vil være en udfordring ved ikke randomiserede interventioner. Den største analytiske udfordring er selektion ind i en frivillig intervention – normtidsreduktionsaftalen. Dette problem vil håndteres ved en grundig analyse af hvilke parametre der bestemmer denne selektion, hvorefter en matchet kontrolgruppe på disse parametre vil blive identificeret på afdelingen uden normtidsreduktion. Herudover vil anvendelsen af et difference-in difference design yderligere kontrollere for uobserveret tidskonstante personkarakteristika og tidstrend.
Projektet bidrager med ny viden om, hvordan arbejdstiden kan tilrettelægges, så både samfundets behov for mere arbejdskraft og medarbejdernes behov for trivsel tilgodeses. Hvis modellen virker, kan den inspirere til nye nationale retningslinjer og måske også anvendes i andre sektorer med skifteholdsarbejde – fx politi, forsvar og plejesektoren.
Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Dansk Center for Sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Rigshospitalet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Resultaterne vil blive formidlet både videnskabeligt og til offentligheden gennem artikler, debatindlæg og præsentationer for beslutningstagere og faglige organisationer. Målet er, at resultaterne hurtigt kan bruges i praksis og bidrage til et mere robust og bæredygtigt sundhedsvæsen.
Projektet udspringer af en konkret og tilbagevendende udfordring i akutmodtagelsen: Mange ældre patienter har tegn på kognitiv svækkelse, og ofte opdages det ikke. Det betyder, at deres indlæggelsesforløb ofte bliver præget af utryghed, misforståelser og suboptimal behandling. De kan have svært ved at forstå information, overskue valgmuligheder eller give fyldestgørende svar, og opsætningen i akutmodtagelsen, som den er nu, er ikke gearet til denne gruppe.
Det er netop disse patienters perspektiv, vi ønsker at sætte i centrum. For deres oplevelse handler ikke kun om behandling, men om at blive mødt med forståelse, ro og struktur i en situation, hvor de i forvejen er sårbare.
Projektet søger derfor at give denne patientgruppe en stemme, ved systematisk at kortlægge, hvor mange ældre der har kognitiv svækkelse, og hvordan deres behov adskiller sig fra andre patienters. Via spørgeskemaet BASIC-Q, som også inddrager vurderinger fra pårørende, får vi et mere realistisk billede af patienternes daglige funktionsniveau – ikke kun deres præstation i øjeblikket. Det er i sig selv en måde at bringe patientens livsperspektiv ind i en akut klinisk kontekst.
Vi forventer, at resultaterne vil vise, at en stor del af de ældre i akutmodtagelsen har behov for et andet og mere tilpasset forløb – og vi vil bruge denne viden til at udvikle konkrete forbedringer. I denne proces vil vi inddrage både patienter, pårørende og frontpersonale for at sikre, at løsningerne tager udgangspunkt i virkelighedens behov – ikke blot i forskningens. Det kan fx være input til, hvordan kommunikation, miljø og forløbsstruktur kan gøres mere tryg og overskuelig for personer med kognitiv svækkelse.
Vores vision er at skabe en akutmodtagelse, hvor ældre med nedsat kognition bliver mødt med værdighed og forståelse, og hvor behandlingen fra starten tager højde for deres særlige sårbarhed. Ved at sætte patientens oplevelse og funktion i centrum, håber vi at bidrage til en kulturændring, hvor tryghed og kvalitet går hånd i hånd, også når tiden er knap.
Under COVID-19 blev testkapacitet en afgørende faktor, men manuelle podninger krævede store mængder sundhedspersonale og medførte smitterisiko. Dette projekt undersøger, om en ny robot kan lade borgere selv tage svælgpodning – uden hjælp fra sundhedspersonale – og stadig opnå samme kvalitet som ved manuel test.
Vi undersøger både, hvor godt prøverne er, og hvordan folk oplever processen. Hvis teknologien virker, kan den bruges i fremtidige sundhedskriser, hvor hurtig og tryg testning er nødvendig – uden at belaste sundhedspersonalet.
Socialt udsatte borgere i Danmark lever kortere, har dårligere helbred og har sværere ved at få adgang til sundhedsydelser end resten af befolkningen. Mange kæmper med en kombination af fysiske sygdomme, psykiske lidelser og sociale problemer som hjemløshed, misbrug, fattigdom eller manglende netværk. Trods hyppig kontakt med sundhedsvæsenet oplever de ofte lavere kvalitet i behandlingen, manglende sammenhæng i forløbene og store vanskeligheder ved at navigere i et komplekst system. Rapporter fra Rådet for socialt udsatte viser markante forskelle i helbred, sundhedsadfærd og brug af sundhedsvæsenet for denne gruppe, hvilket understreger behovet for nye, målrettede løsninger.
Formålet med projektet er at undersøge, om en ny klinik på Holbæk Sygehus – Flexklinik Holbæk – kan gøre en reel forskel for denne sårbare gruppe. Klinikken er et lavtærskel, tværfagligt sundhedstilbud, hvor borgerne kan møde op uden tidsbestilling og få hjælp til både akutte og kroniske helbredsproblemer. Den skal samtidig fungere som bindeled mellem sygehuset, almen praksis, psykiatrien og kommunale tilbud, så patientforløb bliver mere sammenhængende og tilpasset den enkeltes behov. Målet er at forbedre adgangen til sundhed, styrke koordinationen på tværs af sektorer og øge borgernes helbred, funktionsevne, livskvalitet og sundhedskompetence.
Forskningsmæssigt anvender vi et mixed-methods-design, hvor både tal og erfaringer indsamles løbende for at evaluere indsatsen. Første skridt er en behovsanalyse med kvalitative interviews af borgere for at afdække oplevelser, barrierer og ønsker til klinikken. Senere gentages interviewene med borgere, der har brugt klinikken, for at få viden om, hvordan den fungerer i praksis, og hvilke ændringer der kan forbedre tilbuddet. Vi inddrager også erfaringer fra personale og samarbejdspartnere for at belyse, hvordan tværsektorielt samarbejde bedst organiseres.
Effekten måles på fysisk og psykisk helbred, funktionsniveau, livskvalitet og sundhedskompetence ved hjælp af validerede spørgeskemaer. Vi kobler disse oplysninger med registerdata om brug af sundheds- og sociale ydelser – fx antal indlæggelser, akutte kontakter, brug af almen praksis, psykiatri, kommunale støttetilbud og medicinforbrug – for at få et nuanceret billede af klinikkens betydning.
Klinikken forankres i Arbejds- og Socialmedicinsk Afdeling, der har stor erfaring med komplekse patientforløb, socialmedicinsk opfølgning og tværsektorielt samarbejde. Socialteamet – bestående af socialsygeplejersker og socialrådgivere – er en del af afdelingen og indgår som en central del af projektet.
Ved at kombinere drift og forskning kan vi både justere indsatsen undervejs og skabe ny viden om, hvad der virker. Det giver et solidt grundlag for at dele erfaringerne nationalt og inspirere andre hospitaler og kommuner til at udvikle lignende tilbud. Hvis projektet viser positive effekter, kan resultaterne blive et vigtigt bidrag ift. at nedbringe uligheden i sundhed.
Hvem er jeg nu? er et spørgsmål, som folk kan stille sig selv, når de oplever den pludselige forandring fra at være normalt fungerende til at være invalideret grundet en hjerneskade. Hvert år rammes cirka 20.000 danskere af en hjerneskade forårsaget af hjerneblødning, tumor, traume eller iltmangel.
En lang række nationale og internationale forskningsstudier viser, at for denne gruppe er tab af identitet, og dermed en følelse af ikke at kunne genkende sig selv, en af de væsentligste konsekvenser der følger tabet af fysiske og mentale funktioner og de store ændringer, der kan ske i deres personlige og arbejdsmæssige liv.
At mennesker, der får en hjerneskade, skaber en ny identitet trods konsekvenserne af deres hjerneskade kan være afgørende for et godt rehabiliteringsforløb og at vende tilbage til et meningsfuldt hverdags- og arbejdsliv. Men på trods af stigende erkendelse af de langsigtede konsekvenser, som tab af identitet har for mennesker med erhvervet hjerneskade, er udvikling af effektive måder at håndtere disse problemer et underudviklet område inden for specialiseret neurorehabilitering nationalt og internationalt.
Derfor har dette forskningsprojekt til formål at udvikle og teste en identitetsfokuseret tværprofessionel rehabiliteringsindsats til mennesker med erhvervet hjerneskade. Projektet udføres i et samarbejde mellem erfarende forskere og rehabiliteringsterapeuter fra en række forsknings- og rehabiliteringsinstitutioner i Region Sjælland.
Forskningsprojektet fokuserer på mennesker mellem 25 og 65. For denne gruppe kommer hjerneskaden ind i deres liv på et særligt kritisk tidspunkt, hvor de måske er i et forhold eller gift med hjemmeboende børn og er økonomisk, socialt og arbejdsmæssigt forpligtede.
Forskningsprojektet skal gennemføres med en høj grad af brugerinddragelse hvorfor personer med erhvervet hjerneskade og deres pårørende skal inddrages i alle faser af projektet.
I modsætning til den støtte, som ydes af neuropsykologer i varierende omfang, isoleret fra den hverdag og relationer, som problemerne udfolder sig i, er denne indsats nyskabende, idet den skal tage udgangspunkt i her-og-nu situationer i rehabiliteringen.
I omgivelser med overførelsesværdi til den fremtidige hverdag, skal mennesker med erhvervet hjerneskade opleve at være den samme person som før skaden, opbygge social identitet og nye samværsformer med familie, venner og kollegaer.
Indsatsen skal guide rehabiliteringsterapeuter i specialiserede rehabiliteringstilbud i at gennemføre behandlingsaktiviteter så mennesker med erhvervet hjerneskade kan integrere og acceptere begrænsninger og muligheder i deres nye selvforståelse.
Med denne ansøgning søges der om midler til at skabe det nødvendige vidensgrundlaget for indsatsens udvikling.
Ved at imødekomme denne ansøgning kan Helsefonden være med til at forbedre rehabilitering, der tilbydes mennesker med erhvervet hjerneskade gennem en personcentreret og helhedsorienteret tilgang.