Social Sundhed bygger bro mellem lægen og det boligsociale område

Et nyt samarbejde mellem Social Sundhed og boligsociale områder er begyndt at se dagens lys i Aarhus. Det skal give mennesker med minoritetsbaggrund lettere adgang til sundhedsydelser.

Social Sundhed hjælper udsatte mennesker med at finde rundt i sundhedssystemet


Tekst: Nanna Stærmose
Foto: Social Sundhed

En række boligsociale områder i Aarhus får i øjeblikket ugentlige besøg af en medarbejder fra NGO’en Social Sundhed. Formålet er at bygge bro og opbygge relationer til de mennesker, der bor her med henblik på at hjælpe dem med at finde rundt i det danske sundhedssystem.

”Vi har ønsket et samarbejde med de boligsociale områder i rigtig mange år. Her bor en gruppe mennesker, vi ved kan få gavn af vores tilbud,” siger Ditte Marie Tolsgaard, kommunikationsansvarlig i Social Sundhed.

Social Sundhed startede i 2013 med henblik på at uddanne såkaldte brobyggere. Det vil sige studerende på landets sundhedsfaglige uddannelser, der frivilligt hjælper mennesker i sårbare positioner, herunder mennesker med minoritetsbaggrund, med at finde rundt i det danske sundhedsvæsen.
Danskere med minoritetsbaggrund har generelt sværere ved at komme til lægen, komme til sin aftale på sygehuset eller forstå og finde rundt i det danske sundhedsvæsen. Det skaber en ulige adgang til sundhedsydelser, og det er det, som Social Sundhed er sat i verden for at ændre på.

Derfor har Helsefonden støttet

Projektet står på skuldrene af tidligere erfaringer
Indsatsen i sig selv er ny, men den bygger på erfaringer man har gjort i tidligere projekter, der er således et godt fundament for indsatsen.

Fokus på en sårbar gruppe
Det er veldokumenteret, at etniske minoriteter har et dårligere helbred og en uhensigtsmæssig brug af sundhedssystemet. Dette projekt peger på en mulig løsning til gavn for både borgere og sundhedsvæsen.

Solid og realistisk projektbeskrivelse
Projektbeskrivelsen er grundig og konkret med en fin plan for formidling og ikke mindst en realistisk plan for forankring af projektet efterfølgende. Det er også sandsynliggjort, at indsatsen vil kunne spredes til andre boligområder.

”I dette projekt ønsker vi dels at komme tættere på mennesker ude i de boligsociale områder, da vi ved, at der er en gruppe her, som vi har svært ved at nå via vores andre kanaler. Dels ønsker vi at styrke vores rekruttering af sundhedsfaglige studerende med anden etnisk baggrund end dansk, da vi ved fra tidligere projekter, at de kan noget helt særligt,” siger Ditte Marie Tolsgaard.

Kulturel oversætter

Mødet med det danske sundhedsvæsen kan være overvældende og uoverskueligt. Og hvis der derudover er både en sprogbarriere og det som Ditte Marie Tolsgaard kalder en kulturel barriere, kan det være lettere at droppe aftalen til scanning eller samtalen med lægen fremfor at møde op for at gå derfra i frustration.

”Vores brobyggere skal ikke være tolke i traditionel forstand, de skal i høj grad fungere som bindeleddet mellem fx lægen og patient og være den der hjælper patienten med at forstå, hvordan systemet fungerer,” siger Ditte Marie Tolsgaard.

Når der i projektet er fokus på at rekruttere brobyggere med anden etnisk baggrund, er det fordi erfaringer fra tidligere projekter viser, at det ofte har en betydning at dem, der skal have hjælp kan spejle sig i den person, der hjælper dem. Ofte har brobyggere med anden etnisk baggrund en dybere forståelse for de kulturelle forskelle, som kan være en barriere i mødet med sundhedsvæsenet blandt mennesker med etnisk minoritetsbaggrund.

Dertil kommer, at Social Sundhed har sværere ved at rekruttere studerende med anden etnisk baggrund til at være frivillige. En af grundende er ifølge Ditte Marie Tolsgaard, at de i deres rekruttering har haft fokus på, hvad de studerende fik ud af at være frivillig – fx at de ville opnå vigtig indsigt i, hvilke barrierer og udfordringer der knytter sig til mødet med det danske sundhedsvæsen, når man har anden baggrund en etnisk dansk.

”Mange studerende med etnisk minoritetsbaggrund har allerede den her erfaring, fordi de har hjulpet familiemedlemmer. De ser måske ikke helt samme læring i at melde sig som frivillig, siger Ditte Marie Tolsgaard.

Den føromtalte medarbejder, der nu sidder ude i de boligsociale områder, har udover at fortælle beboerne om, hvad Social Sundhed kan tilbyde også fokus på rekruttering. Møder hun en mulig brobygger-kandidat, fortæller hun om, hvad det indebærer og håbet er naturligvis, at få flere til at melde sig.

”Relationsarbejdet er vigtigt her, og det tager tid. For der er et stort potentiale i at sikre, at denne gruppe af mennesker bliver hjulpet og støttet til at navigere i sundhedsvæsenets tilbud. Adgangen til sundhedsydelser skal være lige for alle uanset kulturel og sproglig baggrund,” siger Ditte Marie Tolsgaard.

Citationstegn i rød farve

Vores brobyggere skal ikke være tolke i traditionel forstand, de skal i høj grad fungere som bindeleddet mellem fx lægen og patient og være den der hjælper patienten med at forstå, hvordan systemet fungerer.

Ditte Tolsgaard, kommunikationsansvarlig i Social Sundhed

Fakta

Projektets formål er at øge den sociale lighed i sundhed hos mennesker med etnisk minoritetsbaggrund ved at tilbyde følgeskab til en sundhedsaftale af en brobygger – en person, der kan sikre fremmøde og støtte til optimalt udbytte af behandling i sundhedsvæsenet.

Projektet fokuserer på at få kontakt til de boligsociale områder, da der her, bor en stor andel af mennesker, der vil kunne få glæde af Social Sundheds tilbud

Derudover er der fokus på at rekruttere flere brobygger med anden etnisk baggrund end dansk

Projektet står på skuldrene af tidligere indsatser, hvoraf Helsefonden støttede projektet Program for tværkulturel brobygning, der havde til formål at styrke samarbejdet mellem de sundhedsfaglige uddannelser og Social Sundhed med henblik på bedre rekruttering

Helsefonden har støttet projektet med en bevilling på 570.000 kr.