Vægte

Nyt hus skaber træningsglæde hos unge med senerhvervet hjerneskade

Selma Marie rehabiliteringstilbud i Ølstykke slog for nylig dørene op til deres nye mulithus. Det skaber bedre træningsfaciliteter til de tolv beboere, der alle er unge med senerhvervet hjerneskade

Camillo og Helle ved indvielsen af Mulithus Selma marie

22-årige Camillo Maldonado stiller sig op på løbebåndet, mens fysioterapeut Helle Bergmann står ved siden af klar til at hjælpe, hvis det bliver nødvendigt. Løbebåndet er en såkaldt Lite Gate og er en form for mulitfunktionstræningsmaskine, der udover at blive brugt som løbebånd også kan hjælpe beboerne med fx at spille bordtennis. 
“Selerne her hjælper med at holde personen oprejst og giver støtte. Det giver mere tryghed og betyder også, at vi kan presse den person, der skal trænes lidt mere, fordi de har den ekstra sikkerhed,” siger Helle Bergmann og tager fat i de sorte seler, der hænger over løbebåndet. 

Camillo Maldonado træner omkring tre gange om ugen, og han bruger ofte det nye løbebånd. 
“Det er godt for mig at træne. Det giver mig et adrenalinkick som kan hjælpe, når jeg føler mig lidt nede,” siger han. 

Løbebåndet er placeret i et nyt mulithus, der er opført som en tilbygning til den selvejende institution Neurorehabilitering Selma Marie, der ligger i Ølstykke. I dag er der indvielse af de nye faciliteter og Camillo Maldonado er her derfor ikke for at løbe, men for at fejre indvielsen af huset med de andre beboere, personalet og gæster udefra. Der er flag og balloner, kage, en kaffevogn og højt humør. 
Det nye hus giver både beboere og personale betydeligt bedre rammer for den træning, der er så vigtigt for mennesker, der skal genoptrænes efter en hjerneskade. Udover den nye Lite Gate står her bl.a. et almindeligt løbebånd, en cykel, en romaskine og en masse vægte, yogapuder og måtter. 

Citationstegn i rød farve

Det er godt for mig at træne. Det giver mig et adrenalinkick som kan hjælpe, når jeg føler mig lidt nede

Camillo Maldonado, Beboer på Selma Marie

“Før havde vi maskinerne inde i huset tæt på værelser og kontorer. Det betød at det ofte var til gene for beboerne, der kan være lydsensitive. Nu kan vi gå herud og træne med beboerne, det giver nogle helt nye muligheder,” siger Helle Bergmann.

Huset er i to etager og foruden stuen, hvor de store maskiner er, rummer førstesalen et stort og et mindre mødelokale – lokaler, der også kan bruges til fx yoga eller anden form for træning, der ikke kræver maskiner. Forstander Bodil Toft glæder sig over de nye faciliteter og der er allerede planer om at eksperimentere med nye aktiviteter.

“Flere af beboerne kan have svært at falde til ro om aftenen og falde i søvn. Derfor vil vi prøve at indføre yoga før sengetid. Måske kan det give et roligere nervesystem og give beboerne en bedre søvn,” siger hun. 

Camillo Maldonado er faldet tilbage i festlighederne og har sat sig sammen med en af husets andre beboere ved siden af buffeten. De lytter mens nu tidligere forstander Malene Skov holder sin afskedstale. Hun har været på Selma Marie i 26 år, og nu har hun givet stafetten videre til Bodil Toft.

Malene Skov citerer en forælder der for mange år siden havde sagt, at hun ville ønske, at hun aldrig havde stiftet bekendtskab med Selma Marie. For gør man det, er det fordi ens barn har fået en hjerneskade og det er der selvsagt ikke nogen, der ønsker. Men den pågældende forælder havde også sagt, at når det nu skulle være, så var det godt at der fandtes et tilbud som Selma Marie, der netop er højt specialiseret i at hjælpe unge mennesker med hjerneskader. 

Og nu har denne gruppe fået et nyt hus, hvor de kan få plads til at skabe træningsglæde i deres eget tempo – om det så er i løb eller gang – bevæge sig tilbage til livet. 

Om Selma Marie

Neurorehabilitering Selma Marie er en selvejende institution tilknyttet Fonden Mariehjemmene

De er et højtspecialiseret neurorehabiliteringstilbud til unge med erhvervet hjerneskade

Det nye mulithus er opført med støtte fra Helsefonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Den A.P. Møllerske Støttefond