ung mand afskyder pil med bue

Ny metode skal hjælpe unge med autisme til et aktivt foreningsliv

Nyhed
Unge med autisme kan have svært ved at indgå i sociale relationer og fællesskaber. Nyt projekt vil udvikle en metode, der skal hjælpe unge med autisme til at blive en del af fællesskabet i fx skakklubben eller bueskytteforeningen. Foreningslivet kan noget særligt, her mødes vi om noget, der er større end os selv, siger leder bag projektet

Unge med autisme har brug for, at deres hverdag er forudsigelig og tryg. Derfor kan det være en udfordring at begynde til bordtennis eller dukke op i skakforeningen. Alene uvisheden om, hvad det er for et sted, er nok til at holde nogle væk. Helsefonden har netop givet en bevilling på 253.000 kroner til Frivilligcenter Hillerød til projektet ‘Safe-Space- en vej til deltagelse i lokale fællesskaber for unge med autisme’.
 

Derfor har Helsefonden støttet projektet

Godt forarbejde
Projektet har undersøgt målgruppens ønsker og behov, som har givet viden de kan arbejde ud fra.
Ansøger har samtidig også været i dialog med det lokale foreningsliv og andre aktører og sikret aktiv deltagelse til projektet.     

Projektet kan gennemføres
Ansøger har en stærk lokal forankring og har både viden og et godt netværk, der giver dem en styrket position i forhold til at både gennemføre projektet og få nogle brugbare resultater

Projektet gør en forskel
Projektet har potentiale til at give unge med autisme en forøget livskvalitet og mindske risikoen for ensomhed både nu og på sigt

Projektet kan bredes ud
Projektet tager udgangspunkt i unge med autisme, men det er tanken, at den udviklede metode vil kunne bredes ud dels til andre grupper, dels til andre steder i landet  

Har du et godt projekt?
Læs mere om Helsefondens krav og ansøgningsprocedure her

De unge med autisme har nemlig et klart ønske om at være med i fællesskabet, da de ofte føler sig ensomme og udenfor. Det underbygger en forundersøgelse som Frivilligcenter Hillerød har lavet sammen med Hans Knudsens Institut, HKI, i Hillerød, der tilbyder særligt tilrettelagte Ungdomsuddannelser - blandt andet for unge med autisme.

“At føle sig som en del af et fællesskab har stor betydning både i ungdomsårene, men også senere i livet. At komme med i et fællesskab kan fremme evnen til at etablere relationer, og det kan være gavnligt på længere sigt. Vi ved, at denne gruppe er mere udsat for ensomhed senere i livet,” siger leder af Frivilligcenter Hillerød Anette Nielsen, der står bag projektet.

Projektet er kommet i stand, fordi HKI henvendte sig til Anette Nielsen med en forespørgsel, der gik på, om de kunne samarbejde om at  byggede bro mellem deres elever og det lokale foreningsliv. HKI har eleverne, mens Frivilligcenteret har kontakten til lokale foreninger og erfaring med at bygge bro mellem sårbare målgrupper og lokale fællesskaber.

Allerede nu er foreningslivet på skoleskemaet hos HKI, hvor de underviser i demokratiforståelse og foreningsliv. Det skal være med til at forberede eleverne til at tage skridtet og blive en del af et fællesskab i praksis, men der er brug for hjælp, hvis det skal lykkes.

”Vi har brug for en metode, der kan nedbryde de barrierer, som står i vejen for, at den her gruppe melder sig ind i og bliver en del af en forening,” siger Anette Nielsen.

 

Ingen hvide t-shirt og andre informationer

Mange af de barrierer, der er tale om, er ting som for mange bliver taget for givet, men som for denne målgruppe kan skabe stor utryghed. Det kan være spørgsmål om, hvordan der ser ud i skakklubben, skal de have deres egen vanddunk med, eller om de kan bruge toilettet.

“Det er i højere grad alle de ting, der er rundt om en aktivitet end selve aktiviteten, der skaber usikkerheden,” siger Anette Nielsen.

Hun giver et eksempel. I bordtennis må du ikke have en hvid T-shirt på, da det hvide stof gør det sværere at se den hvide bold for modstanderen. En sådan information er vigtig at få fortalt. For mens det måske ikke er så fatalt for de fleste unge mennesker at møde op i en forkert t-shirt, så kan det blive meget stort og en udslagsgiven faktor for, at en ung med autisme ikke har lyst til at sætte sine ben i bordtennisklubben igen.

 

Det er i højere grad alle de ting, der er rundt om en aktivitet end selve aktiviteten, der skaber usikkerheden
Anette Nielsen, Leder af Frivilligcenter Hillerød


Samtidig understreger Anette Nielsen også, at alle andre der begynder til bordtennis kan have gavn af at vide, at de skal komme i en kulørt t-shirt, og dermed bringer hun et andet væsentligt element ind fra projektet.

“Vi tager afsæt i unge med autisme, men vores overbevisning er, at vores resultater kan bredes ud og bruges til andre målgrupper,” siger hun. 

Lige nu er der fokus på skak, bueskydning og bordtennis, men med tiden er det meningen, at også andre aktiviteter som f.eks. korsang og ridning bliver en del af de tilbud, som projektet retter sin indsats mod. Ifølge Anette Nielsen er det nøje udvalgte aktiviteter med udgangspunkt i, hvad de unge har udtrykt interesse for.

“At spille skak eller gå til bueskydning kræver, at du indgår i et fællesskab, men du er samtidig også dig selv - det er ikke en kontaktsport som fx fodbold, der typisk vil være for voldsom for denne målgruppe,” siger Anette Nielsen.

Om Safe-Space-projektet

Safe-space-projektet er et brobygningsprojekt mellem Frivilligcenter Hillerød og Hans Knudsen Institut, HKI, Hillerød, der samtidig involverer en række lokale foreninger.

Målet er, at få flere unge med autisme til at deltage i det lokale foreningsliv ved at samarbejde om at skabe trygge rum - safe-space - i forbindelse med deres deltagelse.

Læs mere om projektet hos Frivilligcenter Hillerød

Projektet er i sin begyndelse, og coronasituationen har naturligvis givet udfordringer i forhold til at kunne tilbyde de unge at komme på besøg i klubberne. Derfor kommer klubberne på besøg i klasseværelset og får den vej rundt dels mulighed for at fortælle om dem selv, dels får de indblik i, hvad der kan være en hæmsko for at få de unge til at møde op. Alt sammen noget som giver gavnlig viden for projektets mål om at skabe forudsigelighed og tryghed.

“At lave et Safe-Space for unge med autisme, handler om at skabe forudsigelighed, det er det, vi arbejder hen imod i første omgang. Det er ikke nok, at tage dem med hen til døren, vi skal i særlig grad sørge for, at de får en god oplevelse, når de træder ind i det nye rum, så de også får lyst til at komme igen” siger Anette Nielsen.

Kontakt

Anette Nielsen

Centerleder, Frivilligcenter Hillerød

Lærke Brønholt

Projektmedarbejder, Frivilligcenter Hillerød