Mere transparens, mere fokus på ældre og handicappede og færre penge til klassisk forskning. Det er nogle af de tiltag, som er på vej i Helsefonden, der 1. november fik ny direktør
Den 1. maj har Helsefondens nye direktør, Lise Bonnevie, været ansat i seks måneder. Hun gør her status over sin første tid, hvilke refleksioner hun gør sig i forhold til nutiden og fremtiden og ikke mindst, hvad der er blevet sat i gang i de første måneder under hendes ledelse.
”Det har været seks spændende måneder, hvor jeg har brugt meget tid på at dykke ned i fondens historie og forstå, hvad vi er rundet af, og hvilke principper, der har ligget til grund for den daglige drift, og de beslutninger, der er taget i løbet af årene,” siger Lise Bonnevie.

Det har givet fornyet opmærksomhed og en indsigt, der har dannet grundlag for nye tiltag, hvoraf et blev hjulpet på vej af Civilstyrelsen, som i februar udtog fonden til en kontrol. Styrelsen ønskede en oversigt over, hvordan fondens bevillinger fordelte sig på fondens tre formål i en periode på fem år tilbage.
”En af de helt centrale ting ved at drive en fond er naturligvis at sikre, at der er overensstemmelse mellem fondens formål og fondens bevillinger. Civilstyrelsens anmodning har derfor været en kærkommen lejlighed til at se på, hvordan uddelingerne historisk har fordelt sig,” siger Lise Bonnevie, der har udarbejdet en kortlægning af uddelingerne helt tilbage til fondens oprettelse i 1973.
Fonden afventer i øjeblikket Civilstyrelsens afgørelse, og vil, når den foreligger, tage den med ind i fondens fremtidige strategi.
Flere penge til ældre, udsatte og handicappede
Helsefonden har tre uddelingsområdet, der i korte træk lyder: Fysiske rammer – herunder ældre og handicappede, forskning – herunder forebyggelse, lighed sociale og sundhedsområdet og endelig: Oplysning og viden.
Den historiske gennemgang af bevillingerne giver et billede af, at der i fondens tidligere år har været stort fokus på det byggede miljø, mens der i de senere år har været mere fokus på bevillinger til klassisk forskning. I de kommende år vil der komme et øget fokus på bevillinger, der omhandler de fysiske rammer indenfor områderne ældre, udsatte og handicappede.
Kortlægningen har naturligt været en anledning til at reflektere over fremtidige uddelinger.
”Vores tre formål er sidestillede, så jeg kunne godt tænke mig en ansøgningsproces, der i højere grad afspejler de tre uddelingsområder, så hver bevilling bliver placeret indenfor et af de tre områder, siger Lise Bonnevie.

Et sådan tiltag vil muligvis betyde et opgør med fondens nuværende ansøgningspraksis, hvor ansøgningerne bliver delt op i to kategorier – ’forskning’ og ’øvrige’. Men hvordan en eventuel ny procedure skal se ud, er for tidligt at sige.
”Indtil videre skal ansøgerne stadig søge i en af de to kategorier, men vi har et klart fremadrettet fokus på, at vi i vores formidling gør det tydeligere, at de tre formål er sidestillede – derfor er vi også i gang med at undersøge muligheden for nye partnerskaber, der kan være med til at understøtte dette,” siger Lise Bonnevie.
Mere klarhed omkring fondens drift og virke
Endelig er det en ambition, at udenforstående aktører, samarbejdspartnere og ikke mindst potentielle bevillingsmodtagere har let ved at få indblik i, hvad Helsefonden er for en organisation, hvordan pengene bliver investeret, hvordan de bliver uddelt og til hvem.
De første seks måneder med Lise Bonnevie som direktør har således budt på nye tiltag og ikke mindst tanker og refleksioner over, hvilket potentiale fonden har for at blive ved med at være en væsentlig bidragsyder til det sociale og sundhedsmæssige område.
”Jeg overtaget en fond med velfungerende processer, der står på et bjerg af gode og værdiskabende bevillinger. Det er min ambition at løfte fonden og den gode arv med ind i en ny tid, hvor vi skal være mere synlige og i højere grad vise omverdenen, hvem vi er, og hvad vi kan,” siger Lise Bonnevie.