Volley

Kulturtilbud og sport til unge – sådan får kommunen sunde borgere

I Rødovre Kommune har Miljø- og Teknikforvaltningen spurgt sårbare unge, hvordan kommunen kan skabe et godt uderum til dem, og i Hjørring kan børnefamilier få ’Vitaminposer’ med kultur- og naturtilbud. Begge tiltag er en del af projektet ’Vores Sunde Hverdag’, som er støttet af Helsefonden. Projektet har til formål at udviklet en model, der kan hjælpe kommuner med at lave tiltag, der styrker både den mentale og fysiske sundhed hos borgerne

I Rødovre Kommune har Miljø- og Teknikforvaltningen rådført sig med nogle af kommunens sårbare unge for at blive klogere på, hvordan de kan udvikle et område i kommunen, så det bliver et sted, de kan lide at bruge, og som kan være med til at fremme deres trivsel og sundhed.

”Hvis en kommune skal lykkes med at højne sundhed og trivsel blandt borgerne, kræver det, at både borgere, forvaltninger, institutioner samt private og frivillige aktører arbejder sammen. Det handler om at give ejerskab og virkelig lytte til dem, det handler om,” siger Ulla Toft, der er professor i sundhedsfremme og forebyggelse på Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse og projektleder på Vores Sunde Hverdag.

Sundhed skabes ikke kun i sundhedsforvaltningen

Projektet har til formål at udvikle en model for, hvordan kommuner kan skabe sundhedsfremmende tiltag til gavn for borgerne. Modellen består i at inddrage grundige data fra kommunen, der beskriver den generelle sundhedstilstand, samarbejder på tværs af kommunale instanser og inddragelse af civilsamfundet. Det sidste sker ved workshops, hvor de forskellige aktører mødes og i samspil finder frem til, hvilke tiltag de skal satse på

”Sundhed skabes ikke kun i sundhedsforvaltningen, hvis det handler om bedre cykelstier eller uderum, giver det som eksemplet viser god mening at inddrage dem, der i sidste ende skal udføre opgaven og brugerne ,” siger hun.

En anden del af modellen er, at der bliver ansat nogle lokale koordinatorer, der er projektets stemme i kommunen. Lige nu kører der pilotforsøg i Rødovre og Hjørring Kommune, og Helsefondens bevilling er blandt andet gået til at ansætte to koordinatorer, hvilket har vist sig at være den helt rigtige vej at gå.

”Lokale koordinatorer er helt afgørende for, at projektet kan køre. De bliver bindeledet mellem forskning og kommunen og er med til at facilitere de mange processer i kommunen, som i sidste ende gør en forskel for borgerne,” siger Ulla Toft.

Springgymnastik
I Rødovre kan børn prøve at gå til springgymnastik. Foto: Vores Sunde Hverdag

Louise Barkan Staal er projektkoordinator i Rødovre Kommune, og her afprøver de lige nu et tiltag, hvor børn i SFO eller klub kan prøve at gå til springgymnastik, floorball eller volleyball.
”Vi kan se, at vi med de har tiltag får fat i en målgruppe af børn, der normalt ikke dyrker sport i deres fritid,” siger Louise Barkan Staal.

Det er positivt set i lyset af, at Rødovre Kommunen ligger under landsgennemsnittet i foreningsdeltagelse. Målet er derfor også at få flere foreninger med og også at brede det ud, så det ikke kun er sport, der tilbydes, men også teater og kreative aktiviteter.

”Det handler jo ikke kun om den fysiske sundhed, men i høj grad også den mentale og det at have det sjovt og være en del af positive fællesskaber, som styrker den mentale sundhed,” siger hun og understreger, at de overordnet set har meget fokus på sjov og leg.

Citationstegn i rød farve

Sundhed skabes ikke kun i sundhedsforvaltningen, hvis det handler om bedre cykelstier eller uderum, giver det som eksemplet viser god mening at inddrage dem, der i sidste ende skal udføre opgaven

Ulla Toft, professor i Sundhedsfremme

‘Vitaminposer’ til børnefamilier

I Hjørring Kommune har de udviklet konceptet ’vitaminposer’, der skal fremme mental sundhed og trivsel gennem natur- og kulturtilbud til børnefamilier. 

”En af ’poserne’ har fx fokus på mad og indeholder opskrifter, materialer til at lave kartoffeltryk og et spil om mad,” siger Mette Henningsen, koordinator i Hjørring Kommune.

Ud over vitaminposerne har de i Hjørring også fokus på de sårbare unge. Men her tog de skridtet videre og inviterede ikke kun forskellige aktører, men også lokale politikere til at udveksle idéer og synspunkter.

”Det var virkelig en succes. Politikerne blev klogere på de unge, og de unge følte sig set og hørt. Det skaber et helt andet engagement,” siger Mette Henningsen.

Rødovre og Hjørring Kommune har været de første to kommuner, som blev en del af Vores Sunde Hverdag. I de to kommuner er der blevet udviklet en model for forebyggelse og sundhedsfremme. Denne model skal efter nytår pilottestes i nye kommuner. Målet er på sigt med udgangspunkt i de erfaringer der kommer at udvikle en model, der kan bredes ud til hele landet.

”Vi har allerede gjort os gode erfaringer, og grundstrukturen for modellen er på plads, men vi har også erfaret, at der skal være plads til ,at den enkelte kommune kan tilpasse modellen til egne behov og ønsker. Der skal med andre ord være en vis form for fleksibilitet,” siger Ulla Toft.

Vores Sunde Hverdag

Vores Sunde Hverdag har til formål at udvikle en ny model for arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse i danske kommuner.

Modellen bygger på aktiv involvering og samarbejde på tværs af lokale partnere fra både det offentlige, private og civilsamfundet

Målet er at skabe positive effekter på borgernes sundhedstilstand og trivsel.

Vores Sunde Hverdag er et samarbejde mellem Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Steno Diabetes Center Copenhagen, Aalborg Universitet, Region Hovedstaden, Region Nordjylland og de deltagende kommuner.

Projektet er administrativt forankret ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Projektet er støttet af: Helsefonden, TrygFonden, Region Nordjylland, Region Hovedstaden og Danske Regioner

Læs mere om projektet her