Telte

Hver fjerde unge kæmper med at finde frirum i hverdagen

Frirum som et værn mod mistrivsel var omdrejningspunktet, da Kulturminister Ane Halsboe Jørgensen tirsdag åbnede et debatarrangement. Dagen tog afsæt i en undersøgelse som Helsefonden har støttet

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen

Omkring hver fjerde unge (23 %) i alderen mellem 16 og 24 år oplever ikke at have et frirum i deres hverdag, og størstedelen af unge er tynget af forventnings- og præstationspres fra omverdenen og dem selv. Det viser en ny undersøgelse foretaget af DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd og Tænketanken Mandag Morgen. Undersøgelsen er støttet af Helsefonden og blev præsenteret ved et debatarrangement tirsdag i denne uge, hvor Kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen åbnede arrangementet.  

“Det er en farlig kurs, hvis unge mennesker mangler det rum, hvor de ikke skal præstere, og hvor det ikke handler om karakterer,” sagde kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen, da hun tirsdag åbnede debatarrangementet: ‘Frirum som et værn mod mistrivsel’.

Ifølge undersøgelsen genkender mange unge sig selv i en hverdag med forventninger, krav og en følelse af at skulle lykkes på alle fronter for at få succes i livet.

Der er hele tiden noget, man skal eller bør gøre, og de skal altid præstere deres bedste både socialt og fagligt, men føler aldrig at det er godt nok. Den hverdag kan være overvældende og opslidende, og for nogle unge ender præstations- og forventningspres med have negative konsekvenser for deres trivsel og mentale helbred.

For de unge er frirum lommer i hverdagen, hvor de oplever at kunne løsrive sig fra tanker om andres forestillinger om og krav til dem. Det er et pusterum fra hverdagens præstations- og forventningspres, som ellers fylder. Det er rum, hvor unge kan flytte tankerne væk fra selvevaluering og over på noget andet, der er meningsfuldt og sjovt.

Citationstegn i rød farve

Det er en farlig kurs, hvis unge mennesker mangler det rum, hvor de ikke skal præstere, og hvor det ikke handler om karakterer

Kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen,