Emmi Hansen

Fondens sidste efterlønner er død

I går tikkede der 1606, 62 kroner ind på Helsefonden konto, hvilket medførte et vemodigt suk hos os alle sammen her i sekretariatet. Pengene er hver måned blevet sendt til Emmi Hansen siden 1993 og er en del af den ’efterløn’, der ifølge fondens fundats skulle udbetales til tidligere ansatte i sygekasserne. (Helsefondens Formue stammer fra sygekasserne, som var danskernes sygeforsikring indtil 1973).

Det var oprindeligt Emmis mand, Agnar, der var forretningsfører ved sygekassen i Bylderup-Bov, men ved hans død overgik efterlønnen til Emmi, der de senere år også var den allersidste af fondens efterlønnere.

”Jeg mangler ikke penge, jeg mangler mit helbred, sagde Emmi i et interview, som fonden lavede med hende i 2021 i anledning af hendes 100 års fødselsdag.

Emmi var kort forinden kommet på plejehjem, da fysikken begyndte at svigte, men replikken var skarp og latteren mild, og det var en fornøjelse at tale med hende.

Ære være hendes minde

Læs hele interviewet, hvor Emmi fortæller om, hvordan hun besvarede de tyske grænsevagters spørgsmål vedr. sygekassen, når hun havde været nede for at handle, hvilket betød, at de aldrig opdagede de par ekstra flasker spiritus hun havde med.