Her kan du læse de rapporter, der omhandler unge og dobbeltdiagnose samt anbefalinger til retningslinjer, behandling og implementering af hjælpesystemer.
Når en ung rammes af dobbeltdiagnose, rammes de pårørende også. Afhængigt af hvordan dobbeltdiagnosen ’viser sig’, kan den blive styrende for de pårørendes liv. Denne guide er skrevet til alle pårørende til unge med dobbeltdiagnose. Forældre, søskende, kærester, venner, bedsteforældre osv.
Guiden er udarbejdet i samarbejde med pårørende til unge med dobbeltdiagnoser samt unge, der selv er ramt af dobbeltdiagnoser. Guiden er derudover udarbejdet i tæt dialog og samarbejde med hhv. professionelle rusmiddelbehandlere fra Behandlingscenter Unge & Rusmidler i Odense Kommune, forløbskoordinator i Børn- og Ungepsykiatrien Odense samt UngeAlliancen.
Guiden indeholder konkrete forslag til, hvordan du som pårørende kan hjælpe dig selv og den unge, og indeholder råd fra andre pårørende i lignende livssituation.
PUR U20
PUR U20 er et samarbejde mellem Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense, Region Syddanmark og Behandlingscenter Unge & Rusmidler, Odense Kommune. Formålet med PUR U20 er at bidrage til, at unge med psykiske vanskeligheder og samtidigt problematisk brug af rusmidler får et ungdomsliv, hvor de trives og har en god og sund tilværelse uden misbrug og med mulighed for uddannelse og job. Dette ved at udvikle metoder, fastlægge arbejdsgange og opkvalificere fagpersoner, for at samordne og styrke samarbejdet mellem Behandlingscenter Unge & Rusmidler samt Børne og Ungdomspsykiatri Odense. Dette så de unge og deres pårørende har let adgang til relevant rådgivning og får rettidig og tilstrækkelig hjælp som én samlet indsats af et samlet hjælpesystem.
Fra viden til praksis
Unge under 25 år med dobbeltdiagnose er en særlig udsat gruppe. Alt for mange af de unge – og deres familier – får i dag ikke den nødvendige hjælp, når de er ramt af en psykisk lidelse og samtidigt har et problematisk rusmiddelbrug.
En af de helt store udfordringer er, at de unge har brug for hjælp og støtte fra flere forskellige indsatser på tværs af forskellige sektorer, oftest på én gang. Men ansvaret er uklart, og de unge og deres familier oplever derfor ofte at blive mødt af hjælpesystemer, der har svært ved at koordinere indsatsen og sætte rettidigt og vedholdende ind i forhold til den enkeltes behov.
De tre rapporter er udarbejdet som en del af UngeAlliancens initiativ Fra Viden til Praksis, hvor Center for Rusmiddelforskning og Kompetencecenter for Dobbeltdiagnose har indsamlet viden, både internationalt og regionalt, mhp. at give et solidt og kvalificeret afsæt og beslutningsgrundlag for den videre udvikling af området: Hvad ved vi i dag? Hvilke veje bør vi overveje at gå? Og hvad skal vi være særligt opmærksomme på?
Rapporterne omhandler retningslinjer og viden uden for Danmark, nationale retningslinjer om udredning og behandling samt udarbejdning og implementering af udenlandske og danske retningslinjer.
Rapporterne er interessante – og nødvendig læsning, når der forhåbentlig skal udarbejdes fælles nationale retningslinjer for indsatser til de unge og deres familier.
Et par af resultaterne af fra den ene rapport er særlig bemærkelsesværdig:
- Kun én dansk retningslinje er udarbejdet af to styrelser og dækker dermed både sundhedsområdet og socialområdet.
- Ingen danske retningslinjer er målrettet unge under 18 år, selv om dobbeltproblematikker sjældent først opstår, når den unge er fyldt 18 år.
- Generelt har retningslinjerne alt for lidt – eller slet intet – fokus på kontekstuelle faktorer, der kan påvirke implementering, fx økonomiske forhold, faglige og personalemæssige ressourcer i den enkelte organisation og/eller geografiske forhold. Det er et stort problem, for hvis ikke der også er fokus på implementering og oversættelse til lokale forhold, fx gennem kompetenceudvikling, risikerer retningslinjerne at havne i skrivebordsskuffen.
Det er vores håb, at politikere og beslutningstagere med disse rapporter får et solidt grundlag for at kunne iværksætte tiltag og indsatser, der medvirker til, at de unge og deres familier får mulighed for at leve et godt liv. Til gavn for dem selv. Og for alle andre.
Alle tre rapporter kan læses ved at klikke på linkene herunder.
Unge med autisme og rusmiddelproblemer
Unge med autisme og rusmiddelproblemer er en udsat gruppe, som har brug or særlig hjælp, hvilket desværre langt fra altid sker i dag.
Erfaringer fra unge, forældre og fagprofessionelle er, at disse unge ofte ikke modtager relevant støtte og hjælp i det etablerede hjælpesystemer. Derudover mangler der viden om målgruppens særlige forudsætninger og behov, samt metoder og redskaber, der fokuserer på dette.
Det er ét af de initiativer, der er sat i gang under UngeAlliancens hat, og som nu udmønter sig i nærværende vidensafdækning udført af Metodecenteret:
Rapporten viser, at der er divergerende fund ift. om unge med autisme har en øget risiko for at få problemer med rusmidler eller ej. Men også at der er en stigende opmærksomhed på netop unge med autisme, der fx bruger rusmidler til at håndtere det, der er vanskeligt, som fx at indgå i sociale sammenhænge med andre unge.
VIVEs notat om behandlingstilbud til unge med dobbeltdiagnose
Behandlingstilbuddet er et samarbejde mellem Ambulatorie for Psykoterapeutisk Udvikling (APU) på Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Region Hovedstadens Psykiatri og 10 kommunale rusmiddelcentre. Formålet med samarbejdet er at tilbyde mennesker med dobbeltdiagnose et rettidigt, effektivt og sammenhængende behandlingsforløb på tværs af APU og de kommunale Rusmiddelcentre. Forskningen viser nemlig, at størstedelen af unge i stofmisbrugsbehandling også har psykiske vanskeligheder, hvorfor de har brug for et tværsektorielt behandlingsforløb målrettet deres misbrugsproblematik og psykiske vanskeligheder samtidig. For at imødekomme dette behov vil APU i samarbejde med de kommunale rusmiddelcentre undersøge og udvikle deres eksisterende tværsektorielle behandlingstilbud, så det i højere grad er målrettet de unge i alderen 18-25 år.
Kom på forkant med ForkantsDanmark
Unge, der er ramt af dobbeltdiagnoser, bor også i ForkantsDanmark – og skal selvfølgelig også have rettidig og relevant hjælp. UngeAlliancen afholdte derfor en fælles temadag for unge, forældre, fagpersoner, ledere og politikere.
Læs hele erfaringsopsamlingen fra temadagen her
Erfaringer med tilpasset behandlingstilbud til unge med dobbeltdiagnoser
VIVE har evalueret forløbet, og nogle af hovedpointerne er:
- Interesse, inddragelse og mulighed for individuel tilpasning giver motivation.
- Tidlig og gennemgående relation samt tæt støtte i overgange giver tryghed.
- Hjælp til sociale problemer giver de unge flere ressourcer til at overskue behandling og mindsker oplevelse af ventetid.
- At blive mødt som et ”helt menneske” i psykiatrien har stor værdi for de unge.
Brug af velfærdssystemet blandt unge med dobbeltdiagnose
Unge med både en psykisk lidelse og et misbrug har et forholdsvis stort forbrug af indsatser og ydelser på tværs af velfærdssystemets forskellige sektorer, og de fleste har haft kontakt med systemet allerede fra barndommen. Det viser nedenstående undersøgelse baseret på registerdata fra 2021.
Undersøgelsen afdækker brugen af indsatser og ydelser på tværs af velfærdssystemets forskellige sektorer og områder blandt 18-24-årige unge, der både har en psykisk lidelse og et misbrug.
Rapportens analyser viser, at unge i denne gruppe generelt har et stort forbrug af indsatser og ydelser for eksempel på socialområdet, i sundhedsvæsenet og i kriminalforsorgen. Dog er det kun cirka 16 procent af de unge med dobbeltdiagnose, der modtager individuel social støtte efter servicelovens paragraf 85. Undersøgelsens resultater peger derfor på et generelt behov for at anvende metoder og indsatser, der kan skabe bedre sammenhæng og helhed i den samlede indsats for de unge.