For den ene part er det deres hjem, for den anden part er det deres arbejdsplads. Nyt studie skal give personale og pårørende til mennesker på bosteder et bedre blik for hinandens ståsted samt styrke samarbejdet.

Nyt projekt skal styrke samarbejdet mellem personale og pårørende på Filadelfia Døgn- og dagtilbud
Et nyt projekt skal styrke samarbejde og forståelse for hinandens ståsted mellem personale og pårørende på Filadelfia døgn- og dagtilbud. Foto: Filadelfia

”Man slår sig lidt på hinanden” siger projektleder Vibeke Stubbings hos Filadelfia i Dianalund, hvor de behandler mennesker med epilepsi og erhvervet hjerneskade. 

Dem der ’slår sig’ er de pårørende og medarbejdere, som skal samarbejde om omsorgen til mennesker, der bor på et bosted. 

Et bosted er både en arbejdsplads, en besøgsramme for pårørende og en borgers hjem. Mødet mellem pårørende og medarbejder er ikke altid ligetil. Derfor har Helsefonden støttet projektet ’Samarbejde på tværs’, der har til formål at skabe større forståelse mellem pårørende og medarbejdere og for hinandens perspektiver og blik på borgernes behov.

Det svære samarbejde ses i mange forskellige situationer hvor pårørende og medarbejdere mødes om en borger. Det kan opstå i alle mulige kontekster, på forskellige niveauer og med forskellige sværhedsgrader. Fx i forbindelse med håndtering af vasketøj, beslutninger om hverdagsaktiviteter, sygdomsforståelsen mm. 

Citationstegn i rød farve
”Målet er at de to parter får en bedre forståelse for hinandens ståsted og hvad der former deres syn på borgeren. De kommer begge med vigtig viden, derfor er samarbejdet også vejen mod en bedre forståelse af borgerens livssituation, udfordringer og muligheder

Vibeke Stubbings, projektleder, Filadelfia

Ofte ses situationer hvor man som medarbejder springer til egne antagelser og fordomme omkring en pårørendes handlinger i stedet for at være nysgerrig på baggrunden. Tilsvarende kan selvsamme situationer opleves af pårørende som uopmærksomhed eller manglende faglighed fra medarbejderne.

Som led i projektet bliver der gennemført en række workshops, hvor pårørende og medarbejdere sammen kan slå ind på en vej mod et konstruktivt samarbejde. 

”Målet er at de to parter får en bedre forståelse for hinandens ståsted og hvad der former deres syn på borgeren. De kommer begge med vigtig viden, derfor er samarbejdet også vejen mod en bedre forståelse af borgerens livssituation, udfordringer og muligheder” siger Vibeke Stubbings.

De tre workshops afholdes i efteråret 2024, hvor medarbejdere og pårørende fra Filadelfias tre bosteder inddrages ligeværdigt i processen. Projektet er et samarbejde mellem Filadelfias Sociale Tilbud og Filadelfia Forskning og løber til ultimo 2025.