”Det var så fucking hårdt, at jeg selv skulle holde styr på det hele”

Jens er i dag 22 år. Han kommer fra en familie med villa, vovse og Volvo, og hvor der er åbenhed og plads til at tale om alt. Allerede tidligt begynder han at lyve og finde på undskyldninger for at slippe for dét, han ikke har lyst til. Til gengæld charmerer han alt og alle – og ingen opdager, hvordan det står til.

Da Jens er 10-11 år, begynder han at få en masse tanker om de mere sorte emner i livet. Han begynder at eksperimentere med alkohol og hash som 12årig, og hurtigt efter begynder han også at bruge amfetamin og andre stoffer og bliver involveret i salg af rusmidler.

Forældrene har ingen idé om Jens’ brug af rusmidler – eller hans sorte tanker. Han er god til at charme sig igennem, både derhjemme og i skolen, selv om han har et højt fravær og ryger ca. 1 gram hash om dagen, for at dulme et voldsomt tankemylder.

Det var et helvede at komme igennem psykiatrien, og hvis jeg ikke havde haft et nogenlunde klart hoved, været nogenlunde intelligent og haft gode forældre og støtte fra psykoterapeuten, så kunne jeg have siddet med en skizofrenidiagnose i dag og været fejlmedicineret for den.

Da han får arbejde som ufaglært håndværker, løber de selvmordstanker, han før har kunnet undertrykke, dog løbsk. Han har ikke overskud eller lyst til noget som helst, og han begynder at isolere sig.  Hver dag efter fyraften tager han hjem og ryger sig skæv alene, fordi det holder tankerne lidt nede. Til sidst vælger Jens at lægge kortene på bordet over for sine forældre, og de får ham med ind i det psykiatriske system.

De næste 6 måneder er Jens i kontakt med fem forskellige psykiatere, som giver ham en række forskellige diagnoser og tilhørende medicin – de fleste inden for skizofreni-spektret. Hver gang går Jens hjem og googler sig frem til, at hans symptomer slet ikke svarer til diagnoserne. 

”Det var et helvede at komme igennem psykiatrien, og hvis jeg ikke havde haft et nogenlunde klart hoved, været nogenlunde intelligent og haft gode forældre og støtte fra psykoterapeuten, så kunne jeg have siddet med en skizofrenidiagnose i dag og været fejlmedicineret for den,” forklarer han.

Hver gang Jens skifter psykiater, skal han starte forfra med at fortælle sin livshistorie – ingen ser på, hvad kollegaen før har sagt, og for Jens minder det mere og mere om en diagnose-quiz. Til sidst får han heldigvis en psykiater, som mødes med ham otte gange, inden hun stiller diagnosen psykose i kombination med depression. Det giver mening, da Jens kommer hjem og får tjekket på nettet, så han begynder at tage den medicin, hun ordinerer.

Alle psykiaterne ved, at Jens ryger hash for at holde selvmordstankerne på afstand. Men ingen nævner muligheden for rusmiddelbehandling. Det går først op for Jens, at der findes et kommunalt rusmiddelcenter, da den sidste psykiater foreslår, at han på egen hånd kontakter centeret, fordi medicinen virker bedst, når man ikke ryger hash. Hun må ikke henvise ham, men giver ham centerets telefonnummer.

Set i bakspejlet forstår Jens ikke, at psykiatrien, rusmiddelcentret og jobcenteret ikke arbejder sammen om unge med dobbeltdiagnose, fordi det er så tydeligt, at de forskellige problemer hænger sammen. Han har fx oplevet at sidde i jobcenteret og skulle forklare, hvad en psykose er. 

”Det var så fucking hårdt, at jeg selv skulle holde styr på det hele og forklare i rusmiddelcenteret, hvad der foregik i psykiatrien og omvendt – og så tage hjem og forklare mine forældre det. Mig, der er kendt for at være så god til at lyve?! Jeg tror ikke, at så mange andre ville kunne klare det – det er nok kun fordi, at jeg er psykisk stærkere end de fleste, at jeg har kunne holde nogenlunde styr på tankerne, selvom jeg ikke altid har været sikker på, at de var mine.”