Ældre patienter er udsatte for infektioner og behandles ofte med et bredt spektrum af
antibiotika, hvilket kan føre til superinfektion med CDI. På grund af høj byrde af
følgesygdomme bliver ældre patienter meget syge af CDI og har stor risiko for at dø. De
har brug for specifikke interventioner. Overlevelse ved CDI kan forbedres ved fækal
mikrobiota transplantation (overførsel af sunde tarmbakterier), men kræver i dag
behandling inde på hospitalet. Ældre patienter med CDI er ofte for svage til transport til
hospitalet, bl.a. fordi infektionen med CD øger patientens skrøbelighed markant. Derfor
forholdes disse ældre patienter en effektiv behandling. Dette projekt vil undersøge om en
tidlig specialiseret vurdering, koordineret plan og mulighed for hjemmebehandling med
FMT kan øge patientgruppens overlevelse, forbedre funktionsniveau og øge livskvalitet i
forhold til den vanlige/ingen behandling og opfølgning.
Depression er en alvorlig og invaliderende sygdom, som på verdensplan rammer op mod 20% i løbet af deres liv og udgør en af de primære årsager til funktionsnedsættelse globalt. Kvinder er i omkring dobbelt så høj risiko for at udvikle depression som mænd, og perioderne omkring pubertet, graviditet og fødsel samt overgangsalder synes at udgøre særligt sårbare perioder. Vores viden om unikke risikoprofiler, sygdomsmekanismer og specifik behandling af denne potentielle hormonfølsomme subtype af depression er desværre stadig meget mangelfuld. Fødselsdepression er en hyppig og kompleks sygdom i denne gruppe, der især fortjener vores opmærksomhed: 10-20% af nybagte mødre lider af fødselsdepression – tallet for mænd er 5-10% – og sygdommen påvirker både den enkelte, parforholdet, familiedannelsen og måske allervigtigst, den nyfødtes trivsel og udvikling. Depressive symptomer hos moderen kan hæmme samspil og tilknytning til barnet, hvilket kan have omfattende negative konsekvenser for barnets kognitive, sproglige, emotionelle og adfærdsmæssige udvikling samt øge risikoen for psykiske lidelser i barnets ungdom. Ny forskning tyder på, at påvirket social og affektiv kognitiv funktion hos mødre både med subklinisk og klinisk depression er forbundet med forsinket udvikling hos deres spædbørn. I vores forskningsgruppe har vi netop afsluttet et stort randomiseret forsøg (MAMA-studiet) med kvinder, der tidligere har haft fødselsdepression. Kvinderne fik enten naturlig østrogen eller placebo i tre uger efter fødslen for at undersøge, om et mindre drastisk østrogenfald efter fødslen kan forebygge depression. Fra projektet har vi adgang til unikke data om 176 kvinder og deres nyfødte børn, som vi nu går i gang med at analysere. I dette projekt vil vi analysere og nyttiggøre centrale data fra MAMA-projektet og undersøge sammenhænge mellem social og affektiv kognitiv funktion hos moderen og spædbarnets tidlige udvikling omkring 8-10 uger efter fødslen. Vi vil også undersøge, hvorvidt østrogen har en positiv effekt på moderens kognition. Formålet med dette projekt er at karakterisere og identificere særligt sårbare parametre i mor-barn-interaktionen og dermed guide fremtidige strategier, som kan opspore, forebygge og behandle både tilfælde af subklinisk og fuldt udviklet fødselsdepression samt støtte interaktionen med barnet og fremme spædbarnsudvikling.
Vi brænder for at bidrage med ny og patientnær viden om fødselsdepression til gavn for både familier og samfund. Vi forventer, at dette projekt er første skridt i en PhD, som vil inkludere opfølgning på børnene i MAMA-studiet. “Kvindesygdomme” og psykiske lidelser er begge fortsat underprioriterede forskningsområder og underbelyste aspekter af vores sundhed, og vi håber bl.a. med dette projekt at være med til at fremme reproduktivt og mentalt helbred hos både mor, barn og familien som helhed.
Flere og flere børn i Danmark oplever psykiske udfordringer og er utilfredse med deres krop. Allerede fra 11-årsalderen begynder børn, især piger, at føle sig for tykke eller anderledes. Drengene udtrykker ofte ønske om at være mere muskuløse. Uanset køn viser undersøgelser, at børn i stigende grad er utilfredse med deres krop, og det påvirker deres selvværd, trivsel og sociale liv. Mange børn har svært ved at sætte ord på deres kropslige oplevelser og følelser, fx hvordan det føles at være lav, høj, syg, sulten, anderledes eller i tvivl om deres kønsidentitet. Derfor er det vigtigt at give dem trygge rammer og et sprog til at tale om kroppen.
KROPSSNAK er et forskningsprojekt, der har til formål at udvikle et nyt samtaleredskab, som sundhedsplejersker kan bruge til at tale med børn i 5–9-årsalderen om kroppen på en måde, der er tryg, inkluderende og forståelig. Målet er at styrke børns kropsaccept og trivsel, og samtidig gøre det lettere for sundhedsplejersker at tage hul på samtaler om svære emner i øjenhøjde med barnet og forældrene.
Redskabet vil vi udvikle i tæt samarbejde med sundhedsplejersker, forældre og børn og afprøve i fem kommuner: Viborg, Odense, Vejen, Nordfyn og Svendborg. Det skal være visuelt, legende og enkelt at bruge, og tage afsæt i børns egne måder at forstå og udtrykke kroppen på. Projektet bygger videre på gode erfaringer fra tidligere projekter, som fx det digitale spil Maze Out, og Spiseforstyrrelses labyrint, en interaktiv bog om spiseforstyrrelser, som har vist sig at fremme dialog og refleksion.
KROPSSNAK gennemføres i første omgang som et såkaldt feasibility-studie,det vil sige en mindre, indledende undersøgelse, hvor vi undersøger, om redskabet fungerer i praksis, og hvordan det opleves af børn, forældre og sundhedsplejersker. På den baggrund kan vi justere og forbedre redskabet, før det testes i større skala i en landsdækkende undersøgelse.
Projektet er forankret i både folkesundhed og pædagogik og rummer et stærkt samfundsperspektiv. Ved at fremme en sund og positiv kropsforståelse hos børn tidligt i livet, kan vi bidrage til at forebygge mistrivsel, lavt selvværd og psykiske problemer senere hen. KROPSSNAK handler ikke om vægt eller udseende, men om at give børn mulighed for at tale åbent og nysgerrigt om kroppen som en vigtig del af deres identitet og trivsel.
Demens rammer ikke kun ældre mennesker. Hvert år diagnosticeres også personer under 65 år med tidlig demens. Mange af disse står midt i arbejdsliv, familieliv og samfundsdeltagelse, og demens medfører derfor store livsomvæltninger både for den enkelte og for de pårørende. Personer med tidlig demens kan opleve tab af identitet, social isolation og vanskeligheder med at fastholde deres hverdag, og deres partnere, voksne børn og øvrige familie træder ofte ind som uformelle omsorgsgivere. Det sker typisk i en livsfase, hvor de pårørende samtidig jonglerer egne job, børn og økonomisk ansvar.
I dag findes der få relevante og målrettede tilbud til denne gruppe. De fleste eksisterende støttetilbud og rådgivningstiltag er nemlig udviklet til ældre med demens, og yngre personer med demens oplever derfor ofte, at disse tilbud ikke afspejler deres behov, situation eller livsstil. Mange får desuden stillet diagnosen sent, hvilket forringer muligheden for tidlig indsats og støtte.
Formålet med dette projekt er at belyse, hvilke behov og ønsker personer med tidlig demens og deres pårørende har for støtte og rådgivning i hverdagen. Projektet gennemføres som en interviewundersøgelse og en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, hvor personer med demens, deres pårørende samt fagpersoner og repræsentanter fra patientforeninger deltager. Fokusgrupperne og survey vil blandt andet give indblik i, hvilke udfordringer borgerne står overfor, hvilke strategier de allerede bruger til at håndtere hverdagen, og hvad de selv efterspørger af fremtidige løsninger.
Et centralt fokus i projektet er, hvordan teknologi – fx digitale værktøjer og webbaserede støtteforløb – kan medvirke til at skabe bedre vilkår og støtte demensramte og deres familier. Derudover undersøges, hvordan offentlige tilbud og rådgivningsindsatser kan tilpasses målgruppens livssituation, så flere oplever støtten som relevant og meningsfuld.
Projektet ledes af forskere fra Syddansk Universitet og gennemføres i samarbejde med kommunale aktører og patientforeninger. Viden fra projektet vil danne grundlag for udvikling af en ny støtteintervention, som i en senere fase vil blive afprøvet og evalueret. Målet er, at kommuner og fagpersonale over hele landet får adgang til konkrete redskaber og metoder, som styrker den palliative og livsunderstøttende indsats for mennesker med tidlig demens og deres pårørende.
Formålet med ECHO-projektet er at afprøve en samtaleterapi, som hurtigt kan implementeres i det daglige kliniske arbejde med unge stemmehørere. Behandlingen er baseret på Compassion Fokuseret Terapi (CFT), som er en retning indenfor kognitiv terapi, der med god effekt har været anvendt på voksne med skizofreni. Behandlingsmanualen er udviklet af to erfarne klinikere indenfor unge med psykose i tæt samarbejde med en international ekspert på området.
I CFT søger man en balance mellem tre forskellige systemer til emotionsregulering, samtidigt med at man søger at udvikle et omsorgsfuldt sind, som er sensitivt i forhold til egen forpinthed, og som er motiveret til at forebygge og lindre forpinthed.
Projektet undersøger arbejdslivets rolle i opretholdelsen af ædruelighed efter alkoholbehandling og fokuserer på, hvordan arbejdslivet kan blive en aktiv del af recoveryprocessen. Projektet undersøger hvordan arbejdet – i bred forstand – kan understøtte et liv uden alkohol, og hvordan behandlingssystemet kan inddrage arbejdslivet som et positivt og meningsgivende element. Afsættet er arbejdets dobbelthed: det kan både være en kilde til stress og tilbagefald, men også danne ramme for stabilitet, identitet og livsmening. Projektet undersøger derfor, hvordan arbejdet – når det tilpasses brugerens kapacitet og behov – kan få en recovery-værdi. Målet er at give både brugere og behandlere en mere nuanceret forståelse af arbejdslivet, som rummer både lønarbejde, frivilligt arbejde og andre meningsfulde aktiviteter. Projektet antager, at en læringsorienteret tilgang til arbejdets betydning kan hjælpe brugerne med at reflektere over og forme et bæredygtigt arbejdsliv i overensstemmelse med deres ønsker og muligheder. Herunder et arbejdsliv, hvor der løbende sker en tilpasning af balancen mellem deres ressourcer og de krav, de skal håndtere. Dette fordrer kompetenceudvikling blandt behandlere, så de kan inddrage arbejdslivets betydning i psykoedukationen og støtte brugerens handlekompetence. Afslutningsvis bygger projektet på eksisterende forskning i arbejdsliv, misbrugsbehandling, tidssociologi og recovery. Der søges at udvikle metoder og værktøjer, der kan støtte et meningsfuldt arbejdsliv som en integreret del af den langsigtede vej ud af alkoholafhængighed.
Vi har ulighed i børnesundhed i Danmark. For familier med etnisk minoritetsbaggrund kan der være strukturelle barrierer i mødet med sundhedsvæsnet og det er dokumenteret, at det kan få alvorlige konsekvenser for syge børn og unge.
Sprogbarriere, utilstrækkelig brug af tolk, andre sygdomsmønstre og manglende kendskab til sundhedsvæsnet er nogle af barriererne. Det kan betyde, at diagnose og behandling bliver forsinket. Det er bl.a. vist at prognosen ved alvorlig kronisk sygdom er dårligere blandt børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund sammenlignet med danske børn og unge. Men vi har kun skræddersyede tilbud til syge voksne med etnisk minoritet med særlige udfordringer i mødet med sundhedsvæsnet. Ikke til børn og unge.
Derfor projekt Børne- og ungeteam for Tværkulturel Sundhed (BTS). Det er et tilbud til familier med anden etnisk baggrund og deres behandlere, når børn og unge har fysisk elle psykisk sygdom der kræver hospitalsbehandling, som det er svært at rumme i eksisterende tilbud og sociokulturelle forhold kan være en mulig del af forklaringen. Alle læger, der behandler børn i Region Hovedstaden, kan henvise til teamet.
Teamet består af børnelæge, børnepsykiater, patientkoordinator og børnesygeplejersker. BTS understøtter hospitalsforløb, koordinerer og skaber sammenhæng i eksisterende tilbud på tværs af kulturer, fysiske og psykiatriske sygdomsspecialer, faggrupper og sundheds- og socialsektoren. Teamet arbejder i individuelle patientforløb tilpasset det enkelte barn og familie i forløb op til 6 måneder.
Med det 3-årige forskningsprojekt er formålet overordnet at bidrage til mere lighed i børnesundhed. Det specifikke formål er at etablere teamet og afprøve om vi med familien og behandlere i eksisterende tilbud kan gøre det lettere for familien. Delmålene er 1) sammen med familien at definere opnå konkret mål for BTS-forløbet, 2) styrke familiens sundhedskompetencer og empowerment – eget kendskab, forståelse og handlerum i forhold til sygdom, hospitalssystem og øvrige sektorer
3) beskrive erfarede barrierer og facilitatorer i mødet med sundhedsvæsnet.
Projektideen er støttet af Lægeforeningen, Dansk Pædiatrisk Selskab og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.
I Danmark gennemgår over 1400 patienter hvert år en stivgørende operation i lænden for at reducere smerter og øge aktivitetsniveauet. Alligevel forbliver mange inaktive og bange for at bevæge sig efter operationen, hvilket påvirker deres livskvalitet, deltagelse i hverdagslivet og muligheder for at vende tilbage til arbejde. Årsagerne er komplekse og omfatter både fysiske og psykosociale faktorer.
Forskning viser, at en tidlig kognitiv adfærdsrettet rehabilitering kan hjælpe patienter med at blive mere aktive, men tilgangen er endnu ikke implementeret bredt i klinisk praksis. En formodet årsag er rygkirurger viden, holdning og erfaring med rehabilitering, der her en stor betydning for henvisningen til tidlig genoptræning.
Dette projekt undersøger derfor rygkirurgers perspektiver på rehabilitering efter stivgørende operation. Vi anvender et såkaldt sekventielt eksplorativt mixed-method design: først sender vi et spørgeskema til alle landets rygkirurger for at afdække generelle mønstre, og derefter gennemfører vi semi-strukturerede interviews med udvalgte kirurger for at forstå baggrunden for deres holdninger og beslutninger.
Med midler fra Helsefonden vil vi kunne gennemføre undersøgelsen, analysere resultaterne og formidle dem både til fagfolk og til patienter. Projektet forventes at give ny viden, der kan hjælpe med at udvikle rehabiliteringstilbud, som er bedre tilpasset både patienters behov, kliniske erfaringer og overvejelser og den tilgængelige forskningsmæssige evidens. På sigt kan projektet føre til udvikling af en optimal rehabilitering, hvor flere patienter får tillid til at bevæge sig, bliver mere aktive, vender hurtigere tilbage til arbejde og hverdagsliv, og dermed oplever både sundhedsmæssige og sociale gevinster.
Digitale teknologier bliver ofte fremhævet som en løsning på mange af de udfordringer, sundhedsvæsenet og socialområdet står overfor. Teknologier som videokonsultationer, telemedicin og digitale værktøjer til samarbejde kan skabe bedre adgang til behandling, aflaste pressede hospitaler og gøre det lettere at yde hjælp tæt på borgernes hverdag. Alligevel ser vi gang på gang, at lovende projekter ikke kommer ud over pilotstadiet, men i stedet ender som strandede initiativer, der aldrig bliver en del af den almindelige praksis. Dette medfører spild af ressourcer og kan skabe skuffelse og mistillid hos både borgere og fagprofessionelle.
Projektet undersøger, hvorfor nogle digitale teknologier i det danske sundheds- og socialvæsen ikke lykkes. Projektet ser nærmere på en række konkrete cases, hvor teknologien blev opgivet, ikke blev skaleret op eller aldrig fik den plads i hverdagen, som var forventet. Ved at analysere, hvad der gik galt, kan vi lære noget vigtigt om, hvad der skal til, for at fremtidige teknologier kan få bedre fodfæste.
Til analysen bruges et framework NASSS, som er et internationalt anerkendt redskab, der gør det muligt at se på teknologi, organisation, arbejdsgange, politik og borgerperspektiv som en samlet helhed. NASSS hjælper med at forstå, hvordan kompleksitet påvirker implementeringen af nye løsninger.
Projektets data hentes fra dokumenter og interviews. Evalueringer, projektbeskrivelser og rapporter, som tidligere er blevet udarbejdet om de udvalgte cases vil blive gennemgået. På den baggrund udvikles interviewguides og der gennemføres interviews med relevante aktører, blandt andet sundhedsprofessionelle, socialarbejdere, projektledere, beslutningstagere, borgere og leverandører. Denne tilgang giver mulighed for at samle forskellige perspektiver på, hvorfor et projekt mislykkedes.
Den danske kontekst er særlig interessant, fordi vi har høj digital modenhed, stærk politisk opbakning og mange nationale løsninger. Hvis projekter alligevel strander her, hvor rammevilkårene ellers burde være ideelle, kan vi lære noget generelt om de mekanismer, der skaber modstand eller forhindringer i implementeringsprocesser.
Projektets resultater skal bidrage til, at fremtidige investeringer i digitale teknologier får større chance for at lykkes. Ved at skabe et solidt vidensgrundlag kan vi hjælpe beslutningstagere og praktikere med at træffe bedre valg, mindske risikoen for ressourcespild og styrke borgernes tillid til nye løsninger. Samtidig giver projektet vigtig viden til forskere og udviklere, som arbejder med at tilpasse og forbedre teknologier til komplekse velfærdssammenhænge.
Hvis vi forstår, hvorfor teknologier strander, kan vi udvikle mere robuste strategier, der kombinerer teknologisk potentiale med organisatorisk parathed, faglig opbakning og borgernes behov. På den måde kan vi sikre, at digitale løsninger ikke bliver gode idéer på papiret, men faktisk bliver til varige forbedringer på sundheds- og socialområdet.
Mennesker med svær psykisk sygdom (SPS) som skizofreni og svær depression rammes hyppigt af diabetes og hjertekarsygdomme og social isolation, hvilket bidrager til at de lever 15-20 år kortere end andre. Dette projekt vil gøre det lettere for mennesker med SPS at få adgang til bevægelsesfællesskaber (BF) – motionsfællesskaber der samtidig styrker mental sundhed, reducerer ensomhed og giver mening i hverdagen.
Projektet udvikler, tester og evaluerer tværsektorielle samarbejdsmodeller i et partnerskab mellem psykiatrien, kommunen, civilsamfundet og målgruppen selv. Vi vil skabe anvendelige løsninger, der tager højde for både målgruppens behov og lokale muligheder. Projektet bygger på et pilotstudie, hvor deltagerne gennem metoden photovoice har vist, hvordan fysisk aktivitet bliver meningsfuld, når den sker i samspil med andre, naturen og dyr.
Udsagnet :“Det har noget at gøre med indhold i livet […] at komme mere ud af hulen” illustrerer betydningen.
Projektet følger supersetting-tilgangen, der integrerer tværfaglige partnerskaber for bæredygtige løsninger med højt skaleringspotentiale. Deltagerne er aktive i hele processen, fra udvikling til test og evaluering af løsninger. Vi arbejder med empowerment og recovery, så mennesker med SPS selv er med til at skabe realistiske muligheder for at indgå i fællesskaber og styrke egen sundhed.
Metode:
Vi gennemfører aktionsforskning med tre faser:
1. Udforske lokale muligheder gennem fotobaserede interviews med fagfolk og frivillige.
2. Samskabe prototyper for samarbejdsmodeller via workshops med målgruppen, psykiatrien, kommune og civilsamfund.
3. Teste prototyper i praksis med nye deltagere og evaluere effekten på deres adgang til BF.
Vi anvender metoder som photovoice og fremtidsværksted, der inddrager deltagerne aktivt og giver ejerskab, og vi benytter refleksiv tematisk analyse for at fremhæve deltagernes stemmer og erfaringer.
Kolding Volleyball søger støtte til et inkluderende fritidstilbud, der skal sikre, at elever på specialskoler også får adgang til glæden ved bevægelse og fællesskab i foreningslivet. Projektet retter sig mod børn og unge med særlige behov, som i dag er markant underrepræsenterede i fritidsaktiviteter. Vi ønsker at udvikle og afprøve volleyballaktiviteter tilpasset specialskolernes målgrupper – med fokus på tryghed, fællesskab og bevægelsesglæde. Enten gennem inklusion på eksisterende børne/unge hold, tilbud i skoletid, tilbud i klub tid eller special tilbud i samme tidsrum som andre børn og unge. Vigtigst af alt skal afsæt være målgruppens behov.
Projektet tager direkte afsæt i Trivselskommissionens anbefalinger (2024), som understreger, at alle børn og unge bør have en fritidsaktivitet sammen med andre, og at kommuner, skoler og foreninger har et fælles ansvar for at fremme adgang til meningsfulde fritidsfællesskaber – især for børn med særlige udfordringer. Kommissionen opfordrer til kommunal prioritering af samarbejdet med foreningslivet og til, at underrepræsenterede grupper støttes med målrettede tilbud og fritidspasordninger.
Med udgangspunkt i dette vil vi etablere et tæt samarbejde mellem Kolding Volleyball, lokale specialskoler og relevante kommunale aktører. Aktiviteterne udvikles i dialog med pædagoger og lærere for at sikre, at de tager højde for børnenes kognitive, motoriske og sociale behov. Trænere med særlig viden om målgruppen skal stå for træningen, og forløbene tilrettelægges med fokus på trygge og inkluderende fællesskaber – endnu en central anbefaling fra Trivselskommissionen.
Vi vil samtidig gøre en aktiv indsats for at involvere forældre og skolepersonale i at motivere børnene til deltagelse, som også nævnt i anbefalingen om, at forældre bør sikre, at deres barn har en fritidsaktivitet sammen med andre. Vi ønsker, at projektet både skaber trivsel hos deltagerne og bidrager til udvikling af nye samarbejdsmodeller mellem specialskoler og foreningsliv – i tråd med anbefalingen om forsøgspuljer og modeller for samarbejde mellem fritidspædagogiske tilbud og civilsamfund.
Projektet skal munde ud i en konkret og dokumenteret model, der kan forankres i Kolding Volleyball og danne grundlag for lignende initiativer i andre foreninger og kommuner. Målet er at give alle børn – uanset forudsætninger – muligheden for at opleve bevægelse, fællesskab og personlig udvikling i foreningslivet.