Daglig kaffeindtagelse er forbundet med reduceret risiko for at udvikle type-2-diabetes. Drikker man 4 kopper kaffe om dagen, har man 30% lavere risiko for at udvikle sygdommen. Man har ikke en entydig forklaring den positive effekt. Man har tidligere vist at et kemisk aktivt stof i kaffe – cafestol – i celleforsøg kan øge frigivelsen af hormonet insulin. Man har også opdaget at cafestol kan få muskelceller til at optage mere sukker når de stimuleres med insulin, og efterfølgende har man udført et dyreforsøg på genmodificerede mus, som viste at daglig cafestolindtagelse kunne forebygge eller i det mindste udskyde udvikling af type-2-diabetes. Samlet peger forskningen i retning af positive egenskaber af cafestol – noget der aldrig tidligere er vist.
Projektet består af to studier: et korttids- og et langtidsstudium. Korttidsstudiet er et overkrydsningsstudium for at undersøge cafestols akutte effekter på sukkeromsætningen. Deltagerne får enten en placebo eller en cafestolpille i forskellige doser samtidig med indtagelse af en stor dosis sukker. I de efterfølgende timer måler vi kroppens evne til at omsætte det indtaget sukker (under en såkaldt OGTT: oral glukose tolerancetest). Alle deltagerne vil gentage forsøget med forskellig dosis/placebo, og er således deres egne kontroller. Korttidsstudiet vil kunne afgøre om der er akutte effekter, og fastsætte den optimale dosis i langtidsstudiet.
Langtidsstudiet er en tolv ugers intervention med daglig indtagelse af enten cafestol eller placebo. Projektet består af en lang række undersøgelser ved studiets start samt efter interventionen for at se effekten af dagligt cafestolindtag. Insulin-suppressionstests bliver udført for at måle insulinresistens, helkrops MR-scanninger (for at kortlægge fedtfordeling – især i leveren), måltidstests, blodsukkermålinger, afføringsprøver, urinprøver samt diverse blodprøver.
Hypoteserne er at cafestol givet til personer med høj risiko for at udvikle type-2-diabetes akut reducerer blodsukker under en OGTT og at en tolv ugers cafestolintervention øger insulinfølsomheden, reducerer fedtindholdet i leveren og ændrer bakteriesammensætningen i tarmen. Hvis vores hypoteser er korrekte, er vi et langt skridt nærmere at have et banebrydende, billigt kosttilskud som kan forebygge eller udskyde udvikling af type-2-diabetes.
Kolding Volleyball søger støtte til et inkluderende fritidstilbud, der skal sikre, at elever på specialskoler også får adgang til glæden ved bevægelse og fællesskab i foreningslivet. Projektet retter sig mod børn og unge med særlige behov, som i dag er markant underrepræsenterede i fritidsaktiviteter. Vi ønsker at udvikle og afprøve volleyballaktiviteter tilpasset specialskolernes målgrupper – med fokus på tryghed, fællesskab og bevægelsesglæde. Enten gennem inklusion på eksisterende børne/unge hold, tilbud i skoletid, tilbud i klub tid eller special tilbud i samme tidsrum som andre børn og unge. Vigtigst af alt skal afsæt være målgruppens behov.
Projektet tager direkte afsæt i Trivselskommissionens anbefalinger (2024), som understreger, at alle børn og unge bør have en fritidsaktivitet sammen med andre, og at kommuner, skoler og foreninger har et fælles ansvar for at fremme adgang til meningsfulde fritidsfællesskaber – især for børn med særlige udfordringer. Kommissionen opfordrer til kommunal prioritering af samarbejdet med foreningslivet og til, at underrepræsenterede grupper støttes med målrettede tilbud og fritidspasordninger.
Med udgangspunkt i dette vil vi etablere et tæt samarbejde mellem Kolding Volleyball, lokale specialskoler og relevante kommunale aktører. Aktiviteterne udvikles i dialog med pædagoger og lærere for at sikre, at de tager højde for børnenes kognitive, motoriske og sociale behov. Trænere med særlig viden om målgruppen skal stå for træningen, og forløbene tilrettelægges med fokus på trygge og inkluderende fællesskaber – endnu en central anbefaling fra Trivselskommissionen.
Vi vil samtidig gøre en aktiv indsats for at involvere forældre og skolepersonale i at motivere børnene til deltagelse, som også nævnt i anbefalingen om, at forældre bør sikre, at deres barn har en fritidsaktivitet sammen med andre. Vi ønsker, at projektet både skaber trivsel hos deltagerne og bidrager til udvikling af nye samarbejdsmodeller mellem specialskoler og foreningsliv – i tråd med anbefalingen om forsøgspuljer og modeller for samarbejde mellem fritidspædagogiske tilbud og civilsamfund.
Projektet skal munde ud i en konkret og dokumenteret model, der kan forankres i Kolding Volleyball og danne grundlag for lignende initiativer i andre foreninger og kommuner. Målet er at give alle børn – uanset forudsætninger – muligheden for at opleve bevægelse, fællesskab og personlig udvikling i foreningslivet.
Danmark er en nation af førstehjælpere. Fire ud af fem danskere over 18 år har modtaget mundervisning i førstehjælp – mange i forbindelse med kørekort andre i forbindelse med en af de uddannelser og erhverv, hvor et førstehjælpskursus er lovpligtigt.
Men selvom førstehjælpen ofte vil være tilgængelig, når man færdes i det offentlige rum, er der ikke i dag lige muligheder for at modtage den.
De foreliggende data peger på, at der er bias på førstehjælpsområdet. Køn, alder, overvægt, etnicitet og psykisk sygdom er blandt de faktorer, der mindsker ens chancer for at modtage førstehjælp.
Konsekvenserne af ikke at modtage førstehjælp kan i værste fald være, at man ikke overlever – fx i tilfælde af stroke eller hjertestop – eller konsekvenserne kan være, at man må leve videre med langt flere følger af den sygdom eller ulykke, man blev ramt af, end hvis en førstehjælper var trådt til.
Vi vil med dette projekt styrke førstehjælpsundervisningen med henblik på at imødegå bias blandt de kommende førstehjælpere. Det vil således være vores mål at skabe et rum for diversitet i undervisningen og for at tale kursisterne væk fra bias.
Vi forventer, at projektet vil give os en bedre forståelse af forhold omkring bias i førstehjælp, som vi vil kunne bruge til at styrke undervisningen for at skabe større chancelighed i forhold til at modtage førstehjælp.
Vores projekt vil gå ud på at undersøge undervisningsmaterialer og gennemføre observationer i førstehjælpsundervisningen med henblik på at finde interventionspotentialet. Vores intervention vil efterfølgende bestå i et sæt anbefalinger til ændringer af materialer og tilgang i førstehjælpsundervisningen i Danmark. Anbefalingerne vil kunne implementeres i førstehjælpsundervisningen ved Dansk Førstehjælpsråds medlems- og samarbejdsorganisationer.
Bias på førstehjælpsområdet omfatter mange forskellige faktorer, og nogle er lettere end andre at arbejde med i undervisningen. Vi har på valgt at afgrænse projektet og have fokus alene på to bias, der er synlige og – ifølge analyser – hyppigt forekommende: Køn og etnicitet.
Dansk Førstehjælpsråd gennemførte i juni 2024 et forsøg med at anvende bh’er i førstehjælpsundervisningen. Forsøget blev gennemført på opfordring af en gruppe førstehjælpsinstruktører, der ønskede at intervenere i undervisningen for at imødegå den bias, de oplevede hos deres kursister. Det var instruktørernes antagelse, at træning med bh’er på genoplivningsdukker ville gøre det mindre tabubelagt for førstehjælpere at afklæde kvinder. Forsøget gav anledning til drøftelser med kursisterne, der viste, at kursisterne oplevede barrierer og usikkerhed i forhold til at skulle yde førstehjælp til kvinder. Drøftelserne viste også, at kursisterne oplevede den samme usikkerhed i forhold til etnicitet, og at etnicitet og køn oplevedes som dobbeltbias. Efterfølgende har flere førstehjælpsinstruktører henvendt sig til Dansk Førstehjælpsråd og har efterspurgt yderligere hjælp til at imødegå bias.
Antallet af kvinder og mænd, der lever med vold i nære relationer, er stabilt højt i Danmark — og volden bliver mere alvorlig. Ifølge Justitsministeriets nyeste offerundersøgelse (2025) oplever 34 % af voldsudsatte volden som meget alvorlig. I 2019 var tallet blot 15 %.
Politikere har reageret med nye love og hårdere straffe. Men erfaring viser, at det, der for alvor virker, er direkte hjælp til dem, som er i størst fare. I Storbritannien har man derfor indført IDVA-modellen — Independent Domestic Violence Advisor — hvor specialuddannede rådgivere hjælper personer i høj risiko for gentagen vold eller drab. Metoden har markant øget sikkerheden for de mest udsatte.
I Danmark er denne metode endnu ikke afprøvet. Det vil Center for Voldsforebyggelse (CFV) nu ændre med dette projekt. Vi vil som de første teste en dansk version af IDVA-modellen.
I projektet vil en socialrådgiver fra CFV hjælpe op til 15 personer — kvinder og mænd — der lever med vold, og hvor der fx er trusler om drab, selvmord eller vold mod børn. Mange af disse personer har allerede søgt hjælp, men falder mellem systemerne, ofte fordi sagerne er komplekse og involverer flere instanser som Familieretshuset.
Vi vil samtidig uddanne tre af CFV’s egne medarbejdere i IDVA-metoden, så indsatsen kan fortsætte og udvikles efter projektets afslutning.
Vores erfaringer fra arbejdet med MARAC (en metode til myndighedssamarbejde om højrisikosager), støttet af Helsefonden i 2025, viser klart: myndighederne mangler ofte det nødvendige samarbejde og forståelse for at beskytte voldsudsatte effektivt. IDVA-modellen skal hjælpe med at lukke disse huller ved at sende en specialist ind foran den voldsudsatte for at sikre rettidig og retfærdig behandling — for at stoppe volden og starte helingen.
Projektet skal også gøre hjælpen mere synlig. Vi vil lave målrettede kampagner for at nå ud til personer i højrisiko, som ellers risikerer at stå alene.
Samtidig arbejder CFV allerede tæt sammen med studerende fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Vi udvikler undervisning til læge- og tandlægestuderende, så de bliver klædt på til at spotte vold, handle korrekt og kende deres rettigheder ifølge retsplejelovens §115.
På den måde bidrager projektet både til at forebygge vold og drab her og nu — og til at bygge et stærkere system, som i fremtiden kan sikre bedre hjælp og beskyttelse for voldsudsatte i hele landet.
Unge mellem 16 og 24 år er mere udsatte for vold i kæresterelationer end andre aldersgrupper. Vold i nære relationer kan have alvorlige konsekvenser for både trivsel og mental sundhed og øger risikoen for ensomhed, frafald fra uddannelse og selvmordsforsøg. Alligevel mangler der både viden og målrettede indsatser til netop denne gruppe, som ofte ikke genkender sig selv i eksisterende tilbud til voldsudsatte.
Projektet har derfor til formål at skabe ny viden om, hvordan unge oplever og forstår vold i kæresterelationer, samt hvilke behov og barrierer de møder, når det kommer til at søge hjælp. Projektet udføres af Lev Uden Vold og udvikles i tæt samarbejde med unge selv. To-tre unge ansættes som projektassistenter og bidrager til alle projektets faser, og en gruppe af unge med forskellige erfaringer deltager i workshops, hvor de kvalificerer både viden og løsninger.
Projektet består af tre faser: Først samles viden via en spørgeskemaundersøgelse, interviews og desk research. Dernæst udarbejdes anbefalinger til målrettede indsatser i samarbejde med de unge og faglige aktører. Afslutningsvist udvikles ideer og formidlingsmateriale, der skal sikre, at den producerede viden faktisk når ud og gør en forskel. Det kan for eksempel være i form af kampagner på sociale medier, undervisningsforløb på ungdomsuddannelser eller peer-to-peer-aktiviteter.
En vigtig del af projektet er at sikre, at resultaterne ikke forsvinder efter afslutningen. Derfor udvikles en langsigtet kommunikationsplan.
Ved at inddrage unge aktivt og kontinuerligt, hvor de ikke kun er deltagere, men også medudviklere, skaber projektet ikke blot viden om kærestevold, men også konkrete, brugbare løsninger, som giver mening i de unges liv. På den måde bidrager projektet til at bryde tabuer, øge handlekompetencen og forebygge vold i ungdomsårene – og derved også mindske risikoen senere i livet.
Pulsen stiger. Smilet vokser. Benene kan slet ikke stå stille. Sådan er det, når vi i LykkeLiga giver børn og unge med et udviklingshandicap medbestemmelse over træningen. Motivation og fokus vokser, når de selv får lov til at sætte præg på det, de skal lave. Og er der endda musik til… Så bliver håndboldtræningen decideret lykkelig!
Det har givet os en idé: Tænk, hvis vi kunne tage deres medbestemmelse et skridt videre – til den musik, de hører, når pulsen skal op. Tænk hvis spillerne selv kunne være med til at skrive musikken til yndlingsøvelserne “Banke-banke-bøf” og “ståtrold!” Det kan de nu. De teknologiske landvindinger inden for generativ AI har gjort det muligt at trylle musik ud af næsten ingenting. Med musiktjenester baseret på kunstig intelligens kan børn med kognitive handicap nu også skrive og producere musik. Ikke med noder og klaver. Nej, med computer og lidt hjælp fra LykkeLiga.
Vi vil lave et musikpædagogisk projekt baseret på generativ AI, hvor vi sætter rytmer til øvelser og træning – og lader børnene selv komme med input til tekster, stilarter og musikvideoer. LykkeLigas helt egne sange, skrevet af og til spillerne i Danmarks lykkeligste håndboldliga.
I løbet af 2024 er de teknologiske platforme blevet klar til at sætte gang i et sådant projekt. Vi har ikke nogen eller noget at hente inspiration fra – for platformen er så ny. Men vi har allerede testet mulighederne i det små ved at lave en sang og en musikvideo sammen med et par af vores LykkeLiga-spillere. Den er allerede blevet en ørehænger, som spilles ivrigt i børnenes skole og fritidstilbud og har fået mere end 100.000 visninger på sociale medier. Derfor ser vi store muligheder i at føre projektet videre.
Helt konkret vil vi sammen med spillere i LykkeLiga og ved brug af Generativ AI udvikle 10 unikke LykkeLiga-sange, som kan bruges til at øge motivation og bevægelse for vores 1.600 spillere. Til sangene vil vi producere musikvideoer, som spillerne kan se hjemme på ipad’en. Musik og musikvideoer distribueres på gængse musik- og video tjenester og på LykkeLigas sociale platforme med i alt 150.000 følgere og en årlig rækkevidde på 12 mio.
Med projektet vil vi tilegne os erfaring og viden, som kan bruges i vores videre arbejde med at motivere børn og unge med udviklingshandicap og skabe lykke i hverdagen. Da projektet potentielt rummer væsentlige erfaringer inden for teknologi og musikpædagogik, vil vi ved projektafslutning invitere relevante interessenter til en inspirationsdag, hvor vi deler vores viden.
NABRO – NAtionalt netværk for BRObygning – mellem civilsamfundets fysisk aktive fællesskaber og det nære sundhedsvæsen.
I dette projekt etablerer vi et landsdækkende netværk for aktører ’på begge sider af broen’; sundhedsprofessionelle i det nære sundhedsvæsen og foreningsfrivillige og andre relevante aktører i civilsamfundet. Den vigtige opgave med brobygning og overgange prioriteres ofte ikke i en travl hverdag. Det går ud over borgere med behov for ekstra støtte til at fastholde sunde, aktive vaner, f.eks. efter endt genoptræningsforløb, og de falder mellem to stole. Med de nye kvalitetsstandarder er der kommet yderligere krav og anbefalinger til den kommunale brobygningsindsats, og der er behov for at dele erfaringer og viden om virksomme indsatser og for at skabe rammerne for at netværk og samarbejde kan styrkes, både lokalt og nationalt.
Målet er i sidste ende at styrke kvaliteten af praksis, så flere borgere med længerevarende og kronisk sygdom støttes til at blive en del af positive og aktive fællesskaber i deres lokalsamfund.
Udviklingen i befolkningen peger mod en fremtid med en stigning i antal ældre, kronisk sygdom og stillesiddende adfærd. Der er behov for indsatser, der bidrager til, at flere kan leve et langt liv uden begrænsning af fysisk og psykisk sygdom og ensomhed. Fysisk aktivitet har positiv indvirkning på helbredet, f.eks. forbedring af prognosen for mange kroniske sygdomme, styrket funktionsniveau og øget livskvalitet. Positive og aktive fællesskaber motiverer og understøtter fastholdelse i fysisk aktivitet.
På Center for Aktiv Sundhed, ledet af Bente Klarlund Pedersen, forsker vi i fysisk aktivitet som forebyggelse og behandling. Vi har fokus på formidling af viden om, hvad der virker og på generel forebyggelse. Gennem vores landsdækkende ambassadørkorps af sundhedsprofessionelle, der arbejder med træning som behandling, og via erfaringer fra brobygningsprojektet ’Aktive Fællesskaber’ har vi observeret et nationalt behov for sparring og vidensdeling blandt dem, der arbejder med dette område. Derfor har vi nu taget initiativ til NABRO. Sammen med to andre stærke forskningsinstitutioner og to landsdækkende civilsamfundsorganisationer etablerer vi en tovholdergruppe, som i fællesskab er med til at sikre netværkets kvalitet og bæredygtighed.
Projektet er et udviklingsprojekt i samarbejde mellem Aarhus kommune/sundhed og omsorg. Skanderborg Kommune/sundhed, omsorg og handicap, Sundhedsadministrativ koordinatoruddannelsen og Center for professionsstudier, VIA University College.
Projektet identificerer og beskriver sundhedsadministrative opgaver og arbejdsgange i kommunalt regi og har fokus på, hvordan opgaver meningsfuldt kan flyttes mellem faggrupper, under en forståelse af rette kompetencer til rette opgaver.
Udgangspunktet for at en opgaveflytning overhovedet er mulig, er etableringen af en ny sundhedsadministrativ koordinator uddannelse. Uddannelsen har fokus på det samlede sundhedsvæsen og på at uddanne professionelle med stærke kompetencer indenfor bl.a. koordinering, jura, digitalisering, kommunikation og patient/borgerinddragelse. Sundhedsvæsenet er under stigende pres. Forventningen er, at en væsentlig del af sundhedsvæsenets opgaver fremtidigt skal løses kommunalt, tæt på den enkelte borger. Kommunerne udfordres af den demografiske udvikling med flere ældre og flere multisyge, ligesom de presses af den generelle mangel på kvalificeret arbejdskraft indenfor det sundhedsfaglige område. Der er brug for nytænkning og nye løsninger, hvis kvaliteten i den kommunale del af sundhedsvæsenet skal opretholdes og ikke mindst, hvis borgerne skal opleve at mødet med sundhedsprofessionelle er båret af reel tid og tilstedeværelse frem for administration og koordinering. Endnu er der sparsom viden om, hvordan sundhedsadministrative opgaver tager sig ud i kommunalt regi, da opgaverne løses som en del en sundhedsprofessionel opgaveportefølje og altså ikke med selvstændig fokus på den administrative og koordinerende del. Og det er netop her, projektets nyhedsværdi ligger: Ved at skabe viden herom, kan fremtidig opgavefordeling og organisering af den kommunale sundhedsfaglige indsats drøftes med et helt andet afsæt end hidtil. Metodisk involverer projektet observationer, videodagbøger, fokusgruppeinterview og fremtidsværksted. Projektets styrke er bl.a. at de involverede aktører arbejder tæt sammen, både som observatører/observerede og i den efterfølgende idégenerering. Hvis viden fra projektet skal opleves som relevant, meningsfuldt og ikke mindst realiserbar i et udviklingsperspektiv, er et tæt samarbejde afgørende. Netop fordi projektets viden genereres i tæt samarbejde mellem praksis, uddannelsesinstitution og forskningsinstitution er der en forventning om en stærk synergieffekt, hvor praksisbehov og uddannelseskompetencer kan udvikles sammen og påvirke hinanden til gavn for borgerne. Samtidig med at projektet har et stærkt overordnet borgerrettet formål, er der også fokus på den professionelle rolle og opgavefordeling i en kommunal praksis, hvor en mere kompetence-afstemt meningsfuld opgaveløsning, forventes at kunne bidrage til rekruttering og fastholdelse af sundhedsprofessionelle. Formidlingen målrettes kommunerne, uddannelsessektoren, fagpolitiske områder og patientorganisationer.
Vi søger midler til at udvikle og teste en model for ældrekorps, der skal bekæmpe ensomhed og social isolation blandt minoritetsetniske ældre over 65 år. I projektperioden etableres et frivilligt ældrekorps på Nørrebro som et pilotprojekt.
Projektet tager udgangspunkt i en peer-to-peer tilgang, hvor frivillige ældre fra målgruppen fungerer som link-workers og hjælper deres jævnaldrende med at få overblik over og tilgå lokale sociale og sundhedstilbud.
Erfaringer fra vores andre indsatser viser, at peer-to-peer tilgangen styrker identitet, fællesskab og handlekraft, fordi målgruppen selv er medskaber af indsatsen. Tilgangen skaber desuden fleksibilitet, da den gør det muligt for dem, der modtager hjælp, at skifte position og blive frivillige, når deres ressourcer ændrer sig. Omvendt kan frivillige, der får brug for støtte, modtage hjælp som en del af målgruppen. Det skaber mere ligeværdige relationer mellem de frivillige og ældre og gør det naturligt at veksle mellem at hjælpe og modtage hjælp.
De frivillige ældre opkvalificeres i at bruge det relationelle støttekort som redskab til at hjælpe andre ældre med at navigere i deres sociale netværk og tilgængelige støttemuligheder, samtidig med at de igangsætter samtaler om alderdommen. Ved at aktivere de ældres egne ressourcer og styrke deres handlekraft hjælper denne tilgang de ældre med at håndtere de sproglige, kulturelle og helbredsmæssige barrierer, der ofte gør det svært for dem at opsøge relevante tilbud og fællesskaber.
Gennem opkvalificering og løbende støtte vil ældrekorpset vejlede andre ældre og styrke deres tilknytning til sociale fællesskaber. Dette vil ikke kun øge viden om tilgængelige ældretilbud blandt målgruppen, men også bidrage til tidlig opsporing af mulige sundhedsmæssige og sociale udfordringer. Projektet vil facilitere et samarbejde mellem ældrekorpsets frivillige og lokale fagpersoner gennem to dialogmøder. Disse møder styrker fagpersonernes forståelse af målgruppens behov og fremmer samarbejdet med ældrekorpset.
Projektet sigter mod at udvikle en bæredygtig og skalerbar ældrekorpsmodel, der kan udbredes til andre byområder og kommuner efter projektets afslutning. Erfaringerne fra etableringen af ældrekorpset på Nørrebro vil være afgørende for at finjustere og sikre, at modellen fungerer optimalt. Gennem løbende dataindsamling og tæt samarbejde med målgruppen vil modellen blive tilpasset deres behov, hvilket sikrer en målrettet og effektiv indsats.
Projektet vil føre til øget trivsel og sundhed blandt minoritetsetniske ældre, samt styrke deres kendskab til sociale netværk og støttemuligheder. Samtidig vil det fremme relationerne mellem ældre, frivillige og fagpersoner, hvilket bidrager til en mere inkluderende og sammenhængende social- og sundhedsindsats. Den langsigtede effekt er, at flere minoritetsetniske ældre vil opleve forbedret sundhed og livskvalitet, øget lighed i de sociale og sundhedstilbud samt styrket handlekraft og motivation.
Brud mellem gamle forældre og voksne børn er udbredte og indgribende, men der findes i Danmark i dag ingen social indsats, som adresserer intergenerationelle brud. Projekt Forældre for Altid skal udvikle og afprøve en intervention til støtte for familier, hvor ældre forældre og voksne børn har afbrudt kontakten.
Ny dansk forskning har vist, at brud hænger sammen med dårligere mentalt og fysisk helbred for gamle forældre, at de negative følgevirkninger af brud er vedvarende, og at særligt forældre føler sig magtesløse i forhold til bruddet.
Interventionen skal støtte forældre i, hvordan brud med voksne børn kan håndteres. Interventionen skal hjælpe forældre til en bedre forståelse af bruddet og relationen til deres voksne barn og vejlede i, om og hvordan genoptagelse af kontakt kan forsøges, samt evt. mægle mellem parterne.
Projektet sker i samarbejde mellem Fonden Ensomme Gamles Værn og KFUM’s Sociale Arbejde. Begge organisationer har erfaret, hvordan brudte relationer til voksne børn er et væsenligt, men forsømt socialt problem for mange ældre mennesker. Fonden Ensomme Gamles Værn har gennem et erhvervs-ph.d.-projekt udforsket de sociale og helbredsmæssige implikationer af intergenerationelle brud, og problematikken har været iøjnefaldende blandt KFUM’s Sociale Arbejdes udsatte målgrupper. I samarbejdet vil fonden varetage udviklings- og evalueringselementer, mens KFUM’s Sociale Arbejde varetager praksisafprøvning og koordinering af indsatsen.
Projektet vil i praksis bestå af udvikling og afprøvning af en metode organiseret som et trinvist forløb af fem dele. I første trin arbejdes med forælderens forståelse af bruddet. Mange forældre går alene med bekymringer om bruddet, og forskningen viser, at det kan lindre at betro sig til en fagligt kyndig person med dybere forståelse for deres situation. Andet trin skal støtte til åbning af potentiel dialog med voksne børn. Tredje trin består af neutral, upartisk mægling faciliteret af uddannede konfliktmæglere. Fjerde trin består af tilbud om netværksgrupper for forældre, som har deltaget i interventionen. Femte trin er tilbagemelding fra forældre og evt. voksne børn på interventionen.
Interventionens succeskriterie er at skabe positiv forandring for ældre forældre, for deres børn og i forlængelse heraf den udvidede familie, som er berørt af bruddet. Dette opnås, hvis parterne forsones, men også hvis forældre opnår afklaring og finder ro i situationen.
En evaluering skal afdække, i hvilket omfang interventionen har medvirket til forandring i forældrenes liv og i deres perspektiv på relationen til voksne børn. Efter projektet formidles erfaringer via en evalueringsrapport, faglige artikler og foredrag m.v. Forankring af interventionen er tiltænkt KFUM’s Sociale Arbejde.
Projektet Styrkede Stemmer og Fællesskab har som mål at udvikle og dokumentere en ny socialfaglig metode, der skal skabe trygge og inkluderende væresteder for udsatte mennesker i hele Danmark. Metoden tager udgangspunkt i erfaringerne fra værestedet Gang i Gaden på Vesterbro, hvor der i over 17 år er blevet arbejdet målrettet for at støtte mennesker, der lever i hjemløshed, ensomhed, psykiske lidelser og med misbrugsproblemer.
Hvad handler projektet om? Mange væresteder arbejder med socialt udsatte, men der mangler en samlet metode, som kan bruges på tværs af landet. Gang i Gaden har udviklet en række principper, der gør værestedet til et trygt miljø med fokus på fællesskab, stabilitet og støtte. Projektet vil videreudvikle og dokumentere disse principper, så de kan inspirere andre væresteder og sociale indsatser.
Metoden handler om mere end bare at tilbyde støtte. Den fokuserer også på at inddrage brugerne som aktive medskabere af aktiviteter og beslutninger. Det giver dem ikke blot et bedre liv, men også en stemme, der kan bidrage til at påvirke de systemer og strukturer, der ofte virker utilgængelige for dem.
Hvordan vil projektet gøre en forskel? Metoden bygger på ni centrale principper, der blandt andet sikrer:
-Psykologisk tryghed for både brugere og medarbejdere.
-Et miljø med lavt konfliktniveau og højt engagement.
-Adgang til fællesskab og stabilitet gennem omsorgsfulde aktiviteter som måltider, rådgivning og traumereducerende samtaler.
-Brugerinddragelse, hvor de udsattes stemmer bliver hørt og bidrager til forandringer i deres egne liv og samfundet.
I projektperioden (2025-2028) vil vi teste og tilpasse metoden, så den kan bruges i andre væresteder på tværs af Danmark. Målet er at udvikle konkrete redskaber og en vejledning, som kan hjælpe andre væresteder med at skabe lignende resultater.
Hvordan deler vi metoden med andre? En vigtig del af projektet er dokumentation og vidensdeling. Vi vil samarbejde med en ekstern evaluator for at sikre, at metoden bliver grundigt afprøvet og veldokumenteret. Erfaringerne vil blive præsenteret på en gadeplanskonference og gennem rapporter, videoer og foldere. Vi håber at inspirere væresteder over hele landet og skabe en samlet tilgang, der kan forbedre indsatsen for udsatte mennesker.
Hvorfor er det vigtigt? Udsatte mennesker har ofte komplekse udfordringer, som kræver helhedsorienterede løsninger. Ved at udvikle og dele en stærk metode kan vi hjælpe væresteder med at skabe bedre rammer for støtte og fællesskab. På sigt vil det styrke både de udsatte mennesker, der bruger værestederne, og de medarbejdere og frivillige, der arbejder der.
Projektet er en investering i en mere inkluderende og retfærdig indsats for samfundets mest udsatte, og vi ser frem til at gøre en forskel – ikke bare på Vesterbro, men i hele Danmark.