I dette kvalitative forskningsprojekt fokuserer vi på en stigende, men ofte overset gruppe
borgere i vores sundhedssystem: ældre udsatte rusmiddelbrugere. Ældre udsatte borgere
med et overforbrug af rusmidler er markant overrepræsenterede i forhold til ulighed i
sundhed. Deres sundhedstilstand er dårligere end gennemsnittet, og de har flere
kontakter til sundhedssystemet. Alligevel ved vi forskningsmæssigt og i praksis meget lidt
om gruppen. Behandling af kroniske lidelser og andre sundhedsudfordringer, som
aldrende rusmiddelbrugere rammes af, er de seneste 10 år blevet mere effektiv, hvorfor
mange borgere lever længere, og de kommer i kontakt med sundheds-og plejesystemet
relativt tidligt, fordi de alderssvækkes væsentligt før andre ældre. Kompleksiteten af deres
udfordringer rækker ofte også ud over somatikken fx psykiatri og socialområdet, hvorfor
en omsorgs- og plejeindsats også ideelt set burde inkludere tværsektorielle samarbejder,
hvilket i praksis dog ofte er vanskeligt at få til at fungere. Vi ved, at omsorgs- og
plejepersonale efterspørger mere viden og uddannelse i forhold til målgruppen, men vi
ved ikke om eller hvilken rolle pårørende spiller for ældre plejekrævende
rusmiddelborgeres adgang til og hjælp fra sundheds- og plejesektoren. Vi ved dog fra
andre sundhedsområder, at pårørende er afgørende i forhold til at få den rette
behandling, omsorg og pleje, hvorfor vi med projektet undersøger dette i forhold til ældre
plejekrævende rusmiddelbrugere. Vi sætter specifikt fokus på, hvordan, hvornår og
hvorfor borgere visiteres til pleje- og sundhedsindsatser i eget hjem og pårørendes rolle
heri. Herigennem ønsker vi at forbedre vidensgrundlaget om ældre og alderssvækkede
rusmiddelbrugeres sundhed og trivsel. Vi ønsker også at bidrage til debatten om, hvordan
vi indretter vores sundheds- og plejersystemer således, at udsatte borgere bedre rummes
– med og uden aktive pårørende – og ulighed i sundhed mindskes for målgruppen.
Forskningsprojektet ”Ældrelivet i og omkring den almennyttige bolig” omhandler
betydningen af almennyttige boliger i hverdagslivet blandt ældre mennesker på 65 år og
derover. For langt de fleste mennesker har boligen en yderst central betydning. Det er i
boligen vi trækker os tilbage for at bearbejde livets oplevelser og erfaringer, i boligen vi
indretter og omgiver os med farver, møbler og genstande, der vidner om afgørende
begivenheder i vores liv, og det er i boligen vi sover, drømmer, står op og påbegynder
både hverdage og særlige mærkedage. Hvor boligen har en central betydning for den
brede danske befolkning i almindelighed, indtager den for hovedparten af ældre
mennesker en endnu vigtigere rolle. Med alderdommen følger særlige livsvilkår som
påvirker de muligheder, det enkelte menneske har. Ofte er forhold som begrænset
bevægelighed, nedsat funktionsevne, fraværende eller sparsomme sociale relationer og
en presset personlig økonomi, tilstedeværende faktorer blandt hovedparten af de ældre
mennesker, der bor og lever i egen lejebolig i Danmark. Med dette forskningsprojekt er
målet at blive klogere på, hvad boligen betyder som sted og ramme om hverdagslivet
blandt denne gruppe mennesker. At udforske, hvordan enkeltstående og samvirkende
levevilkår blandt ældre spiller sammen med oplevelsen af livskvalitet, trivsel og velvære,
og hvilke betydninger boligen og de hertil knyttede lokalområder har for erfaringen af
meningsfuldhed, kontinuitet og sammenhæng. Forskningsinteressen er at skabe indsigter
i, hvad der i det hele taget skaber en god og passende bolig for ældre mennesker, der
bor i almennyttigt boligbyggeri. Men i lige så høj grad at blive klogere på, hvordan det
omkringværende lokalområde og de kvaliteter som findes her, påvirker og bidrager til de
ældres hverdag. Ambitionen er at undersøge, hvorledes helt små og udefra set
ubetydelige hverdagselementer og -møder, såvel som mere tydelige og almindeligt
anerkendte ditto, yder indflydelse på den samlede oplevelse af at bo og leve som ældre
menneske, i almennyttigt boligbyggeri i en storbysammenhæng. Forskningen baserer sig
på etnografisk feltarbejde, der som metodetilgang udmærker sig ved at bygge på
åbenhed og nysgerrighed i indsamlingen af viden. I praksis udføres dette arbejde ved at
deltage i hverdagslivet blandt de studerede mennesker, ved at lave interviews og ved at
følge med i nogle af dagligdagens sammenhænge. Tilgangen giver mulighed for at
opdage og forfølge aspekter og facetter af det område som arbejdet retter sig imod, men
som ikke nødvendigvis kan forudses eller forventes i den indledende planlægning.
Fordelene ved dette er, at forskningens fund herved kan være med til at udfordre og
udvide forståelserne af, hvad det vil sige at bo og leve i almennyttig bolig som et ældre
menneske i Danmark. De indsigter som tilvejebringes med forskningen, kan derfor være
led i at udvikle eksisterende boliger og boligområder tilegnet ældre mennesker, såvel som
fremtidens boligbyggeri.
Da vi bliver flere og flere ældre og antallet af personer med demens stiger står vi overfor
en kæmpe udfordring (WHO, 2017). I Danmark lever over 87.000 mennesker med en
demenssygdom (Nationalt Videnscenter for Demens, 2020) hvoraf mange bor på
plejehjem (Alzheimerforeningen, 2019). Vi tror på, at dufttilsætning kan noget i den
kontekst. Derfor vil vi undersøge potentialet i at målrette dufttilsætning på plejehjem for
ældre med demens. Dette vil vi ud fra et tværfagligt perspektiv gennem litteraturstudie,
deltagende observation og interviews. Dufttilsætning kan muligvis øge velvære hos den
ældre, lette gøremål for personalet og forskønne pårørendes besøg. Projektet vil
resultere i retningslinjer for dufttilsætning som kan anvendes af praktikere og efterprøves
og udvikles af forskere og kan ses som et lille skridt på vejen henimod en ældreomsorg,
hvor fysiske rammer, sansestimuli og pleje gå op i en højere enhed og kan være med til
at give de ældre den bedst mulige sidste tid af deres liv.
I takt med den aldrende befolkning stiger antallet af ældre, som gennemgår åben
hjertekirurgi. Mange ældre patienter oplever udtalt fysisk svækkelse og forringet
livskvalitet selv efter en vellykket operation. Omkring hver anden patient har behov for
genindlæggelse i løbet af et år. Tidligt genoptræning er derfor altafgørende for at bevare
et selvstændigt og meningsfuldt liv.
I Danmark tilbydes gratis genoptræning til alle patienter efter hjertekirurgi. Ligesom i
mange andre lande starter denne genoptræning som holdtræning cirka 6 uger efter
hjertekirurgi, når brystbenet er helet. Patienterne er således overladt til at genoptræne på
eget hånd i de første uger, mens de oplever en række fysiske og psykiske barrierer for
bevægelse.
Den videnskabelig antagelse i dette projekt er, at tidlig individuel digital understøttet
genoptræning i hjemmet øger motivation og forståelse for vigtigheden af fysisk aktivitet i
hverdagen. Denne indsats kan forbedre funktionsevnen hos ældre efter hjertekirurgi. Det
kan medføre større tilfredshed, selvstændighed, livskvalitet, sundhedsforståelse og
mindre behov for kompenserende hjælp. Vi antager desuden, at initiativet kan øge
deltagelse og fastholdelse i de kommunale genoptræningsprogrammer, som hver tredje
patient ikke gennemfører.
Vi planlægger et PhD projekt i tværfagligt og tværsektorielt samarbejde mellem Aarhus
Universitet, Aarhus og Aalborg Universitetshospital, og kommunerne i Region Midt- og
Nordjylland. Initiativet til projektet er taget af hjertekirurger og fysioterapeuter i begge
regioner.
Formålet med projektet er at undersøge:
Delprojekt 1: om tidlig individuel genoptræning i hjemmet efter hjertekirurgi hos ældre kan
modvirke tab af funktionsevne, muskelkraft og livskvalitet
Delprojekt 2: om behandlingsforløbene, deltagelse i genoptræningsprogrammer og det
tværsektorielle samarbejde kan optimeres, når interventionen gennemføres i kommunal
regi Delprojekt 3: hvordan ældre patienter og deres terapeuter oplever
behandlingsforløbene med og uden interventionen med fokus på sundhedsforståelse,
motiver og barrierer for fysisk aktivitet
Basis for projektet er et klinisk forsøg med deltagelse af 120 ældre patienter (> 65 år)
med planlagt større hjertebypass- eller hjerteklapkirurgi på Aarhus eller Aalborg
Universitets-hospital. Projektdeltagerne vil blive udvalgt ved et tilfældighedsprincip til
standard almen genoptræning i kommunal regi alene eller til supplerende individuel
digital understøttet genoptræning i hjemmet i 6 uger efter udskrivelsen.
Resultaterne fra dette projekt forventes umiddelbart at gavne de omkring 2000 patienter,
som gennemgår større hjertekirurgi årligt. Vi forventer, at vi kan forbedre
behandlingsresultaterne ved at vejlede og motivere ældre patienter til mere fysisk aktivitet
umiddelbart efter udskrivelsen. Bedre funktionsevne, livskvalitet og selvstændighed
kommer vores samfundsøkonomi til gode.
Antallet af ensomme beboere på plejehjem er stigende og udgør et pres på
sundhedssystemet. Projekt Vores Madklub udvikler, afprøver og evaluerer en ny metode
– beboerdrevne madklubber – til at forebygge ensomhed på plejehjem. Beboere
inddrages som medskabere af en madklub, og det undersøges hvordan relationer og
fællesskaber skabes og fastholdes. Måltider er sanselige og ofte dagens højdepunkt,
men den videnskabelige viden om inddragelse af beboere i madklubber, og måltidets
potentiale som arena for social rehabilitering og forebyggelse af ensomhed er minimal.
Projekt Vores Madklub har som mål at udvikle et nyt og forskningsbaseret praksisnært
koncept og guidelines, som plejehjemsmedarbejdere kan anvende til at understøtte
beboerne i at medskabe en madklub. Projektet tager udgangspunkt i en værtskabstilgang
udviklet inden for måltidsforskningen, hvor skiftende gæst-vært roller kan motivere til
interaktion. Denne tilgang har vist lovende resultater i relation til fastholdelse af
funktionsevne og fremme af livskvalitet, men viden om værtskabers betydning for
relationsdannelse, fællesskab og forebyggelse af ensomhed er endnu ikke undersøgt.
Forskningsprojektet gennemføres i tre faser. I første fase afdækkes nuværende viden om
madfællesskaber blandt ældre, herunder arbejde med madaktiviteter i Københavns
Kommune, og et modelprojekt for Vores Madklub udvikles. Der foretages observationer
på fire plejehjem og foretages interviews med udvalgte medarbejdere på plejehjem i
Københavns kommune. Der inddrages værtskabsteori og -metoder, der kan understøtte
beboernes ideer og ønsker til at skabe en fælles madklub. I anden fase af projektet
afprøves modelprojektet Vores Madklub på to plejehjem. På hvert plejehjem etableres en
madklub med 6-8 beboere og 1-3 medarbejdere, og madklubben mødes i alt 13 gange.
De første fem gange madklubben mødes er der fokus på udvikling af en madklub, fx.
menuvalg, indretning af måltidsrum, udstyr og redskaber, og medarbejderne øver sig i at
understøtte beboerne heri. Der foretages løbende observationer og interviews med
deltagerne og efter hver gang madklubben har mødtes, evaluerer medarbejdere
beboeres relationer og fællesskab, både i og uden for madklubben. Det analyseres
hvorvidt beboerdrevne madklubber bidrager til at forbygge ensomhed. På baggrund af
resultaterne fra fase 1 og 2 formuleres Vores Madklub som færdigt koncept til brug på
plejehjem som ensomhedsforebyggende indsats med tilhørende guidelines, redskaber og
metoder. I den sidste projektfase gennemføres formidlingen af den nye forskningsviden
og Vores Madklub som praksisnært koncept bl.a. ved produktion af
undervisningsmateriale, anbefalinger til videre udrulning på plejehjem og et afsluttende
seminar for ledere og medarbejdere i Københavns Kommune, ligesom der undervejs
udgives fire artikler: to til fagtidsskrifter for sygeplejersker og terapeuter og to
videnskabelige artikler.
I dette kvalitative forskningsprojekt fokuserer vi på en stigende, men ofte overset gruppe
borgere i vores sundhedssystem: ældre udsatte rusmiddelbrugere. Ældre udsatte borgere
med et overforbrug af rusmidler er markant overrepræsenterede i forhold til ulighed i
sundhed. Deres sundhedstilstand er dårligere end gennemsnittet, og de har flere
kontakter til sundhedssystemet. Alligevel ved vi forskningsmæssigt og i praksis meget lidt
om gruppen. Behandling af kroniske lidelser og andre sundhedsudfordringer, som
aldrende rusmiddelbrugere rammes af, er de seneste 10 år blevet mere effektiv, hvorfor
mange borgere lever længere, og de kommer i kontakt med sundheds-og plejesystemet
relativt tidligt, fordi de alderssvækkes væsentligt før andre ældre. Kompleksiteten af deres
udfordringer rækker ofte også ud over somatikken fx psykiatri og socialområdet, hvorfor
en omsorgs- og plejeindsats også ideelt set burde inkludere tværsektorielle samarbejder,
hvilket i praksis dog ofte er vanskeligt at få til at fungere. Vi ved, at omsorgs- og
plejepersonale efterspørger mere viden og uddannelse i forhold til målgruppen, men vi
ved ikke om eller hvilken rolle pårørende spiller for ældre plejekrævende
rusmiddelborgeres adgang til og hjælp fra sundheds- og plejesektoren. Vi ved dog fra
andre sundhedsområder, at pårørende er afgørende i forhold til at få den rette
behandling, omsorg og pleje, hvorfor vi med projektet undersøger dette i forhold til ældre
plejekrævende rusmiddelbrugere. Vi sætter specifikt fokus på, hvordan, hvornår og
hvorfor borgere visiteres til pleje- og sundhedsindsatser i eget hjem og pårørendes rolle
heri. Herigennem ønsker vi at forbedre vidensgrundlaget om ældre og alderssvækkede
rusmiddelbrugeres sundhed og trivsel. Vi ønsker også at bidrage til debatten om, hvordan
vi indretter vores sundheds- og plejersystemer således, at udsatte borgere bedre rummes
– med og uden aktive pårørende – og ulighed i sundhed mindskes for målgruppen.
Udfordrende adfærd hos mennesker med demens er ofte et udtryk for mistrivsel, og har
store konsekvenser for både personen selv, pårørende og medarbejdere. Disse borgere
bor typisk på plejecentre. Det viser sig, at det kan være svært at håndtere denne adfærd,
og at medicinering ofte bliver løsningen frem for andre ikke medicinske tiltag. Ligeledes
viser erfaringerne, at dementes adfærd udfordrer personalet pga. et manglende fælles
sprog i det tværfaglige team knyttet til borgeren.
Undersøgelser viser at en neuropædagogisk tilgang, med en særlig opmærksomhed på
relationen- og omverdens betydning, har en positiv indflydelse på borgernes adfærd.
Neuropædagogik handler bl.a. om at gå bag om adfærd, for derefter at justere sine
handlinger ud fra dette. Erfaringer med neuropædagogik har vist at have en effekt på
reduktion af magtanvendelse og brug af antipsykotisk medicin. Ligeledes medvirker
arbejdet med en neuropædagogisk tilgang til at øge bevidstheden og forståelsen af
relationens betydning i pleje og behandling.
Der er i december 2022 indgået aftale om samarbejde om projektet med et plejecenter i
Hjørring kommune, hvor vi indledningsvist har afholdt tre fokusgruppeinterview med
medarbejdere og ledere for at databasere ansøgningen.
I nærværende projekt vil vi undersøge, hvordan man kan udvikle og implementere
metoder til at kvalificere handlemulighederne for medarbejderne i et neuropædagogisk
perspektiv. Vi anvender en bred forskningstilgang med aktører fra praksisfeltet. Konkret
udvikles og afprøves metoderne ud fra videooptagelser af borgere og medarbejdere i det
daglige pleje- og omsorgsarbejde. Video redigeres og analyseres af de projektansvarlige
og ressourcepersoner fra praksis (ressourcepersonen kan være sygeplejerske,
demenskonsulent mm). Herefter danner optagelserne grundlag for faglige drøftelser på
beboerkonferencer, og der aftales nye handlinger til gavn for borgeren. Medarbejderne
afprøver i en periode på 8-10 uger de nye handlinger som, på baggrund af nye
videooptagelser, drøftes og evalueres med henblik på justeringer og udvikling af et
tværfagligt sprog. Før og efter afprøvningen udføres der fokusgruppeinterview af
pårørende, ligesom der udføres fokusgruppeinterview af medarbejderne efter
afprøvningen. Sideløbende indsamles der data vedrørende brug af magtanvendelse og
antipsykotisk medicin, da en reduktion heraf forventes. Formidling om projektet vil ske
fortløbende gennem pressemeddelelser, seminarer og vidensdeling. Der er gennem
projektet særlig fokus på de etiske overvejelser, og etiske retningslinjer for
sygeplejeforskning i Norden følges for at beskytte de involverede i projektet, ligesom
samtykke indhentes, og der journalføres jf. GDPR- vejledninger fra datatilsynet.
Projektet ”Sikker og hensigtsmæssig antibiotikabrug på plejehjem: Registerundersøgelse af en bæredygtig, tværsektoriel løsning” har til formål at undersøge langtidseffekterne af en intervention til optimering af antibiotikabrug på plejehjem samt identificere understøttende strukturelle mekanismer, der fastholder effekten på antibiotika resistens
over tid.
Projektet er en registerbaseret langtidsopfølgning af et klynge randomiseret kontrolleret
forsøg (cRCT) på danske plejehjem. Interventionen bevirkede at plejehjemsbeboerne fik
halvt så mange unødige antibiotikarecepter til urinvejsinfektioner (UVI), uden de blev
indlagt hyppigere eller havde en højere dødelighed. I det aktuelle studie vil vi undersøge
hvordan interventionen påvirkede antibiotika resistens over en 4-årig periode og hvilke
faktorer på danske plejehjem, der fastholder denne effekt med særligt fokus på
plejehjemslægeordningen. Vi bruger deltagerinvolvering til at forme projektet inden
projektstart og ved dataanalysens afslutning. Resultaterne fra projektet kan bidrage til at
forbedre det tværsektorielle samarbejde mellem plejehjem og almen praksis og dermed
at sikre effektiv brug af antibiotika, så spredningen af antibiotikaresistens i samfundet
begrænses.
Vi planlægger at identificere plejehjemsbeboere bosiddende på de plejehjem som deltog i
det oprindelige forsøg via indsamlede CPR-numre fra det oprindelige studie i kombination
med Sundhedsdatastyrrelsens datasæt ”Plejehjemsdata”. Disse kobles til de nationale
registre og mikrobiologiske databaser via CPR-numre. Vi ønsker at undersøge
interventionens effekt på effektmål som patientsikkerhed (herunder antibiotikaresistens),
forbrug af systemisk antibiotika og forbrug af sundhedsydelser i en 4-årig periode efter
implementering og vi ønsker at undersøge hvordan disse effekter påvirkes af faktorer på
individ- og plejehjemsniveau (herunder plejehjemsordningen). Vi bruger en Poisson
regressionsmodel til at belyse forskellen mellem intervention og kontrolgruppe på
effektmålene og undersøger herefter effektmodifikatorer. På baggrund af vores datasæt
og resistensforekomsten hos ældre i Danmark, forventer vi at kunne se en halvering i
antibiotikaresistens fra 0.26 til 0.13 i interventionsgruppen.
Projektet ledes af post.doc Sif Helene Arnold og er forankret i forskningsgruppen for
infektioner og antibiotikaforbrug på Center for Almen Medicin på Københavns Universitet.
I projektet samarbejdes der med Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Herlev Hospital
omkring mikrobiologisk emner og dataindsamling. Resultaterne vil blive formidlet bredt til
akademikere og klinikere via videnskabelige artikler, internationale kongresser samt
relevante fagvidenskabelige tidsskrifter.
I Københavns Kommune er der en gruppe borgere over 65 år, der er utrygge eller
ensomme i en grad, der begrænser dem betydeligt i hverdagen. De kommer måske ikke
ud, får ikke spist ordentligt, hjemmet sander til og nogle er helt isolerede. Frem til 2021
har det eneste tilbud til dem været en plejebolig. Mange borgere i denne målgruppe har
dog ikke et omfattende behov for personlig pleje, men har primært behov for støtte til
struktur og samvær i hverdagen. Derfor afprøves tryghedsboliger som et attraktivt
alternativ til at flytte i plejebolig. Tryghedsboliger er omdannede ældreboliger, der har et
fælles rum samt medarbejdere med socialpædagogiske og terapeutiske kompetencer
tilknyttet til at understøtte samvær og fællesskab. Med tryghedsboligerne er sigtet at
imødekomme målgruppens behov for tryghed og samvær, og gennem aktivering og
individuel støtte til struktur i hverdagen bidrage til at undgå eller udskyde behovet for
personlig pleje og en plejebolig.
De første tryghedsboliger blev etableret i december 2020. De første år er gået på at
udvikle tilbuddet med særligt fokus på beboerinddragelse og brugen af nye kompetencer i
medarbejdergruppen. I sommeren 2023 åbnes 25 tryghedsboliger i Sundparken på
Amager for at afprøve om der er potentiale i at skabe endnu flere tryghedsboliger i
København.
For at kunne omsætte erfaringerne fra udviklingen af de første tryghedsboliger, vil
Københavns Professionshøjskole lave en udvidet analyse af datamateriale fra interviews
og observationer, som de allerede har indsamlet i Guldbergs Have. Fokus har konkret
været på beboernes oplevelse omkring overflytning fra det tidligere hjem til tryghedsbolig,
samt medarbejdernes oplevelse af at kunne bidrage til øget livskvalitet blandt beboerne
under nye rammer og arbejdsvilkår. Dette skal munde ud i formidling af anbefalinger til at
understøtte opstart og skalering til Sundparken. Der samles endvidere data ind fra
opstarten i Sundparken. Projektet giver dermed mulighed for at sammenholde de to
ældreboligområder og bidrage til en samlet vurdering, om hvorvidt den nyudviklede
pladstype er et relevant tilbud og skalerbar. Dette skal bidrage til en national drøftelse,
om den nye pladstype er relevant for at imødekomme de ældre borgeres behov
Projektets formål er at udvikle den palliative indsats til mennesker med demens (+65 år)
og andre skrøbelige ældre, som bor i privat bolig og på plejehjem, og til deres nære
pårørende, som står i en svær og belastende situation. Palliation betyder at give
lindrende omsorg og behandling til mennesker ramt af uhelbredelig sygdom. I dag er
mange ældre og pårørende til ældre, som er ramt af demens eller som er skrøbelige af
andre årsager, ikke sikret en tilstrækkelig god omsorg og behandling i denne situation.
Ofte er personalet – social- og sundhedsassistenter og hjælpere (SOSU-assistenter og
SOSU-hjælpere) – på plejehjem og i hjemmeplejen, som varetager pleje og omsorg,
nemlig ikke uddannet i den særlige opgave det er at støtte mennesker og deres
pårørende i den sidste livsfase. Det skyldes, at de i dag hverken lærer særlig meget om
palliation, på den skole hvor de er uddannet, eller modtager uddannelse i det i de
kommuner, hvor de er ansat efterfølgende.
Det er vigtigt at forbedre kommunernes evne til at yde god palliation. I disse år og
fremover øges antallet af ældre i vores samfund og stadig flere kommer til at leve med
flere samtidige livstruende og uhelbredelige sygdomme, og får behov for palliation. I
fremtiden skal vi være længere tid i privat bolig før, man vi kan få en plejehjemsplads.
Samtidigt betyder kortere indlæggelsestider på hospitalerne, at kommunerne skal klare
flere sundhedsfaglige opgaver både på plejehjem og i privat bolig. Alt dette øger presset
på ældre skrøbelige borgere og pårørende samt på de faglige indsatser i kommunerne.
Projektet vil gennem interviews undersøge, hvordan skrøbelige ældre og deres
pårørende i tre kommuner, oplever den pleje de får og hvilke behov og ønsker de har.
Derudover interviewes en række SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere i de samme
kommuner for at afdække, hvor de oplever problemstillingerne nu, men også hvordan de
ser mulighederne for at yde bedre palliation i deres arbejde, samt hvilke behov de har for
at blive klædt bedre på.
Det er forskere fra REHPA, Videnscenter for Rehabilitering og Palliation på Syddansk
Universitet, som vil stå for at gennemføre undersøgelsen. Københavns Kommune samt
Høje Tåstrup og Halsnæs kommuner vil samarbejde tæt om at sikre en god
projektgennemførelse og om at få viden fra projektet formidlet både ud i egne kommuner
og til andre kommuner i landet. Denne viden kan bruges til at forstå, hvad der skal til for
at uddanne SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere bedre til gavn for ældre og deres
pårørende i fremtiden.
Viden fra projektet skal anvendes til at udvikle, afprøve og evaluere
modelkompetenceforløb for SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere, som kan anvendes i
landes kommuner og på Social-og Sundhedsskoler.
Borgere på midlertidige døgnpladser og på botilbud er særligt sårbare grupper, der er
udsat for medicineringsfejl, og hvor korrekt medicinering er af vital betydning, mens fejl i
medicineringen omvendt kan have store negative konsekvenser for det enkelte
menneske, for personalet og kan øge presset på sundhedsvæsenet i relation til
medicinrelaterede indlæggelser.
Flere og flere borgere udskrives hurtigere fra hospitalerne, de har ofte flere kroniske og
multiple sygdomme, og kommunerne må derfor tilbyde dem en midlertidig døgnplads.
Borgere på de midlertidige døgnpladser er derfor ofte sårbare og meget skrøbelige ældre
med en række helbredsmæssige udfordringer, og der er således borgerforløb, som alene
kalder på omsorg og pleje, men også mange forløb, som kalder på specialiseret og
meget kompleks pleje og behandling.
Borgerne på botilbud er nogle af samfundets mest udsatte og sårbare borgere, der kan
have mange samtidige psykiatriske og somatiske sygdomme, hvilket sammen med et lavt
funktionsniveau betyder, at fokus på medicinering kan være endog endnu vigtigere end
ved andre grupper af borgere.
Korrekt medicinering er således vigtig i forhold til rehabilitering af den enkelte borger og i
forhold til at udrydde den ulighed i sundhed, der eksisterer. Der er derfor behov for en
systematisk indsats for at forbedre medicinsikkerheden på botilbud og midlertidige
pladser.
Det er et mål, at der som resultat af projektet på ca. ti bosteder og enheder for
midlertidige døgnpladser sker en tilpasning af de fysiske rammer for
medicinhåndteringen, sker et kompetenceløft vedrørende medicin og medicinhåndering
for personalet samt en sikring af robuste arbejdsgange i medicinhåndteringen.
Projektet er bl.a. baseret på tidligere succesfulde projekter, herunder projekterne “I sikre
hænder” og “medicinsikre Botilbud, hvor mange af de deltagende enheder har arbejdet
målrettet på at reducere medicineringsfejl. I forbindelse med gennemførelsen af begge
projekter har det stået klart, at de fysiske rammer for håndteringen af medicin er af meget
stor betydning for en sikker medicinhåndtering.
Der er dog ikke tidligere gennemført projekter, der belyser en hensigtsmæssig indretning
af de fysiske rammer for medicinhåndtering på bosteder og midlertidige døgnpladser,
hvor det ofte ikke er muligt at afsætte et helt rum til opgaven, herunder hvordan
indretningen kan understøtte en sikker håndtering af medicin, og dette vil være en
betydelig nyhedsværdi af projektet.
Det er forventningen, at resultaterne og erfaringerne fra projektet efterfølgende skal virke
som inspiration for landets øvrige bosteder og midlertidige døgnpladser med henblik på at
sprede løsningerne, hvilket vil kunne betyde en væsentlig forøgelse af sikkerheden i
medicinhåndteringen, værdighed for borgerne og arbejdsglæde for medarbejderne.