Unge med dobbeltdiagnose fortalte på årets Folkemøde om mødet med et system, der alt for sjældent ser bagom diagnosen og stofmisbruget og møder mennesket bag på den enkeltes præmisser
”Jeg er lidt nervøs,” siger Nona, da hun stiger på den lille scene foran Højskolernes telt. Tilhørerne sender støttende klapsalver mod scenen, og den unge kvinder smiler tilbage. Vi er til Folkemøde på Bornholm og UngeAlliancens UngeNetværk er i gang med en række personlige fortællinger om livet som ung med psykiske udfordringer tilsat en daglig cocktail af rusmidler. Flere af dem er nu på den anden side, fordi de har fået den rette hjælp. Men den samme historie går igen. Det tog alt for lang tid, før de stødte ind i den behandler, der formåede at se bagom diagnoser og stofbrug og så mennesket.
”Det var optur, da jeg fik lov til at tage min hund Pablo med til behandling. Han er mit filter udadtil. Hvis han ikke reagerer er alt ok,” sagde Nona.
Hun blev set. Hun blev taget alvorligt, og i dag har Nona fået meget bedre styr på sig selv, sit sind og hun er blevet fri af stofferne. Næste skridt er uddannelse – måske pædagogisk assistent eller doula (fødselsterapeut).
Stofferne er løsningen
Mange af de unge fortæller om at blive mødt med krav om at blive stoffri, før de kan få psykiatrisk behandling, men mens behandleren ser stofferne som et problem, ser den unge det som en løsning – en løsning på at dæmpe deres angst, deres tankemylder, deres søvnløshed – alt det, der ofte kommer med en psykisk diagnose.
De tager ikke stofferne, for at få en fest. De tager stofferne for at kunne holde ud at være i verden.
- Fokus er at sikre bedre og tidlig hjælp til unge med dobbeldiagnoser og deres familier
- At udbrede viden, erfaringer og perspektiver på indsatser til unge under 25 år med dobbeltdiagnose
- Helsefonden har støttet UngeAlliancens arbejde siden 2016
Men de kan blive fri af dem og de kan få et godt liv. For en psykisk diagnose behøver ikke berøve et menneske sin livsduelighed. Men det kræver den rette behandling og det kræver ifølge de unge, at der bliver lyttet til dem, og at de bliver mødt som mennesker og ikke som en diagnose.
Tak til Nona, Christa, Magnus og Sofie for at stille jer frem og fortælle jeres historie. Det giver inspiration til fremtidens behandling af unge med dobbeltdiagnose.