Pige med downsynrom

Udviklingshandicap øger risiko for tidlig død

Nyhed
Mennesker med udviklingshandicap har øget risiko for at dø af sygdomme, som de, hvis de fik den rette hjælp i tide, ikke burde dø af i et land som Danmark. Ny rapport sætter fokus på overdødelighed blandt mennesker med udviklingshandicap, udfordringer og løsninger.
Årsagerne er mange, men generelt får for mange ikke den støtte, opsporing og behandling, som de har krav på. Det kalder på politisk vilje til at omstille sundhedsvæsenet, så mennesker med udviklingshandicap får et længere og sundere liv,”
Anni Sørensen, Landsformand i LEV

Hvis du har et udviklingshandicap, har du samtidig en øget risiko for at dø tidligere end mennesker uden udviklingshandicap - helt konkret 20 år tidligere. Ny rapport, der er finansieret af Helsefonden via Lev og udarbejdet af en projektgruppe på Statens Institut for Folkesundhed, sætter fokus på omfang, årsag og mulige løsninger på en problematik, der er med til at skabe markant ulighed i sundhed.

”Rapporten viser med alt tydelighed, at der fortsat er en alt for stor ulighed i sundhed for borgere med udviklingshandicap,” siger Anni Sørensen, Landsformand i LEV.

Rapportens resultater er i overensstemmelse med de fleste tidligere studier om dødsårsager og uundgåelig dødelighed blandt personer med udviklingshandicap. Blandt andet konkluderer rapporten, at dødeligheden er særligt forøget for dødsfald grundet sygdomme, der ofte både kan behandles og også forebygges.

Rapporten er tankevækkende, og vidner om at vi bør have meget mere fokus på at mindske ulighed i sundhed. 
Lise Bonnevie, direktør i Helsefonden

”Årsagerne er mange, men generelt får for mange ikke den støtte, opsporing og behandling, som de har krav på. Det kalder på politisk vilje til at omstille sundhedsvæsenet, så mennesker med udviklingshandicap får et længere og sundere liv,” siger Anni Sørensen.

Lægetjek og uddannelse af personale
Rapporten nævner en række hyppige dødsårsager blandt mennesker med udviklingshandicap. Det er lungesygdomme, hjertekarsygdomme, kræftsygdomme og sygdomme i nervesystemet.

"Rapporten er tankevækkende, og vidner om at vi bør have meget mere fokus på at mindske ulighed i sundhed. Jeg glæder mig over, at rapporten her både peger på årsagerne og viser os, at der gennem øget fokus på den generelle forebyggelse kan gøres noget ved overdødeligheden blandt mennesker med et udviklingshandicap," siger Lise Bonnevie, direktør i Helsefonden. 

Om rapporten

Rapporten 'Dødelighed blandt 18-74-årige med udviklingshandicap' er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed, SDU for LEV

Formålet med rapporten er at belyse dødeligheden blandt personer med udviklingshandicap i alderen 18-74 år i perioden 2000 til 2020 med særligt fokus på forebyggelig og/eller behandlelig sygdom og ulykker 

Helsefonden har støttet projektet med 365.000kr.

Fonden har i relation til denne bevilling givet endnu en bevilling til LEV der skal støtte udviklingen af sundhedstjek til mennesker med udviklingshandicaps.
 

Konklusionen er, at mennesker med udviklingshandicap, har en øget risiko for at dø af disse sygdomme, også selvom det er sygdomme, der potentielt kan behandles og måske forebygges. Derfor sætter rapporten fokus på en række tiltag, der i fremtiden kan hjælpe en i forvejen udsat gruppe, så de opnår samme sandsynlighed for overlevelse, som deres medborgere uden udviklingshandicap. Det kan blandt andet være ved at sætte fokus på sundhedstjek også for de borgere, der bor i eget hjem. I 2022 blev der indført løbende sundhedstjek for borgere på botilbud, men ved at lade ordningen omfatte borgere i eget hjem, kunne en være med til at opspore sygdomme, der kræver behandling. En anden ting er uddannelse af det personale, der møder mennesker med udviklingshandicap – fx ansatte på botilbud, læger og sygeplejersker, så de lærer at se symptomer og blive mere opmærksom på at følge op på den her gruppes sundhedstilstand. En tredje ting er at blive opmærksom på indsatser mod overvægt, rygning og for meget alkohol.

Rapporten er blevet omtalt på DR i deres tema om ulighed i sundhed, marts 2024