To nye profiler til Helsefondens forskningsudvalg

Økonomiprofessor og professor ved infektionsmedicinsk afdeling, OUH skal være med til at vurdere fondens forskningsansøgninger. 
Få deres syn på den gode forskningsansøgning her

Tekst: Nanna Stærmose
Foto: Martin Ravn/ KU

Mette Gørtz, professor i økonomi ved Københavns Universitet og Morten Sodemann, professor ved infektionsmedicinsk afdeling på OUH skal fremover være med til at vurdere Helsefondens forskningsansøgninger. Fra i år er de nemlig begge en del af Helsefondens forskningsudvalg.
 
I den anledning har vi stillet dem fire hurtige spørgsmål om, hvad der for dem kendetegner en god fondsansøgning.

Morten Sodemann

Professor ved infektionsmedicinsk afdeling, og overlæge på indvandremedicinsk klinik på OUH

Helsefonden med dine ord?
Helsefonden er de usynlige projekters fond – I tør satse på projekter, der er i et ingenmandsland og I tør give gødning til noget, der ikke er noget endnu, men som kan blive det en dag. Det er en fond, der støtter det, de andre ikke støtter. En fond der tør give penge til den skæve idé.

Hvad kendetegner en god forskningsansøgning?
Den skal være som en god bog eller et godt stykke musik. Du skal vække min nysgerrighed og slå igennem i de første par sætninger.
Drop chatGPT, jeg skal kunne mærke dig og få en klar fornemmelse af, at det her er gennemtænkt og gennemarbejdet. Giv mig følelsen af at det her emne må jeg høre mere om.

Hvis du skal give et godt råd til en ansøger, hvad vil det så være
Der er to måder: At gøre som der står i bevillingsopslaget – eller du kan finde på noget nyt -samtidig med at du gør som der står. Gå udenfor det skematiske i din ide og metode eller i koblingen af idé og metode, tænk i alternative samarbejdspartnere etc. – det kan hjælpe os til at tænke nyt. Spil opslaget bedre og husk, at vi gerne vil udfordres.

Hvad ville du ønske, at danske forskere var bedre til?
At skabe nye ideer og se mere på synergi. Lad være med at reproducere det vi allerede ved. Du skal turde udfordre og tilbyde noget mere og bedre. Forskningsfonde kan have en tendens til at være fastlåste – det skal vi udfordre for ellers bliver vi aldrig klogere.

Mette Gørtz

Professor i Økonomi ved Økonomisk Institut, KU

 

Helsefonden med dine ord?
Det er fonden hvor nyskabende idéer kan komme i spil. Det er en fond, der tør prøve ting af – fx ved at støtte pilotprojekter.
Det er en fond, der er oplagt at søge, hvis du er ung forsker, da en bevilling herfra ofte kan åbne døre til andre fonde.

Hvad kendetegner en god forskningsansøgning?
At den består af ét relativt enkelt forskningsspørgsmål – evt. med et par underspørgsmål, at det er tydeligt, at den her viden mangler samt, at ansøger er den rette person til at undersøge og besvare det fremsatte spørgsmål.
Det er også vigtigt, at ansøger viser, at han eller hun har tænkt projektet godt igennem, at man har sat sig ind i litteraturen og sat sig ind i, hvad der evt. kan blive en udfordring i forhold til at komme i mål med projektet.

Hvis du skal give et godt råd til en ansøger, hvad vil det så være ?
Fang min opmærksomhed og forklar mig i et enkelt sprog, hvorfor netop dit projekt skal have penge. Husk at du taler til et panel af forskere, der godt nok har meget viden, men vi er ikke eksperter på alt.

Hvad ville du ønske, at danske forskere var bedre til?
Jeg synes, det er vigtigt, at vi som forskere orienterer os internationalt, at vi gør en målrettet indsats for at få vores viden ud i internationalt anerkendte akademiske tidsskrifter, samt at vi selv kommer ud i verden og præsenterer vores viden i relevante fora.

Om Helsefondens forskningsudvalg

  • Udvalget vurderer kvalitet og relevans af de forskningsansøgninger, som fonden modtager ved den årlige ansøgningsfrist.
  • Udvalget ser på om et projekt har både samfundsvidenskabelig  og sundhedsvidenskabelig relevans, samt om det bidrager til nytænkning og udvikling af ny viden. 
  • På baggrund af vurderingerne prioriterer og indstiller forskningsudvalget ansøgninger til Helsefondens bestyrelse, der så træffer endelig beslutning om bevilling
  • Udvalg består af fire medlemmer to med sundhedsfaglig baggrund og to med samfundsfaglig baggrund. De vælges for en firårig periode ad gangen