De skriver om ikke at passe ind, om alkohol og stoffer, der blev både en løsning og en forbandelse, og de har et klart budskab. De efterlyser politisk handling nu, så fremtidens unge, der anvender rusmidler som en løsning på en psykisk lidelse, kan få rettidig og rigtig hjælp.

”I løbet af kort tid blev rygning koblingspunktet i mødet med nye mennesker. Jeg bragte også rygning med ind i de venskaber, jeg havde i forvejen. Det var så rart, hvordan man kunne slappe af på en helt ny måde.
Tella i kapitlet ”Min rejse til diagnose og dobbeltdiagnose”

’Mine ar lyser dagen op’ er netop udkommet. Den samler de rørende og barske historier fra unge med dobbeltdiagnose – en kombination af psykiske problemer og forbrug af rusmidler – og tegner et portræt af deres vej gennem et indviklet behandlingssystem, der er præget af både smerte, kamp, men vigtigst af alt håb.

Teksterne i bogen giver et unikt indblik i, hvordan det opleves at føle sig anderledes helt fra barndommen, og om hvordan de har kæmpet for at tilpasse sig trods psykiske lidelser. Men også om, hvordan misbrug bliver deres forsøg på at dulme uudholdelige smerter og følelsen af at være forkert.

I bogen giver syv unge mennesker deres personlige historier om et liv, der er langt fra det, de fleste vil betegne som et almindeligt ungdomsliv. Bogen giver et unikt indblik i, hvordan det opleves at føles sig anderledes helt fra barndommen, hvordan de som børn og unge har kæmpet for at tilpasse sig trods psykiske lidelser, og hvordan misbruget bliver et forsøg på at dulme uudholdelige smerter og følelsen af at være forkert.

Men bogen handler også om et system, der gang på gang har svigtet ved at smække døren i, da de unge stod og bad om hjælp til psykiske lidelser og et massivt misbrug af stoffer, alkohol eller begge dele.

”Jeg er så fucking sur. Jeg er træt. Jeg prøver konstant at gøre mig større, stærkere, synligere og prøver at råbe højere. Men for hvert råb mister jeg lidt af min stemme. For hvert nej og hvert ved ikke fra læger, psykiatere og psykologer knækker mit hjerte lidt. Hvorfor bliver mit liv ikke taget seriøst, hvordan er det acceptabelt, at jeg bare skal sidde i hjørnet og rådne?”
Nona i kapitlet ”Vrede”.