Dejlige dufte øger trivslen hos demente

Nyt forskningsprojekt har undersøgt, hvordan stimuli med dufte kan skabe bedre trivsel hos mennesker med demens

Gennem duftmarkører, der eksempelvis signalerer hviletid, oplever plejehjemsbeboere større tryghed og forudsigelighed.

Tekst: Nanna Stærmose
Foto:  Victoria Lygum

Mennesker, der lever med svær demens, kan have svært ved at forstå deres omgivelser og hverdag. For at give denne gruppe bedst mulig livskvalitet skal hverdagen være forståelig, tryg og rar. Og der har duft noget at bidrage med.

”Lugtesansen er den eneste af kroppens sanser, der er direkte forbundet til vores følelser og minder, og derfor kan den være særligt værdifuld for mennesker med demens at få stimuleret netop lugtesansen, da den kan skabe en følelse af tryghed,” siger Victoria Linn Lygum, lektor ved Institut for Byggeri, By og Miljø og en af forskerne bag projektet: ’Potentialet i duftsætning på plejehjem for ældre med demens’.

Projektet tager afsæt i Plejehjemmet Dagmarsminde og deres erfaringer med at bruge dufte aktivt i dagligdagen på plejehjemmet, hvor der bor mennesker med demens.
På forskellig vis er duftene med til at øge mestringsevnen hos beboerne ved fx at påvirke deres sindsstemning, appetit og stedsans. Ved at kunne genkende og forstå forskellige situationer gennem duftmarkører, oplever beboerne større tryghed og forudsigelighed.

Derfor har vi støttet
  • Projektet har relevans både for sundhedsfaglige der arbejder med mennesker med demens og for arkitekter med interesse for plejeboliger eller andre former for sundhedsbyggeri, da man kobler fysiske rammer med sansestimuli og beboernes behov.

  • Projektet har en umiddelbar praktisk relevans, da man vil udvikle retningslinjer for brug af dufttilsætning som sansestimulering.

  • Projektgruppen er tværfaglig med kompetencer inden for både byggeri og sygepleje
  • God projektbeskrivelse med et kort men klart metodeafsnit.

 

”Det kan fx være duften af hjemmebagte boller, der stimulerer appetitten, eller duften af æteriske olier med lavendel, der signalerer, at nu er det hviletid,” siger Victoria Linn Lygum.

Med alderen svækkes vores sanser, og oven i det er demens en sygdom, som gør det sværere at integrere sanseindtryk – det vil sige eksempelvis både høre og se noget samtidig. Men ved at arbejde målrettet med dufte i plejen som del af en fysisk ramme, kan det skabe ro og velvære for mennesker med demens.

”Vi ser et stort potentiale i at arbejde med dufte både på plejehjem, men også andre steder i arkitektur og indretning. Det er en holistisk designtilgang, der kan skabe mere inkluderende rum for mennesker med forskellige kognitive forudsætninger,” siger Victoria Linn Lygum.

Fakta

Projektet er et casestudie, der undersøger hvordan inkluderende design, som fx sanseoplevelser rækker ud over fysisk tilgængelighed og kan adressere kognitive og sensoriske behov på meningsfulde måder.

Bag projektet står:
Victoria Linn Lygum og Nanet Mathiasen hos BUILD – Institut for Byggeri, By og Miljø samt Siri Lygum Voldbjerg fra Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje, Aalborg Universitetshospital