Champagne i glas

Bevilling nummer 10.000 går til kurser om sex og kærester for udviklingshæmmede

Nyhed
Helsefonden blev modtaget med smil, glæde og et glas, da bevilling nummer 10.000 onsdag 22. marts blev overrakt til Udviklingshæmmedes Landsforbund (ULF) på deres kontor i Vejle
Overrækkelse af bevilling nr 10000
Der var stor glæde hos Udviklingshæmmedes Landsforbund, da Helsefonden overrakte bevilling nr. 10.000. Fra venstre: Jette Tastesen næstformand i ULF, Lars Gjermandsen, Formand i ULF, Thomas Andresen, konstitueret formand i Helsefonden og Lise Bonnevie, direktør i Helsefonden. 
Foto: Helsefonden

 

Af Nanna Stærmose

Vi er utroligt glade og det gør en meget stor forskel for os og vores arbejde,” sagde Lars Gjermandsen, formand for Udviklingshæmmedes Landsforbund, ULF, da han sammen med kollegerne på kontoret i Vejle modtog Helsefondens bevilling nummer 10.000 til projektet: ‘Kurser om sex, kærester og følelser’.

“Det er vigtigt, at få viden om de her emner og også bliver klogere på, hvordan man f.eks. sætter grænser,” 
Lars Gjermandsen

Bevillingen lyder på 399.730kr og skal hjælpe udviklingshæmmede med at få viden om kærester - hvad er en kæreste, hvordan er man kærester og hvad er sex?

“Det er vigtigt, at få viden om de her emner og også bliver klogere på, hvordan man f.eks. sætter grænser,” siger Lars Gjermandsen.

Babyer på prøve
Det er ikke første gang, at ULF modtager penge fra Helsefonden. Tilbage i 2003 modtog de penge til et projekt, der tilbød babysimulatorer i en periode, så et kærestepar eller en enlig, der ønskede sig et barn, kunne prøve, hvordan det var at skulle tage sig af en baby.
En babysimulator fungerer sådan, at den græder med mellemrum - som en rigtig baby og så er det op til mor eller far at finde ud af om baby skal vugges, skiftes, have mad eller andet.

 

Lise ser babysimulator
Helsefondens direktør, Lise Bonnevie bliver introduceret til en babysimulator. Foto: Claus Frederiksen, ULF


“Det er meget lærerigt at prøve og man finder ud af om, man virkelig har lyst til at få et lille barn eller om det alligevel ikke var noget”, siger Jette Tastesen, som er næstformand i ULF og som selv har prøvet at have en babysimulator.

De mekaniske babyer har nu opnået støtte på godt 6 mio. kroner fra reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet (tidligere satspuljemidler. Red.).

“Det viser jo, at ULF virkelig formår at få en mindre bevilling fra Helsefonden til at sprede sig som ringe i vandet, og at projekterne bliver levedygtige i mange år frem og rækker langt udover den bevilling, de får fra os. Det kan vi som fond kun bifalde,” siger Thomas Andresen, konstitueret formand for Helsefonden.

Det nye projekt går i gang i løbet af april måned og bygger videre på tidligere projekter om kærester og sex, der også var støttet af Helsefonden.

“Vi har mange medlemmer, der gerne vil have sig en kæreste, men hvordan gør man lige det. Det handler også om at få lov til selv at bestemme. Nogle gange oplever vores medlemmer, at de bor på bosteder, det ikke synes om at de sover sammen eller der kan være forældre, der synes det med sex er svært at tale om - så her kan vi hjælpe og tage den svære snak i et fortroligt rum,” siger Lars Gjermandsen.