Tilbage til helsefonden.dk
”Man er bare sat fuldstændig skakmat!”
Anton er i dag 17 år gammel. Han bor stadig hjemme, men både han og resten af familien er voldsomt belastet af hans misbrug af rusmidler, og af hans udadreagerende adfærd. Forældrene føler sig magtesløse og frustrerede over, at der ikke var et langt bedre beredskab til at opfange og håndtere børn med diagnoser tidligt i barndommen, og gode ressourcer til at hjælpe forældre og søskende. Måske kunne sådanne tiltag have gjort en afgørende forskel for Anton og forhindret, at han i dag står med en ikke tilstrækkelig behandlet psykisk diagnose og et problematisk brug af rusmidler, som gør ham så aggressiv, at ikke bare han selv, men hele familien er voldsomt belastet.
Anton er det første barn i familien – og elsket af alle. Han er en lille charmetrold, fuld af energi: Der er drøn på, fra det øjeblik, han slår øjnene op om morgenen. Han er supernysgerrig og ikke bange for noget.
I børnehaven har han ikke mange venner – forældrene slår det hen, men set i bakspejlet, er det et af de første tegn på, at han har svært ved det sociale. De andre børn oplever ham som voldsom, for han har svært ved at afkode deres signaler, når de siger fra.
Jeg ville ønske, at der i de situationer, hvor det hele ramler, var et akutsted, hvor man kunne sende sit barn under 18 år hen, og hvor der var kompetente medarbejdere, som kunne være med til at aflaste
”Vi får en spirende mistanke om, at der måske er noget galt, så vi spørger pædagogerne, om han kan have ADHD – det afviser de, og det er jo også det svar, vi helst ville have, så vi gør ikke mere ved det.”
Det er dog først i midten af folkeskoletiden, at Antons adfærdsproblemer for alvor bliver synlige i skolen. I starten klarer han sig godt – med et højt abstraktionsniveau og knivskarpe analyser. Men han har ikke tålmodighed til at lære basisfærdigheder, der kræver træning og gentagelse, fx at læse, skrive og stille regnestykker op. I 6. klasse går det op for forældrene, at den er helt gal med Antons faglige niveau, og de kontakter dansklæreren. Måske har Anton ADHD eller noget andet, hvor der er brug for nogle særlige redskaber til at hjælpe ham bedre med de faglige udfordringer? Nej, mener læreren – Antons udfordringer skyldes, at han er højintelligent, vurderer læreren. Og når Anton selv kan pakke sin rygsæk til en spejdertur, han glæder sig til, mener skolepsykologen ikke, at han kan have ADHD.
For bedre at kunne hjælpe Anton, betaler forældrene derfor en test hos en psykolog med speciale i højtbegavede børn. Den viser, at Anton har høj sproglig forståelse og abstraktionsevne, men lav arbejdshastighed og et meget lavt selvværd.
I 7. klasse begynder Anton at få problemer. Forældrene beder om et møde med den nye dansklærer, hvor de i to timer briefer ham om Antons udfordringer og forklarer, at psykologen peger på ros og anerkendelse som nøgle til at støtte Anton fagligt. Dialogen er god, men til skolehjem-samtalen et par måneder senere, bliver Anton og hans mor mødt af massiv kritik, som får Anton til at løbe grædende hjem i seng. Til spejder går det også galt, han oplever at hans bedste venner vender ham ryggen, og han går helt ned med flaget. Han finder nu nye venner med massive sociale problemer og begynder i det skjulte at tage på Christiania for at ryge hash.
Efter jul i 8. klasse beder Anton selv om at komme til en psykiater og få medicin – han kender en med samme symptomer som ham selv, der har fået det bedre af ADHD-medicin. Og endelig får Anton som 14-årig en ADHD-diagnose.
I første omgang er diagnosen adgangsbillet til et supergodt specialklassetilbud i 9., hvor lærerne er dygtige til at styrke Antons motivation, så han pludselig får topkarakterer i alle fag. De anbefaler efterskole i 10., så han kommer væk fra de nye hashvenner. På efterskolen lykkes det Anton at møde til undervisningen 9 af 10 dage, men det er ikke godt nok, og da han reagerer på kritikken ved at rapse slik, bliver han smidt ud. Tilbage i 10. klasse derhjemme kan han ikke med klasselæreren, og hans forældre opdager nu, at han ryger hash og tit kommer skæv hjem.
”Vi sætter ind med totalovervågning på de sociale medier og nultolerance, men det hjælper ikke. Hans adfærd bliver mere og mere konfliktfyldt – han giver fingeren til det hele og stjæler penge, overholder ikke aftaler, er aggressiv og fysisk overfor os andre osv.,” forklarer Antons mor.
I de fire år, der siden er gået, har forældrene forgæves forsøgt at hjælpe Anton ud af det problematiske brug af rusmidler.
”Det er ekstremt belastende for os alle, at vores hjem ikke længere er en tryg base, men et sted, hvor vi er i konstant alarmberedskab
Via skolens kontaktperson kommer Anton i rusmiddelbehandling og får mod på at starte på en HF, som er målrettet unge med særlige vanskeligheder. Forældrene kommer også med i et forældrenetværk, og for første gang får de strategier til at tackle Antons konfliktfyldte adfærd, der virker. Anton er nu 16 år.
Da han starter på HF, lykkes det ham at skære meget ned på hashen. Men der begynder at komme problemer med hans fravær – selvom han har en diagnose, som giver problemer med strukturer, har skolen ingen forståelse for det. Kort efter dropper han både ud af skolen, rusmiddelbehandlingen og medicinen og vender tilbage til de venner, han ryger hash sammen med.
Snart eksperimenterer han også med angstdæmpende medicin. Det gør ham meget aggressiv, oplever forældrene. Derfor reagerer de resolut ved at tvinge ham med på psykiatrisk skadestue for børn og unge. Her er der imidlertid ikke ressourcer til at hjælpe ham, og hjemme igen går han amok, smadrer inventaret i stuen og tager kvælertag på faren. Forældrene kontakter også den sociale døgnvagt i kommunen og til sidst politiet, men ingen kan hjælpe.
Forældrene har forgæves forsøgt at få hjælp mange gange, og de er nu der, hvor Anton er blevet 17 år, nået til et punkt, hvor de ikke kan rumme mere – både de og Antons søskende har tydelige stress- symptomer og er bange for at være hjemme, når han er der. Antons mor er desuden langtidssygemeldt med PTSD, og det konstante akutte pres udfordrer også parforholdet. Kommunen kan ikke hjælpe med andet end møder, der altid slutter med, at de ikke har ressourcer til at gribe ind, eller at sagsbehandlere formaner om, at forældrene også må tage deres del af ansvaret, forklarer Antons mor.
”Det er ekstremt belastende for os alle, at vores hjem ikke længere er en tryg base, men et sted, hvor vi er i konstant alarmberedskab, og hvor Anton går amok, hvis han føler, at vi presser ham for meget – han tåler ikke at blive gjort forkert mere, er min fornemmelse.”
”Jeg ville ønske at der i de situationer, hvor det hele ramler, var et akutsted, hvor man kunne sende sit barn under 18 år hen, og hvor der var kompetente medarbejdere, som kunne være med til at aflaste. For det er jo en total afmagtssituation, at man har ringet efter politiet, fordi man ikke kunne håndtere sit eget barn. Man er bare sat fuldstændig skakmat.”