Hjerterehabilitering med VR

Øvrige

Mange hjertepatienter gennemfører ikke den anbefalede rehabilitering i tilstrækkeligt omfang. Det har konsekvenser for deres livskvalitet. De får flere symptomer, genindlæggelser og i værste fald øget mortalitet. Man vil med dette projekt fokusere på konditionstræning og motivation for træning blandt mennesker med hjertesygdomme. Gennem ny teknologi motiveres patienterne til at gennemføre den anbefalede træning fra indlæggelse på hospital til kommunal rehabilitering.  

I projektet udvikles et Virtuel Reality (VR)-spil til konditionscykel målrettet hjertepatienter. VR-spillet baseres på kommerciel hardware. Gennem VR/exergaming skal patienterne motiveres til i højere grad at øge trænings effekten med afsæt i de nationale kliniske retningslinjer for hjerterehabilitering. 

VR-løsningen udvikles i samarbejde med hjerterehabilitering ved Nordsjællands- og Amager og Hvidovre Hospital, samt Albertslund Kommune. Udviklingen vil være kendetegnet ved høj grad af brugerdreven innovation, hvor både borgere/patienter og behandlere bidrager til designprocessen i workshops, designspil og gentagne brugertest af prototyper. Der udvikles en løsning, som kan anvendes i det fulde patientforløb på tværs af sektorer i sundhedsvæsenet. 

Der gennemføres efterfølgende en struktureret evaluering på hospitaler og i kommune for at dokumentere effekt af træningen på kondition og motivation. I evalueringen vil det blive undersøgt, 1) om patienterne bliver motiveret for cykeltræning ved anvendelse af VR, og 2) om der kan påvises forbedret kondition målt ved før og efter måling med valideret konditionstest. Inden implementeringen gennemføres en baselinemåling, som fungerer som evalueringsgrundlag. Desuden gennemføres en evaluering af implementeringen og en MAST-evaluering af løsningen med afsæt i organisation, økonomi, brugervenlighed, sikkerhed mv. 

VR-løsningen er valgt efter en række proof of concept-afprøvninger, hvor ambulante genoptræningshold i kommune og på hospitaler har afprøvet VR-udstyret. Efterfølgende er patienter/borgeres ønsker til anvendelse af VR i rehabilitering evalueret. 27 af 28 patienter/borgere har en positiv oplevelse med at træne med VR og alle 28 patienter/borgere ønsker at benytte VR igen, hvis de får muligheden. Fysioterapeuterne har ligeledes vurderet, at VR-løsningen er relevant både i forhold til træningstypen og motivation.

Løsningen udvikles som et OPI-projekt og Region Hovedstaden vil eje det endelige VR-spil, hvorefter spillet vil blive gjort tilgængelig for andre rehabiliteringsenheder.