Team Tvilling

Effekten af Team Tvilling og Cykling uden alder skal undersøges

Et nyt forskningsprojekt vil undersøge, hvad det betyder fysiologisk, mentalt og socialt for mennesker, der har svært ved at bevæge sig af egen kraft, at blive bevæget gennem andre. Det skal ske ved at undersøge effekten af de to initiativer Team Tvilling og Cykling uden alder. Helsefonden og Bevica Fonden har afsat 5 mio. kr. til projektet.

Hvad betyder det for mennesker, der ikke selv kan bevæge sig, at blive bevæget gennem andre? Det vil Statens Institut for Folkesundhed og TrygFondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet undersøge.

Forskerne vil først og fremmest undersøge, hvad det betyder for livskvaliteten, og hvad der sker fysiologisk med kroppen for mennesker, når de bevæges gennem andre. Men også, hvad det betyder for de frivilliges livskvalitet og fysiologiske sundhed at bevæge andre. Og endelig vil de se på, hvad det betyder for pårørende og plejepersonale, at mennesker, der ikke kan bevæge sig ved egen kraft, er med i aktiviteterne.

Bente Klarlund og Morten Grønbæk ser det som en vigtig undersøgelse, de glæder sig til at bidrage til:

”Der findes meget lidt forskning, der har undersøgt betydningen af at blive bevæget gennem andre, og forskningsprojektet vil derfor skabe vigtig viden, der kan styrke indsatsen for, at bevægelseshæmmedes livskvalitet og sundhed forbedres. At styrke livskvalitet og fysisk sundhed er ikke kun til gavn og glæde for det enkelte menneske, men har ligeledes en klar samfundsøkonomisk relevans”, udtaler Bente Klarlund, direktør for TrygFondens Center for Aktiv Sundhed, og Morten Grønbæk, direktør for Statens Institut for Folkesundhed.

I Team Tvilling går aktiviteten ud på, at en atlet uden handicap løber med et menneske med handicap i en løbevogn. I Cykling uden alder går det ud på, at ældre mennesker med funktionsbegrænsning bliver kørt på kortere eller længere ture i rickshaws af frivillige såkaldte piloter. Aktiviteternes fælles formål er at skabe livskvalitet, fællesskab og glæde for mennesker, der bevæges gennem andre.

”Vi er utrolig stolte over, at vores projekt kommer op i en liga af anerkendte forskere, som forhåbentlig vil belyse alle de fordele, vi har oplevet, der er ved bevægelse, når du ikke kan bevæge dig. Vi glæder os til at komme et stort skridt videre i vores projekt og ser frem til at arbejde sammen med hele teamet. Det er noget, vi har drømt om i mange år”, fortæller Steen og Peder Mondrup fra Team Tvilling.

Helsefonden og Bevica Fonden står bag det call, der er gået forud, og har afsat 5 mio. kr. til forskningsprojektet. De ser frem til at følge forskningen:

”Vi er spændt på at se, hvad forskningen resulterer i af ny viden. For selvfølgelig håber vi på, at projektets resultater kan få en positiv betydning for mennesker, der har svært ved at bevæge sig af egen kraft og dermed er så afhængige af andre”, lyder det fra direktørerne for Helsefonden og Bevica Fonden, Hanne Jervild og Marianne Kofoed.

Efter planen går de første undersøgelser og målinger i gang i foråret 2020.

Baggrund for projektet

Forskningsprojektet er blevet til som svar på et call fra Helsefonden og Bevica Fonden. Baggrunden for invitationen er en mindre forundersøgelse, der har set på betydningen af Team Tvilling. Forundersøgelsen indikerede, at løbet har en positiv fysiologisk effekt, og der blev rapporteret om øget kropsbevidsthed, bevægelsesglæde, stolthed og følelsen af at være på lige fod med andre. Indikationer, som inviterer til en mere forskningsbaseret undersøgelse af, hvad der sker med kroppen, og hvad det betyder for den enkelte at være fysisk aktiv gennem andre.

Forundersøgelsen kan findes her

 

Kontakt

Mette Toftager

ph.d., projektleder og forsker ved Statens Institut for Folkesundhed, SDU

Bente Klarlund

Professor, læge og direktør for TrygFondens Center for Aktiv Sundhed

Morten Grønbæk

ph.d., professor og direktør for Statens Institut for Folkesundhed, SDU

Marianne Kofoed

Direktør Bevica Fonden
Lise Bonnevie

Lise Bonnevie

Direktør Helsefonden

Steen Mondrup

Team Tvilling