Unge med dobbeltdiagnose skal møde et mere fleksibelt system
Hvad kommer først en psykisk lidelse eller et misbrug? Spørgsmålet er ikke let at svare på - nogle gange udløser en psykisk lidelse brugen af stoffer, nogle gange er det omvendt.
Desværre er det let at svare på, om indsatsen til unge med psykiske lidelser og problematisk brug af rusmidler er optimal. Svaret er nej. Alt for mange af de omkring 6400 unge med dobbeltdiagnose i Danmark oplever et ufleksibelt system, fejldiagnosticering og at ramme jorden hårdt, fordi de falder ned mellem to stole.
Hvis denne udvikling skal vende, skal der ske et opgør med både strukturen og kulturen i både psykiatrien og på misbrugsområdet, lyder det fra Susanne Pihl Hansen indehaver af konsulentvirksomheden PIHL INKLUSIVE. På Helsefondens initiativ har hun Sammen med Peter Jensen fra konsulentvirksomheden SPUK arbejdet målrettet med at udvikle bedre hjælp til unge mellem 15 og 25 år med dobbeltdiagnose.
”Vi skal blive bedre til at tilpasse systemerne til de unge og ikke omvendt. Vi kan ikke forlange, at alle passer ned i den samme skabelon,” siger Susanne Pihl Hansen.
I 2016 begyndte arbejdet med en vidensopsamling om unge med dobbeltdiagnoser. Det blev startskuddet til ’Alliancen – Unge med dobbeltdiagnose’, som var et netværk, der samlede de unge selv, forældre til unge med dobbeltdiagnoser og fagpersonale. Her begyndte en vigtig erfaring- og vidensudveksling, der har givet projektet en dyb forankring i virkeligheden, og som siden har banet vejen til at få politikernes fokus.
”Hvis vi skal ændre lovgivningen, skal vi have det strukturelle lag – altså politikerne med, men hvis det skal have nogen gang på jord, skal vi have dem med, som det handler om. Og det er de unge selv og deres forældre,” siger Susanne Pihl Hansen.
Vigtige år går tabt, når unge ikke får hjælp
Det har store konsekvenser, når et ungt menneske bliver tabt på gulvet. Udover at de har en dobbeltdiagnose, så er unge mellem 15 og 25 år også et meget sårbart sted i livet. De er ikke børn og ikke voksne – men unge og på vej. Det betyder også, at hvis de ikke får hjælp i tide, går der mange værdifulde ungdomsår tabt – år som skulle bruges til at finde sit ståsted og ikke til at forsvinde væk fra virkeligheden.
I 2018 blev ’Alliancen – Unge med dobbeltdiagnose’ etableret. Det primære formål var at bygge videre på det forudgående arbejde, men også at inddrage dem, der ved allermest om dobbeltdiagnoser. Derfor blev der oprettet et ungepanel, der bestod af unge, der var kommet ud på den anden side, et forældrepanel, der bestod af forældre til unge med dobbeltdiagnose samt et panel af fagprofessionelle – forskere, rusmiddelbehandlere, psykiatere, socialrådgivere, pædagoger, etc.
”At sætte de tre paneler sammen havde en kæmpe effekt. For det først blev de hørt, og for det andet betød det meget, at de pludselig kunne være sammen om at byde ind med løsninger. Det gav dem en følelse af, at deres personlige historie kunne bidrage med noget, der var større end dem selv. Det gav pludselig mening,” siger Susanne Pihl Hansen.
De mange erfaringer og løsningsforslag blev samlet i en grønbog, der udkom i 2019 som oplæg til en høring, der blev afholdt 20. november samme år på Christiansborg. På forsiden af grønbogen er skildret en ung kvinde, der med lukkede øjne læner sit hoved ind mod et spejl. Ovenover står der: ’UNGE MED DOBBELTDIAGNOSE’ stemplet lige over hovedet på den unge. Susanne Pihl Hansen fortæller, at det var de unge selv fra panelet, der gerne ville have, at det blev illustreret med et stempel – for det var sådan det føltes at have en dobbeltdiagnose – at blive stemplet af omverdenen.
I grønbogen bliver en række problemer samt anbefalinger til, hvordan de kan løses, sat op.
Blandt andet lyder et forslag, at de unge og deres familier skal have mulighed for relevant og samtidig hjælp i både psykiatrien, rusmiddelbehandling og andre steder, i det omfang, der er behov for det.
”Målet er, at den unge ikke må gå forgæves. Princippet hedder ’No wrong door’, hvilket hentyder til, at ligegyldigt hvilken dør, de unge går ind ad, så får de hjælp – og vigtigst de må ikke møde en blindgyde eller bliver tabt,” siger Susanne Pihl Hansen.
En anden anbefaling går på, at tilbyde hjælpe til hele familien. For kombinationen af rusmidler og psykisk lidelse kan være en sprængfarlig cocktail, som kan få store konsekvenser for både forældre og søskende. Susanne Pihl Hansen hiver det ene eksempel frem efter det andet.
Det kan være en lillesøster, der ser sin mor få bank af sin store søn, der ikke kan styre sin psykiske lidelse. Det kan være en far der både gerne vil hjælpe sin datter med dobbeltdiagnose, men også må beskytte familiens andre børn fra de voldsomme udbrud, som deres søster får. Det kan være en søster, der er bekymret fordi storesøster nu bor på gaden, fordi hun ikke kan være andre steder.
”Der er mange fortællinger derude, der vidner om, at det langt fra kun er den unge selv, der bliver ramt. Derfor er det også vigtigt, at vi kan tilbyde hjælp ikke kun til de unge, men også til deres familier,” siger Susanne Pihl Hansen.
Grønbogens anbefalinger og de mange personlige historier fik politikerne til at slå ørerne ud på en høring i november 2019. Og der var bred enighed om, at der skulle gøres noget. I 2020 skiftede ’Alliancen-Unge med dobbeltdiagnoser’ navn til ’UngeAlliancen’, der med en firårig bevilling fra Helsefonden skal arbejde videre for at skabe opmærksomhed og forandringer på området.
Det betyder helt konkret, at der er lagt i ovnen til en ny høring, hvor Susanne Pihl Hansen ser frem til forhåbentligt at samle politikere på tværs af partiskel og udvalg. For hvis UngeAlliancen skal lykkes med at udvikle og kvalificere indsatsen til unge med dobbeltdiagnoser, kræver det et bredt samarbejde.
”Det er en generel strukturændring og kulturændring, der skal til, hvis vi skal lykkes. Det er samarbejde på tværs af psykiatriudvalg, børne- og ungeudvalg, socialudvalg etc. og så skal vi begynde at se den unge som det hele menneske med al den kompleksitet som en dobbeltdiagnose medfører,” siger hun.
Susanne Pihl Hansen nævner igen og igen vigtigheden af at der på sigt bliver lavet overordnede fælles retningslinjer for området. Fremfor som det er i dag, hvor der er mange nationale retningslinjer, der ikke altid er samstemmende. Men hvordan laver man fælles retningslinjer for et område, der er så fuld af kompleksitet, og hvor målet netop er, at hvert menneske skal have en tilpasset og målrettet hjælp?
”En fælles retningslinje kunne fx være det føromtalte No Wrong Door princip, og at vi får udviklet et system, der kan tilpasse sig den unge og ikke som det er nu, hvor vi tilpasser de unge til systemet. Der er alt for mange, der ikke passer ind i en kasse, og dermed bliver de tabt,” siger Susanne Pihl Hansen.
Det er det, som de næste fire år skal gå med. At få sat de forandringer i gang, der skal til for, at unge med dobbeltdiagnoser og deres familier kan få bedre hjælp i fremtiden og komme ind på et spor, der leder dem mod et værdigt og meningsfyldt liv.