Alliancens Unge- og Forældrepanels fortællinger viser, at mange familier oplever, at hjælpen udebliver eller er utilstrækkelig, når børn og unge viser tegn på psykiske problemer og mistrivsel.
Af Sheila Jones, adjunkt ved Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet, og Birgitte Thylstrup, lektor ved Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet, samt formand for Dansk Fagligt Netværk for Dobbeltdiagnose
Der kommer ofte til at gå alt for lang tid fra forældrene udtrykker bekymring, til der påbegyndes et afklarings- og udredningsforløb. Alliancens Forældrepanel har været særligt optaget af:
- hvordan vi sikrer, at forældrenes observationer og bekymringer bliver taget alvorligt, og af, at der udvikles modeller, som sikrer, at den rette hjælp tilbydes så tidligt som muligt.
- at vi skærper opmærksomheden på at identificere børn og unge med psykiske problemer tidligere og tilbyder dem evidensbaserede interventioner ift. de problemer, de måtte have.
I artiklen beskrives områder, hvor der bør være langt mere opmærksomhed på børns og unges trivsel og psykiske problemer, der kan øge risikoen for, at de udvikler problemer med rusmidler. Da der ikke findes danske retningslinjer for tidlig identifikation af psykiske lidelser og rusmiddel- problemer hos børn og unge trækker denne gennemgang på retningslinjer, der er udarbejdet af det amerikanske sundhedsministerium SAMHSA (2011), som parallelt med mange andre former for forebyggelse, har til formål at forebygge eller reducere belastninger for individet, familien og samfundet, i form af koordinerede services snarere end isolerede indsatser.
Retningslinjerne er målrettet fagpersoner, der arbejder med børn og unge, og er udformet, så de hurtigt kan få information og konkrete anvisninger på, hvordan de kan identificere børn og unge, der har – eller er i risiko for at udvikle – psykiske problemer og rusmiddelproblemer. Retningslin- jer er formidlet dels i form af en række overordnede anbefalinger på tværs af indsatser, og dels i form af specifikke anbefalinger inden for syv særlige fokusområder. Retningslinjernes formål er at øge opmærksomheden på børn og unge, der er i risiko for at få psykiske problemer og/eller rus- middelproblemer, så de hurtigere kan tilbydes udredning og relevant hjælp. Det er her vigtigt at understrege, at tidlig identifikation ikke er lig med diagnosticering (SAMHSA, 2011:22)
Særlige retningslinjer målrettet børn og unge med henblik på tidlig opsporing
Tidlig identifikation af børn (0-12 år) og unge (13-22 år) med begyndende psykiske problemer og/ eller rusmiddelproblemer er afgørende, fordi alt for mange ellers risikerer at blive overset, og der- med ikke får den rette hjælp i tide. Manglende tidlig opsporing øger risikoen for, at problemerne bliver langt mere alvorlige med langvarige konsekvenser.
SAMHSA har på baggrund af viden fra forskning og praksis identificeret syv indsatsområder, hvor der bør være øget fokus på børns og unges mentale sundhed. Nogle af disse indsatsområder er ud- valgt, fordi der er en høj koncentration af børn og unge, andre indsatsområder er udvalgt, fordi der er tale om børn og unge i højrisikogrupper:
- Børn, der er anbragt uden for hjemmet
- Familiecentre, krisecentre og hjemløseherberg
- Retssystemet
- Det Psykiatriske behandlingssystem og rusmiddelbehandlingssystemet
- Praktiserende læger
- Daginstitutioner (førskolealderen)
- Skoler og skolefritidsordninger
Da det danske sundhedssystem og adgang til velfærdsydelser er anderledes end det amerikanske, er nogle af retningslinjerne mere relevante end andre. Vi vil i det følgende gennemgå fokusområderne ud fra en dansk kontekst.
Børn, der er anbragt uden for hjemmet
Omkring 1% af børn og unge i Danmark er eller har været anbragt uden for hjemmet i en korte- re eller længere periode af deres opvækst. Disse unge er i større risiko for udvikling af psykiske problemer og rusmiddelproblemer end danske unge generelt. VIVE har gennemført en flerårig forløbsundersøgelse af anbragte unge, der er født i 1995 og op til deres 15. år. Deres fund viser, at 37% af de anbragte unge i dag falder uden for normalområdet i forhold til emotionelle og adfærdsmæssige problemer, hyperaktivitet, relationer til kammerater og prosociale adfærd. Til sammen- ligning er det 3% af danske unge generelt, der falder uden for normalområdet på disse parametre (Lausten, Andersen, Skov, & Nielsen, 2013). Samme undersøgelse viser, at unge, der er eller har været anbragt uden for hjemmet, oftere har prøvet at ryge cannabis sammenlignet med danske unge generelt (38,8% mod 11,7% generelt), og at omkring 40% af de anbragte unge, der har prøvet at ryge cannabis, har røget oftere end 20 gange inden for det seneste år.
De anbragte unge kommer oftest fra familier med problemer. For eksempel har 40% en mor og 25% en far med en psykiatrisk diagnose sammenlignet med 7% og 6% af danske unge generelt. Derudover har forældrene oftere rusmiddelproblemer, og har oftere selv været anbragt som barn. Endelig kommer hver fjerde anbragte ung fra en husstand, der er karakteriseret som fattig ift. det relative fattighedsmål (Lausten et al., 2013).
Her er altså tale om en gruppe unge med langt tungere problemer end danske unge generelt, hvor det offentlige har overtaget ansvaret for barnets eller den unges tarv, og hvor der derfor bør være en høj grad af støtte og opfølgning i forbindelse med anbringelsen, og når de unge enten hjem- gives eller skal bo for sig selv. Behovet for støtte efter anbringelse understreges ikke mindst af det faktum, at 37% af unge hjemløse har været anbragt uden for hjemmet under deres opvækst (Ben- jaminsen & Enemark, 2017), mens halvdelen af indsatte i danske fængsler har været omfattet af en børnesag i barndommen og hver tredje har været anbragt på en institution eller i pleje (Glavind, 2009).
I forbindelse med selve anbringelsen anbefaler SAMHSA, at der med jævne mellemrum (hvert ½ år), foretages en screening for psykiske problemer hos børn anbragt uden for hjemmet, som suppleres med screening for rusmiddelproblemer hos ældre anbragte børn. Derudover anbefales det, at der foretages screeninger ved skift i anbringelse, og at en positiv screening altid bør føre til yderligere udredning og igangsættelse af relevant indsats og intervention.
Familiecentre, krisecentre og hjemløseherberg
Sammenlignet med Danmark, er der er i USA en langt højere forekomst af familier med børn og unge, der er hjemløse, ligesom der er langt flere unge, der lever alene på gaden. Dog har vi i Dan- mark set en fordobling i ungdomshjemløshed blandt de 18-24-årige inden for de sidste 10 år. Rap- porten Hjemløshed i Danmark 2017. National kortlægning (Benjaminsen, 2017), er baseret på en op- tælling af hjemløse borgere i uge 6 på landets §110 boformer, samt andre institutioner i kontakt med hjemløse. Undersøgelsen, der er baseret på selvrapportering, finder, at psykisk sygdom og stofmisbrug angives som to af de største årsager til hjemløshed blandt unge. Ser man på de unge hjemløses baggrund, angiver over halvdelen, at de enten har været anbragt uden for hjemmet, el- ler har modtaget en forebyggende indsats i løbet af deres opvækst. Derudover ses det, at 28% af de unges forældre har en psykiatrisk diagnose, mens 16% har eller har haft rusmiddelproblemer, og 11% har siddet i fængsel (Benjaminsen & Enemark, 2017).
Man finder også en meget høj forekomst af personer med dobbeltdiagnose blandt hjemløse unge, når man følger dem i registrene. En registerundersøgelse fra 2013, der fokuserede på borgere, som i perioden 1999 til 2009 var registreret på en §110 boform for hjemløse, fandt således, at der hos de 18-29-årige i perioden blev registreret både en psykiatrisk diagnose og et behandlingskrævende rusmiddelproblem hos 41,1% af mændene og 61,7% af kvinderne (Benjaminsen, Birkelund, & Ene- mark, 2013).
Ser man på de indsatser, der tilbydes under et ophold på en §110 boform viser en undersøgelse af Ankestyrelsen, at de fleste boformer vurderer, at der mangler relevante boformer til de dårligst stillede hjemløse borgere og til unge hjemløse, hvis behov boformerne har svært ved at imødekomme. Sjældent eller aldrig tilbyder kommunerne den supplerende støtte, som borgeren ville have været berettiget til, hvis de havde været i egen bolig (Ankestyrelsen, 2018), og boformerne vurderer derudover, at beskæftigelsesindsatsen i kommunerne må ændres, da det alt for ofte sker, at borgere sanktioneres af jobcentrene, når de ikke overholder deres aftaler.
SAMHSA anerkender, hvor svært det kan være at hjælpe hjemløse unge med psykiske problemer og rusmiddelproblemer. Anbefalingerne understreger vigtigheden af, at personalet på hjemløse- herberg og lignende institutioner får information om traumer og traumerelaterede lidelser, da en meget stor andel af de borgere, der anvender herberger, har været udsat for indtil flere overgreb og/eller traumatiske hændelser i løbet af deres liv. Derudover anbefales det, at personalet bliver undervist i psykiske lidelser, hvordan de påvirker et menneske, og hvordan de identificeres. I Dan- mark er et tæt samarbejde med kommunen derudover afgørende, idet Ankestyrelsens undersøgelse bl.a. viste, at fremskudt sagsbehandling, hvor sagsbehandleren kommer ud til borgeren på herberget, letter samarbejdet og giver en mere sammenhængende indsats (Ankestyrelsen, 2018).
Retssystemet
Forekomsten af rusmiddelproblemer og psykiske lidelser blandt indsatte i danske fængsler er overvældende. En screeningsundersøgelse af 672 varetægtsfængslede i Vestre fængsel viste såle- des, at blot 9% kunne kategoriseres som raske, og ikke opfyldte kriterierne for en psykisk lidelse eller en diagnose forårsaget af rusmiddelproblemer (Adamsen, 2013). I undersøgelsen var der et specifikt fokus på opmærksomhedsforstyrrelser blandt de 15-21-årige (177 ud af de 672), hvorfor det er muligt, at indkredse omfanget af problemer og risici for unge indsatte (se tabel 1).
Som det fremgår af tabel 1 blev psykiske lidelser forårsaget af rusmiddelbrug oftest diagnosticeret hos indsatte unge (54%), efterfulgt af adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser (46%). Hver fjerde kunne diagnosticeres med en adfærdsforstyrrelse (CD) begrænset til familien, og knap hver femte med en hyperkinetisk forstyrrelse (ADHD). Lidt mere end hver fjerde kunne diagnosticeres med en nervøs og stress-relateret tilstand, som er en kategori, der dækker over forskellige angst- lidelser, fobier, PTSD mm. Særligt var andelen af unge indsatte med adfærdsforstyrrelse og ADHD høj, og det bør her medtænkes, at ADHD-diagnosen kun blev stillet, når det var muligt at indhente andenhånds oplysninger om den indsatte, hvilket langt fra var tilfældet for hele ungepopulationen i undersøgelsen (Adamsen, 2013). Det er er derfor meget sandsynligt, at dette tal er langt højere end her angivet.
At lidt over halvdelen af de indsatte unge havde rusmiddelproblemer i en grad, der opfyldte kriterierne for en psykiatrisk diagnose, vidner om sammenhængen mellem rusmiddelproblemer og kriminalitet. Ligeledes er sammenfaldet mellem adfærdsforstyrrelse og ADHD en velkendt faktor, der øger risikoen for både rusmiddelproblemer og kriminalitet (Dalsgaard, Mortensen, Frydenberg, & Thomsen, 2013; Mohr-Jensen, Bisgaard, Boldsen, & Steinhausen, 2019). En ældre dansk undersøgel- se af unge varetægtsfængslede mellem 15-18 år på sikrede døgninstitutioner viste samme billede i forhold til kombinationen af kriminalitet, psykisk lidelse og rusmidler (Gosden, 2004 – her fra Socialstyrelsen, 2008):
- 66 % af de unge havde personlighedsforstyrrelser eller adfærdsvanskeligheder
- 4 % havde en lidelse inden for psykosespektret (2 % skizofreni og 2 % skizotypi)
- 5 % havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling (mod 0,3 % af baggrundsbefolkningen).
- 41 % havde narkotika- eller alkoholrelateret afhængighed i en sådan grad, at det var invaliderende i forhold til at begå sig socialt og med risiko for at udvikle en psykose eller forstærke eventuelle andre psykiske lidelser.
Vi ved derudover fra danske og udenlandske undersøgelser, at indsatte med psykiske lidelser er i større risiko for sanktionering og dermed yderligere straf under afsoning, blandt andet som følge af, at deres adfærd ofte ikke tolkes ud fra deres aktuelle problemer (Berger, Lindeberg, & Jensen, 2017; Clark, 2018). På det tidspunkt, hvor de unge er kommet i fængsel, er systemets og omverdenens tål- modighed med dem ofte ved at være brugt op, og de betragtes derfor ofte ikke længere som unge mennesker med psykiske problemer, der har brug for hjælp, men som kriminelle. Derudover føler de ansatte i fængslerne sig ofte ikke ordentligt klædt på til at identificere personer med psykiske lidelser, og mangler indsigt i adfærd og symptombillede (Berger et al., 2017).
En større dansk kortlægning af erfaringer og viden om indsatser til resocialisering af indsatte og tilsynsklienter med ADHD viser derudover, at indsatte i danske fængsler har en ophobning af negative livshændeler og psykosociale risikofaktorer sammenlignet med ikke-straffede danske- re (Berger et al., 2017). Indsatte med ADHD skiller sig dog ud ved oftere at have andre psykiatriske diagnoser, ved oftere at have været anbragt uden for hjemmet i barndommen, og ved oftere at have forældre med psykiatriske diagnoser og fængselsdomme. Indsatte med ADHD bliver derudover oftere idømt nye straffe efter endt afsoning (Berger et al., 2017).
SAMHSA anbefaler, at der udarbejdes protokoller for screening, udredning, behandling og opfølgning for unge indsatte. Retssystemet, det psykiatriske system, rusmiddelbehandlingssystemet og sundhedssystemet bør ifølge SAMHSAs anbefalinger arbejde tæt sammen, både under – og i sær- lig grad efter – afsoning. De unge bør derudover have støtte efter løsladelse i forhold til bolig, ud- dannelse og andre relevante hjælpeforanstaltninger, for at støtte positive forandringer og undgå recidiv og dom for ny kriminalitet. Derudover har Berger et al. (2017) udarbejdet en oversigt over evidensbaserede interventioner, der kan anvendes med unge, der har ADHD i løbet af afsoningen.
Det psykiatriske behandlingssystem og rusmiddelbehandlingssystemet
Som det også er blevet beskrevet i Grønbogen, mangler det psykiatriske behandlingssystem generelt viden om interventioner – og i nogle tilfælde vilje – til at behandle mennesker med rus- middelproblemer (Pinderup, Thylstrup & Hesse, 2016). For eksempel pegede en undersøgelse inden for psykiatrien på et tidligt tidspunkt på, at patienter i psykiatrien ofte ikke fik diagnosticeret og behandlet deres stof- og alkoholproblemer (Hansen et al., 2000). En senere undersøgelse pegede på en anden, men lige så relevant problematik, nemlig, at selvom mennesker med både misbrug og psykisk lidelse modtager mere behandling end mennesker med et enklere sygdomsbillede (eksempelvis fordi de har kontakt med mange forskellige hjælpesystemer og har mange behandlings- episoder), så har de flere korte forløb i sundhedsvæsenet, som enten afbrydes fra patientens side eller fra behandlingssystemets side (Schmidt, Hesse, & Lykke, 2011). Begge undersøgelser beskriver således, at der enten kan være et manglende fokus på begge problematikker, eller at behandlings- forløbene kompliceres og afsluttes før tid.
Den kommunale rusmiddelbehandling er ligesom psykiatrien udfordret på viden om begge problematikker, og mangler ofte en generel viden om psykiske lidelser og muligheder for behandling. I modsætning til psykiatrien, som anvender det diagnostiske system ICD (International Classification of Diseases), tager rusmiddelbehandlingen ikke udgangspunkt i en fælles definition for afhængighed. Der indgår i stedet en opmærksomhed på, at rusmiddelbehandling bør være helhedsorienteret og involvere både sundhedsfaglige og socialfaglige indsatser, men denne opmærksomhed beskriver ikke specifikt, hvordan behandlingen bør tage hensyn til psykiske lidelser. Konsekvensen er ofte, at ikke alle kommuner tildeles ressourcer til at tilgodese, at behandlings- personalet har både kompetencer og tid til at arbejde med psykiske lidelser. En anden konsekvens er, at visitationen nogle steder vil pege på, at det ikke giver mening at forsøge at behandle en rus- middelproblematik, før der er taget tilstrækkeligt hånd om den psykiske lidelse, ofte som følge af ustabilt fremmøde og alvorlige humørsvingninger (Thylstrup & Hesse, 2019).
SAMHSA anbefaler, at der i psykiatrisk behandling screenes for rusmiddelproblemer, og at rus- middelbehandlingssystemet rutinemæssigt screener for psykiske problemer. Integrerede behandlingsmodeller foretrækkes for denne målgruppe, men når dette ikke lader sig gøre, anbefales det, man sørger for en tæt koordinering mellem de forskellige aktører.
Praktiserende læger, daginstitutioner, skoler og fritidsordninger
Alle danske børn i alderen 0 til 5 år bliver i dag tilbudt syv forebyggende helbredsundersøgelser hos deres praktiserende læge. Ved hver undersøgelse vurderer lægen, om barnet er i trivsel, og om det udvikler sig som forventet i forhold til sin alder (er alderssvarende). I løbet af skoletiden er der yderligere to sundhedsundersøgelser – én i forbindelse med indskoling (0. klasse), og én i forbindelse med udskoling (7.-9. klasse) – som varetages af enten en læge eller en sundhedsplejerske (Sundhedsstyrelsen, 2011).
Da børn og unge bruger de fleste af deres vågne timer i skolen, er skolen et oplagt sted at skærpe opmærksomheden på både psykisk trivsel og rusmiddelbrug hos de unge allerede i en tidlig alder. Det er derudover ofte i forbindelse med skolestart og øgede krav til selvstændighed og læring, at børn med forskellige problemer identificeres. Mange lærere oplever, at det er vanskeligt at under- vise og samtidig håndtere forstyrrende elever (Egelund, Arnbak, & Mejding, 2010), og problemet er ikke blevet mindre efter, at skolereformen i 2015 medførte længere skoledage, samt et mål om, at 96 % af folkeskolens elever skal gå i en almindelig skoleklasse (Egelund, Nordahl, Hansen, Andersen, & Qvortrup, 2017). At elever i skolen er udfordrede, understøttes af den seneste trivselsundersøgelse blandt danske skolebørn, som peger på, at de generelt har fået det sværere, hvilket ses ved en lavere livstilfredshed, flere søvnproblemer og en øget tendens til nervøsitet (Rasmussen et al., 2019).
I forbindelse med udskolingsundersøgelsen er der udviklet et nyt redskab, Ungeprofilundersøgelsen, hvor der spørges ind til bl.a. brug af rusmidler og trivsel. Dette redskab anvendes både til individuelt at vurdere et ungt menneskes trivsel og velvære og til monitorering lokalt og på lands- plan (Arffmann, Petersen, Bak, Svendsen, & Obel, 2016). Unge, der udvikler problemer med rusmidler har dog ofte haft en tidlig debut med brug af rusmidler, der ses ved brug af cigaretter i 10-12-års- alderen og som udgør én af de tidligste indikatorer for senere udvikling af et problematisk brug af rusmidler (Nelson, Van Ryzin, & Dishion, 2015). Hertil viser forskning, at mennesker, der udvikler alvorlige adfærdsmæssige problemer (kriminalitet, psykiske lidelser, alkohol/stofmisbrug), ofte har haft svært ved at følge retningslinjer og regler i de første skoleår (Fergusson, Horwood, & Ridder, 2005). Forstyrrende adfærd er et samfundsproblem, da den forringer forudsætningerne for læring og tilegnelse af uddannelsesmæssige kompetencer på både kort og lang sigt (Egelund et al., 2010; Egelund et al., 2017). Der er derfor brug for en struktureret vurdering af børns og unges trivsel i mellemskoleårene, så det bliver muligt at sætte ind med indsatser, der kan forebygge forværring af trivsel og udvikling af rusmiddelbrug. Samlet set er der således brug for at øge opmærksomheden på eventuel mistrivsel allerede fra børnenes tidlige barndomsår og op gennem folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Som en del af dette, bør pædagoger, skole-, erhvervsskole- og gymnasie- lærere tildeles flere ressourcer og kompetencer i forhold til at identificere og handle på mistrivsel og psykiske problemer hos børn og unge. En vigtig del af dette er derudover at henvise videre til rette hjælp, så det er vigtigt, at fagpersonalet på uddannelsesinstitutionerne indføres i mulige samarbejdspartnere, så som Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.
I SAMHSAs retningslinjer er der derudover udarbejdet en oversigt over de mest almindelige psykiske lidelser i barndommen opdelt i forskellige aldersgrupper (SAMHSA, 2011 s. 28).
SAMHSA lægger i deres guideline vægt på tre former for forebyggelse. Primær forebyggelse in- debærer screening af alle børn (med forældrenes samtykke), sekundær forebyggelse indebærer screening af børn og unge i risiko for udvikling af psykiske lidelser eller rusmiddelproblemer og tertiær forebyggelse, der indebærer udredning og koordinering af behandling for børn og unge med kendte psykiske problemer og/eller rusmiddelproblemer.
Derudover understreges det, at skoler og uddannelsesinstitutioner bør være forberedt på, at kun- ne iværksætte interventioner ved indikation på psykiske problemer eller rusmiddelproblemer hos en elev. Det kan være ved at være bekendt med eventuelle samarbejdspartnere og kommunale behandlingscentre. Det kan være nødvendigt med et individualiseret uddannelsesprogram.
Figur 1: Hyppigt forekommende forstyrrelser i barndommen – oversat og tilpasset fra SAMHSA s. 28
og uddannelsesinstitutionen (særligt ved yngre børn) kan være nødt til at indgå aktivt i indsatsen omkring eleven. Det kan være ved at hjælpe eleven med medicinering, ved at have fokus og ind- satser ift. mobning, ved at ændre på undervisningsformen og ved konsekvent at anvende positive adfærdshåndteringsstrategier.
Konklusion
Vi har i artiklen med inspiration fra SAMHSA beskrevet en række centrale institutionstyper i Dan- mark, hvor børn og unge har deres hverdagsliv, enten inden for almenområdet (daginstitutioner, skoler, fritidsordninger m.v.), inden for det specialiserede område (døgninstitutioner, sikrede af- delinger m.v.), eller på de regionale psykiatriske behandlingsafsnit. Vi har i Danmark således et meget fintmasket sikkerhedsnet spændt ud under alle børn og unge, og der er i alle institutions- typer ansat fagpersonale med indsigt i og viden om børns og unges udvikling (skolelærere, pædagoger, socialrådgivere, psykiatere og psykologer).
Der er stort set ingen børn og forældre i Danmark, der ikke er i kontakt med en eller flere af disse professionelle.
På trods af den store viden, er der alligevel børn og unge med problemer, som enten ikke spottes eller afhjælpes rettidigt. Manglen på tidlige og rettidige indsatser betyder, at omfanget af de unges vanskeligheder først opdages, når deres problemer kulminerer i ungdommen. Den sene indsats resulterer alt for ofte i behov for mere indgribende og langvarige indsatser, fordi vanskeligheder- ne har fået lov til at vokse sig større. Forebyggelse af udvikling af dobbeltdiagnose er muligt, men kræver en langt større opmærksomhed på mistrivsel blandt børn og ung, samt at den viden, der er til stede omsættes til rettidig handling. Der er brug for, at alle de institutioner, børn, unge og familier er i kontakt med, har mulighed for at foretage en relevant screening, og at der ligger retningslinjer for, hvordan der i praksis sikres en grundig udredning ved en positiv screening, samt henvisning til relevant evidensbaseret intervention ved behov.
Forebyggelse af udvikling af dobbeltdiagnose kræver politisk vilje og tilførsel af ressourcer til kvalificering af fagprofessionelle, der sikrer deres handlemuligheder, når de har en bekymring for et barn eller ungt menneskes trivsel. Ressourcerne bør bl.a. tilføres til udvikling af klare og konkrete nationale retningslinjer samt redskaber til identificering af unge i risiko for udvikling af dobbelt- diagnose, herunder relevante screeningsredskaber og udarbejdelse af procedurer for koordinere- de sammenhængende behandlingsforløb. Ressourcerne bør derudover tildeles højrisikogrupper som anbragte og hjemløse børn og unge, og unge i landets sikrede institutioner.