forside   om fonden   bestyrelsen   nyheder & arkiv   ansøgning   bevillinger   projekter   tal & fakta  
 
  Presse august 2015
september 2013
Presse august 2013
Presse, december 2012
rehab pris 2012
rehab pris 2011
prisopgave 2011
rehab pris 2010
prisopgave 2010
prisopgave 2009
prisopgave 2008
arkiv
   25 mio. kr. til FCFS
   Børnefedme
   stresskonference
   demenskonference
   seksuelt misbrug
 
Konference om seksuelt misbrug
– 30. august 2002
 
De senere år er der rapporteret et stigende antal sager, hvor børn, unge og andre sårbare grupper har været udsat for seksuelle overgreb. De psykiske skadevirkninger kan være store og langvarige, det er derfor vigtigt at kende faresignalerne for at kunne forebygge - og det er vigtigt at vide, hvordan man skal håndtere overgrebet både i forhold til den enkelte og i forhold til institution, klub eller andet.
Der er mange initiativer i gang rundt om i landet - såvel offentlige som private, men der er stadig områder, hvor vi mangler viden.
Bestyrelsen for Sygekassernes Helsefond har derfor valgt at prioritere dette område og hensigten med dagens konference er dels at skabe overblik over og status på allerede eksisterende viden, dels at give et overblik over, hvad der gøres på området, såvel i forhold til enkelte som på institutioner, i kommuner og stat. Endelig vil et panel søge at svare på, hvad der mangler viden om, og hvordan vi kommer videre.
 
Artikeloversigt:
Program:
Præsentation af- og status på eksisterende viden
Seksuelt misbrug på Internettet
Seksuelt misbrug indenfor idrætslivet og den frivillige verden
Ung i en pornotid
Vi er for dårlige til at lytte til børn
 
Artiklerne er skrevet af forfatterne og Hanne Jervild
Redaktion: Hanne Jervild
Udgivet af Sygekassernes Helsefond http://www.helsefonden.dk/
Ophavsret: Sygekassernes Helsefond 2002
 
 
Program:
Præsentation af- og status på eksisterende viden
 
Seksuelt misbrug af børn og unge
- ved speciallæge, forskningsmedarbejder Karin Helweg-Larsen, Statens Institut for Folkesundhed
I Danmark og de fleste andre lande er omfanget af seksuelle overgreb i barndommen oftest blevet beskrevet ud fra voksnes oplysninger om seksuelle krænkelser i deres barndom. En mere aktuel viden om problemstillingen har kunnet indhentes via registerdata, f.eks. Kriminalregistret. I slutningen af 1990-erne blev der årligt anmeldt ca. 500 seksuelle overgreb på børn under 15 år, svarende til en hyppighed på ca. 0,5 pr. 1000 børn. Medtages blufærdighedskrænkelser anmeldes der årligt overgreb på ca. 1000 børn under 15 år, svarende til ca. 1 pr. 1000 børn under 15 år.
Men dette tal omfatter ikke seksuelle overgreb, som er forblevet en hemmelighed mellem barnet og krænkeren. Der har været et stort behov for at få mere viden om børns seksuelle erfaringer med ældre personer og deres egen vurdering af disse erfaringer, ikke mindst for at kunne forebygge overgreb, stoppe dem, der sker og begrænse deres mulige skadevirkninger. Denne viden er nu indhentet gennem en landsdækkende undersøgelse blandt 9. klasse elever. Hovedresultaterne af undersøgelsen præsenteres i sammenhæng med resultater fra tidligere danske og internationale undersøgelser.
 
Børn og unge, som er seksuelt grænseoverskridende overfor andre børn og unge
- ved cand. psyk. Mimi Strange, Socialforskningsinstituttet
Med udgangspunkt i en undersøgelse af danske unge, som har været seksuelt krænkende overfor andre vil oplægget sætte fokus på at beskrive nogle af årsagerne til, at unge begår seksuelle overgreb og forslag til tilrettelæggelse af nødvendig og tilstrækkelig indsats i forhold til disse unge.
 
Seksuelt misbrug og Internettet
- ved programkoordinator og psykolog Kuno Sørensen, Red Barnet
Oplægget vil give en gennemgang af Red Barnets hotline mod børneporno i Danmark, omfanget af børneporno på Internettet, både produktion og distribution, samt hvilke muligheder der er for at bekæmpe porno mod børn på Internettet. Desuden sættes fokus på den eksisterende forskning om krænkere, der er dømt for at downloade billeder og film med børneporno. Der gives også en gennemgang af pædofile krænkeres brug af chatrum som et sted, hvor de skaber kontakt til ofrene samt fremlæggelse af de forskellige elementer, der indgår i en oplysningskampagne om sikker chat for børn og unge.
 
Seksuelle overgreb på mennesker med handicap
- ved seniorkonsulent Else Stenbak, Socialt Udviklingscenter SUS
Med bevilling fra Socialministeriet gennemførte SUS i 2001 et studie af den udenlandske litteratur om seksuelle overgreb mod handicappede. Studiet blev afsluttet med afgivelse af rapport i august 2001. Med afsæt i erfaringerne fra litteraturstudiet har SUS i samarbejde med DSI iværksat en række aktiviteter for at skabe overblik over de erfaringer, der findes på området i Danmark. For at afdække mulighederne for at forebygge og behandle overgreb gennem en fremtidig indsats gennemføres regionale møder med nøglepersoner på området og praktikere fra bo- og servicetilbud for mennesker med handicap.
I løbet af 2002 udarbejdes desuden fire informationspjecer om temaet: en med tegn på overgreb, en om forebyggelse, en pjece målrettet til mennesker med udviklingshæmning samt en pjece om støttemuligheder, når skaden er sket.
 
Seksuelt misbrug indenfor idrætslivet og den frivillige verden
- ved udviklingschef Torben Bundgaard, DIF
Oplægget vil komme ind på emner som: Den voksne som forbillede, sejrsknus og krops-kontakt, kan overgreb undgås? udarbejdelse af leveregler, klubbens værdisæt og hvad gør man (klubben), hvis mistanken opstår?
 
Ung i en pornotid
- ved forfatter Per Straarup Søndergaard
Med udgangspunkt i sin bog: Ung i en pornotid, vil oplægsholder komme ind på, hvordan den såkaldte pornoficering påvirker de unges seksualitet og deres forhold til egen krop, herunder at seksualiteten tilsyneladende bliver mere eksperimenterende og grænseoverskridende.
Hvad kan man gøre - i forhold til den enkelte, i institutioner, kommuner/amter og statsligt.
 
Psykiske skadevirkninger af seksuelle overgreb mod børn
- ved lektor i klinisk børnepsykologi Helmer Bøving Larsen
En række undersøgelser tyder på, at seksuelt misbrugte børn har forøget risiko for senere at udvikle depression, ængstelighed, adfærds-forstyrrelser, stofmisbrug og selvmordstanker og - handlinger. Risikoen er størst for de børn, der har været udsat for alvorlige overgreb og hvis forældre ikke er i stand til at støtte dem.
 
Krænkerne - hvem er de, og hvad kan man gøre?
- ved klinisk psykolog Tommy Lillebæk, Anstalten ved Herstedvester
 
BUPL's kriseberedskab i forhold til daginstitutioner
- ved pædagogisk udviklingskonsulent Daniela Cecchin, BUPL
Oplægsholder vil fortælle om oprettelsen af et kriseberedskab, som sikrer de ansatte på daginstitutionerne i forbindelse med hændelser ved mistanke om seksuelle overgreb
 
Kommunernes indsats i forhold til seksuelle overgreb mod børn
- ved Udviklingskonsulent og daglig leder af SISO Margit Knudsen
Oplægget tager udgangspunkt i den viden, der er indhentet i praksisfeltet i det år SISO (Videnscenter for sociale indsatser ved seksuelle overgreb mod børn) har eksisteret om kommunernes indsats i forhold til seksuelle overgreb mod børn
 
Hvad mangler vi viden om?
Korte oplæg fra:
  • programkoordinator Ellen Høedt, Red Barnet
  • kontorchef i Socialministeriet, Kirsten á Rogvi
  • professor Niels Michelsen, Rigshospitalet
  • speciallæge, forskningsmedarbejder Karin Helweg-Larsen, Statens Institut for Folkesundhed
Herefter debat, som er refereret i artiklen: "Vi er alt for dårlige til at lytte"
 
Seksuelt misbrug på Internetet
Kuno Sørensen, programkoordinator og psykolog i Red Barnet
 
PROBLEMET - Internettets muligheder
 
I 1980'erne udgjorde billedpornografi med børn et mindre problem. Produktion af disse billeder via de almindelige fotolaboratorier og fotohandlere blev meldt til politiet, og muligheden for distribution var ligeledes vanskelig. I 1990'erne skete der en gradvis ændring af kommunikationsformerne med Internettets fremkomst. Nogle af de praktiske forhindringer, som den forbudte produktion af porno med børn havde haft, blev nu lettere og lettere at overvinde med fremvæksten af digital informationsteknologi og Internettets udbredelse. Internettets vækst har betydet:
  • Kommunikation, selv på lange afstande, er gjort billig og hurtig
  • Forsendelse og distribution kan gennemføres uden at involvere postvæsen eller andre former for kurer
  • Distribution kan nu foregå ubesværet (lukkede) sammenslutninger eller ringe
  • Digitale kameraer betyder øjeblikkelige resultater, der endda kan sendes ”live”
  • Der er billige lagermulighed (harddisk, cd-rom) og tilsvarende store distributionsmuligheder.
Danske børnepornosager
I Danmark kender vi til flere sager, hvor politiet har kunnet afsløre både produktion og distribution af børneporno. Som en udløber af en omfattende pædofiliskandale i Belgien, blev en dansk familiefar fra Københavnsområdet fængslet i 1998, i den såkaldte” Guldlok” sag. Politiet fandt cirka 20.000 fotos af børn gemt på disketter, Cd-rom og computerdrev i mandens private hjem. Manden styrede en børnepornoring "Lolita-klubben" med adresser til 54 pædofile i 19 lande.
Børnepornoringen havde fungeret i længere tid. Nye medlemmer af "Lolita-klubben" måtte højtideligt sværge, at de ikke var politifolk og at de ikke ville videregive e-mail adresser til personer uden for klubben. Desuden skulle nye medlemmer, for at kunne blive optaget, sende tre "hardcore" fotos til alle medlemmerne. Endelig forpligtede medlemmerne sig til hver måned at sende et antal nye billeder for at opretholde medlemskabet.
Opfordringer til medlemskab af klubben foregik blandt andet via Nyhedsgrupper på Internettet. De kunne lyde sådan her:
 
"Hej. Jeg søger seriøse mennesker, der er interesseret i at handle billeder af unge teenagere og mindreårige. Jeg har en masse af den slags billeder, og det er også den slags, jeg er interesseret i at handle med. Hvis du har interesse i at handle med mig, så send mig en mail og fortæl, hvilken slags billeder du har, og hvilken slags du er mest interesseret i. Hvis du har en billed-liste, så send den - og når jeg har modtaget din liste, vil jeg sende dig min. Håber snart at høre fra dig.
Venlig hilsen Guldlok"
 
Anholdelsen af danskeren afslørede også, at manden havde foretaget videooptagelser, hvor han misbrugte det ene af sine tre børn, en syvårig datter. Han havde dog ikke sendt disse billeder ud over Internettet. Børnenes mor vidste angiveligt ikke, at manden interesserede sig for børneporno eller at han misbrugte parrets datter.
I april 2002 blev sløret løftet for en ny dansk børneporno skandale, den såkaldte operation Hamlet. Sagen fik fornyet omtale i august 2002, hvor det danske Rigspolitis særlige ”børnepornoteam” fik international ros og anerkendelse for deres indsats og koordinering af sagen. Forud havde først den svenske og dagen efter den danske Red Barnet hotline fået anmeldelse i november 2001 om at der på en nyhedsgruppe lå børnepornobilleder, hvor den voksne deltager bar en T-shirt med et dansk firmalogo. Politiet i Danmark blev underrettet og de kunne næste dag identificere og anholde manden. Manden misbrugte sin egen steddatter og var del af en international pædofilring, hvor især medlemmernes børn blev brugt som porno-modeller og gerne i sadomasochistiske handlingsforløb. 10 landes politistyrker har været involveret i sagen, hvor 16 er sigtede og 45 misbrugte børn er blevet identificeret.
Antallet af mennesker der aktivt skaffer sig børneporno er stigende. Stigningen må vurderes som et udtryk for flere forskellige faktorer: Antallet af internetbrugere er blevet større, opmærksomheden og antallet af anmeldelser er blevet større; og politiets faglige og tekniske ressourcer er blevet øget.
 
Sigtelser for distribution eller besiddelse af børneporno:
 

1996

4

1997

4

1998

14

1999

37

2000

69

2001

88

 
Hvad er børneporno
Billeder som tydeligt viser et barn, der deltager i samleje eller anden direkte seksuel aktivitet med en voksen, et andet barn eller et dyr, falder ind under lovgivningens beskrivelse af hvad der er ulovligt. Ifølge dansk lovgivning skal børnene være under den seksuelle lavalder på 15 år, for at det kan kaldes børneporno. (§ 235 i Straffeloven)
Når det drejer sig om billeder, hvor børn poserer, altså "stiller sig til skue" for fotografen, kan det være sværere at sætte de lovgivningsmæssige og moralske grænser. Etisk og moralsk virker disse billeder med såkaldt ”børne-erotika” stødende på de fleste, men ifølge straffeloven er de ikke ulovlige, da der skal være seksuel kontakt med andre mennesker, eller der skal anvendes genstande på en tydelig seksuel måde. For poseringsbilleder gælder det, at fremstilling en og distributionen sker i stor kommerciel målestok og i langt de fleste tilfælde er de en krænkelse af børnenes privatliv.
I EU arbejder man for at vedtage en rammelov i 2002 der vedrører straffereglerne for børneporno. Det vil betyde efterfølgende krav om ændringer i den danske lovgivning. Ifølge forslaget til rammeloven bliver aldersgrænsen for betegnelsen ”børneporno” rykket så det omfatter alle modeller under 18 år. Desuden bliver virtuel børneporno gjort ulovligt, altså manipulerede eller computerskabte billeder der viser børneporno. Endelig vil der ske en forhøjelse af strafferammen.
 
Chat
Samtidig med væksten i Internettet voksede der også en særlig kommunikationsform frem, som både kunne erstatte skriverier med pennevenner og gav mulighed for at ”hænge ud med vennerne” hjemme fra sin egen computer. På dansk fik vi indført ordet ”chat”. Det fascinerende ved dette medie er, at man ikke kan se hinanden, kun det der skrives på skærmen. Det er derfor muligt at give sig ud for at være en ”slank blondine” eller ”HA rocker” uden at de andre har mulighed for at checke det. Denne mulighed for anonymitet udnyttes desværre også af pædofile, som vil i kontakt med børn. De kan f.eks. dagevis være ”Jesper 13 år” der får oparbejdet en god kontakt med Rasmus på 12. Efter nogle dage foreslår ”Jesper 13 år” at de skal mødes, og hvis Rasmus er med på den, får han sig måske en ubehagelig oplevelse for livet.
En web-poll i efteråret 2001 på hjemmesiden www.sikkerchat.dk blev besvaret af 2753 børn og unge under 18 år. Her oplyste 5% eller 149 at de havde været ude for ubehagelige oplevelser da de mødtes med chatteren. Selvom undersøgelsen ikke er videnskabelig, og ikke siger noget om hvilken ubehagelig oplevelse det var, så giver den et tydeligt fingerpeg om, at der er problemer med hvem man giver sig ud for at være på chatten, og hvem man er i det virkelige liv.
 
HVAD KAN DER GØRES?
 
Oplysning og opmærksomhed
Det er væsentligt at vi får et reelt billede af at der foregår både en produktion og distribution af børneporno her i Danmark. Selvom Rusland, Østen og nu de latinamerikanske lande er hovedsæde for megen produktion af porno med børn, så kan vi ikke sige os fri.
 
Filtrering
Det er muligt ved hjælp af filter-programmer at forhindre adgang til hjemmesider med børneporno, voksenporno eller andre ubehagelige emner. Dette kan være et anvendeligt redskab på f.eks. skoler, men kræver en konstant vedligeholdelse og opdatering, for at nye variationer ikke slipper igennem. Filtre kan betragtes som et af flere redskaber man kan gøre brug af og må aldrig erstatte den regulære oplysning og dialog mellem voksne og børn.
 
Lovændringer
En opdatering af lovområdet er nødvendig for at kunne omfatte de nye landvindinger der sker inden for computerteknologien. F.eks. virtuel pornografi og billedmanipulation, som efterhånden kan udføres derhjemme i nogle kvaliteter, som gør det umuligt at skelne det konstruerede fra det virkelige.
 
Politimæssig efterforskning
Den teknologiske udvikling inden for IT kræver at også politiet i deres efterforskningsarbejde er på forkant med det nye der sker. Det er ikke længere nok at være en dygtig efterforsker, der er behov for at det kombineres med IT-viden på et avanceret niveau. Dette gælder også i de lokale politikredse, som skal tage stilling til forespørgsler og vurdere om der skal oprettes en sag. Men også det internationale samarbejde spiller her en væsentlig rolle, da Internettet ikke holder sig til de nationale grænser, hvilket operation Hamlet er et godt eksempel på.
 
Internetbranchen
Internetbranchen har selv et ansvar for aktivt at medvirke til at bekæmpe børneporno. Dette kan ske gennem informationsarbejde, klare etiske regler og aktiv kontrol af trafik og indhold på de områder hvor det er muligt.
 
Informationer fra hotlines og –offentligheden
Den politimæssige efterforskning er også til dels afhængig af tips fra offentligheden. I Danmark kan man anmelde fund af børneporno direkte på politiets hjemmeside og til Red Barnets hotline, hvor det kan gøres anonymt.
 
Red Barnets Hotline mod børneporno
Red Barnet har drevet hotline siden 1998. I 2001 blev hotlinens arbejde opkvalificeret gennem økonomisk støtte fra EU og Socialministeriet. Red Barnets Hotline modtog 2001 gennemsnit 450 anmeldelser om måneden. Alle anmeldelser bliver gennem gået med henblik på at afgøre om de anmeldte billeder er ulovlige. I efteråret 2001 vedrørte op til 1/3 af anmeldelserne ulovlige billeder. Tilsvarende var omkring 1/3 af de anmeldte billeder poseringsbilleder, som er erotiske, ikke ulovlige billeder af børn. Den sidste del af anmeldelserne vedrørte steder der var lukket, voksenporno eller lignende.
 
Det er billedernes fysiske placering, der er udgangspunktet for en politimæssig indsats, derfor bliver billedernes oprindelsesland sporet. Det er som regel muligt for Hotlinen at identificere det hovedfirma, som har stillet serverplads til rådighed for billederne. Hotlinen videresender oplysninger om de ulovlige billeder til hotlines i de lande der er samarbejde med internationalt Hotline sammenslutningen INHOPE (Internet Hotlines Providers in Europe). Når de ulovlige billeder vedrører danske forhold videresendes oplysningerne til det danske Rigspoliti, som Hotline har en god gensidig kontakt med.
 
Endelig arbejder Red Barnets Hotline med at udbrede viden om de reelle problemer der er med børneporno på Internettet. Red Barnet ønsker at også den kommercielle udbredelse af poseringsbilleder bliver gjort ulovlig. Allerede nu samarbejder Hotline med betalingsfirmaet VISA, som har en klar politik på området. De vil under ingen omstændigheder medvirke til pengetransaktioner, når det drejer sig om børneporno, og heller ikke ved poseringsbilleder. I gennemsnit videresender Hotlinen hver måned oplysninger til VISA om 25 nye betalingssteder med poseringsbilleder.
 
HVEM ER KRÆNKERNE?
 
I chatrum
De pædofile krænkere vil gerne være der hvor børnene er, for at kunne finde og overtale et muligt offer. Med chatrummenes mulighed for anonym tilstedeværelse er børnechatsteder nu også blevet jagtområde for de pædofile krænkere. I Danmark har politiet allerede været involveret i flere sager, hvor børn troede de havde fået en ny jævnaldrende ven eller veninde gennem chatten. Da de så skulle mødes, viste det sig at være en pædofil krænker der forbrød sig mod barnet.
Fremgangsmåden i forbindelse med disse krænkere ligner en traditionel pædofil strategi, på engelsk kaldet grooming. Der etableres en positiv og omsorgsfuld kontakt. Krænkeren spørger interesseret til fritidsinteresser, dagliglivets små frustrationer m.m., så offeret oplever kontakten som personlig og betydningsfuld. Når tilliden og åbenheden er etableret, fortsætter krænkeren med gradvist at stille egne krav til offeret, men fortsat i en ånd hvor krænkeren samtidig også er den omsorgsfulde og givende. På et tidspunkt kan krænkeren så enten afsløre sin sande identitet, og se om relationen kan fortsætte efter dette. Andre gange vælger krænkeren så at få aftalt et møde i virkeligheden, og først der går det op for offeret hvem det handler om.
Kristian Ditlev Jensen har i sin selvbiografiske bog fra 2001, ”Det bliver sagt” på fremragende vis beskrevet denne ”grooming” proces, med ubemærkede flytning af grænser, krænkelser blandet med omsorg, opbyggelse af skam- og skyldfølelser m.m., alt sammen muliggør det, at barnet føler sig nødsaget til at føje krænkerens ønsker og behov.
 
Ved børneporno
For de mennesker der har en seksuel interesse i børn, kan Internettet spille en meget betydningsfuld rolle ved at medvirke til at retfærdiggøre deres engagement i billedmateriale med seksuel udnyttelse af børn. Der er behov for nærmere at undersøge pædofile krænkeres brug af Internettet, og hvordan dette brug påvirker den seksuelle adfærd hos krænkeren, både på nettet og i det virkelige liv. Og problemet vil vokse i takt med at teknologien udvikles yderligere.
Der er mindst fire forudsætninger som skal kunne opfyldes for at personer med pædofile interesser kan videreudvikle deres engagement i børneporno og dermed udvikle sig til en krænker både på Internettet og virkeligheden.
  1. For det første skal personen overvinde sine indre forhindringer. Det betyder at personen skal kunne omfortolke børnenes reaktioner som udtryk for glæde ved det seksuelle samvær. Personens eventuelle indre dårlige samvittighed eller skyldfølelse skal igennem en ”kognitiv forvrængning”, så krænkelserne, i krænkerens egen selvforståelse, fremstår som handlinger der er i orden og acceptable.
  2. For det andet skal personen overvinde de ydre forhindringer nærmiljøet. Personen skal skaffe sig uforstyrret adgang til Internettet, bortforklare overfor venner eller familie hvad det egentlig er han beskæftiger sig med, så han ikke mødes af fordømmelse eller afsløring.
  3. For det tredje skal personen komme uden om de lovmæssige begrænsninger der skal forhindre udnyttelse af børn. Dels forhold til Internettet og dels i forhold til mere direkte aktiviteter med børn. På Internettet drejer det sig for krænkeren f.eks. om at benytte lukkede grupper på nettet og kryptere billedmateriale.
  4. For det fjerde skal personen, når det handler om den direkte kontakt, kunne overvinde barnets modstand. Her kan fremvisning af Internettets poseringsbilleder og billeder af porno med børn påvirke barnets grænser for hvad der er normalt og acceptabelt på dette område. Krænkeren vil desuden benytte sig af ”grooming” processer, hvor barnets modstand og grænser gradvist nedbrydes.
Vi mangler endnu tilstrækkelig viden og forskning om de seksuelle krænkeres adfærds-mønstre og deres brug af Internettet. Men vi ved allerede nu, at Internettets muligheder for at skaffe billedmaterialer, kontakter og deltagelse i netværk, kan være en væsentlig faktor i den potentielle krænkers vej til at overvinde sine indre forhindringer:
  • Det giver sociale kontakter, og en følelse af et tilhørsforhold
  • Det giver et netværk, hvor man kan udveksle viden og information
  • Det fungerer som et redskab til at bekræfte krænkernes forvrængede tanker i forhold til seksuel udnyttelse og misbrug af børn
  • Det understøtter en fælles mentalitet Fællesskabet giver en følelse af magt og frihed til at udøve denne magt
  • Det giver en følelse af at være en del af en hemmelig verden
Hvor langt er vi?
Det seksuelle misbrug af børn foreviget på billeder og film er i sig selv et konkret bevis, som krænkeren ikke kan bortforklare eller nægte. Det internationale samarbejde både politimæssigt og via hotlines har ført til mange anholdelser og en bedre forståelse af problemet. Denne bevisførelse og dokumentation for at seksuelt misbrug af børn finder sted og formidles som børneporno, har også rykket ved offentlighedens tidligere benægtelse af at det fandt sted.
Afsløringen af danske sager med børneporno har bekræftet det forhold, at krænkerne i høj grad finder deres ofre blandt familie og venner. Seksuelt misbrug inden for familien, altså incest, er fortsat et væsentligt problem, uanset om misbruget bliver hemmeligholdt indenfor familiens rammer eller bliver sendt ud på Internettet.
Politiet har indset nødvendigheden af at specialuddanne personale så de bliver dygtigere til at efterforske i sager om børneporno. Ligeledes har det internationale efterforskningsarbejde efterhånden indtaget en central placering i disse sager, fordi børneporno på Internettet ingen grænser kender. Men generelt blandt politistyrken, som inden for andre faggrupper der er i berøring med dette område, er der behov for at også den enkelte medarbejder kender til alvoren i de forbrydelser mod børn, som porno med børn er et udtryk for.
Lovgivning i forhold til børnebeskyttelse har endnu ikke taget højde for de potentielle og aktuelle risici som Internettet indebærer. EU har et ønske om at stramme op med den nye rammelov, men mange områder er fortsat baseret på frivillighed inden for internetbranchen. Behov for og krav om logning af informationer hos firmaer der udbyder serverplads mangler fortsat at blive diskuteret og finde en løsning.
Men forhøjelsen af strafferammerne kurerer ikke de pædofile krænkere. Der er et stort behov for at kunne tilbyde rådgivning, hjælp og behandling. Både til de mennesker med pædofile interesser som ikke har eller ikke ønsker at gøre børn fortræd, og til de pædofile som allerede har krænket og misbrugt børn.
I mange lande er der nu etableret Hotlines der tager mod anmeldelser om børneporno, og flere er på vej. Disse indgår i et internationalt netværk, som til stadighed udbygges og samarbejder med politi og internetbranchen.
Etiske regler eller Codes of Conduct som definerer hvad et firma vil acceptere i sin markedsføring og aktiviteter er heldigvis på vej til at blive mere og mere udbredt. Betalingsfirmaet VISA er gået foran med et godt eksempel. De har en klar politik om at de ikke servicerer hjemmesider hverken med børneporno eller med børne-erotika, og VISA lukker i hundredvis af netbetalingssteder.
Professionelle der har ansvar for børn, er fortsat for dårligt uddannede til at kunne forstå og dermed begrænse den negative indflydelse Internettet har på børns forhold. For de børn der har været udsat for seksuelt misbrug, og hvor billederne er bragt videre på Internettet, gemmer der sig en ny og særlig problematik, som især behandlere må forholde sig til. Hvilken betydning har det for barnet, og for den senere voksne, at vide at de seksuelt ydmygende billeder af misbruget for altid står til rådighed for hele verden.
 
Fokusområder
  • Chatrum er et nyt og muligvis ekspanderende arbejdsområde for pædofile krænkere
  • Betydningen af det store udbud og den lette adgang til børne-erotica, børneposeringsbilleder og porno med børn
  • Hvordan påvirker det vores opfattelse af hvad der er normalt og hvad der kan tolereres
  • Udvidet rådgivning, hjælp og behandling til (potentielle) krænkere
  • Behov for særlig viden i behandlingen af ofre, der både har været seksuelt misbrugt og hvor misbruget samtidig er udstillet for altid på Internettet
Yderligere oplysninger
 
Eller kontakt Red Barnet:
Kuno Sørensen, Hotline koordinator og psykolog
Rantzausgade 60, 2200 København N
Telefon: (+45) 35 36 55 55, E-mail: ks@redbarnet.dk, WWW: http://www.redbarnet.dk/
Seksuelt misbrug indenfor idrætslivet og den frivillige verden – Torben Bundgaard, udviklingschef i Danmarks Idræts Forbund
 
 
Seksuelt misbrug indenfor idrætslivet og den frivillige verden
Torben Bundgaard, udviklingschef i Danmarks Idræts Forbund
 
Børn og unge skal beskyttes
Seksuelt misbrug indenfor idrætslivet og den frivillige verden vækker voldsomme følelser. Følelser som afsky og afmagt. Overgreb må ikke finde sted. Men det må heller ikke ske, at klublivet inficeres af mistænksomhed, der forhindrer de mange frivillige i at udføre deres primære opgave, nemlig at organisere og formidle aktiviteter, glæde og positive oplevelse til børn og unge.
Vi har alle - også frivillige i idrætslivet - ansvar for at beskytte børn og unge mod seksuelle overgreb.
Foreningsidrætten foregår en kontekst, der bl.a. kan karakteriseres ved frivillighed, glæde og kropslighed. Idræt er at opleve og vise følelser. Her skal være plads til både sejrsknus, et klap på skulderen eller en trøstende omfavnelse til det barn som føler nederlag eller har slået sig. Det kan også være naturligt at have kropslig kontakt - både mellem børnene og mellem træner og børn - i forbindelse med at lære bestemte bevægelser eller af sikkerhedsmæssige årsager.
Lederne - og ofte også trænere og instruktører - er frivillige og ulønnede. Børnene kommer frivilligt. Det centrale element i idrætsforeningerne er det fælles engagement for idræt, for hinanden og den enkelte. Udover de forskellige idrætslige aktiviteter mødes man tillige i mange andre sociale samværsformer så som klubaftener, fester, træningslejre og ture.
 
Træneren er rollemodel for børnene
Autoritet og forbillede på samme tid. Det er utroligt vigtigt, at træneren er bevidst om sin rolle. At klubben er opmærksom på de roller deres trænere og ledere varetager - og ikke mindst den måde, de taler og handler på i forhold til børnene.
I nogle tilfælde er der ikke langt fra kropskontakt og sejrsknus til "det uhørte overgreb" eller den "ubevidste krænkelse".
 
Kan vi undgå overgreb i vores klubber?
Svaret er beklageligvis et "nej". Men vi kan gøre livet besværligt for krænkeren og minimere risikoen for ubevidste krænkelser eller i værste fald bevidste krænkelser af seksuel karakter.
Den bedste forebyggelse er et fælles værdigrundlag og et "klima", hvor det er naturligt at drøfte, om den enkelte eller hele klubben lever op til de fælles værdier og kvaliteter. Alle klubber har brug for løbende at forholde sig til hvilke holdninger og værdier, der skal være bærende for klublivet. Hvordan skal vi omgås hinanden? Hvilke forventninger og krav har vi til trænere og ledere? Hvilket samspil ønsker vi med forældrene? Hvordan skal klubben ledes? Hvilke "spilleregler" skal vi have for klublivet og dets aktiviteter? Hvordan kan vores måde at organisere aktiviteten på fremme de ønskede kvaliteter og forebygge de uønskede?
For klubbens ledelse er det en særlig opgave at opfordre til åbenhed og dialog. At tage initiativ til, at både levereglerne og den måde, de opfyldes på, bliver diskuteret og at nødvendige justeringer og handlinger bliver foretaget.
 
Hvis mistanken opstår!
Først og fremmest må man gøre sig klart, at ingen strudsemanøvre bortmaner den meget ubehagelige situation. Man har som voksen - naturligvis også selvom man er frivillig og ulønnet - pligt til at forholde sig til og reagere på mistanken.
 
Generelle råd
Ikke to sager er ens! Der kan ikke gives en enkel opskrift på, hvordan man skal reagere, hvis mistanken om overgreb opstår. Men nogle generelle råd er:
  • Hold hovedet koldt. Selvom en masse spørgsmål vil melde sig vedrørende: Er det nu også rigtigt? Hvordan beskytter vi børnene? Hvordan undgår vi, at børn og forældre går i panik? Hvordan undgår vi "heksejagt" og garanterer den mistænkes retssikkerhed?
  • Mistanken skal videregives til klubledelsen. Det er ledelsens opgave at vurdere situationen. I første omgang vurderes - efter grundige overvejelser - om mistanken er ubegrundet eller ej!
  • Finder man mistanken begrundet eller stadig er i tvivl, så hører sagen ikke længere hjemme hos klubledelsen. Den skal overgives til kommunes socialforvaltning, som varetager barnets interesser. Samtidig indgives en anmeldes til politiet. Forældrene orienteres straks om mistanken og om situationen.
Bliver der en sag, få kommunens sociale myndigheder til at hjælpe med bearbejdelsen og informationerne til klubbens forskellige leder, trænere, medlemmer, forældre mv.
 
Yderligere informationer
For yderligere informationer henvises til følgende to pjecer udgivet af Danmarks Idræts Forbund:
 
"Det uhørte overgreb - om at forebygge seksuelle krænkelser af børn og unge i idrætten"
"Vejledning for idrætsforeninger - hvordan søger og håndterer man oplysninger om seksuelle overgreb fra Det Centrale Kriminalregister?"
 
 
Ung i en pornotid
Per Straarup Søndergaard, forfatter
 
Unges forhold til seksualitet
”Forleden kom min kæreste med en overraskelse til mig, og det viste sig at være nogle håndjern. Det synes jeg faktisk var ret fedt, men vi har også været kærester i fire måneder, så er det okay at finde på noget nyt".
Sådan siger Louisa på 16 år. Er Louisa en typisk repræsentant for nutidens unge, når det gælder deres forhold til seksualitet?
Ja, både-og vil mit klare svar lyde. Hun adskiller sig fra den del af de 16-årige unge, som endnu ikke har haft deres seksuelle debut. Men blandt de seksuelt aktive unge tror jeg, at både Louisa og hendes udtalelse er typisk. Det er mit indtryk efter at have interviewet 15 - 20 unge i forbindelse med research til min bog "Ung i en pornotid". Mange unge er optaget af seksuelle eksperimenter. Det betyder ikke nødvendigvis, at de alle sammen kaster sig ud i dem. Men de har en forestilling om, at deres seksualliv hele tiden skal udvikle sig. Hvis det ikke gør det, er det et signal om, at der er noget galt. Rie på 17 år siger f.eks.: "Kvinder, der lever et fast forhold i mange år og kun bruger missionærstillingen, må da kede sig ihjel. For mig er sexlivet en vigtig del af et forhold, og derfor er det også vigtigt, at det er afvekslende. Hvis man hele tiden bare laver det samme og det samme med kæresten, tror jeg, at det er et tegn på, at forholdet er gået stå".
 
Pornoficeringen af det offentlige rum
Det, som man kalder pornoficeringen af det offentlige rum, har gjort mange voksne bekymrede. Umiddelbart giver de unge ikke udtryk for samme bekymring. De fleste af dem, jeg har talt med, nævner, at der både er positive og negative sider ved den store fokusering, der er på sex i vores samfund.
På den positive side siger Max på 18 år f.eks., at det betyder, at man er mere åben, kan snakke med vennerne om sin seksualitet og betragter sex som et naturligt behov. Unge kan være bollevenner med hinanden uden at være kærester, eller man kan have sex med en, man møder tilfældigt i byen. Begge ved godt, at det ikke er, fordi man har mødt den eneste ene, men at det kun bliver til en enkelt aften eller nat til fælles fornøjelse. Den uforpligtende omgang med hinanden kan måske skyldes påvirkninger fra pornoen, mener Max. Det samme kan interessen for at forny sit seksualliv.
 
Max siger: "Porno inspirerer helt klart og er med til, at ens seksualliv ikke bliver rutinepræget. Man får f.eks. ideer til nye stillinger. Den er også til at bryde tabuer ned. En af mine pigevenner bruger en dildo og et par af mine venner har brugt håndjern, når de har haft sex. Sådan noget ville ikke have været almindeligt for nogle år siden, og man ville slet ikke have fortalt andre om det. Men i dag er det normalt. Problemet er selvfølgelig, hvis man hele tiden vil være grænseover skridende og fornyende, når man har sex. For betyder det så, at man bliver mere og mere ekstrem?"
 
Susanne på 19 år siger om samme tema:
"Jeg snakker meget med mine veninder om sex. Vi snakker om de stillinger, vi har prøvet og giver hinanden gode ideer til, hvordan vores seksualliv kan udvikles". Susanne har en fast kæreste og fortæller, at hun og kæresten godt kan lide at udforske hinanden og ikke er bange for at prøve noget nyt. Foreløbig har Susanne trukket stregen for de seksuelle eksperimenter ved analsex. Hun siger: "Jeg kender et par, der har prøvet det. Men jeg har ikke lyst... ikke lige nu i hvert fald. Jeg har hørt så mange skrækhistorier. Ringmuskler, der går stykker, og pludselig er der lort i sengen. Det ville bare være så pinligt …"
 
Denne ambivalens, som Max og Susanne her giver udtryk for, er karakteristisk. På den ene side oplever unge en frihed til at udleve deres seksuelle fantasier. På den anden side har de en frygt for, hvor de ender henne, hvis grænserne hele tiden skal brydes.
 
Er presset på de unge forstærket
Hvorfra kommer trangen til at eksperimentere seksuelt? Kommer den fra pornografiske medier. Ja, det gør den i nogle tilfælde. Og nogle gange er inspirationen overordentlig tydelig.
Vibeke på 16 år fortæller f.eks: "En gang jeg kom på besøg hos to fyre, sad de og så pornofilm. Der var ikke nogen handling i den. Man så bare en kvinde, der fik den op i røven. Så sagde en af fyrene til mig: Sådan skal vi også gøre en dag. Jeg svarede: forget it, mand".
En af de interviewede piger i bogen - før - omtalte Rie på 17 år - er meget bevidst om at skelne mellem den indre trang til at eksperimentere og det ydre pres, som man kan være udsat for. Hun siger:" Lysten til afveksling skal komme indefra, og den skal opstå naturligt. Jeg ville synes, at det var totalt mærkeligt, hvis en kæreste eller en partner sagde til mig: Jeg har set en pornofilm, så skal vi ikke også prøve det. Jeg ville føle, at jeg bare var en brik hans spil … og så kunne han jo lige så godt købe en Lolita-dukke".
Både Rie og Vibeke kan sige fra, så det både kan høres og forstås. Og det har sikkert altid været et krav til unge piger, at de skulle mestre det. Men jeg tror presset er blevet forstærket gennem de senere år, fordi unge har kendskab til flere forskellige former for avanceret sex, og det forleder nogle til at tro, at sådan gør alle. Jeg har tidligere brugt udtrykket, at det pornografiske bombardement kan stresse de unges seksualitet - og det udsagn vil jeg gerne stå ved.
 
Drengenes forbrug er bredere
Der er forskel på pigers og drenges forbrug af pornografi. Piger er mest til erotiske film. En forklarer, at erotiske film er film med handling i - men uden at det gode er klippet fra. Enkelte piger siger dog også, at nogle gange kan lige på-og-hårdt-porno også være inspirerende.
Erotiske blade hører også med i pigernes univers. De synes, at de er inspirerende, og at de lærer noget ved at læse dem. Det gælder f.eks. et blad som Tidens Kvinder, der er et blad med en stærk billedside, men også med journalistiske artikler om unge kvinders seksualitet og seksuelle fantasier.
Det er mit indtryk, at drengenes forbrug er bredere. Det går fra blød erotik til det mest bizarre. De tager det hele med andre ord. Men tendensen er, at de i højere grad bruger seksuelle billeder, der ligger fjernt fra deres virkelighed. De finder sider som "watch tight teen girls pussies get damaged by black monster cocks" eller andre mere eller mindre perverterede former for seksualitet på Internettet.
Drenge - måske især de yngre teenagere - kigger nogle gange på billeder, fordi de er for vilde, for seje eller for klamme. Og nogle af billederne er virkelig klamme. En af drengene gav mig f.eks. adressen på shitcity og navnet siger vist meget klart, hvad man finder der - nemlig shit. Jeg har været inde og kigge og skal man vælge den galgenhumoristiske indfaldsvinkel kan man sige, at siden virker meget appetitbegrænsende.
Men der er også en anden vinkel på de bizarre sider. Det er den, som Kim på 16 år nævner i bogen. Som andre drenge kigger han ind imellem på bizar sex af nysgerrighed. Kim siger:
"Jeg kan huske, at jeg har set et billede af en lille uskyldig hund, der får suttet sin penis af to piger. Jeg kan også huske et billede af en kvinde, der bliver bollet af en hest. Det er vildt klamt, synes jeg. Billederne brænder sig på en måde fast og bliver ved med at sidde der - også når man har slukket computeren".
 
Gad vide hvor mange børn og unge der har det som Kim?
 
Betænkeligt kvindebillede
Alle de interviewede piger i bogen er betænkelige ved det kvindebillede, som bliver eksponeret i de fleste pornofilm. Pernille på 19 år siger f.eks.: "Mænd får klasket så meget af den slags film og billeder i hovedet. Det kan give dem den opfattelse, at kvinder ikke er andet end nogle dåser, de kan ligge og hugge i". Samme Pernille fortæller om oplevelser med fyre, der ikke kan holde fingrene for sig selv, når hun og Susanne går på diskotek. Susanne siger:
"Der er nogle fyre, der ikke kan se en god røv, uden at de lige skal tage fat i den. Eller som lige kommer til at røre ved en piges bryster. Det er pisse irriterende. Vi går jo ikke hen og rager en fyr i skridtet, selv om vi synes, han ser godt ud". Nogle gange bliver pigerne helt paf, når de mærker en hånd på afveje. Andre gange får de sagt højt og tydeligt fra, fortæller Pernille.
Max fortæller: "En af mine venner har ikke nogen kæreste i øjeblikket. Nu er han begyndt at ringe rundt til de gamle kærester for at høre, om det var, fordi han ikke slog til seksuelt, at det gik galt. Det er nærmest blevet lidt af en besættelse hos ham".
 
Har vi den porno vi fortjener?
Pornofilm og pornoficerede medier i det hele taget påvirker unges sexnormer. Det er jeg ikke i tvivl om. Men man skal passe på at falde i den grøft, hvor man siger: Pornoen er bare rigtig, rigtig dum og den er skyld i en masse rigtig, rigtig dumme ting, som går ud over en masse små uskyldige børn og unge og det har os, der siger det bare rigtig, rigtig meget ret i.
Det ville være nemt, hvis det var sådan. Men det tror jeg ikke, det er. For måske er det med porno som med politikere … Vi har de politikere, vi fortjener og vi har den porno, vi fortjener. Lidt skarpt trukket op, men alligevel.
Pornobranchen mærker i hvert fald, at der er forventninger til dem, og at der stilles krav fra forbrugerne. Pornomodellen Nikki Dane og hendes mand fotograf Allan Andersen siger:
"Hvis vi tager analsex som eksempel … Så er der nogen, der mener, at folk dyrker analsex, fordi de har set det på pornofilm. Men vi oplever også et pres den anden vej. Distributørerne siger: Hvis der er analscener med i en film, så sælger den bedre. Det er det, folk vil have! Den besked går videre til producenterne, og så lægger vi analscener ind i vores film, fordi vi selvfølgelig gerne vil have dem solgt".
Nikki Dane og Allan har i øvrigt denne kommentar til det udsagn, som man så ofte hører, nemlig at pornoen er blevet mere rå gennem de senere år. De siger:
"Hvis vi ser på de danske og skandinaviske pornofilm, så er det ikke rigtigt. Svenske Mike Beck - som vi arbejder en del sammen med - laver f.eks. nogle meget humoristiske pornofilm. Hans film Rideskolen er faktisk så sjov, at jeg vil mene, at det er svært at onanere til den. Der er masser af sex … men også en kanonsjov handling".
De rå pornofilm bliver primært lavet uden for Skandinavien. De kommer f.eks. fra Østeuropa og fra USA. Generelt er det sådan, at jo dårligere sociale vilkår der er i et land, jo værre pornofilm kan man lave, fordi folk vil gøre alt for penge. Allan Andersen siger: "Internationalt er de værste sådan nogle som Max Hardcore og Rocco Sifreddi. De er nogle svin og burde ikke have lov til at lave film. Det ender med, at de en dag slår nogen ihjel under en filmoptagelse. I et portræt af Max Hardcore kan man læse, at han har specialiseret sig i at have sex med helt unge piger i skoleuniformer. Hans kamerafolk udtaler, at de kvindelige modeller ofte bryder grædende sammen, brækker sig af væmmelse og efterfølgende må på hospitalet med forskellige skader. Og det lyder ikke til, at det er noget Max Hardcore - der i øvrigt som barn blev medicineret fordi han var så aggressiv - er spor ked ad. Tværtimod er det en del af hans image.
 
Netporno
Tilbage til Danmark og Nikki Dane og Allan. De vil gerne sælge det, de kalder kvalitetsporno, til danskerne. Men det er svært, fordi markedet er oversvømmet med billige udenlandske produkter og dem vil folk hellere købe. På nettet er der også virkelig meget skrammel og tendensen er den samme her. Folk vil gerne kigge, men ingen vil betale, så det er svært at få en god forretning ud af netporno. Konkurrencen er ekstrem hård og derfor vælger nogle den strategi, at det skal være så grænseoverskridende som muligt for at få os til at klikke os ind på siderne. Førnævnte Shitcity er et eksempel på dette.
Som modvægt til Internettets bizarre sider, er der amatørerne, der sælger sig på, at de er ægte. Det er en slags pornografisk økologi, og de sider er faktisk meget populære. Det gælder f.eks. en side som underdynen.dk, hvor man kan møde det unge par Tina og Peter. De har sat kameraer op i deres hus - flest i soveværelset. De er glade for sex, dyrker det tit, men det er ikke sex, som er tømt for følelser, og der er ikke det element af vold eller undertrykkelse, som mange pornofilm har. At deres side er populær er der et håndfast bevis for hos TDC. Her står der nemlig en skrottet server. Den brød sammen, fordi SE & Hør havde givet deres læsere et gratis password til underdynen.dk. På et tidspunkt var der mere end 80.000 brugere inde på adressen på én gang, og det var mere, end serveren kunne holde til. Kigger man på, hvor mange hits underdynen.dk har på en uge … ja, så ligger det på ca. 1.600.000 hits.
 
Børn bør skærmes
Lidt opsamling. Jeg mener altså, at pornoen ikke bare er skaber af virkelighed. Den bliver også skabt af virkeligheden. I forlængelse af det vil jeg tilføje, at jeg tror, man skal se debatten om - ikke bare unges sexnormer - men vores sexnormer i et større perspektiv end bare ved at kigge på vores forbrug af pornografi. Hvis der er en udvikling i gang, skal de i lige så høj grad ses i lyset af den tendens til individualisering, som er så udtalt modernitetens tidsalder. Mange af de faste orienteringspunkter er faldet væk. Fællesskaber falder væk og bliver afløst af selektive netværk. Allerede i 1985 sang man i studenterrevyen Århus -"Jeg griber i det hul, hvor min sjæl den sad engang". Det var som kommentar til begrebet narcissisme, som var et modeord på det tidspunkt.
Spørgsmålet er, om vi her 17 år efter ikke stadig går rundt med et hul, der hvor sjælen sad engang, og om ikke sex og pornografi fylder så meget, fordi der er så fantastisk god plads til det. For hvad ville der ske, hvis vi skubbede jagten på de magiske to sekunder i baggrunden? Hvad ville vi mærke. Tomhed. Desperation? Apati. Eller noget helt fjerde.
I får ikke svaret på spørgsmålet, men I er velkomne ti at diskutere det hen over frokostbordet.
I stedet vil jeg hoppe tilbage til børn og unge og holde os andre udenfor. For selv om vi har huller i sjælen, er det jo ikke ensbetydende med, at vi ikke kan bruge hovedet.
For der er jo endnu et spørgsmål, der presser sig på. Skal vi gøre noget for at skærme børn og unge mod påvirkningen fra pornografi? Ja, det synes jeg - i særdeleshed, når det gælder børn. Der er flere områder, man kan sætte ind på. For det første bør forældrene spille en mere aktiv rolle i forhold til, hvad deres børn ser på tv og på computeren. Forbruget er stort og meget foregår meget tidligt bag børneværelsets lukkede dør. Her er der brug for, at forældre blander sig på en positiv måde. For sex-sider er ikke noget for børn. Det kan give dem nogle meget voldsomme og - ubehagelige oplevelser, og derfor skal de beskyttes.
For det andet bør seksualundervisningen opprioriteres. Stort set alle de unge, jeg har talt med, kritiserer seksualundervisningen meget kraftigt. Hvis det enorme udbud af kommerciel seksualitet skal have et modspil, og vi skal gøre de kommende generationer modstandsdygtige over for et ydre pres - ja, så skal undervisningen have et gevaldigt løft. F.eks. skal de have en viden om de risici, der er ved et stort forbrug af sexsider på nettet. Det kan i værste fald føre til afhængighed og social isolation.
 
Netfiltre
Den sidste ting jeg vil nævne er netfiltre. Det synes jeg er meget aktuelt, fordi flere og flere skoler og skolefritidsordninger får computere med internetadgang, der kan bruges af børn ned til 6-7-8 års alderen. Det kan der komme meget godt ud af, men også noget skidt. I fagbladet Børn & Unge fortæller en far f.eks. om første gang hans otteårige søn stiftede bekendtskab med sex. Det skete, da drengen kiggede på dyre-sex i sin SFO. Flere SFO-medarbejdere nævner i samme artikel problemer med især drenge, der bruger meget tid på nettet. De er ofte 2-3 voksne til 30 børn, så derfor kan de ikke følge med alt. Alligevel synes flere af dem, at netfiltre er en dårlig ide. Der bliver sagt noget i retning af: "vi vil hellere tage en dialog med børnene omkring de billeder, de ser" - hvis de altså ved, at de har set dem, vil jeg tilføje.
Nogle voksne ser rødt, når man nævner ordet regulering. Det undrer mig. Det er som om selve ordet regulering støder mod en central norm vores børneopdragelse. Og det får mig til at tænke på den indiske antropolog Reddy Prakash. I sin bog "Danske dilemmaer" stiller han følgende spørgsmål om dansk børneopdragelse:
Opdrager danskerne deres børn med følelse og giver dem al denne frihed, fordi de virkelig tror, det er den bedste måde at opdrage dem på - eller giver de deres børn frihed, fordi det er nødvendigt for, at de voksne kan leve det liv, de gør? Glimrende spørgsmål, som er værd at tygge videre på.
 
 
Vi er for dårlige til at lytte til børn – afsluttende paneldebat
 
Væsentlige barrierer i arbejdet med seksuelt misbrug
Evnen til at spørge, lytte og forstå børn, der har været udsat for seksuelt misbrug, og evnen til at gøre vores øgede viden brugbar i den praktiske hverdag - det er to af de helt store udfordringer i det videre arbejde med seksuelt misbrug af børn, fremgik det af den afsluttende paneldebat på Sygekassernes Helsefonds konference om emnet den 30. august 2002
 
Hvad mangler vi viden om?
Det var hovedspørgsmålet i den paneldebat, der afsluttede Sygekassernes Helsefonds store konference om seksuelt misbrug den 30. august 2002 på Axelborg i København.
Og de fire fagpersoner, der stod for de korte oplæg til debatten, var ret enige om svaret:
Vi mangler viden om, hvordan man lytter til og forstår børn
Og vi mangler viden om, hvordan vi omsætter den forøgede viden til anvendelig praksis i hverdagen
 
De fire indledere var:
kontorchef Kirsten á Rogvi, Socialministeriet
programkoordinator Ellen Høedt Rasmussen, Red Barnet
professor Niels Michelsen, Rigshospitalet
forskningsmedarbejder Karin Helweg-Larsen, Statens Institut for Folkesundhed
 
Se efter omsorgssvigt
Det var især Kirsten á Rogvi, der påpegede problemet med den manglende evne til at lytte til børn. Hun gjorde således opmærksom på, at der gennem de seneste 4-5 år faktisk er tilvejebragt megen ny viden om problemet, seksuelt misbrug af børn. "Men hvorfor er vi stadig så dårlige til at lytte til børnene", spurgte hun. Hun henviste til den nye undersøgelse af børns egne oplevelser, som blev præsenteret af Karin Helweg-Larsen på konferencen. "Den viser", sagde Kirsten á Rogvi, "at børnene oplever, at de voksne alt for ofte ikke ser dem og det, de er udsat for. Børnene forventer, at vi voksne kan beskytte dem. Og de forventer, at vi ser dem og lytter til dem. Men alt for ofte gør vi det ikke". Blandt andet skal de voksne fagpersoner efter Kirsten á Rogvis mening blive bedre til at se tegn på omsorgssvigt. "Det er ikke nok alene at have fokus på, hvorvidt et barn har været udsat for seksuelt overgreb. I mange tilfælde kan det næsten betegnes som tilfældigt, hvad et barn udsættes for, når der er tale om den type omsorgssvigt, som optræder i forbindelse med seksuelt misbrug. Lige så hyppigt udsættes barnet for vold eller bare et usselt liv i almindelighed. Så når den type omsorgssvigt optræder, er der grund til at være på vagt og søge at sætte ind - inden skaden sker."
Der er med andre ord brug for meget mere fokus på en tidlig, forebyggende indsats. Men for at det kan blive effektivt, er der også brug for mere efteruddannelse og mere systematisk formidling af den nye forskningsmæssige viden. "Vores viden skal formidles langt bedre til de fagpersoner, der ude i kommunerne står med problemerne dagligdagen. Det skal ikke kun være os i ministeriet, på forskningsinstitutionerne og på videncentrene, der får gavn af den forøgede viden. For så hjælper den jo ikke børnene."
 
Vi kvæles i frisind
Ellen Høedt Rasmussen fra Red Barnet bekræftede, at der er tilvejebragt megen ny viden de seneste 4-5 år. Men også hun undrede sig over, i hvor ringe udstrækning den har påvirket praksis. Som eksempel pegede hun på den danske retspraksis, og hun fortalte, at Red Barnets samarbejdspartnere i andre lande - f.eks. England, Australien og USA - nærmest ryster på hovedet over den måde, problemerne angribes på i Danmark. Blandt andet er vores retssystem tilsyneladende mere indretter på at beskytte krænkerne end ofrene, sagde Ellen Høedt Rasmussen. Hun gav som eksempel, at der Danmark findes en forening for pædofile, og at en pædofil-dømt efter udstået straf godt kan blive ansat til at passe børn.
"Det er et absurd udtryk for vores blinde tiltro til vort retssystem og til hinanden. Vi er nærmest ved at kvæles i frisind", sagde hun. Hun efterlyste derfor en mere konsekvent holdning - blandt andet i form af en egentlig børnebeskyttelseslov. "I mange andre lande foregår der systematisk risikovurdering ved f.eks. ansættelse af personale, som skal have ansvar for børn. Det gør der ikke her i landet, for det opfattes som krænkende over for den voksne".
 
Øget politikompetence
Ellen Høedt Rasmussen efterlyste også mere kompetence hos politiet, og hun efterlyste en udvikling af seksualundervisningen i skolerne. "Politiet har slet ikke hjælp nok til at kunne behandle sager om seksuelt misbrug, og skolen svigter direkte sin opgave med at bidrage til, at de unge får et indblik i, hvad der er sund seksuel adfærd, og hvad der ikke er. Her bør der sættes mere ind", sagde Ellen Høedt Rasmussen. Med hensyn til politiet betegnede hun det f.eks. som hovedrystende, at den mistænkte i sager om seksuelle overgreb på børn har ret til at overvære afhøringen af barnet.
"I sådan en situation får man naturligvis ingenting at vide. Det sker angiveligt for at beskytte krænkeren. Resultatet af endnu en grov krænkelse af barnet." Ellen Høedt Rasmussen sluttede sit indlæg med at opfordre til, at også forældre til misbrugte børn hjælpes til at bearbejde deres oplevelser. "Hvis den hjælp ikke leveres, er der betydelig risiko for selvtægt. Derfor skal de tværfaglige teams, som der bør være overalt i landet, også have ekspertisen til at snakke med forældrene og bidrage til, at de får bearbejdet oplevelsen for at kunne komme videre i livet på en ordentlig måde."
 
Mød børnene i knæhøjde
Niels Michelsen opfordrede til, at der sættes meget ind på at lære alle fagpersoner med relation til problematikken at tale med børn på børnenes forudsætninger.
"Det er svært", sagde han, "for børn har svært ved at sætte ord på noget, de ikke forstår. Og vi voksne har svært ved at tolke det, børnene fortæller - fordi vi vil være tilbøjelige til at se problematikken ud fra den voksnes forudsætninger."
Imidlertid kan man efter Niels Michelsens erfaring ikke hjælpe børn, hvis man ikke "møder dem knæhøjde", som han udtrykte det. Desuden advokerede han kraftigt for, at alle fagpersoner lærer deres underretningspligt at kende. Alt for mange sager kommer aldrig frem - og børnene får derfor ikke hjælp - fordi fagpersoner er tvivl om, hvad de bør og har pligt til i forhold til en mistanke eller en konkret viden. "Jeg lader kandidater dumpe, hvis de ikke kender deres underretningspligt", bedyrede Niels Michelsen.
Han opfordrede derudover til, at der dannes regionale teams, som har til huse i børnevenlige omgivelser, så børnene har en mulighed for at opleve bare en smule tryghed.
"En politistation er nu engang ikke det mest børnevenlige sted, man kan forestille sig", sagde han.
 
Dialogvejledning på vej
Karin Helweg-Larsen bakkede op om ideen om mere og bedre seksualundervisning. Desuden opfordrede hun til, at de forskellige dele af behandlingssystemet udvikler evalueringsmodeller, så det bliver muligt at dokumentere, hvilke metoder der virker og hvilke der ikke gør.
"Derudover er det vigtigt, at al vores viden omsættes til praksis - både i form af opdatering af uddannelserne og i form af formidling af viden om hensigtsmæssige og mindre hensigtsmæssige metoder til dem, der har med problemerne at gøre i det daglige."
Efter de fire oplæg var der en kort debat, hvor blandt andre Kirsten á Rogvi blev bedt om at uddybe, hvilke handlinger der rent konkret vil komme den nærmeste fremtid. Hun svarede, at man i Socialministeriet arbejder med en såkaldt dialogvejledning, som indeholder forslag og metoder til dialog med forældre og ideer til, hvordan fagpersonerne i praksis kan arbejde bedre sammen på det kommunale plan.

 
   
Helsefonden, Fondenes Hus, Otto Mønsteds Gade 5, 1571 København V, Danmark
Telefon: +45 33 93 40 77,   info@helsefonden.dk,   Copyright © 2017