forside   om fonden   bestyrelsen   nyheder & arkiv   ansøgning   bevillinger   projekter   tal & fakta  
 
  Presse august 2015
september 2013
Presse august 2013
Presse, december 2012
rehab pris 2012
rehab pris 2011
prisopgave 2011
rehab pris 2010
prisopgave 2010
prisopgave 2009
prisopgave 2008
arkiv
   25 mio. kr. til FCFS
   Børnefedme
   stresskonference
   demenskonference
   seksuelt misbrug
 
Konference om Demens
- 19 marts 2003, arrangeret af Sygekassernes Helsefond og Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet
 
Artikeloversigt
 
"Demente lades i stikken", stod der i en overskrift på forsiden af Berlingske Tidende tidligere på året. Ifølge et notat fra Amtsrådsforeningen har demensområdet nemlig brug for ekstra 236 millioner kroner for at opnå en fuldt udbygget kapacitet til udredning og behandling af demente.
I Sygekassernes Helsefond er vi ikke i tvivl om, at der er langt igen. Men vi kan også se, at vi er på vej i den rigtige retning. Det er blandt andet sket i kraft af ganske mange projekter og initiativer, som Helsefonden har valgt at støtte gennem de senere år.
Den 19. marts gjorde vi så en slags status på, hvor vi står og hvilke udfordringer og muligheder der står foran os. Med den store demenskonference på Akselborg i København, arrangeret i samarbejde med Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet, satte vi fokus på nye muligheder for behandling og støtte til demente og deres pårørende og på de sociale og juridiske aspekter ved sygdommen.
15 oplægsholdere med stor erfaring fra området gav deres bidrag. Og omkring 175 fagfolk deltog som tilhørere og debatdeltagere.
Det er vi glade for. For systematisk erfaringsudveksling er et meget væsentligt element i bestræbelserne på at forbedre indsatsen - såvel for de demente selv som for deres pårørende og øvrige omgivelser.
Ønsket om at bidrage til at formidle erfaringer ligger også bag denne lille publikation, som er en opsamling af de indlæg og den debat, der fandt sted på konferencen.
Det er vort håb, at den kan give anledning til yderligere refleksion og nye initiativer, som kan intensivere den tidlige indsats og øge livskvaliteten for de mange, der har fået og vil få stillet diagnosen demens og for deres pårørende.

På bestyrelsens vegne

Formand Inga Skjærris
Bestyrelsen for Sygekassernes Helsefond
 
Artiklerne er skrevet af forfatterne og Hanne Jervild, Sygekassernes Helsefond
Redaktion: Hanne Jervild
Udgivet af: Sygekassernes Helsefond www.helsefonden.dk og Rigshospitalets Hukommelsesklinik www.hukommelsesklinikken.dk
© Opretshavsret: Sygekassernes Helsefond 2003
 
 
Overlæge Steen Hasselbalch fra Rigshospitalets Hukommelsesklinik oplyste, at halvdelen af de personer, der henvises til hukommelsesklinikken faktisk ikke har demens.

Scanning bør være et fast element i arbejdet med demensudredning, og såvel udredning som behandling bør i langt højere grad, end det sker i dag, foregå i tværfaglige teams. Det gjorde overlæge ved Rigshospitalets Hukommelsesklinik, Steen Hasselbalch, sig til talsmand for i sit indlæg, der havde fokus på nye muligheder for diagnostik.Det er hans holdning, at patienter og pårørende har krav på korrekt diagnose og dermed optimal information, støtte og behandling - og det er hans opfattelse, at dette krav ikke opfyldes i tilstrækkeligt omfang i dag. Han underbyggede synspunktet ved at pege på, at mange mennesker med demenslignende symptomer ikke lider af demens.

Demens er et symptom
"Demens er mere et symptom end en sygdom", sagde han. "Det er en intellektuel svækkelse, som skyldes en sygdom i hjernen. Men det interessante spørgsmål er jo, hvad det er for en sygdom. Hvis vi tidligt i forløbet finder ud af det, viser det sig, at mange af sygdommene faktisk kan helbredes, hvorved demens-tilstanden også forsvinder."
Det er grunden til, at scanning efter Steen Hasselbalchs mening bør være obligatorisk ved enhver udredning. For via scanningen er der mulighed for at slå fast, hvorvidt demenstilstanden skyldes en sygdom, der kan behandles og dermed helbredes. ”Selv om Alzheimers sygdom er årsag til halvdelen af demenstilfældene, så har mange patienter intellektuel svækkelse der skyldes andre lidelser, som der er gode muligheder for at helbrede, hvis diagnosen stilles tidligt og præcist.
Hasselbalch oplyste, at mange af de patienter, der kommer på hukommelsesklinikken, lider af depression, som både kan og skal behandles. Derudover får 4 % af de henviste påvist en svulst, som måske kan opereres, mens mellem 10 og 20 % har en blodkarsygdom, som giver demenssymptomer, men som ikke kan genkendes ved almen undersøgelse. "Derfor bør scanning være en rutine ved demensudredning", gentog han.
 
God diagnostik betaler sig
Med hensyn til det tværfaglige pegede Steen Hasselbalch på, at demensudredning og - behandling er en tværfaglig specialistopgave.
"Den praktiserende læge bør være omdrejningspunktet, fordi det er her, udredningen starter. Men herfra skal en patient kunne sendes videre til et tværfagligt specialistteam eller til en egentlig specialistklinik. Det vil øge hastigheden og dermed effektiviteten", sagde Steen Hasselbalch.
Relevante deltagere i et sådant tværfagligt team er den praktiserende læge, en neurolog, en geriater, en psykiater, en neuropsykolog, en specialiseret sygeplejerske, en socialrådgiver og en demenskoordinator - den sidste med den særlige opgave at støtte patienten og rådgive i forhold til primærsektoren.
 
Dyrt?
"Det ser måske sådan ud, men det er ikke tilfældet," sagde Steen Hasselbalch. "Udgifterne til diagnostik udgør en brøkdel af de samlede udgifter til demenspleje. Og selv om man øger denne brøkdel en smule, vil udgiften komme rigeligt hjem igen i form af færre syge. For mange syge, som ikke behøver at være det, er nemlig noget, der virkelig koster."
 
 
Første reservelæge Peter Johannsen, neurologisk afdeling, Sygehus Viborg, slog til lyd for, at alle demente kan behandles, selv om kun få kan helbredes.
Alle demente kan behandles, selv om kun få kan helbredes. Det slog 1. reservelæge ved neurologisk afdeling, Sygehus Viborg, Peter Johannsen, fast i sit indlæg, som handlede om nye muligheder for medicinsk behandling.
De muligheder er blevet kraftigt forøget gennem de seneste år, og Peter Johannsen oplyste, at undersøgelser viser, at plejehjemsbehovet kan reduceres væsentligt, hvis man giver demente den rigtige medicinske behandling.
De nye muligheder hænger først og fremmest sammen med fire nye typer Alzheimer-medicin, som er kommet på markedet siden 1997. Det første var Aricept, som blev godkendt i 1997. I 1998 kom Exelon til, i 2000 Reminyl og i 2002 Ebixa. "Hvis man medicinerer rigtigt, har det gavnlig indflydelse på stort set alle parametre", fortalte Peter Johannsen.
 
Hjælp til pårørende
F.eks. kan man enten forbedre eller fastholde en række funktioner hos patienterne hvilket blandt andet har den konsekvens, at kravene til de pårørende mindskes. Peter Johannsen fortalte, at rigtig medicinering ofte vil føre til en forbedring af den såkaldt globale funktion (hele patienten), og af de kognitive funktioner -hukommelse, opmærksomhed, sprog m.m. Den såkaldte ADL-funktion, som står for evnen til at håndtere almindelige dagligdags aktiviteter, vil kunne fastholdes, mens besværlige psykiatriske symptomer ved demens (BPSD) vil kunne forbedres eller udskydes.
 
Øget livskvalitet
Problemet for mange patienter har været, at den tidligere mangel på specifikke medicinskbehandlingsmuligheder har gjort, at udredningen af diagnosen for nogle læger har virket meningsløs. Dette til trods for, at en afklaring af diagnosen og information om prognosen og sociale tiltag er fuldstændig afhængig af diagnosen og til stor hjælp for patienten. "Men nu har vi medicinsk behandlingsmuligheder, som oven i købet er blevet væsentligt bedre igennem de senere år", slog Peter Johannsen fast. Han oplyste, at omkring 5.000 Alzheimer-patienter er i medicinsk behandling i Danmark i dag. Men han anslog potentialet til at ligge et sted mellem 15.000 og 20.000."Hvis disse personer bliver sat i behandling, kan vi gavne mange, og vi kan sandsynligvis nedsætte belastningen af såvel det offentlige omsorgssystem som af de pårørende."
 
 
Modellen bag det norske kompetencecenter for demens, der har særligt fokus på den regionale udvikling af viden og uddannelse, kunne med fordel overføres til Danmark.
 
Kompetencecentret i Oslo er en vitaminindsprøjtning til kommunerne - fordi centret har den specifikke opgave at sprede viden og uddannelse over hele landet, og fordi det har dannet mønster for 21 regionale demensklinikker.
Lederen af det norske kompetencecenter, professor, dr. med. Knut Engedal fra Ullevål Sygehus i Oslo, lagde i sit indlæg vægt på, at man i Norge har haft gode resultater, fordi den norske pendant til Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet i København specifikt har til opgave at opkvalificere kommunerne og det lokale sundhedspersonale.
Centret blev etableret i 1997 og beskæftiger i dag 15 fastansatte og 10 projektansatte medarbejdere med meget forskellig uddannelsesmæssig baggrund - fra læger over psykologer og sygeplejersker til journalister og bibliotekarer. En meget væsentlig del af opgaven er nemlig ikke bare at forske og indsamle viden på demensområdet. Mindst lige så vigtigt er det at sprede og nyttiggøre viden overalt i landet.
 
I 2003 planlægger man således at holde ikke færre end 25 konferencer, 400 lektioner for universitetsstuderende og en række kurser - blandt andet i form af internetkurser og videokonferencer - for det primære sundhedspersonale.
 
Netværk af undervisere
Gunhild Waldemar - leder af Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet - erklærede sig enig med sin norske kollega om, at kun hvis hele landet bliver inddraget, er der sikkerhed for tilstrækkelig stor effekt."Men som det er nu, er det ikke en opgave, som er tildelt os", sagde hun.
Knut Engedal fortalte blandt andet, at man i kompetencecentret i Oslo har indgået aftaler med et helt netværk af undervisere, som kan stå for de lokale kurser."Det kan vi ikke nå med kun 15 fastansatte, der også skal forske og behandle. Men da det er vores opgave at undervise, har vi kunnet uddanne en række eksterne undervisere, som vi og kommunerne rundt om i landet kan trække på."
 
Særlige boenheder
Knut Engedal fortalte i øvrigt, at noget af det, man har haft særligt held med, er at etablere specielle boenheder til demente.
"Vi har haft stort held med at lave små enheder med plads til 8-10 beboere, som er på nogenlunde samme stade i deres sygdom. Det er helt tydeligt, at rammerne på mange traditionelle plejehjem er uhensigtsmæssige for demente. Derudover viser vore erfaringer, at svært demente, der er sammen med ligesindede, får det væsentligt bedre, fordi der kan satses målrettet på deres udfoldelse af de evner, de nu engang har. Det forebygger depressioner, når mennesker får mulighed for at udfolde sig på egne præmisser. Det øger livskvaliteten. Og det nedsætter dødeligheden."
Derudover har man i Norge haft held med at inddrage de praktiserende læger i udredningsarbejdet. Det vil de nemlig gerne - hvis de kan få hjælp til det.
"Hos os er det organiseret sådan, at f.eks. en hjemmesygeplejerske og en ergoterapeut ved et hjemmebesøg gør klar til udredningen, som den praktiserende læger herefter kommer ind og foretager. Siden henvises den demensudredte til behandling i de specielle teams, som er oprettet i de lokale hukommelsesklinikker. Herfra gives også vejledning og støtte til pårørende - blandt andet i form af egentlige pårørendeskoler, som mange kommuner driver."
Knut Engedal kunne underbygge sin fremhævning af det hensigtsmæssige ved den norske model ved at pege på en nyligt gennemført evaluering, som har vist meget fine resultater i form af effektiv inddragelse af hele sundhedssektoren, bedre boligtilbud, bedre livskvalitet og bedre familiemæssige relationer.
 
 
Efteruddannelse af læger og bedre samarbejde mellem de forskellige dele af sundhedssystemet er afgørende for effektiv demensbehandling.
 
De medicinstuderende lærer alt om hjertet - men de ved kun meget lidt om hjernen.
Det synspunkt gjorde lederen af det norske demenskompetencecenter på Ullevål Sygehus i Oslo, professor, dr. med. Knut Engedal, sig til talsmand for under debatten om de fremtidige muligheder for diagnostik og behandling af demens.
Ingen af konferencens deltagere sagde ham imod. Tværtimod pegede mange på lægernes manglende viden på området som et af de store problemer - eller i hvert fald en af de store udfordringer.
"De fleste af nutidens læger er uddannet på et tidspunkt, hvor der stort set ingen viden var om demens", forklarede lederen af Rigshospitalets hukommelsesklinik, professor, dr. med. Gunhild Waldemar. "Derfor er der hele tiden behov for at få den faglige viden opdateret og spredt."
Efter Gunhild Waldemars mening skal opdateringen foregå på amtsligt niveau, hvis det skal være virkelig effektivt. "Vi må have tilrettelagt uddannelse regionalt for alle involverede fagpersoner. Sker det, vil vi kunne nå store fremskridt", forudså hun.
 
Ringe viden hos læger
Det erklærede Knut Engedal fra Oslo sig enig i. Han fortalte, at den opgave i Norge er givet til det kompetencecenter, han leder, og som er en pendant til Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet.
"Vi laver kurser for et par hundrede læger om året. Og det kan ses på resultaterne", slog han fast.
Peter Johannsen, 1. reservelæge på neurologisk afdeling, Sygehus Viborg, gentog i forlængelse heraf, at vidensniveauet om demens blandt danske læger stadig kan forbedres.
"Vi møder fortsat læger, der mener, at hukommelsesproblemer er en naturlig del af det at blive gammel, og som råder familierne til at væbne sig med tålmodighed og vente på, at der kommer en plejehjemsplads."
Det kunne overlæge ved Hukommelsesklinikken, Steen Hasselbalch, nikke genkendende til. Derfor opfordrede han de praktiserende læger til altid at tage det alvorligt, når pårørende henvender sig med beskrivelse af demenssymptomer hos f.eks. en ægtefælle.
"Vi ved jo, at des før vi sætter ind, des bedre er mulighederne for at skabe et ordentligt liv for patienten. Derfor duer det ikke, at mange praktiserende læger fortsat slår bekymringen hen med et 'lad os nu se tiden lidt an'. Netop den holdning har nemlig meget skæbnesvangre konsekvenser," sagde Steen Hasselbalch.
 
Praktiserende læger vil gerne
Derfor var der også stor opmærksomhed, da sygeplejerske Susanne Rishøj og praktiserende læge og ph.d.-studerende Frans Waldorf gik på podiet for at fortælle om 'projekt HUSK' - et samarbejdsprojekt om demensudredning mellem praktiserende læger i Indre by i København, hjemmeplejen og Rigshospitalets Hukommelsesklinik.
Susanne Rishøj er koordinator af projektet, som fandt sted i oktober og november sidste år, og hvis hovedide det var at udvikle en samarbejdsmodel om demensidentifikation, udredning og behandling med udgangspunkt i almen praksis i en afgrænset bydel. I det projekt var blandt andet brugen af screening for demensmistanke (den såkaldte MMSE-test) et centralt element, fortalte Susanne Rishøj.
"Det er meget forskelligt, hvor godt de praktiserende læger er uddannet, men hvis de får muligheden, viser erfaringerne fra vort projekt, at de gerne benytter sig af den", fortalte hun.
800 patienter blev inkluderet i projektet og fik foretaget MMSE-test hos de 24 deltagende praktiserende læger.
"Vores projekt viser, at når samarbejdet mellem primær og sekundær sektor styres og de praktiserende læger får lidt mere viden om demens, kan langt flere demente identificeres og behandles", sagde Susanne Rishøj.
 
Usikkerhed om diagnostiske kriterier
Frans Waldorf, der er praktiserende læge i Lyngby, fortalte, at mange praktiserende læger er usikre på de diagnostiske kriterier.
"Men via MMSE-testen, som lægerne lærte at bruge gennem projektet, fik vi identificeret og henvist en række patienter, som vi ellers ikke ville have fundet."
Endnu mangler en endelig evaluering af projektet, men både Susanne Rishøj, Frans Waldorf og Gunhild Waldemar fra Hukommelsesklinikken stillede i udsigt, at evalueringsrapporten med dens erfaringsopsamling vil blive distribueret bredt, så andre kan lære af metoden med samarbejde mellem hjemmeplejen og praktiserende læger.
"Og samarbejdet i indre by fortsætter naturligvis - også selv om projektet er slut", forsikrede Susanne Rishøj.
 
Videnspredning vigtigt
Susanne Rishøj fremhævede derudover generelt behovet for, at opsamlet viden og erfaring spredes til andre dele af landet. Det gjorde også direktør i Hovedstadens Sygehusfællesskab, Helle Ulrichsen, i sit indledende indlæg på konferencen.
"H:S har ansvar for den højt specialiserede behandling på området og det forpligter i forhold til udvikling og forskning og i forhold til samarbejde med andre sygehusvæsener. Det er derfor vigtigt, at nye udviklingsprojekter ikke alene fører til implementering af patienttilbud i H:S, men at erfaringerne kan udnyttes andre steder i landet", sagde H:S-direktøren.
 
 
Demens er en dyr sygdom for samfundet, så det betaler sig at sætte ind med effektiv behandling - også selv om sygdommen ikke helbredes, påpegede direktør for Institut for Sundhedsvæsen, professor, cand. rer. soc. Jes Søgaard.
 
For direktøren for Institut for Sundhedsvæsen, Jes Søgaard, er der ingen tvivl: Behandling af demente betaler sig. Det er oven i købet - set ud fra en samfundsøkonomisk betragtning - en god forretning.
 
I sit indlæg, hvor han satte fokus på prisen for diagnostik og behandling, gjorde han opmærksom på, at Alzheimers sygdom koster samfundet omkring 200.000 kr. pr. år pr. patient med svær lidelse. Og så er det endda kun plejeudgifterne, der er medregnet.
"Hvis man også lægger sygehusudgifterne til, kommer vi op på et meget højere beløb", pointerede han.
Han fortalte, at 80 % af patienter med svær Alzheimers kommer på plejehjem. Dertil kommer, at overdødeligheden er stor i den gruppe.
"Hvis man kan hindre den moderate Alzheimers i at udvikle sig til en svær lidelse, vil mange plejehjemsanbringelser kunne undgås. Det vil medføre store besparelser - ud over, at det vil øge livskvaliteten for både patienter og pårørende", sagde Jes Søgaard.
Med hensyn til de pårørende fortalte han, at tidsforbruget er cirka 1.000 timer årligt i tilfælde af tidlig diagnose, mens det stiger til lidt under 1.500 timer ved middel og lidt over 1.500 timer ved moderat demens.
 
Ved svær demens falder de pårørendes tidsforbrug igen, fordi de svært demente typisk kommer på plejehjem.
"Men hvis man kan standse sygdommens udvikling tidligt, så man undgår udviklingen til mild og moderat, kan mange pårørende-timer og dermed megen belastning spares."
Jes Søgaard præsenterede også en opgørelse af, hvad diagnostik og udredning koster, nemlig fra 300 kr. til 7.800 kr. i praksis sektoren plus mellem 4.300 og 7.100 kr. på Hukommelsesklinikken.
"Altså ligger prisen et sted imellem 4.600 kr. og 15.000 kr. pr. udredt patient. Men hvis tidlig diagnostik kan medføre, at man stopper udviklingen, så flere forbliver i det milde stadie, har det meget stor effekt på den samlede økonomi. Det vil være dyrere i det første år, men herefter vil vi nå et nul, og siden er der penge at spare.
Så tidlig diagnostik og udredning er ganske enkelt en god investering."
 
 
Det vil være konsekvensen, hvis vi fortsætter som nu, sagde lederen af Rigshospitalets Hukommelsesklinik, professor, dr. med. Gunhild Waldemar i sit indlæg, hvor hun i øvrigt slog fast, at der er for lidt viden og for sen indsats
 
Vi ved for lidt, og vi kommer for sent i gang!
Hvis der ikke ændres ved det, vil der i år 2030 være dobbelt så mange demente i Danmark som i dag - alene fordi det samlede antal ældre vil stige, og fordi mellem 6 og 7 % af ældrebefolkningen udvikler demens.
"Så galt går det næppe, hvis det lykkes at udvikle en mere effektiv behandling", sagde lederen af Rigshospitalets hukommelsesklinik, professor, dr. med. Gunhild Waldemar i sit indlæg. Hun gjorde nemlig opmærksom på, at der er nye lægemidler på vej, og at der i øvrigt arbejdes stadig mere intenst med projekter og forsøg rundt om i landet. Men det er altså også nødvendigt. For hvis skrækscenariet med en fordobling af demensantallet bliver en realitet, vil det medføre en enorm plejebyrde, som der vil være stadig færre til at betale. "Også derfor må og skal vi tidligere i gang, og vi må have mere viden indsamlet og spredt ud", sagde Gunhild Waldemar.
 
For sen diagnose
Hun pegede på, at demensdiagnosen i dag typisk stilles på et tidspunkt, hvor man med stor sikkerhed kan fastslå, at der er tale om demens.
"Det er bare alt for sent, hvis vi skal sætte ind med en behandling, der kan stoppe sygdommens udvikling. For på det tidspunkt har de pågældende som regel været syge ganske længe. Hvis vi kan stille diagnosen tidligere, er det muligt at sætte meget mere effektivt ind."
Gundhild Waldemar sagde, at hvis det - via tidlig diagnostik - kan lykkes at udsætte debuten med 1-5 år, vil det få enorm betydning.
"En udsættelse på f.eks. fem år vil reelt betyde, at mange helt undgår at få Alzheimers", sagde hun.
Men selv om det går i den rigtige retning, er der lang vej endnu. Gunhild Waldemar oplyste, at kun mellem 5 og 20 % af patienter med kognitive symptomer i almen praksis får stillet en diagnose, og kun op til 25 % af demente, som er anbragt i særlige demensenheder, har fået stillet en diagnose.
Dertil kommer, at kun mellem 10 og 20 % af alle Alzheimer patienter får medicinsk behandling.
"Så vi må sige, at der fortsat er stor mangel på viden", slog Gunhild Waldemar fast.
 
Enhed i hvert amt
Hun trøstede sig med, at der er nye lægemidler på vej, og at forståelsen for behovet for tværfagligt samarbejde er stigende. Men hun tilføjede, at det ikke er ikke nok med forsøg og med en hukommelsesklinik, der ikke har status som nationalt videncenter, og som ikke har nogen officiel koordinerende funktion på landsplan.
"Der skal være en kompetent enhed i hvert amt, hvis det virkelig skal have effekt. Og det kommer næppe af sig selv", påpegede Gunhild Waldemar.
 
 
Det vil være en meget stor hjælp for pårørende og demente, hvis der - over hele landet - tilbydes tidlig indsats med information og rådgivning, sagde klinikkoordinator Ane Eckermann fra Rigshospitalets Hukommelsesklinik
 
Det kan være en meget stor psykisk og fysisk belastning at være pårørende til en dement.
Det efterlod klinikkoordinator Ane Eckermann fra Rigshospitalets Hukommelsesklinik ingen tvivl om i sit indlæg, hvor hun fortalte om det arbejde med uddannelse og støtte til pårørende, som hun står i spidsen for.
Derfor er der brug for en tidlig indsats med information, støtte og rådgivning til pårørende. Og der er brug for det, uanset hvor i landet man bor.
Det sidste var et synspunkt, som kom frem adskillige gange i løbet af konferencen - fordi tilbuddene til såvel demente som pårørende faktisk er ret forskelligt i forskellige egne af landet.
"Men problemet er jo lige stort, om man bor i København eller i Viborg. Derfor har vi brug for et koordineret støtteprogram, som er tilgængeligt for alle", sagde Ane Eckermann.
 
Meget lidt viden
Et sådant program arbejder man med på Hukommelsesklinikken. Siden 1998 har klinikkens tilbud bestået af kurser til pårørende, kurser til patienter, etablering af pårørendegrupper med mulighed for at udveksle erfaringer og oplevelser med ligestillede, ægtepar grupper, cafemøder og skriftligt materiale.
Grunden til, at tidlig indsats er så vigtig, er, at de fleste mennesker ved meget lidt om demens, og at lidelsen har så stor indflydelse på den, der rammes.
"Hvis der er tale om ens ægtefælle, kan den pågældende jo fuldstændig ændre karakter. Mange er meget i tvivl om, hvordan de skal håndtere det", fortalte Ane Eckermann. Hun efterlod derfor heller ingen tvivl om, at selve opgaven som pårørende er meget omfattende.
 
Pårørende bliver syge
"De pårørende påtager sig igennem forløbet opgaver, som den demente plejer at kunne klare, men som den pågældende nu pludselig ikke længere kan udføre. Men hvad sker der hos den pårørende selv, når man - ud over at være ægtefælle, datter eller søn - uforudset skal til at være omsorgsgiver i meget stort omfang", spurgte Ane Eckermann. Og hun gav selv et svar i form af en oplistning af typiske reaktioner:
"De pårørende får større risiko for stress. Risikoen for såvel fysisk som psykisk sygelighed stiger. Den øgede belastning af de pårørende kan påvirke sygdomsforløbet hos den demente i negativ retning og derved fremskynde plejehjemsanbringelse og i øvrigt give stof til mange familiære konflikter."
Blandt de initiativer, der sættes i værk i forhold til de pårørende, fortalte Ane Eckermann om et nyt projekt rettet mod nydiagnosticerede demente og deres pårørende, som Hukommelsesklinikken netop har fået støtte til fra Sygekassernes Helsefond og Social-, Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
I første omgang gennemføres projektet sammen med fire amter, men tanken er, at det senere skal kunne bruges overalt.
Projektet består af en analysedel med gennemgang af erfaringer fra andre projekter, en interventionsdel, hvor der etableres konkrete støtteprogrammer for nydiagnosticerede patienter og pårørende, en del med fokus på etik, jura og samfundsøkonomi og endelig en del med fokus på formidling, erfaringsudveksling og konsulenttjeneste.
 
Tidlig indsats altafgørende
"Der er virkelig meget vundet ved tidlig og målrettet indsats", fastslog Ane Eckermann. "Problemet i dag er, at mange tilbud er af generel karakter og dermed i for ringe grad rettet mod den enkeltes individuelle behov. Desuden skal man som pårørende ofte have kontakt med mange forskellige instanser, og der er ikke altid sammenhæng i indsatsen fra f.eks. primær til sekundær sektor. Resultatet er, at man som pårørende føler sig meget alene - og reaktionen er ofte stress, depression og anden sygdom."
Men tidlig støtte og uddannelse overalt i landet kan afhjælpe meget af det. Det kan f.eks. være med til at sikre, at pårørende bliver bedre til at håndtere rollen som omsorgsgiver, at familiekonflikter reduceres, at depressioner, stress og andre belastninger reduceres, at der bliver bedre social støtte og mulighed for at møde ligestillede og at tiden forlænges, til den demente skal på plejehjem. Dertil kommer et løft i den samlede livskvalitet for ægtepar, hvor den ene er dement.
"Det skal være sådan", sagde Ane Eckermann, "at når man når toppen af bjerget - for det er op ad bakke at være pårørende - så skal udsigten være overskuelig. Den skal ikke blot være til en mængde nye bjergtoppe."
 
 
Mange tidligt diagnosticerede demente har meget brug for at få hjælp til at håndtere dagligdagen, mens fagfolkene ofte har fokus på det ekstreme, påpegede lederen af Rådgivnings- og kontaktcentret for demensramte og pårørende i Odense, sygeplejerske Ulla Thomsen
 
Fagfolk, der beskæftiger sig med demens, har en tilbøjelighed til at fokusere på det ekstreme - eller i hvert fald på de mest alvorlige konsekvenser af demens, men de demente - især de tidligt diagnosticerede - har mest brug for, at der kommer fokus på helt almindelige dagligdags problemer.
"Det skal vi som fagpersoner bliver meget bedre til", sagde lederen af Rådgivnings- og kontaktcentret for demensramte og pårørende i Odense, sygeplejerske Ulla Thomsen, i sit indlæg.
Centret er en selvejende institution, som blev etableret i 2000 og 2001 på initiativ af alzheimerforeningen på Fyn i samarbejde med Odense Kommune. Formålet er at rådgive og støtte mennesker med demens, pårørende, fagpersoner, politikere og andre interesserede, der ønsker mere viden om demenssygdomme. Desuden skal centret opsamle erfaringer og viden om tidlig demens, synliggøre behovene for vejlednings- og støttetilbud, formidle viden om støtte til et liv med demens og udvikle socialpsykologiske og socialpædagogiske tiltag.
 
Demente som frivillige
Der er kun én ansat på centret - nemlig Ulla Thomsen. Alle andre aktive - og dem er der cirka 40 af - er frivillige. Og en stor del af dem er selv demente i mild grad.
"Mange af disse frivillige har mange talenter, når det drejer sig om f.eks. formidling. Og de har i hvert fald stor forståelse for de problemer, som dementdiagnosticerede og deres pårørende løber ind i. Derfor er de også ofte meget bedre end fagfolkene til at udvikle tilbud, der nytter noget", sagde Ulla Thomsen.
Eksempelvis medvirker de frivillige ved centret i Odense i hjemmebesøg, hvor man snakker problemerne og mulighederne igennem - f.eks. i forhold til den dødsangst, som en tidlig diagnose ofte fremkalder.
"Mange tidligt diagnosticerede kan jo fint gennemskue, hvad det er for en sygdom, de har fået. Og mange af dem opfatter det som en regulær dødsdom. Her kan vore frivillige hjælpe med til at få tingene sat i perspektiv og til at udvikle de rette tilbud."
"Det er således ikke mig, som leder, der alene får ideerne til tilbud og aktiviteter. Det gør brugerne. Det er mig, der sørger for, at de bliver realiseret. Dermed har tilbudene udgangspunkt i det, de tidligt diagnosticerede selv har peget på - og ikke det, jeg som fagperson tror, der er brug for", fortalte Ulla Thomsen.
Centrets tilbud retter sig primært til demente og deres nærmeste pårørende, men der er også tilbud til den øvrige familie, til venner og til fagpersoner, som f.eks. inviteres til temamøder, til egentlig undervisning og til såkaldt sparrings- og inspirationsvirksomhed.
"Der er mange penge at spare ved tidlig indsats", forsikrede Ulla Thomsen. Det er også en del af forklaringen på, at Odense Kommune bidrager med en halv million kroner årligt til centrets drift.
 
Dårlig samvittighed
Som et andet eksempel på, hvad centret arbejder med, pegede Ulla Thomsen på den dårlige samvittighed, som ofte rammer både den dementdiagnosticerede og de pårørende.
"Den diagnosticerede oplever tit at være en stor belastning for de nærmeste, og de pårørende på deres side oplever, at de ikke slår til. Vi skal ofte have de pårørende til at give slip og f.eks. erkende, at det ikke nødvendigvis er en falliterklæring, at den demente må flytte på plejehjem på et tidspunkt.
Det er faktisk ikke altid en ulykke at flytte fra hinanden - fordi den pårørende så vil kunne få plads til sig selv og dermed få mere overskud til virkelig at være noget værdifuldt for den demente. Det værdifulde fra pårørende er nemlig ofte ikke praktisk hjælp. Det er anerkendelse, nærvær og ømhed. Men det kan mange pårørende slet ikke overskue at give, når de er fyldt op med et væld af praktiske gøremål kombineret med stor tvivl og ofte også betydelig fortvivlelse.
Der er mange fordomme og meget tabu forbundet med disse problemer. Hos os prøver vi at tage netop de tabubelagte emner op, fordi det er vores erfaring, at hvis vi formår at snakke om dem, så letter vi hverdagen for virkelig mange - fordi vi fokuserer på muligheder og ikke kun fortidens synder og nutidens besværligheder."
 
 
Et vedvarende socialt liv og opretholdelse af gode sociale relationer er afgørende for såvel dementes overlevelse som deres livskvalitet, påpegede ergoterapeut Lisbeth Villemoes Sørensen
 
"Det er sandsynligvis vigtigt, at der gøres en indsats for, at der for hver aktivitet der må opgives på grund af demenssygdom, indsættes en anden og meningsfuld aktivitet."
Sådan stod der på en af de plancher, som ergoterapeut MPH Lisbeth Villemoes Sørensen brugte til at understøtte sit indlæg, der handlede om forebyggelse af dementes tab og daglig og social aktivitet.
Men det lille ord - sandsynligvis - var væk, da hun fortalte om betydningen af social aktivitet og sociale relationer.
 
Hurtigere sygdomsforløb
"Der er for mig ingen tvivl om, at et godt socialt liv og gode sociale relationer er afgørende for demente", sagde hun. Derfor arbejder hun med at udvikle en metode til forebyggelse af tab af daglig aktivitet og tab af aktiviteter sammen med andre.
"Fra Sverige tyder forskning på, at stærke sociale relationer nedsætter risikoen for demens. Eller måske snarere: Hos demente med svage sociale relationer udvikler sygdommen sig meget hurtigere end den gør hos dementdiagnosticerede med stærke sociale relationer." Lisbeth Villemoes Sørensen tilføjede, at det ser ud til, at dødeligheden er 2-3 gange højere hos demente med svage sociale relationer end hos dem med stærke sociale relationer. Derfor er der virkelig noget at hente ved at sætte ind her", pointerede hun.
 
Hjælp til aktiviteter
Med hensyn til aktiviteter sagde hun, at der er en betydelig tilbøjelighed til, at f.eks. pårørende overtager de aktiviteter, som den demente efterhånden mister evnen til at klare alene.
"Men derved risikerer man at vænne den demente til, at han eller hun ingenting kan og ingenting skal. Det er uheldigt. Tvært imod handler god indsats om at sætte nye aktiviteter i stedet, f.eks. ved at indskrænke valgmulighederne, når den demente skal vælge det tøj, han eller hun skal have på i dag - men ikke ved at de pårørende foretager hele valget." Problemet er, at tabet af evner kommer snigende, og at det ofte fører til inaktivitet og social isolation, hvis der ikke sættes bevidst ind.
"De tidligt diagnosticerede har sjældent overblik over, hvad deres sygdom vil føre til. De oplever bare den opgivenhed, der ofte følger af det de opfatter som en dødsdom. Men hvis vi fagfolk - sammen med de tidligt diagnosticerede og deres pårørende - kan lave en plan for, hvordan tab af evner til at klare nogle aktiviteter kan erstattes med andre meningsfulde aktiviteter, vil meget være nået."
Lisbeth Villemoes Sørensen pegede i den sammenhæng på et problem, som også blev nævnt af mange andre på konferencen:
"Muligheden for at få hjælp afhænger helt af, hvor i landet man bor. Det er et ikke rimeligt. Og det udgør et centralt problem, som politikerne efter min opfattelse må få gjort noget ved - hellere i dag end i morgen."
 
 
Når over halvdelen af et plejehjems beboere får psykofarmaka hver dag, er det mere end tvivlsomt om der er tale om hjælp til patienterne, sagde administrerende overlæge ved Psykiatrisk Hospital i Risskov, Nils Gulmann i sit indlæg om medicinsk behandling af vanskelig adfærd
 
Nils Chr.Gulmann, administrerende overlæge på Psykiatrisk Hospital i Risskov, er skeptisk over for brugen af psykofarmaka.
Dels er bivirkningerne ofte "ganske rædselsfulde", som han formulerede det i sit indlæg, der havde fokus på medicinsk behandling af vanskelig adfærd hos demente.
Men derudover er hensigten måske snarere at hjælpe systemet end det er at hjælpe den demente. I hvert fald lagde Nils Gulmann ikke skjul på, at brugen af psykofarmaka sker på trods af, hvad han betegnede som "yderst sparsom videnskabelig evidens".
 
Uopfyldte behov
Besværlig adfærd og psykiatriske symptomer ved demens - forkortet BPSD - er først og fremmest udtryk for uopfyldte behov og uhensigtsmæssige rammer, økonomisk, bygningsmæssigt og plejefagligt. "Og det hjælper psykofarmaka næppe på", bemærkede Nils Gulmann.
Følgerne af BPSD er rastløshed, depression, psykose, råben og voldelig adfærd. Men løsningen er næppe rutinemæssig brug af medicin.
"For hensigten synes ofte at være at bringe den gamle til ro - "sådan en kan vi jo ikke have gående rundt og genere de andre" - frem for at tage fat på de problemer, den pågældende faktisk slås med."
Nils Gulmann henviste til en undersøgelse fra 1995, der viste, at 56 % af et plejehjems beboere modtog psykofarmaka hver dag.
"Det er ikke af hensyn til beboerne", erklærede han. Han pegede på, at det er helt andre ting, der skal til - så som analyse og ændring af de fysiske rammer og af plejetilbuddet.
 
Medicin mod at gå på sine ben
"Det er altså helt urimeligt at bruge medicin mod at gå på sine ben. Men det kan godt være hensigtsmæssigt at kigge på, hvor der er muligheder for at gå hen. Med andre ord: Det er rammerne og ikke de demente, der er problemet."
Nils Gulmann konkluderede derfor sit indlæg i fire hovedpunkter:
 
· BPSD er udtryk for uopfyldte behov
· Psykofarmaka bruges ofte ved demens
· Det sker på trods af sparsom videnskabelig evidens
· Der er hyppige og farlige bivirkninger

"Eller kort sagt: Der bruges alt for meget psykofarmaka til demente!"

Aggressiv adfærd blandt demente er udtryk for, at patienten opfatter en given situation som så uoverskuelig, at der ikke er anden vej end vrede eller vold, fortalte sygeplejerske ved Psykiatrisk Hospital i Risskov, Kirsten Gotfredsen, i sit indlæg om aggressiv adfærd hos demente plejehjemsbeboere
 
"Er en del af forklaringen på aggressiv adfærd blandt demente plejehjemsbeboere ikke, at der kommer så mange nye medarbejdere hele tiden?"
Spørgsmålet fra en konferencedeltager var rettet til sygeplejerske ved Psykiatrisk Hospital i Risskov, Kirsten Gotfredsen, der holdt et indlæg om det projekt om aggressive demente på det plejehjem, som hun er leder af og myten - at demente oplever mange forskellige fagpersoner, og at det udgør et særligt problem i forhold til aggressiv adfærd - blev straks punkteret."Det viser sig faktisk", fortalte Kirsten Gotfredsen, "at tre ud af fire tilfælde af aggressiv adfærd fra en dement mod en ansat sker i forhold til en medarbejder, som den demente kender godt. Så det er ikke typisk den slags usikkerhed, der udløser aggression. Og det er derfor heller ikke her, løsningen ligger."
 
Afmagt
Hvor løsningen så ligger, udtrykte Kirsten Gotfredsen betydelig tvivl om. Men hun anbefalede, at plejepersonalet hele tiden afprøver nye metoder i deres arbejde i de situationer, hvor beboere ofte reagerer med vrede eller vold.
"For årsagen er en afmagtsfølelse, som vi kun kan fjerne ved at se på, hvordan situationen ser ud fra den dementes synspunkt. Vi kan ikke gøre det ved kun at se på egne motiver", sagde hun.
Hun oplyste, at en undersøgelse fra 1994 blandt 3.500 københavnske plejehjemsbeboere havde vist, at knap 2 % dagligt viste fysisk aggression. Derudover viste 7 % daglig verbal aggression, mens lidt over 6% simpelthen afviste af modtage pleje."Og det har samtidig vist sig, at en anden myte heller ikke holder - nemlig myten om, at de aggressive også har haft aggressive tendenser tidligere i livet. Det er ikke tilfældet."Det, der derimod er karakteristisk for de aggressive, er, at deres mentale og praktiske færdigheder er meget nedsat, og at de har svært ved at udtrykke sig. "Eller på godt dansk: De er afmægtige", sagde Kirsten Gotfredsen.
 
Personlig hygiejne
Derudover synes det at karakterisere de aggressive, at de har nedsat sansefunktion, nedsat vågenhed, mange fysiske helbredsgener, ringe diagnosticering og at de ofte er hyppige forbrugere af psykofarmaka.
Derfor er det vigtigt at iagttage, hvad det er for situationer, der særligt udløser aggression. Og her viser Kirsten Gotfredsens arbejde, at det i meget stor udstrækning sker, når personalet giver personlig hygiejne.
Det drejer sig - i prioriteret rækkefølge - om vask af underliv, af- og påklædning, forflytning, vask af overkrop og toiletbesøg.
 
Hvorfor?
"Vi ved det ikke, men vi har opstillet en række antagelser, som det er vigtigt at afprøve", sagde Kirsten Gotfredsen.
Aggression i forbindelse med afklædning og vask kan f.eks. hænge sammen med skamfølelse og kulde. Ved forflytning kan den demente være usikker på, hvor han eller hun skal hen og hvorfor. Derudover kan det gøre ondt at blive flyttet, og man kan være bange for at falde og slå sig.
Ved brusebad kan man komme til at bruse for hårdt og for meget, og når der gives informationer, som også ind imellem fører til aggression, kan det hænge sammen med, at den demente ikke kan forstå meningen, ligesom blot dette at en hjælper viser sig kan blive opfattet som manglende anerkendelse af den dementes egne evner.
"Der synes i hvert fald at være en kraftig mistolkning af hjælpers hensigter, når der viser sig aggressiv adfærd", sagde Kirsten Gotfredsen. "Derfor er vi nødt til hele tiden at tage vore handlinger op til revision og ikke bare retfærdiggøre dem med nødvendighed og ædle motiver. For hvis det opfattes anderledes, kommer vi ikke ud over problemerne.
 
I strid med normerne
Et mere overordnet problem i forhold til at arbejde med aggressive demente er, at aggressiv opførsel i stor udstrækning strider mod vores normopfattelse af, hvad det vil sige at blive gammel. "Sådan opfører man sig simpelthen ikke som gammel i vort samfund. Også derfor er det svært at håndtere. Men afmagt og nedværdigelse er meget stærke følelser. Og det er dem, der træder tydeligst frem, når de gamle bliver vrede eller voldelige."
Af gode råd pegede Kirsten Gotfredsen - ud over konstant afprøvning af antagelser - på ydmyg optræden, ros og på tydeligt at forklare, hvad der skal ske og hvorfor.
"Det handler om at gøre den demente rolig og tryg ved situationen. Og det handler om at sørge for, at han eller hun bevarer værdigheden. For tab af værdighed er en af de sikre veje til aggressiv reaktion".
 
Problem med uddannelsen?
Under debatten om Kirsten Gotfredsens indlæg pegede flere konferencedeltager på uddannelsesniveauet blandt plejepersonalet.
"Er de unge ufaglærte medarbejdere overhovedet klædt på til at løse denne opgave", spurgte én, mens en anden mente, at der må stilles væsentligt større krav til medarbejdere og deres uddannelse, end det sker i dag.
Kirsten Gotfredsen erklærede sig enig i, at problemerne med aggressiv adfærd skal være en del af grunduddannelsen, og hun tilføjede, at de helt unge så vidt muligt skal friholdes fra situationer, hvor der er risiko for at møde aggressiv adfærd.
Lederen af Rådgivnings- og kontaktcentret for demensramte og pårørende i Odense, Ulla Thomsen, føjede til, at man skal passe på ikke at stille så store krav til uddannelsen, at man skræmmer de unge væk.
"Alle hænder er velkomne i denne sektor. Men det er klart, at vi skal målrette uddannelsen, så den indeholder det, man kommer ud for i dagligdagen, og så den metodemæssigt tager højde for, at mange af de unge, der søger ind, ikke er så bogligt stærke. Men vi er altså ikke i en situation, hvor vi kan vælge og vrage. Derfor tror jeg på, at de nye skal have mulighed for at snakke om problemerne med mere erfarne kolleger, der har prøvet det på egen krop."
 
 
Den etiske grænse mellem individets ret til at færdes frit og systemets opgave med at beskytte hjælpeløse var temaet for et indlæg af cand. jur. Dorthe Buss fra Rigshospitalets Hukommelsesklinik
 
"Det er godt med offentlighed og synlighed i forhold til spørgsmålet om anvendelse af magt overfor demente. For grænsen mellem individuel frihed og beskyttelse er hårfin. I Alzheimerforeningen har vi den holdning, at vi hellere vil have elektroniske døråbnere og andre beskyttelsesforanstaltninger, end vi vil have skjult fiksering."
Det gav formanden for Alzheimerforeningen, Inger Marie Jensen, udtryk for under debatten om et indlæg om tvang og åbne kontra lukkede døre, som cand. jur. Dorthe V.Buss fra Hukommelsesklinikken stod for.
Det skete blandt andet i forlængelse af en understregning fra Dorthe Buss af, at noget helt centralt i debatten er at få afstemt forventningerne og at være klare på motiver.
"Hvis de pårørende tvivler på personalets motiver, går det med sikkerhed galt", sagde hun. "Men det kan det også gøre, hvis de pårørende har urealistiske forventninger til den sikkerhed og tryghed, der kan leveres ved hjælp af forskellige typer af elektroniske systemer."
 
Forsvandt trods alarm
Som eksempel nævnte hun er 90-årig dement mand, som gang på gang forlod plejehjemmet, fordi han ville finde sit for længst forsvundne barndomshjem. Plejepersonalet udstyrede ham med en alarm, som alene en enkelt dage kimede stort set konstant. Det lykkedes derfor personalet at forhindre ham i at gå ud - indtil et vagtskifte, hvor han alligevel slap væk.
"Der var tale om få minutter, men det var nok til, at manden forsvandt. Og da han hverken kunne finde sit barndomshjem eller kunne finde tilbage til plejeboligen, for han vild. Og man fandt ham først - død - tre dage senere.
I den situation mente familien, at personalet havde svigtet, fordi de pårørendes forventning var, at der var 100 procents sikkerhed, når den gamle var udstyret med en alarm."
 
Spørg de demente
Ud over at afstemme forventningerne hos de pårørende pegede Dorthe Buss også på mulighederne for at spørge de demente selv. "Det har vi hidtil været afskåret fra, fordi de diagnosticerede demente typisk har været så dårlige, at de ikke har kunnet give udtryk for egne ønsker og forventninger. Men med den stadig tidligere diagnostik er der mulighed for, at vi i fremtiden kan inddrage de dementes egne ønsker i vurderingen af, hvad vi bør gøre", fortalte Dorthe Buss.
Det fik lederen af Rådgivnings- og kontaktcentret for demensramte og pårørende i Odense, Ulla Thomsen, til at bidrage med den erfaring, at mange tidligt demensdiagnosticerede faktisk udtrykker ønske om at blive låst inde, hvis de senere skulle blive svært demente.
"Det gør de ikke på grund af personalemangel. Det gør de, fordi de ikke ønsker at komme til at blamere sig", sagde hun.
Til gengæld har andre givet udtryk for, at de ikke ønsker begrænsninger, fordi de ønsker at leve deres liv med de farer, det nu engang indebærer.
"Det fortæller, at det er uhyre vigtigt at tage de demente selv med på råd. Det er godt, at det bliver muligt via den stadig tidligere diagnostik."
 
Lettere debat
Dorthe Buss tilføjede, at der også er andre grunde til, at den til tider meget følelsesladede debat måske bliver lettere at håndtere i de kommende år.
"Faktisk er det ikke særligt længe siden vi overhovedet fik en lovgivning på området. Og nu er der udsigt til, at den bliver yderligere præciseret. Desuden er teknologien med os, fordi der bliver flere og flere muligheder for overvågning, der kan tage hensyn til individuelle forhold, så vi ikke skal nøjes med bare at låse døren. For det er ikke tilladt som generel foranstaltning."
Derimod er det tilladt at lave individualiserede foranstaltninger ved hjælp af alarmer, plejesystemer og i visse tilfælde tilbageholdelse. Men det forudsætter, at den demente er udredt, at det kun gælder mennesker med svær og varig demens, og at alt andet er afprøvet forinden.
Men igen advarede Dorthe Buss mod overdreven forventning til sikkerheden.
"Det hjælper jo ikke meget, at vi f.eks. via et pejlesystem kan pejle den demente på en halv time, hvis han eller hun kommer alvorligt til skade efter to minutter."
 
Problemer for hjemmeboende
I forlængelse af indlægget pegede flere konferencedeltagere på problemerne med de demente, der bor i eget hjem.
"Det er en svær problematik, for vi kan jo ikke låse folk inde i deres eget hjem. Jeg har ikke løsningen. Og det har lovgivningen heller ikke", sagde Dorthe Buss.
Administrerende overlæge ved Psykiatrisk Hospital i Risskov, Nils Gulmann, sagde, at det især for enlige er et problem, fordi ingen rigtig kan se, hvor galt det står til.
"Derfor skal de have tilbud om en ældrebolig, men der går ofte tid, inden man opdager det. Herefter skal den pågældende så overbevises om, at det er til hans eller hendes eget bedste at flytte. For flytning mod eget ønske er jo også problematisk."
 
Lov-præcisering om magtanvendelse
Den yderligere præcisering af lovgivningen, som Dorthe Buss nævnte i sit indlæg på demenskonferencen, kom den 29. april i år, hvor Folketinget vedtog en række justeringer af servicelovens regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne.
Formålet er at opnå en bedre sikkerhed, tryghed og værdighed i omsorgen for bl.a. demente medborgere og udviklingshæmmede, der ikke kan tage vare på sig selv.
I forbindelse med vedtagelsen af ændringerne slog socialminister Henriette Kjær fast, at magtanvendelse stadig skal være en undtagelse, som aldrig må erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand.
 
"Omsorgen er og skal være central - at anvende magt overfor andre er meget indgribende og skal så vidt muligt undgås."
 
Justering af reglerne har betydet følgende ændringer:
· En præcisering af, at omsorgspligten ikke kan udøves ved brug af fysisk tvang
· Indførelse af en mulighed for fastholdelse i hygiejnesituationer, hvis det er absolut nødvendigt af hensyn til den pågældende
· Indførelse af lempeligere kriterier for at anvende alarm og pejlesystemer
· Indførelse af en mulighed for at anvende særlige døråbnere
· Indførelse af en lempeligere adgang til tvangsmæssig flytning af personer med en aldersbetinget eller senere erhvervet mental svækkelse, der er fremadskridende

Senere på året vil Socialministeriet udsende en revideret vejledning om magtanvendelse.

 
   
Helsefonden, Fondenes Hus, Otto Mønsteds Gade 5, 1571 København V, Danmark
Telefon: +45 33 93 40 77,   info@helsefonden.dk,   Copyright © 2017